Den folkekirkelige ophøjelse af den moralske middelmådighed


Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Glædelig påskemorgen.

Vi kan ud over Herrens opstandelse melde, at nr. 1, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden omdelt til abonnenterne. Derfor er der opstået endnu en mulighed for at udgive en artikel fra tidsskriftet på Kredsens hjemmeside – måske til stor opstandelse? Til Deres vederkvægelse bringer vi denne gang cand.theol. Ole Lyngvågs karakteristik af den danske folkekirke i det Herrens år 2018. Redaktionen ønsker Dem god fornøjelse med læsningen!

Vi minder i samme åndedrag om, at De skal huske at forny Deres abonnement. Et helt år med mindst fire numre koster vanen tro kun 100 kr. Pengene overføres til reg.nr. 7670, kontonr. 4941 824. Husk at angive Deres navn ved overførslen.

Man kan sige meget dårligt om Herrens Veje, men én god ting vil jeg sige om den: den illustrerer meget tydeligt, hvilken middelmådighed der hersker i folkekirken. Den eneste person i serien, der ikke er komplet middelmådig, er den nepalesiske munk, der har opgivet privilegiet ”kvinder”. Dette skal ikke forstås som en ros af buddhismen, men som en kritik af folkekirken. I den nepalesiske munk er der en åndelig virkelighed, hvad denne så nu end helt præcist er i buddhismen, der bliver til – virkelighed. En uovertruffen tv-serie er: Twin Peaks. I den er der en åndelig virkelighed, nemlig retsind og mod, der bliver til virkelighed i Special Agent Dale Cooper. Jeg kunne også nævne Lt. Columbo, hvor retsind og medmenneskelighed bliver til virkelighed i hovedpersonen.

Folkekirken er middelmådig, fordi den ikke vil fremstille åndelig virkelighed (forskellen på godt og ondt og de dertilhørende idealer) og slet ikke gøre denne åndelige virkelighed til virkelighed i det levede liv.

I.

Der var engang, hvor kristendommen var noget ganske enestående; en perle, for hvilken man var villig til at give afkald på alt andet; det ophøjede i sammenligning med hvilket intet jordisk var værd at samle op af rendestenen. Hvor må man ikke forbavses, når man så tænker på, hvad kristendommens situation er i Danmark i dag (skåret over én kam). Situationen er nemlig den omvendte, at ingen i folkekirken anser kristendommen i sig selv for værd at samle op af rendestenen. Kristendommen har ikke status af noget i og for sig, er ikke det sjældne klenodie som hos Brorson, men er noget, som taler ind i menneskelivet, enten (i bedste fald) som en fordring, der stilles til menneskelivet, eller (typisk) som en ukritisk hjælp til og omfavnelse af det. Troen er i begge tilfælde langt fra at være en kompromisløs lidenskab. Gud er i folkekirken ikke noget i og for sig, som et menneske kan finde uendelig glæde i at elske, nej, slet ikke, det bliver man da alt for hurtigt led og ked af. I folkekirken er Gud, hvis man taler med en eksistensfilosofisk teolog, menneskelivets grænse; det, at der er ansvar; en fastholdelse af den skabte, menneskelige tilværelses alvor og gyldighed, eller også er Han, hvis man fx taler med Hella Joof, en latterlig spejling af de mest infantile karakteregenskaber. Hin har ret i, at Gud er den, der gør tilværelsen til alvor, men denne rigtige tankes egentlige grund og konsekvens glemmes eller forties, hvorved forskellen fra Hella Joofs kætterske kærlighedsevangelium ikke bliver afgrundsdyb, som den burde. Hvad er så denne grund og konsekvens? Grunden er, at Guds evige godhed er trådt ind i det timelige menneskeliv (Jesu fuldkommengørelse af loven), dens konsekvens, at der intet findes i tilværelsen, der er ligeså meget alvor som det at elske Guds evige godhed (denne evige godhed kan man elske, netop fordi den ikke er ens egen). Det er et afgørende karakteristikum ved kristendommen, at evigheden lægger eftertryk på de forskellige timelige livsforhold, der forædles og bliver til samvittighedsforhold (dette hører man en sjælden gang i folkekirken), men evigheden, det er jo netop Guds evige godhed, og begejstringen herfor er rent forsvundet ud af folkekirken, hvor man nok kan være overgearet, men ikke begejstret i ydmyghed. At man i den kristne kirke ellers historisk set har ment, at man godt i Gud kunne finde en genstand for en ikke ringe begejstret kærlighed ses bl.a. på læsningerne af Højsangen som et kærlighedsforhold mellem Gud og den kristne. Fx skriver Johann Arndt i Sex Bøger om den Sande Christendom som overskrift for et afsnit om bønnens kraft og fornødenhed dette citat fra Højsangen (mere poetisk end i den nye Bibeloversættelse): ”Jeg ledte om nætterne på min seng, efter den, som min sjæl elskte.” Den slags grænser til det vanvittige, men hvor ellers end ved grænsen til det vanvittige kan man forvente at finde en så hjertegribende inderlighed.

Selv den mere solide og opbyggelige teologi i folkekirken mangler begejstring og ærbødighed for kristendommen. Denne mangel på begejstring og ærbødighed kunne vi også kalde den selvvigtige, protestantiske klogen-sig på kristendommen, som, hvor opbyggelig den end kan være, sjældent er helt fri for på egen regning at ville fortælle, hvad kristendommen er. Den eksistensfilosofiske teologi har i tilværelsens Enten – Eller valgt det etiske, men synes alligevel at have mere sympati for kætterske kærlighedsevangelier end for de ædle, stærke og ydmyge sjæle, der i strengere forstand har valgt det etiske og frivilligt givet afkald på denne tilværelses glæder for helt at kunne hellige sig Gud. Hele kristendommens historie hviler på disse ædle mennesker, hvis liv viser, at Gud er alt, hvad et menneske behøver. Det er i øvrigt interessant, at man på Det Teologiske Fakultet næsten intet hører om disse menneskers liv og morallære, men til gengæld meget om de dogmatiske stridigheder, som de var involverede i, men som er ørkesløse ud over enhver beskrivelse, når de er løsrevne fra de menneskelivets etiske spørgsmål, som dogmerne udspringer af. Det er vel også derfor, prædikenerne i folkekirken er så famlende: fordi man har arvet dogmerne, men ikke agter på deres etiske betydning, og derfor ikke rigtigt ved, hvad man skal bruge dem til. Så må man ty til sådan lidt livspoesi eller uspecifik, endeløs og ”hjertelig” insisteren på, at Jesus er stærkere end døden.

