Sommermøde

Sommermøde 2018: Europa

Tid og sted
15.-21. juli på Jyderup Højskole

Om mødets anliggende
I græsk mytologi var Europa navnet på en fønikisk prinsesse, der blev kidnappet af Zeus. Siden hen begyndte antikkens grækere at bruge prinsessens navn om den vestligste del af den eurasiske landmasse.

Nu til dags rækker enigheden om betegnelsen ‘Europa’ sjældent længere end til enighed om navnets mytologiske oprindelse. For nogen er Europa udtryk for et kulturelt fællesskab af nationalstater med dybe rødder i kristendommen og antikkens Rom og Hellas. For andre er Europa først og fremmest et politisk fællesskab karakteriseret ved arven fra Oplysningstiden i form af menneskerettigheder og demokrati. Selv Europas fysiske grænser er ofte omdiskuterede. Er Tyrkiet en del af Europa? Er Armenien? Er Rusland?

På dette års sommermøde inviterer vi til en uge med et bredt udvalg af foredrag omhandlede Europa og frisindet diskussion og højskolesang til de lyse morgentimer. Sommermødet vil foregå fra d. 15. til d. 21. juli på Jyderup Højskole.

Tilmelding

  • Almindelig elev: 4000 kr. pr. uge (inkl. kost, logi og undervisning). Tillæg for enkeltværelse: 500 kr. Der er særlig gunstige priser på tilmelding som almindelig elev for

Studerende: 2800 kr.

Medlemmer af Studenterkredsen: 2300 kr.

Tilmelding til særpris sker ved, at man vælger “Almindelig elev” og i feltet “Specielle behov” angiver, om man er studerende eller medlem af Studenterkredsen.

  • Dagselev: 3000 kr. pr. uge (inkl. kost og undervisning).

Tilmeld Dem her. Markér også gerne Deres deltagelse på sommermødets Facebook-begivenhed.

Program

  • Islam i Europa
    v. Jørgen Bæk Simonsen, dr.phil., lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
    Jørgen Bæk Simonsen er historiker med speciale i arabisk og islamisk historie og en markant stemme i samfundsdiskussionen om islam herhjemme. Han er forfatter til en række bøger om islam – blandt andet indføringen “Hvad er islam” og “Islam med danske øjne: Danskeres syn på islam gennem 1000 år”, en kortlægning af, hvordan forholdet mellem islam, det danske og det kristne i skiftende tider er blevet udlagt.
  • Europa som kvinde
    v. Anne Green Munk, cand.mag. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet
    Med udgangspunkt i den græske mytologis fortælling om prinsesse Europa af Tyros, der bliver bortført til Mellemøsten af Zeus i en tyrs skikkelse, er denne forestilling dukket op utallige gange i Europas historie og præger den dag i dag vores opfattelse af Europa – især overfor det maskuline Amerika.
  • Nord og syd i Europa
    v. Uffe Østergaard, professor emeritus ved CBS og adjungeret professor ved Aarhus Universitet
    Et foredrag om europæisk mentalitet med fokus på de forskelle, der gør sig gældende mellem Nord- og Sydeuropa.Uffe Østergaard, der i sin lange forskningskarriere har beskæftiget sig med EU, politisk kultur, europæisk politik og historie, herunder ikke mindst identitetshistorie, har ud over sine studier og sin undervisning gjort sig bemærket som flittig samfundsdebattør og skrevet en lang række bøger og antologibidrag. Senest har han engageret sig i debatten om nationalstatens stilling overfor EU og i reformationsjubilæet, hvilket bl.a. kastede bogen “Hvorfor er vi danske” og bidrag til storværket “Reformationen i dansk kirke og kultur I-III” af sig.
  • Koncert: Schuberts “Winterreise”
    v. tenor Jonathan von Schwanenflügel og pianist Fida Jamila Issa
    Schuberts “Winterreise” er en af Schuberts to sangcyklusser til poeten Wilhelm Müllers digte.Cyklen er et enkeltmandsdrama om en ung mand, hvis elskede falder for en anden, hvorefter han sorgfuld og nedslået begiver sig ud på en desillusioneret rejse. Tenor Jonathan von Schwanenflügel vil sammen med pianist Fida Jamila Issa fortolke den unge mands rejse for os.

    De to studerer på Syddansk Musikkonservatorium og har tidligere arbejdet sammen, blandt andet om en fortolkning af Schumanns “Dichterliebe”, der udkom på CD. Det er planen, at også deres fortolkning af “Winterreise” – som de allerede har arbejdet med et års tid – skal udkomme på CD og LP til efteråret.

