Provsten med røven i postkassen

Nr. 4, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer redaktionen som sædvanlig med offentliggørelsen af en artikel fra det trykte tidsskrift til Deres vederkvægelse – kvit og frit på Kredsens hjemmeside. Denne gang er det cand.theol. Julius Jens Hermann Petersen, der har set lige knap første sæson af DR-dramaserien Herrens Veje og anmeldt serien for os.

Resten af tidsskriftet byder denne gang blandt andet på et kunstessay i anledning af Per Arnoldis selvbiografi, en anmeldelse af Kaspar Colling Nielsens roman, Det europæiske forår, en nekrolog over det for nyere Kredshistorie afgørende værtshus Her er Ro og en ny julesalme, som udgives for første gang i dette nummer. Ønsker De at læse de nævnte artikler, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Danmarks Radio sender for tiden en dokumentarserie ved navn Bertelsen på Shikoku 88, som er en slags buddhistisk, spirituel, zen-agtig udgave af Biker Jens i USA. Den er en opfølger til julekalenderen fra 2010, Bertelsen på Caminoen, og den spanske pilgrimsrute Caminoen er udskiftet med den tudsegamle pilgrimsrute Shikoku, der i alt spænder over 1.200 km og indeholder 88 templer, man skal besøge undervejs.

Udover de to fiktionsserier Historien om Danmark og Herrens Veje, der også sendes på DR for tiden, og som begge har Lars Mikkelsen i hovedrollen som henholdsvis Gud og provsten Johannes, er Shikoku et af de iøjnefaldende tv-tiltag, hvis man altså ikke regner reality-/madlavnings-smash-hittet Den store bagedyst med.

Mens jeg sad og så de fire afsnit, der i skrivende stund er udkommet, slog det mig, at Mikael Bertelsen med denne serie næsten kommer tæt på noget af Jørgen Leths fremragende filmarbejde fra 1980’erne, som jeg så forleden. Leths film Notater fra Kina fra 1987 begynder i et tog, hvor Jørgen Leth som fortællerstemme forklarer, at og hvorfor han rejser med tog i Kina – enhver skylder sig selv at se og høre denne indledende monolog! – og resten af filmen har næsten ingen dialog, men masser af langsomme, næsten sløve stemningsoptagelser fra kinesernes land. Leth er i sine film den undersøgende antropolog, der lader den dyre filmstrimmel løbe gennem sit kamera, mens han bare ser, hvad der sker, og møderne med interessante typer er mange. Eller rettere sagt: menneskene er i sig selv umiddelbart ikke så spændende igen, men Leth formår virkelig at gøre stort set alt, han retter sit kamera imod, interessant, hvilket også gælder i hans film Aarhus fra 2005, som jeg så i samme ombæring. I Aarhus formår Leth at gøre sine barndomsminder om Aarhus Cyklebane spændende, idet han fortæller om bl.a. sin madpakke.

Til forskel fra Leths film, hvor Leth er den tilbagetrukne fortællerstemme bag kameraet, er Bertelsen i sine to pilgrimsserier en mere aktiv karakter foran kameraet. I Caminoen er hans rolle “en tv-vært”, som den iscenesatte, mystiske fortællerstemme kalder ham, og i Shikoku er den nogenlunde den samme. De to seriers stemninger er også ret meget den samme, idet de begge to handler om Mikael Bertelsen, der som seriens hovedperson leder efter sig selv eller sådan noget, hvilket sådan set i sig selv er et meget sympatisk foretagende, men som bliver endnu mere sympatisk i kraft af den stil, serierne leveres i; her går alt langsomt, herunder Bertelsen selv, og man følger ham på den langsomme rejse til en “bedre udgave af sig selv” hen ad pilgrimsruten. Få mennesker kan tillade sig at lave langsomt tv nu om stunder, men Bertelsen er altså en af dem – ligesom Jørgen Leth altid har været det (Leth har desværre meldt sig ud af denne ædle disciplin med sine to seneste tv-programmer Mit Spanien og Mit Frankrig, hvor han hverken går eller kører i tog, men derimod har lejet en bil sammen med sin medvært Hans Pilgaard, hvorfor hele serien, der ellers er god nok, emmer af ADHD sammenlignet med hans tidligere film – men nu er det også TV2, der står bag produktionen).