II.

Dersom man med ét ord skulle beskrive folkekirken i dens helhed, måtte man sige, at den er wack. At noget er wack, vil især sige, at det er halvhjertet. Folkekirken er et halvhjertet foretagende, fordi den mener at kunne tjene Gud og smålige hensyn på samme tid. Det vigtigste smålige hensyn er medlemstallene, som i folkekirken er af så stor vigtighed, at man uden at lægge synderligt skjul på det ønsker, at børn skal døbes, ikke for at deres liv fra begyndelsen, langt førend de selv bliver opmærksomme derpå, kan blive viet til alvor, nej, men for, Gud forbarme sig over os, at folkekirken kan få flere betalende medlemmer. Og disse betalende medlemmer kunne ikke interessere folkekirken mindre – så længe de fortsætter med at være betalende medlemmer og får deres børn døbt, så disse kan blive betalende medlemmer, således at folkekirken fortsat kan brødføde en hoben præster, der har svært ved at tro, at de er blevet præster, fordi de i virkeligheden ikke rigtigt har en sammenhængende forståelse af, hvad kristendommen er, og derfor, også når de ikke bevidst lefler, søndag efter søndag kæmper med at få bibelteksterne til at sige ”et eller andet” til nutidens mennesker. Det er en helt særlig form for tanke- og samvittighedsløshed, nemlig den af økonomiske interesser styrede tanke- og samvittighedsløshed, der kan få folk til på så skamløs måde at anvende dåben, selve det hellige, med det hovedformål at skrabe penge sammen. Bekymringen for medlemstallene har også den konsekvens, at man ikke vil tale om den i Bibelen indeholdte moral, fordi man er bange for at skræmme folk væk. Måske spiller præsternes menneskefrygt også ind her: Man er bange for at blive kaldt selvretfærdig og livløs. Og måske er det misforstået omsorg: Man vil ikke forstyrre folk i deres trummerum, og man vil ikke støde dem væk fra evangeliet. Den sidste grund til ikke at tale om den i Bibelen indeholdte moral er bedre end de to første. Det er en svær kunst at accentuere det etiske uden at være hårdhjertet, men det er kristendommens fallit ikke at forsøge.

III.

I rapmusik-jargonen er noget wack, når det ingen ærbødighed har for det sande og ægte i hiphop-kulturen, for hiphop-kulturens ideal (man kan diskutere, hvorvidt der er noget sandt og ægte i hiphop-kulturen, der gør krav på ærbødighed, men eksemplet skulle være tydeligt).

Mangel på ærbødighed for kristendommen (der jo som sin centrale figur har et ideal) er netop problemet med de mange useriøse tiltag i folkekirken, der skal aflokke folk interesse for den: Man overvejer ikke, om der ved disse tiltag udvises tilstrækkelig ærbødighed for kristendommen. Man mener at handle i kristendommens interesse, når man skaber interesse for kirken, men det er en nævenyttig måde at ville hjælpe på, når man ikke først har overvejet, om éns hjælp har den grad af ærbødighed, der passer til den, man vil hjælpe. Kristendommens ideal: Det er Jesus Kristus. Ifølge Det Nye Testamente er Johannes Døberen, som i hvert fald ikke er mindre fremmelig end mange af os, ikke værdig til at løse Jesu skorem. Meget ville være vundet i folkekirken, hvis enhver inden ethvert skridt mindede sig selv om disse ord og overvejede, om han ved det pågældende skridt opfører sig som én, der i hvert fald ikke er bedre end ham, der ikke er værdig til at løse Jesu skorem. Meningen med, at Jesus er ven med toldere og syndere, er jo ikke, at vi så ikke skal have ærbødighed for ham. Tænk fx på Synderindens (Luk 7) store ærbødighed for Jesus, hvilken ærbødighed Jesus giver navnet kærlighed. Det var måske en anskueliggørende definition på, hvad kristen kærlighed er: Kærlig ærbødighed for Jesus Kristus. Kristen næstekærlighed udspringer jo også af ærbødighed for Jesus Kristus, og derfor opfylder den med glæde i sindet hans bud. Man kan også sige, at ærbødighed for den elskede altid er et element i sandere kærlighed, det element, der adskiller sandere kærlighed fra drift og forfængelighed. Det er jo også netop ærbødigheden, der kendetegner vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en gentleman. Ærbødighed ophøjer den anden og er selv ophøjet. Det vil sige: Den ærbødige hæver sig selv i ærbødigheden, uden at han dog ophører med at være ærbødig.

I folkekirken som i resten af samfundet er enhver forestilling om det ophøjede, det ideale, forsvundet. At interessere sig meget for økonomi, sådan som man gør i folkekirken, er jo en klassisk måde, hvorpå idealer opgives (jf. englænderen, der ikke havde råd til at have en samvittighed). Opgivelsen af idealerne gælder i litteraturen, billedkunsten, politikken – og især gælder den i vores private liv. Man kan have en folkekirke, der hævder idealerne, det er én ting, og man kan have en privat livsførelse, hvor idealerne sættes ind i virkeligheden, det er en anden ting. I Danmark har vi ingen af delene. Der har vel været en tid, hvor det ophøjede stadig var genstand for præsternes prædiken, men deres og deres menigheders indre og ydre vandel havde en så ringe forbindelse til dette ophøjede, at modsætningsforholdet til sidst blev for pinligt. Når vi skubber idealerne ud af vores forestillingsverden, er det, fordi de er besværlige: Hvis vi gør et alvorligt forsøg på at indrette vores liv efter dem, medfører de store komplikationer, og i alle tilfælde lader de os føle vores utilstrækkelighed, de udelukker enhver selvtilfredshed. For længe siden skrev Kierkegaard om det ophøjede (”Ualmindelige”) i litteraturen:

Selv Poesien, Romanen i vor Tid tør ikke mere forudsætte hos Læseverdenen saa megen Tro paa det Ualmindelige, at de endog blot kunne troe paa det – i Romanen. I den Grad er Virkeligheden flad og flau og jammerlig. Fordi Digterne ikke have turdet forudsætte denne Tro, derfor er det blevet saa almindeligt i vor Tid, at Digterne have vendt Forholdet om og søgt at virke som Virkelighed: en virkelig Historie, en Historie af det virkelige Liv osv.

Det kan man så gange med 100 for at få tilstanden i nutidens danske litteratur.

IV.