  • Europæiske vinkler på Schuberts “Winterreise”
    v. Jørgen I. Jensen, lektor emeritus i kirkehistorie ved Københavns Universitet
    Vi bliver ved “Winterreise” – for musik kan ikke kun høres, den kan også læses og forstås. Og måske kan det være svært at forstå, hvad Schuberts “Winterreise” har med Europa at gøre? Det vil Jørgen I. Jensen gøre os klogere på.Jørgen I. Jensen er en akademisk tusindkunstner, der i hele sit virke som underviser og forsker har arbejdet i grænselandet mellem forskellige discipliner.

    Blandt andet har han interesseret sig for forbindelser mellem teologi og musik, hvilket der er kommet en række bøger ud af, herunder om Per Nørgårds og Carl Nielsens musik – og ikke mindst bogen Europasonate fra 2009, der handler om teologiske spor i den klassiske musik og netop berører Schuberts “Winterreise”.

Vi glæder os til at løfte sløret for resten af sommermødets foredragsholdere på denne side og på Facebook-begivenheden i den kommende tid.

Sommermøde 2017: Dekadence

6.-12. august 2017 på Jyderup Højskole

“Dekadence” er om noget et mangefacetteret begreb – det indgår med stor naturlighed i reklamer for luksusbiler, chokolade og hårprodukter, mens det samtidig betegner en inderlig kulturel strømning vendt mod netop materialisme. Dekadencens spleen står i fjendskab med fornuften og dyrker l’art pour l’art, mens dekadence som degeneration peger på sædernes forfald, hos civilisationer såvel som individer. Fælles for dem er tilsyneladende frafaldet fra en norm og udtrykket af en slags exces. Når dekadencen er så forskelligartet i sin insisteren på at komme til syne, drages vi til at spørge: Hvor begynder dekadencen?

Studenterkredsen har derfor lejet sig ind på et slot ude i skoven. På Jyderup Højskole. Denne skal danne ramme om en uge med bl.a. litterære, teologiske, filosofiske og kunsthistoriske foredrag om dekadencen, hvor vi håber at få oplyst fænomenet selv, såvel som menneskets dunkle besættelse af det. Højskolesangbogen vil spille andenviolin i denne lidet opbyggelige dannelsessymfoni, hvor en række unge mænd og kvinder vil sætte hinanden stævne og gruble og debattere, synge og nyde. Så kom med og forsvind ind dekadencens besnærende mystik, imens vi synger de lysende sommermorgener frem. Det foregår alt sammen på Studenterkredsens sommermøde 2017.

Se programmet og tilmeld Dem i dag på Jyderup Højskoles hjemmeside! Markér også gerne Deres deltagelse på sommermødets Facebook-begivenhed.

Foredrag
Årets sommermøde byder blandt andet på:

Anders Ehlers Dam: Houellebecq og dekadencen
Wanda Liszt: 70’er dekadence i Bøssernes Befrielsesfront
Poul Lübcke: Kierkegaard, Baudelaire, Nietzsche og metafysikkens krise
Heine Hansen: Romersk dekadence med udgangspunkt i Petronius’ Satyricon
Christian Oluf Verdoner Larsen: Den tonale (de)kadence. Musikken og den vestlige kulturarv

Hør også Per Arnoldi og Kathrine Winkel Holm. Fuldstændigt program følger snarest.

Priser

Almindelig elev
3500 kr. inkl. kost, logi og undervisning. Tillæg for enkeltværelse 500 kr.

Dagselev
2500 kr. inkl. kost og undervisning.

Studerende
2000 kr. inkl. kost, logi og undervisning.

Medlemmer af Studenterkredsen
2500 kr. inkl. kost, logi og undervisning.

Sommermøde 2016: Natur og unatur

Ⓒ Adam Garff
Ⓒ Adam Garff

Traditionen tro holder Studenterkredsen et årligt sommermøde. I år er det Aarhuskredsen, der arrangerer, og Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, der lægger idylliske og behagelige omgivelser til. Årets program er nu udfærdiget og kan ses nedenfor. Se også Adam Garffs billeder fra sidste års sommermøde. el mødt til en uges frisindet diskussion, højskolesang og ungdommeligt bajadseri.