Adam Prices lignelse om det forfærdelige patriarkat

Når jeg trækker disse to Bertelsen-serier frem i lyset nu, er det, fordi de står i skærende kontrast til førnævnte Herrens Veje, der farer derudad som et heksehyl, selvom den egentlig også har et åndeligt/spirituelt/religiøst tema, nemlig folkekirken. Her får den ikke for lidt; provsten Johannes, der står i spidsen som sur patriark for sin åbenbart ædle og traditionsrige præstefamilie, er på dybt vand, fordi han ikke vinder bispevalget, som derimod vindes af den dæmonbesatte DJØF-præst Monica, mens hele hans familie bestående af en hustru og to voksne sønner falder fra hinanden i accelererende fart. For udover Johannes’ problemer, der i øvrigt også involverer en affære med en graver, følger vi også sønnen August, der som udsendt feltpræst kommer til at skyde en arabisk kvinde, og den anden søn Christian, der snyder i sit speciale og ad omveje får banket luften ud af lungerne i et dramatisk fald i Nepal (eller lignende) og finder sig selv på et kloster omgivet af buddhistiske munke. Sidstnævnte lærer ham at trække vejret eller sådan noget, han bliver venner med en af munkene og bliver buddhist på noget, der ligner fjorten dage, hvorefter han vender hjem og sletter sin Facebook-profil, fordi han nu er et nyt menneske (at slette sin Facebook svarer ifølge seriens skaber Adam Price åbenbart til at resignere fra sit ego). Alt imens Christian er på denne Facebook-slettende dannelsesrejse (inspireret af netop dette afsnit slettede jeg min Snapchat-profil, fordi jeg alligevel ikke er helt klar og zen-agtig til det andet endnu) oppe i de tibetanske bjerge (eller lignende), følger vi som seere en psykisk nedsmeltning hos broderen August, der i mellemtiden plages af araberkvindens spøgelse, der hjemsøger ham. Her viser faderen Johannes ved at opfordre August til at holde på sin hemmelighed, at han ingen sans har for mennesker eller kristendom, hvilket pudsigt nok ikke gør situationen bedre på nogen måde. Og så er Augusts kæreste vistnok gravid, og Johannes’ kone indleder en lesbisk romance med en okkult svensker (om hun er af strindbergsk slægt eller bare almindelig biodynamisk hippie, vides ikke – endnu).

Mange lokummer små og den analoge åbenbaring

Det ovenstående resumé er handlingsforløbet for blot fem afsnit, og på samme antal afsnit har Bertelsen bare gået ligeud i fem dage, hvilket er seriens (altså Herrens Veje) hovedproblem: Hastigheden og mængden af urelaterede ulykker! Det utroværdige i denne sammenhæng er ikke, at livet jo kan forandre sig hurtigt og pludseligt, men at der sker 117 ting på én gang, lige efter hinanden, således at Herrens Veje kommer til at fremstå som Buddenbrooks på speed. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok for Adam Price med at få hele den patriarkalske præstefamilie ned med nakken – så hurtigt, at selv den mest hårdkogte betonfeminist får P-pillerne galt i halsen og får lyst til at holde en pause.

Og nu kunne indvendingen selvfølgelig være, at der jo er tale om fiktion, og at man ikke skal tage den slags alt for bogstaveligt, men dertil må jeg sige, at der selv inden for fiktion bør gælde visse regler, f.eks. at hvis alle lokummer skal brænde på én gang, så skal de i det mindste antænde hinanden. Men det gør de ikke; begivenhederne hjemme i provstegården, dvs. utroskaben og det tabte bispevalg, har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, og sønnernes ulykker med henholdsvis krig og mentalt sammenbrud for Augusts vedkommende og eksamenssnyd og åndelig vækkelse i Kina (eller lignende) for Christians har i hvert fald slet ikke noget at gøre med noget af det andet. Vi skal altså som seere købe præmissen om, at familien provst bliver ramt af noget, der måske bedst kan beskrives som Guds vrede, samtidig med at lyset spirer lige så forsigtigt frem i form af en fugl, der kommer op af graven, og Christians anti-Facebook-epifani (som om der ikke i årevis har været Facebook-“fastende” folkekirkepræster, der har forkyndt nogenlunde samme forudsigelige offline-evangelium!).