Man har jo et udtryk, der hedder ”Det bedste er det godes værste fjende”, som rummer en sandhed, og som på overfladen er en indvending imod idealer. Udtrykket vil advare imod, at man ved at sætte sig for høje mål slet intet opnår i stedet for, at man ved at sætte sig et lavere mål dog kunne have nået dette lave mål. Men: Det bedste er kun det godes værste fjende, for så vidt som man lader forestillingen om det bedste stå i vejen for det gode, man kan. Det er muligt at have en forestilling om det bedste, uden at denne skygger for det gode. Og videre endnu: Det er nødvendigt med en forestilling om det bedste for at se det gode. Det gode er altid bestemt i forhold til det bedste, og hvis man fornægter det bedste, forsvinder det gode egentlig også. Prøv at veje noget på en gammeldags vægt, men uden lodder.
Kærlighed er det sande ophøjede, det bedste. Hvilken kærlighed er der tale om? Den, der finder sin genstand helt uden for sig selv, forglemmende sig selv, men ikke den anden. Altså: moderne romantiske forestillinger a la “Let’s get lost together” hører ikke hjemme under denne forglemmelse. Kærlighed er det sande ophøjede: Kærlighed til Gud og herigennem kærlighed til mennesker. Behøver jeg at sige, at en sådan kærlighed har et element af kyskhed i sig?

Sigrid Undset skriver i Et kvinnesynspunkt noget meget godt om det ophøjede og det kyske. Shakespeares Brutus siger i Julius Cæsar efter at have tabt alt: ”My heart doth joy that yet in all my life, I found no man but he was true to me”. Disse ord fremhæver Sigrid Undset som udtryk for den skønneste tanke, et menneske har tænkt:

Det de innebærer, er selve kyskhetens vesen – kyskheten som intet annet er enn lidenskap for intellektuel1 skjønnhet. Legg merke til at i menneskeslektens gamle billedsprog er oftest symbolene på kyskhet og tankens klarhet identiske – månens stråler, det rene rinnende vann, det blanke stål og perlen, i hvis glans alle farver harmonisk smelter sammen. Som alle andre dyder er jo nemlig kyskheten et intellektuelt begrep og ikke en korporlig egenskap. Den er kjærlighet til alt som er uplettet og fast, og den er uvilje mot alt som et menneske føler sig besudlet ved å berøre. I dødens øyeblikk er det Brutus’ triumferende glede at nu, da han vet at intet av livet mer vil møte ham, kan han si at troløsheten, det som for ham er det hesligste, har aldri kommet nær ham. Det er desverre ikke noe som hender i virkeligheten.

Nej, det hænder i hvert fald sjældent i virkeligheden, at troløsheden ikke kommer os nær. Men i dødens øjeblik er det den kristnes triumferende glæde, at Gud, den eneste, der virkelig er uplettet og fast, aldrig vil forlade ham.

Det er det afgørende i kristendommen, at det højeste er alle mennesker ligeligt forundt, ligeligt forundt at elske. I øvrigt, man kan jo også elske alt godt, der ikke blev én forundt, altså fx elske menneskelig troskab, selvom man blev svigtet af alle. Kristus er den i sandhed ophøjede, fordi han, den ophøjede, er tro mod de troløse (også mod Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”).

Det er vel en indvending imod idealer, at vores kedelige tilværelse ikke giver anledning til helhjertet højsind, og at idealer kun kan have interesse som livsflugt. Vi er jo ingen af os Brutus, vores liv er for det meste middelmådige i det ydre. Men: ”Den, der elsker, er aldrig middelmådig” (Ernest Hello), den, der elsker Gud, vel at mærke.

Franskmanden Ernest Hello giver, inden han når frem til dette citat (i bogen Life, Science, and Art), en god beskrivelse af den middelmådighed, der også hersker i folkekirken:

Det middelmådige menneske, i hans mistro til alt, hvad der er stort, fastholder, at han sætter pris på sund fornuft fremfor alt andet. Men han har ikke den fjerneste idé om, hvad sund fornuft er. Han forstår ved det ord ikke andet end modsigelsen af alt, hvad der er ophøjet […] Alt, hvad der er over ham, synes for ham latterligt; det Uendelige fremstår for ham som et tomrum.

Hello skriver også, at det, der karakteriserer store mænd, er, at de handler i kraft af noget, vi ikke forstår. Som eksempel nævner han Columbus. Vi kan ikke forstå Columbus’ drivkraft, den er hans egen, hans daglige brød var skibe, med hvilke han kunne opdage Amerika, altså egentlig et åndeligt dagligt brød (selvom det var materiel, han skulle bruge). Columbus’ familie og venner kunne ikke forstå, hvorfor han dog ville udsætte sig for alt det besvær. Enhver kristen har en drivkraft, som er hans, men som samtidig er den samme for andre kristne, nemlig kærlighed til Gud. Den folkekirkelige middelmådighed kan ikke forstå denne drivkraft.

V.

For at vende tilbage til troskab. I vores egen danske litteratur kender vi også et smukt eksempel herpå: Bjarkes og Hjaltes mod deres herre Rolf Krage, ved hvis hoved og fødder de ligger efter at have ofret deres liv for ham. Hvem er den kristnes herre? Dog vel Jesus Kristus. Hvordan skal den kristne være ham tro? Troskab mod Rolf Krage betød villig opofrelse af livet for Bjarke og Hjalte. Hvad betyder troskab mod Kristus for den kristne? Jeg vil her inddrage et smukt eksempel på nutidig kunst, der udtrykker en ophøjet tanke. Det er fra musikken, vel den kunstart, der bedst har fastholdt det ophøjede, da den jo efter sin natur opløfter sindet og taler til den bedre del af mennesket. Musik er et medium for det ophøjede, den fremkalder i os en følelse for alt, hvad der er skønt og sandt. Men denne følelse er meget let at holde adskilt fra vores eksistens, når musikken er forbi. Hvorom alting er, det er en sangtekst, jeg vil fremdrage, fra sangen Loretta’s Scars af Pavement. Digteren synger til en lidende pige: ”How can I, how can I, how can I make my body shed for you”. Dette kunne nu den kristne synge til sin herre. Ja, Kristus har ofret sit liv og blod for os, og så er hovedsagen sagt, men derfor kunne man jo godt, hvis troskab mod Kristus lå én meget på sinde, i al ydmyghed spørge ham, om der ikke var en eller anden måde, hvorpå man kunne være solidarisk med ham og sætte sin troskab ind i handling. Der vil sikkert vise sig mangfoldige muligheder i det daglige liv. Den kristnes frimodighed lige over for Gud er protestantismens stolteste mærke, hvormed den adler sig selv. Men hvad protestantismen i Danmark mangler er netop frimodighed lige over for Gud. Frimodighed lige over for Gud er: i sit stille sind frimodigt at spørge Gud, ihukommende de af ham i Det Nye Testamente fremstillede idealer, hvad Han mon forventer af én, eller, om man vil: under Guds bevågenhed spørge sig selv, hvad Gud mon forventer. Dette er den ægte, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd. Den falske, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd er: på forhånd at have udelukket muligheden af enhver etisk forventning fra Gud, inden man overhovedet forholder sig til ham.