”Ulven kommer!” er ikke længere bare noget, Peter råber for at fordrive tiden. For ulven kom, og med sig bragte den naturen tilbage i danskernes bevidsthed, ja, ligefrem hele vejen ind på den politiske dagsorden, for det forlød jo, at den ikke hørte til hertillands. Problemerne begynder allerede her at tårne sig op, for kunne man ikke også stille spørgsmålstegn ved, om den vilde natur, eller sågar naturen som sådan, hører til i et gennemciviliseret land som Danmark? Dette bringer endvidere andre spørgsmål på banen, eksempelvis hvor naturens grænser går? Kan vi overhovedet skelne mellem en natur og en unatur? Er mennesket ren natur og således blot ét iblandt et væld af andre naturvæsner, eller er vi netop som mennesker i stand til at bryde naturens lænker og bånd og således også være ånd? Og er vi mennesker betragtere af eller deltagere i naturen ‘derude’? Bølgerne går ofte højt, når vi diskuterer begrebet “naturlighed” i forbindelse med kønsdebatten, forholdet til vores omverden og maden, vi putter i munden. Vi skal på dette års sommermøde med andre ord diskutere grænserne mellem det organiske og det syntetiske, natur og unatur.

Foredrag
Nordisk længsel – om Havsteen-Mikkelsens billed- og kirkekunst
Oplysning om Livet eller Skyggeværk i Åndens Verden
Immanensklaustrofobi – Mennesket på randen af verden
Dyresyn i Danmark og udlandet – dobbeltmoralens holdeplads
Grundtvigsk lystvandring mellem mytologi og naturalisme
Hvem er bange for den store stygge hun-ulv?
Følelsernes Opdragelse
Politisk psykologi: Hobbes, Lorentz og Arendts forfatterskaber
Universets evige Blaa, hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa – Om Thøger Larsens digtning

Højskolelivet
Udover foredragene vil ugen byde på højskolesang, lanciers, frisindet diskussion til den lyse morgen, samt en eftermiddagstur til Naturparken Vadehavet.

Særpris for studerende deltagere i Studenterkredsens sommermøde
Dobbeltværelse pr. person uden bad: 2.300,-kr

Vælg indkvartering på dobbeltværelse og angiv “Studenterkredsen” i kommentarfeltet. Så modregner vi beløbet når pengene trækkes fra Deres konto.

Priser
Enkeltværelse m. bad:
kr. 5.195,00
Dobbeltværelse m. bad:
kr. 4.495,00
Enkeltværelse u. bad:
kr. 4.495,00
Dobbeltværelse u. bad:
kr. 3.695,00

Yderligere information og tilmelding via Rønshoved Højskoles hjemmeside. Markér også gerne Deres deltagelse på Facebook.

Studenterkredsens sommermøde

Siden 1901 har Studenterkredsen hvert år arrangeret en uge med foredrag, diskussion og fest på en højskole et sted i landet. Det første møde med titlen »Studenterkredsens Sommermøde«, hvorfra der kendes et referat, var på Vallekilde Højskole i 1904. Det omtales som det tredje af slagsen, hvoraf det første antagelig har været mødet på Askov og det andet et lignende møde på Testrup, hvor deltagerne bl.a. kunne høre om mulighederne for trådløs telegrafi. Udgiveren af Grundtvigs udvalgte skrifter, Holger Begtrup, talte i Vallekilde om, at der var overordentlig god brug for de grundtvigske tanker i nutiden. Det ser ud til at være et uopslideligt emne.

sommermoede2011_2

sommermoede2011_1

Fra Studenterkredsens sommermøde 2011. Se flere billeder her.

TIDLIGERE SOMMERMØDER

2018 Europa, Jyderup Højskole
2017 Dekadence, Jyderup Højskole (pdf)
2016 Natur og unatur, Rønshoved Højskole (pdf)
2015 Fremskridt. Mellem ånd og innovation, Grundtvigs Højskole
2014 Danmark, Liselund  Kursuscenter (pdf)
2013 Sproget skaber sig, Grundtvigs Højskole (link)
2012 Livet selv – en dansk dannelsesrejse, Mellerup Højskole
2011 Efter Sandheden – tid til gendannelse?, Grundtvigs Højskole (pdf)
2010 Frihed, Grundtvigs Højskole (pdf)
2009 Offeret, Grundtvigs Højskole (pdf)
2008 Vanvid, Ry Højskole (pdf)
2007 Dumhed – det er altid de andre, Valdekilde Højskole (pdf)
2006 Skurken, Løgumkloster Højskole
2005: Kunst og moral, Ry Højskole (htm)
2004: Retfærdighed, Krogerup Højskole (pdf)
2003: Humor for alvor, Thestrup Højskole (htm)
2002: Elite og Samfund, Ry Højskole (htm)
2001: Mytens virkelighed, Grundtvigs Højskole Frederiksborg (htm)
2000: Spor i tiden, Rødding Højskole (pdf)
1999: Det onde, Grundtvigs Højskole Frederiksborg (pdf)
1998: Ånd i krise, Grundtvigs Højskole Frederiksborg (pdf)