VI.

Den åndelige virkelighed skal omdanne eksistensen, som vi så hos munken i Herrens Veje. Ingen af os er perfekte, men fastholder man en forestilling om en åndelig virkelighed, griber den altid i en eller anden grad ind i ens eksistens. At elske Gud er at hade sig selv, på samme måde som det at elske kyskhed er det samme som at hade sine mindre ædle tilbøjeligheder. Det vigtige er her, at der træder et ”elske” ind. At hade sine mindre ædle tilbøjeligheder uden at elske kyskhed er fortvivlelse. Men at elske sine mindre ædle tilbøjeligheder er at hade kyskhed. Man hører i vores samfund stort set aldrig om kyskhed, og derfor har jeg i denne artikel tilladt mig at udbrede mig lidt om dette forkætrede emne, som nogen vel ligefrem vil kalde livsfjendtligt. Men kyskhed er ikke livsfjendtlig, den ringeagter ikke solopgange eller overstadige svaler på aftenhimlen, men den afviser kærligt at billige eller deltage i alt, hvad der kan lave ridser i lysets rustning.

Man kan gemme sig bagved indskrænkede konsensusforestillinger som: ”Man bliver mærkelig, desperat, overspændt, hvis man ikke får sine seksuelle behov opfyldt” og ”livet mister al farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder”. Til den første forestilling, som sikkert især skyldes de sørgelige eksempler fra den katolske kirke, samt den alle steder herskende, totale naturvidenskabelige opfattelse af mennesket som uhjælpeligt bundet til dets drifter, som man forklæder som dets behov, må man sige, at det er rigtigt, at en kysk livsførelse kun fungerer, hvis man også har et kyskt sindelag. Vi kan også sige, at det afgørende er det kyske sindelag, hvilket er en funktion af, at gerninger uden tro er tomme. Det er derfor, at fx et kyskhedsbælte er noget af det latterligste, man kan tænke sig. Men de fleste tænker så som så: ”Altså er kyskhed det latterligste, man kan tænke sig”, hvorved de viser sig ubekendte med forskellen på ydre handlinger udsprunget af indre sandhed og ydre handlinger blottet for indre sandhed. Man glemmer også ved den første konsensusforestilling, at det biologiske, seksuelle ”behov”, hvis meget begrænsede betydning for sundheden gør, at man altså snarere måtte kalde det en drift eller en luksus end et behov (nice to have, not need), er noget helt andet end det ”behov”, vi kan have for at fylde en indre, åndelig tomhed med sex.

Til den anden konsensusforestilling må man sige: Nej, tingene i livet får netop deres rette farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder, der gør tilværelsen til et pløre.

Vi vil ikke lade sådanne ædlere forestillinger som den om kyskhed få magt over os, fordi vi ikke vil anstrenges, og fordi vi ligger under for vor tids mærkelige omvendte moralisme, som strengt forbyder ethvert strengere moralsk krav, som den enkelte kan lade sig selv stille.

Hvad er indskrænkethed? Det er at slå sig til tåls med en konsensusbaseret automatreaktion, der forhindrer én i at se en sag i dens sande lys. Og det er netop det, vi gør, når det handler om kyskhed og andre besværlige dyder.

Derfor er folkekirken middelmådig: Den forstår ikke kyskhed eller nogen som helst andre dyder, der alle har deres udspring i noget uden for mennesket selv, hvilket jo vil sige: et åndeligt udspring. Og fra dette udspring rinder, som kilder stride, år fra år af jordens bryst, det evige livs lyst, som vi skulle bestræbe os på at holde i hævd. Lad os genkøbe den forspildte tid2, lad os tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, synge og spille af hjertet for Herren, men lad os samtidig forstå, hvad der er Herrens vilje, og ikke være tåbelige (Ef 5,16ff).

1 Her vel nærmest i betydningen ”åndelig”.
2 ἐξαγοραζόμενοι τὸν καιρόν.

Nekrolog: Nu er der ro

Kredsens stamværtshus er blevet solgt. Nekrolog over en hel Kreds-generations vigtigste værtshus.

Af Rasmus Vangshardt

“Yo, dude, you can go get them yourself,” småråbte Aura til mig. Hun kendte tydeligvis ikke mit navn. Det var nu også helt i orden, for hun havde kun stået bag baren på Her er ro-pub i et par måneder. Hun var begyndt at vikariere, når forpagteren Thomas Michael var i Thailand eller bare trængte til at slippe for at stå i det glade inferno af brok, Spice Girls-hits og røgen fra grønne Cecil.

Med ordene slap Aura mig løs i det allerhelligste: Her er ros baglokale. På trods af, at jeg og resten af Kredsen havde været stamgæster i al min tid i Kredsen, som trods alt strækker sig til 2010, var dét lukket land.

Kun såkaldte prinsesser fik lov til at komme med Michael ud at se den motorcykel, der angiveligt stod der. Begrebet ’prinsesser’ dækkede vist over kvinder, Michael ikke fandt irriterende. Det var ikke så mange. Min hukommelse sviger formentlig, men jeg mener kun at have observeret Astrid Damgaard og Kristine Ravn få adgang. De er heller ikke særligt irriterende.

Da jeg betrådte de hellige gemakker for at hente skamler, var der ingen motorcykel. Kun en ramponeret madras, der var smidt oven i et par stolerækker. Men det var også blot uger, før Michael solgte Her er ro. En tradition, der vist begyndte med Kreds-koryfæer som Johannes Steenbuch, Karsten Farup, Jacob Beck, Martin & Kristine Ravn, sluttede dermed for en uge siden.

Michael kendte, i modsætning til Aura, mit navn. Jeg fik faktisk indtryk af, at han inderligt satte pris på, at Kredsen havde valgt ham og Her er ro til stamværtshus. I hvert fald begyndte han på at værdsætte det, da vi i 2013 udgav et festskrift om Kredsen i anledning af dens 125-års-jubilæum og nævnte ham i forordet.

Efter receptionen i Vartovs gård gik vi selvsagt derover, og da Kristoffer Garne og jeg viste ham bogen, tiede han, forsvandt resolut ud i de hellige baglokaler og kom kort efter tilbage med en boremaskine. Uden tøven borede han hul i bogen og hængte den op i en snor i klokken bag baren.

Engang kom der efter sigende ”et par kurdere forbi med en kuffert penge,” som han behagede at formulerede de. De ville købe forpagtningsretten. Han bedyrede, at hvis han nogensinde skulle sælge, ville han indskrive en klausul i kontrakten om, at bogen skulle blive hængende. Han hævdede også at have taget bogen med hjem for at læse godnathistorier af den.

Her er ro blev Kredsens stamværtshus, fordi man gjorde det forbudt at ryge på Galatheakroen. Det havde heddet HERO-bar, men bøssebarbetydningen fandt Michael ikke så økonomisk konstruktiv. Så han ændrede det tilbage til Her er ro. Muligvis fordi lokalerne engang var blevet købt af kongen, for at hans sensible elskerinde kunne have et sted at være i fred.

Det var også stamværtshus for Glyptoteket, Ekstra Bladet og konservatoriet, men det var bogen om Kredsen, der hang bag baren.

Rygningens nødvendighed giver sig selv, det vidste man på Her er ro. Da Garne og jeg engang mente, at Birgitte Stoklund og Joachim Juel Vædele skyldte at tage sig tid til at drikke en bajer med os efter et aftenarrangement i Vartov, kommenterede sidstnævnte muntert: ”Her er ro? Der er så meget røg, at man er nødt til at iføre sig en flyverdragt af latex.” Sådan én ejede ingen af os. Joachim gik med alligevel.

Det er ubetinget det lokale i København, hvor der er blevet fældet flest kategoriske domme. Det er det sted i København, hvorfra jeg er gået med mest vildskab i sindet. Himmelstormerdrømme i åndshistorien og raseri over andres flegma. På jagt efter Jasons gyldne skin – eller bare en pige – er utælleligt mange fredage blevet ødelagt. Det er Her er ros skyld, at man som Kreds-menneske ikke kan vælge fag eller kurser, der ligger fredag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, for frokosten tillader det ikke.

Da vi nu må vælge et nyt stamværtshus til ekstatiske unge menneskers drømmerier, rygetrang og liderlighed, spurgte Agnete Veit angående et barforslag: ”Men kan de lave frokoster?”

Frokosten er en mytopoetologisk drik bestående af halv limfjordsporter, halv elefantbajer. Det vidste Thomas Michael godt, hvad var. Han var en åndemanerbartender. Det kan ikke siges om mange andre værtshusindehavere i den asfaltå, der hedder København.

Det var mig bekendt Niels Christian Kromann, der fandt på drikken. Den hed først sådan, fordi den var så nærende. Man behøvede ikke at spise i aftenens løb. Til gengæld var man henvist til fosterstilling under bruseren næste morgen for at bekæmpe følelsen af at være en form for uduelig Zeus, af hvis pande en deform og tilsølet Pallas Athene følte trangen til at springe.

Da jeg gennem Torben Brammings herlige bog om Kristoffer Olesen Larsen fandt ud af, at overskuddet fra de første årgange af Tidehverv blev brugt på at ”drikke et par frokoster,” gik det op for mig at alting i dansk åndshistorie hænger sammen. Kredsen har altid dyrket øl som en bekendelseshandling. I så fald var Thomas Michael ypperstepræsten.

Det var på Her er ro, at Kristoffer Garne og jeg læste Peter Hedegaards anmeldelse i Dansk kirketidende af Kreds-bogen, hvori Peter Hedegaard anbefalede Grundtvigsk Forum at tage et lån i Vartov, så de kunne uddele bogen til alle ny universitetsstuderende, hvorved kontinuiteten og radikalismen for altid kunne sikres.

Det var ved juletid engang, at jeg sammen med Adam Garff sad i baren og i begejstringen over hævdelsen af et ikke-hypotetisk imperativ knaldede ølflasken mod fortanden, så der røg en flig.

Det var også på Her er ro, at vi spurgte Andreas Damgaard om han vilde med i bestyrelsen, men kun hvis han med seks timers varsel stillede næste morgen ved min røde Peugeot 206 og kørte med Niels Grønkjær, Garne og mig til Århus for at fejre Århus-kredsens 70-års-jubilæum. Han sagde ja.

Derved kunne han på motorvejen nyde Grønkjærs efterligninger af salige Laurids, der ikke ville drikke mælk. ”Mælk?! Jeg vil ikke have det ko-slim. Du kan give mig en bajer eller noget rødvin,” skulle Laurids have råbt af en sød præstefrue, hos hvem han logerede. Jeg grinte så voldsomt, at vi alle fire var ved at blive slået ihjel. Hvis man ikke kan gå på uni dagen efter en Her er ro-aften, skal man nok heller ikke køre bil.

Nu er der blevet ro, for Michael har solgt til en brite. Rasmus Jensen og jeg mødte forleden den nye ejer. Vi præsenterede os som stamgæster og sagde, at vi kunne levere 30 unge mennesker hver anden torsdag. Men måtte man fortsat ryge? Nej, svarede briten, men han ville sætte nogle virkelig gode varmelamper op udenfor.

Sådan taler en åndemaner ikke. Da det i Kreds-mytologien er folkeånden, der helliger huset, er Her er ro dermed sunket i grus. En så væsentlig del af min generations vigtigste værtshus findes ikke længere. At bede den bøn, at dets minde være æret, er for sværmerisk – selv for en Kreds-mand. Men vi kan i sandhed også nøjes med at ære minderne.

Program · Københavnerkredsen forår 2017

FOREDRAG I STUDENTERKREDSEN I KØBENHAVN FORÅR 2017
____________________________________________________________________

d. 16. februar:
Adjungeret professor ved Københavns Universitet, dr. phil, Christoph Harbsmeier: Kinesisk begrebshistorie i et globalt perspektiv: 30 aar Thesaurus Linguae Sericae (1986-2016)

d. 2. marts:
Professor, dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensen: Refleksioner over Luther og reformationsjubilæet

d. 16. marts:
Jakob Fink: Aristoteles Socraticus – Om Aristoteles som metafysisk tænker

d. 30. marts:
Studenterkollokvium. Info følger

d. 6. april:
Professor, dr.phil. Johnny Kondrup: Bjergtaget – et motiv hos Henrik Pontoppidan.

d. 4. maj:
Rabbiner Jair Melchior: Titel følger

d. 18. maj:
Sognepræst Torben Bramming: “Reformationen – Oplysningstidens børnehave eller Middelalderens svendestykke (med udgangspunkt i “Rantzau – den hellige kriger” diskuteres dette spørgsmål)

____________________________________________________________________

Tidspunkt: Torsdage kl. 20.00
Sted: Vartov, Farvergade 27
Pris: 25kr. pr. foredrag og 75 kr. for semestermedlemskab

Alle er velkomne!

Pinseprædiken – Anne Louise Nielsen

Acta 2.22-28 samt Joh. 14.15-21

”Ich bin ein Berliner”. De fleste her vil kunne huske, da den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 udtaler de senere så legendariske ord i det tyske tungemål efter en ti minutter lang engelsk talestrøm. Der skete ligesom et eller andet større her. Tyskerne kunne pludselig genkende deres egne små grænsedragninger og nidkærheder på tværs af øst og vest i den diplomatiske og vidtskuende, store amerikaner. Et modersmål afslører uendeligt mere end blot det at overrække informationer til hinanden; det afslører et folks karakter, historie, tilbøjeligheder, drømme og nederlag. Det kan ikke eftergøres af nogen tolk, og vi lader os kun nøje med den direkte adgang, med talsmanden selv.

Lidt på samme måde er det i dagens tekst, hvor pinseunderet pludselig kommer over disciplene, tunger af ild sætter sig, og de begynder at tale flammende af Åndens kraft, og hvor de omkringstående mennesker, som er af vidt forskellig oprindelse; parthere, medere, elamitter, romere, jøder, proselytter, kretere og arabere; alle bosiddende i Jerusalem, på mirakuløs vis pludselig hører åndens tale på hvert sit modersmål. Det er en vanvittig begivenhed. Disciplene har godt nok ventet Helligånden eller ”Talsmanden”, som Jesus lovede dem, da han for til himmels 10 dage inden pinsedagen. Alligevel er det slet ikke givet, præcis hvordan eller præcis hvornår talsmanden skal komme. Hvordan kan nogen erstatte det nærvær, som Jesus var, da han selv var hos sine disciple? Hvordan kunne han overhovedet lade dem alene – igen?

Det bliver der ikke tid til at spekulere over, for pludselig hviner det i huset, som af et kraftigt vindstød, og ”tunger som af ild” daler ned og sætter sig på hver enkelt af disciplene. De bliver ikke bange, for atter mærker de sandhedens ånd og Jesus tilbage i huset igen, men denne gang som Talsmanden, om hvilken Jesus ifølge Johannesevangeliet siger: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Talsmanden trækker altså disciplenes hukommelse op og minder dem om alle de tegn, som de så, da de var sammen med mesteren selv. Samtidig trækker den deres opmærksomhed frem, fordi den ER i dem og taler ud gennem enhver af dem; Gud har taget bolig i dem. Jesus kommer så tæt på, som sidder han på tungen. Dét kender vi godt. Jesus smyger sig ind i det ord, som jeg taler til min næste, ligesom hans bud om næstekærligheden ligger i min hånd, når jeg rækker den til min næste eller er i mit blik, når jeg ser på min næste. Men vi kender jo også det modsatte! Tungen, som pludselig smæder om naboen, som havde den sit eget liv og havde forført resten af kroppen. ”Vi taler ikke samme sprog”, siger vi, når vi føler en kløft til et andet menneske, om det så er i den offentlige debat, på arbejdspladsen eller af og til bare i den lille familie. Dét kan udarte sig til den situation, hvor der SLET ikke bliver talt sammen mere.

Helligånden eller pinseånden er den dybeste, mest vidende ånd, for den har set og bevidnet det allermest tragiske ved menneskelivet; svigt, tilbagevisning, bespottelse, had og til sidst den totale afmagt som døden selv. Men Helligånden lader sig ikke bespotte. Den bliver ved og ved og ved med at kæmpe for livet, og den har været med hele vejen igennem; i skabelsens første dage; da Jesus bliver undfanget i Maria, da Jesus ånder ud på korset og forinden beder sin far om at tilgive menneskene, og endelig i Ordet, som disciplene ud af huset begynder at sprede. Nu forstår de omsider, hvad Jesus mente, da han sagde, at det kun var gavnligt, at han gik væk, nemlig sådan at han kan være hos alle mennesker på én gang! Han lod dem jo aldrig alene, men forberedte dem omhyggeligt på det hele: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Nu fornemmer de omsider helheden og er åbne for den i stedet for selv at skygge for den på den ene eller anden måde. Sandhedens ånd skrives ind i deres hjerter, og kraften arbejder som en tungemuskel. Den er så overmandende, at selv de, som nægter at erkende livets magt over døden og adskillelsen, må overgive sig og forundret sige: vi, parthere, vi medere, vi elamitter, vi romere, vi jøder, vi proselytter, vi kretere og vi arabere, vi forstår, hvad I apostle taler om Guds underværker: nemlig at Helligånden ikke lader noget menneske gå fortabt, end ikke den, som har lukket sig i bitterhed, har afvist sandheden og for så vidt allerede ligger i graven. Pinseånden er ikke en spøgelses-ånd, som nyder at jage rundt mellem gravene. Men pinseånden åbenbarer sig kun direkte i det kødfulde menneskehjerte – den søger ethvert menneskehjerte, hvor stenhårdt det end er, og den søger ethvert øre, hvor lukket det end er, og den lukker det op. Og straks er der kirke!

Kirken er fælleskabet, som vi har med hinanden, som dér hvor nærværet opstår og vokser sig stærkt – derfor er det også en helt umulig og logisk modstridende tale, som for tiden høres i den hjemlige debat, nemlig: ”Kirken har handlet ilde på det sidste, dérfor melder jeg mig ud.” – for hvem er så kirken, må man spørge? Dét er jo ingen andre end dig selv, og du er kirke sammen med alle os andre, som også handler og modtager i et levende fællesskab. Det gudsbenådede og universelle fælleskab er dér, hvor friheden og freden fornemmes, men i ligeså høj grad ansvaret, pligten og trangen til at handle øjeblikkeligt, og hvor vi ikke er bange for at miste, men tværtimod bange for ikke at tale over os og nå ud til endnu flere mennesker og omvendt lade dem vise os, hvor meget vi tager fejl, hvis vi tror, at vi kan begrænse fejringen af Guds storværker til dette rum og denne forsamling.

Pinseånden er SÅ insisterende, at vi alle hver især godt kender den, fordi den insisterer på at kende os, selv dér hvor vi tror, at intet menneske nogensinde skal se ind; dette ene lille punkt, hvor vi ubevidst har afskrevet os flokken, og som kun Døden skal få lov til at kigge ind i, fortærende os ud af denne verden. Netop dér titter pinseånden ind og blæser liv i. Som en stikkende morgensol, som man ikke kan tage pippet fra; som et plagende barn, der ikke kan rystes af; som et stærkt glas vin, der pludselig løsner mit tungebånd og mit væsen op over for min sidemand og endelig lade mig indse, at sandheden er jeg slet ikke fortrolig med, men kan jeg kun befris til.

Dette store universelle fællesskab får vi jo en smag på i nadveren, hvor vi alle hver især indlemmes i et større legeme, nemlig Guds eget legeme. Det er her, at jeg ikke længere kan gemme mig bag skrevne ord og aftalte symboler, men hvor mit åbne svælg blotter livets egen sårbarhed. Det er præcis ligesom i dåben, hvor Gud for evigt lover at være sammen med os, der bare er små diende børn. På samme måde døbes disciplene på pinsedagen med Helligånd og får den til gave, og dåbsfesten er menighedens og kirkens dåbsfest, med kraftige vindstød i trompeten og jubel i huset ud i hele verden. Pinsedagen markerer fødslen af den første kristne menighed, som organiserer sig ved at holde fast i apostlenes lære og fælleskabet, ved nadveren og ved bønnerne, ligesom det sker helt frem til i dag, hvor vi holder gudstjeneste med hinanden.

Men, kan man indvende, handler Gud nu også derude i verden i dag, pludseligt og synligt, som vi hører det i fortællingen om pinseunderet, med vindstød og ildtunger? Ja. I Berlin i 1962 skete der et sandt mirakel, da Kennedy agerede talsmand for en nedbrudt nation. Det er Gud, som handler og nedbryder grænser, ikke bare på verdensscenen, men i det helt almindelige hus, hvor hans disciple sidder. Gud skænker sin nåde; nogle gange på en så slagkraftig måde, at vi er lige ved at blive blæst ud af huset og gå op i flammer af bare lykke eller på den anden side af bare sorg og længsel over at være skilt fra den, vi elsker. Andre gange sniger Gud en lille talsmand ind i vores dagligdag, hvis kraft vi slet ikke regner med, som det fx skete den decembernat, da et skrøbeligt spædbarn blev født i en stald. Ligesom Gud taler verden frem i Jordens første dage, på samme måde lægger han på pinsedagen Ordet direkte i munden på alle sine disciple, så de kan virke med det og tale i et nyt sprog.

Det vil vi også gøre om lidt, når vi synger sammen, hver med vores tunge og hjerte, men forunderligt sammensmeltende i én ånd. Og hvis vi rigtig lytter efter, vil vi høre, at der hele tiden melder sig et nyt fællessprog. Og hvis vi tør give slip på os selv og i stedet koncentrere os om at lytte til hinanden, vil vi opdage, hvor ubrydeligt, vi hviler i Talsmanden.

Glædelig pinse!

Indsættelsesprædiken – 6. søndag efter påske

Her følger ph.d.-studerende og valgmenighedspræst Johan Christian Nords indsættelsesprædiken i Kjellerup og Omegns Valgmenighed fra 6. søndag efter påske.

Gud Faders Ånd, kom til os ned,
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
Med livets ord til evig trøst.

Læsninger:
Paulus brev til menigheden i Rom, 8,31b-39:

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

»På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår«.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Johannesevangeliet, 17,20-26:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.  Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

____________________________________________________________________________

Dette er en begyndelse. Så lad os begynde ved begyndelsen – eller i hvert fald ved én af de mulige begyndelser. Det første vers, vi sang i dag lød – og lyder – sådan her:

Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.

Ordene stammer fra Grundtvigs morgensalme – eller morgensang – Udrundne er de gamle dage, som både kan findes i Salmebogen og i Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står den opført under samlebetegnelsen Liv, og i Salmebogen finder vi den under De helliges samfund. Det er der vældig god mening i. For sangen og salmen handler om begge dele – både om det almindelige menneskeliv, som det kan erfares af ethvert vågent menneske, og om de særlige erfaringer, som et menneske kan gøre sig her i den levende Guds menighed, hvor kraften fra det høje har sin jordiske bolig, og hvor det håb lever, der rummer både Himmel og Jord.

Oprindelig er sangen skrevet som morgensang for børnene på en københavnsk skole, der hed Mariboes Realskole. Meningen med den er at få de syngende børn til at vågne – både kropsligt og åndeligt. For de skulle vågne op til troen på, at alt er vigtigt, for mennesket er et underligt og vidunderligt væsen, som er skabt i den Højestes billede. At alt er vigtigt i vores liv – og vores liv skal leves med lyst. Livets lyst er at gøre sit bedste i den kamp, der er selve lysets kamp imod mørket og livets kamp imod Døden. Døden viser sig i verden, som livets onde Fjende, hvis længsel er at ødelægge alt levende. Nogle gange stormer fjenden frem i mod os, andre gange sniger han sig frem i mod os. Men han nærmer sig altid. For Døden arbejder altid – og det er vores undergang, han arbejder på. I vores liv viser Døden sig ikke kun ved jordelivets afslutning, nej, Livets onde fjende er allerede til stede, lang tid før vore kroppes død. For Døden viser sig i vores liv som alt det, der trækker os nedad mod dyret og støvet. Alt det, der gør os umenneskelige og får os til at glemme, hvem vi skal være. Denne snigende Død, denne fornedrelse af livet, er det altid menneskers opgave at bekæmpe – både i deres indre og i ydre, håndgribelig forstand, når mørket truer, og ulven er løs. Vi skal altid være vågne. For livet er altid og skal altid være livsfarligt – og det er først, når vi selv får sans for Livskræfternes kamp imod Dødsmagterne, at vi begynder at forstå, hvad det vil sige at være sandt menneske.

Men når alt kommer til alt – og det gør det jo – kan vi ikke sejre over Døden. Det véd enhver. Til sidst er det os, der peges på. Selv den største kæmpe finder sin grav. Til sidst slutter alt det, vi kender til. I graven møder mennesket en mur, som vi ikke kender nogen vej over. Ved muren falder vores kamp til jorden. Men for den, der lever stærkt og med et åbent hjerte er det ikke nok at lade menneskets historie slutte foran muren. Det åbne hjerte kender til dybere længsler, længsler, der rækker videre end graven – længsler efter mere liv. Kirken er sat på jorden for at give klang og stemme til denne længsel efter liv – denne længsel efter det evige liv. I verdens og fornuftens øjne vil kirkens evighedshåb altid være det rene vrøvl og den nøgne tåbelighed. Men vi er her alligevel. Ikke fordi vi har let ved at tro og håbe, men fordi kirken er det sted, hvor mennesker kan lære at tro og håbe. Det sted, hvor mennesker kan sætte sig stille ned og lytte til ordene om, at alt er blevet nyt, fordi selve Døden er død. Det sted, hvor man uden at få proppet munden fuld af meninger kan nærme sig det håb, som børnene sang om på Mariboes skole: Håbet om at det med den levende Guds hjælp vil lykkes os at byde graven trods – at overvinde Dødens angreb på vores liv.

Det håb ville aldrig finde den rigtige vej ind i os, hvis vi bildte os ind, at meningen med kristendommen var selv at have de rette meninger og den rene tro. Så ville det hele handle om mig og alt mit eget. Så ville friheden og mildheden gå tabt – ja, så ville kristendommen gå tabt. Og kristendommen må og skal altid være frihedens og mildhedens sag. For kristendommen handler ikke, om hvad vi kan og vil og tror. Den handler om, hvem Gud er, og hvad Gud vil med os. I dagens anden Bibellæsning hørte vi Paulus beskrive, hvem den levende Gud er, og hvad det er, Han vil med os. Hans vilje er enkel – han vil være vores Gud, og Han vil ikke skilles fra os. Som brevskriveren skrev det:

”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus”.

Det er dét, det hele handler om. Troen og håbet på, at Gud har vist os sit ansigt. At Han i Kristus har vist os, at han er kærligheden selv, og at intet kan skille os – eller nogen andre – fra Ham.Vi kan aldrig eje denne tro, og vi kan aldrig bevise dette håb. Men troen og håbet bor her i menigheden, og når vi lytter, synger og knæler, lever de i os. For Gud er selv til stede her i sin menighed på jorden. I dagens evangelielæsning fra Johannes-evangeliet hører vi om, hvad det vil sige, at Gud er til stede i sin jordiske menighed. Tekststykket er en del af Jesu afsluttende tale og bøn inden han bliver taget til fange og henrettet – inden han dør bort fra sine brødre og søstre, men også for sine brødre og søstre. Her på det yderste – på randen af ingenting og alting – taler Jesus til Gud. Sønnen taler til Faderen og beder om, at Han må være hos de efterladte – selv efter det, der nu skal ske. Sønnen er udsendt af Faderen. Han er Faderens ansigt i verden. Verden kender ikke til Faderen, men Sønnen gør hans navn kendt i verden. Han viser verden, hvem Gud er – at Han er menneskebørnenes far. Det gør han gennem sin menighed på jorden – gennem det, vi kalder de helliges fællesskab. Dette fællesskab – menighedens fællesskab – er ikke helligt, fordi vi, der hører til i det, ejer noget, som andre mennesker ikke ejer. Nej, der er kun én egenskab, der gør fællesskabet helligt – og den kan man ikke eje. Det er kærligheden. Den kærlighed, som Faderen har elsket Sønnen med, som sønnen elsker sine brødre og søstre med – og som brødrene og søstrene skal elske hinanden med. Det er denne kærlighed, der skal være menneskers rettesnor i Guds menighed på jorden – vores rettesnor her i én af Herrens midtjyske menigheder.

For Faderens herlighed bliver kun synlig for verden, når hans menighed bærer hans kærlighed frem i verden. Kun sådan vil alle mennesker til allersidst lære at tro på, at Gud er Livets Gud – og Dødens Overmand. Alt dette er – naturligvis – gådefuldt. For vores liv er gådefuldt, og vi forstår kun ganske langsomt, hvad det er, vi er med til. Men alt vil blive opklaret. For gådens Giver er vores far. Hans Søn har vist sig i verden, og hans Ånd bor i menigheden. Også i denne menighed – også i vores menighed. Og nu skal vi så til at være sammen om alt det vigtige – om sorgen og glæden og om fryden og smerten. Derfor skal friheden og mildheden herske i vores menighed. For det er kun gennem den frihed og mildhed, der kommer fra kærligheden selv, at vi kan lære at forstå, hvad Gud har gjort for os – og hvad vi skal gøre for hinanden.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen – for det er vigtigt: Når vi mødes her i kirken, her i den levende Guds menighed på jorden, skal vi ikke være andre end dem, vi er. Menneskelivet er fuldt af forpligtelser og krav – og det godt sådan. Men kirken er anderledes. Kirken skal være anderledes. Her kræves der kun én ting af os: at vi har lyst til at være her – at vi er her af egen fri vilje. Sådan er det med det kristne liv. Det vokser først frem, når den frie lyst møder menighedens tro. Så kom, som I er, og når I har lyst til det. For Gudshusets dør er åben – og der er ingen adgangsbegrænsning. Resten vil vise sig, som tiden går. Hver ting til sin tid.

 Ære være Faderen og Sønnen og den hellige Ånd, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himmelen, vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger – og forfølger – os. Nu beder vi dig, at du vil lægge dit levende Ord i vore munde og hjerter, og lade det synge i os med din Helligånds kraft.

Vi beder dig for din menighed, for os, som er en del af din menighed, at vi ikke må samles om, hvad vi kan og vil og tror, men samles med frit mod på din indbydelse og i håb til dig. Vi beder dig for, at du vil bevare dit hellige Ord i din menighed og bevare din menighed i glæden ved dit Ord.

 Vi beder dig for Danmark – og for Danmarks truede frihed. Vi beder for vores kongehus og vores regering og for alle dem, der gør tjeneste for folk og fædreland – både her og ude i det fremmede. Overlad os ikke til os selv, men lær os leve vores liv i ansvar og i tro – og have nok i det. Knyt os sammen, og lær os at forstå, at én er vores Gud, og vi er alle hinandens skyldnere. Væk, os når vi sover, vis os vores fælles skæbne, og lær os at være sammen om det håb, som kommer fra den nåde, du har vist os i din Søn.

Så beder vi dig for vores kære og for alle dem, der står os nær – og fjern. Følg du dem og følg du os på alle vore underlige veje. Drag os altid tilbage til dig, når vi farer vild, og vær du for os sammen med vores døde nu og i al evighed vores fred og vores glæde, du vor Fader, som er i Himlene…

Amen.

Salmer
Udrundne er de gamle dage
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt
Vidunderligst af alt på jord
Kraften fra det høje
Jesus Krist, du gav mig livet
Om alle mine lemmer var fuld af idel sang