Deus Price

Man skulle tro, at Adam Prices ærinde er at slagte den ene branche efter den anden, og at det nu endelig er blevet præsternes tur (efter bl.a. Borgen og Taxa). Med en tilføjelse af okkulte elementer (biskoppen Monica, den udøde fugl, araberkvindespøgelset og svenskeren) kunne man ellers fristes til at sammenligne serien med Lars von Triers fremragende serie Riget fra 1990’erne, der er en blanding af Twin Peaks og “en opdateret udgave af Matador”, men problemet er, at Price ikke rigtig kan beslutte sig for, om Herrens Veje skal være en gyserserie eller et alt-som-kan-gå-galt-skal-gå-galt-drama a la Arvingerne, og den ender med at blive en omgang blandede bolsjer, der vel at mærke kan være underholdende, men mest af alt minder om et raserianfald fra Prices side, hvor Price selv som den selvfede og lede hævngud skal lade sin brændende galde regne ned over den intetanende provstefamilie. Price opfører sig med andre ord som en vred teenager, der spiller The Sims.

Hvad serien bringer i fremtiden, ved jeg af gode grunde ikke, men mit uforsigtige gæt er, at provstefamilien falder endnu mere fra hinanden, at Johannes graver sig endnu længere ned i sit egotrip, at August mister troen, potensen og dermed sin kæreste pga. lykkepillerne (medmindre han reddes af kærligheden – hvor smukt..), at Christian bliver endnu mere oplyst og sletter endnu flere profiler på de sociale netværk, og at moderen Elisabeth finder lykken med den okkulte svensker. Moralen til sidst bliver nok det gabende kedelige og yderst forudsigelige, at traditioner og patriarkater er noget pis, mens alt det gode kommer fra Sverige og Indien (eller lignende).

Og dermed har vi jo at gøre med DR-drama i en nøddeskal, og alle er glade, og den mere perverse side af mig skal da også nok følge med i spænding og fryde sig over al ulykken.

Jeg regner med at se resten af serien trods dens forudsigelighed, fordi den netop gør det, DR-drama altid gør så godt. Men først vil jeg lave en kop te, sætte endnu et afsnit af Bertelsen på og nyde, at der dog stadig findes en form for skønhed, langsomhed og kreativitet andetsteds på Danmarks Radio, som jeg i øvrigt holder meget af. Og nå ja: Historien om Danmark er også fed nok.

Epilog

Et par uger senere: jeg har nu set nogle flere afsnit, og serien lever op til kriterierne for at være god, gammeldags dramaporno; den trykker på nogle knapper i hjernen ligesom følelsesporno eller almindelig porno. Og det er jo rart, hvis livet er lidt mondænt.

Nu er der blevet brændt en havetraktor af, der har været en gartner, der vistnok er en slags Satan, og konen er gået fra Johannes, men er i tvivl osv. Det sidste nye er, at August er blevet gadepræst, hvorved han har lært, at ægte næstekærlighed skal rettes mod illegale flygtninge. Tak til Adam Price for denne dybt originale pointe. Adam Price er et stort menneske. Adam Price længe leve!

Tjeklisteteologi

Folkekirkens bekendelsesgrundlag er for tiden til ivrig debat. Hvad kan man sige om kristendommen – og hvad ikke? Kirkehistoriker og dr.theol. Carsten Breengaard forsøger i sin seneste bog, Gud i klemme, at finde kristendommens kerne. Men lader det sig gøre? Københavnerkredsens egen stud.theol. Søren Frank Jensen anmelder bogen her.

I sin nye bog Gud i klemme har Carsten Breengaard meget, han skal nå. Bogen er kort, men i løbet af dens 165 små sider vil Breengaard “værne kristendommens røde tråd”, vise, hvordan “kristendommen tænker” og ikke mindst forsvare en almægtig og skabende Gud over for “tendenser i den danske debat.” Læs resten

Anmeldelse af Der Kreis

Den af Kredsen bekendte filmrecensent Ole Hilfe Kreml-Dreng har  elskværdigt frembragt og fremsendt denne anmeldelse af det schweiziske dokudrama Der Kreis.

Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen
Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen

Studenterkredsen er emnet i et schweizisk doku-drama, der netop har haft premiere i de danske biografer. Der Kreis, som er skrevet og instrueret af Stefan Haupt, fortæller historien om den unge Rasmus Vangshardt, der tidligt i sit filosofistudium bliver en del af Studenterkredsen – en frisindet foredrags- og diskussionsforening, som udgiver tidsskriftet Studenterkredsen. Kredsens ekstravagante fester tiltrækker mænd fra nær og fjern – og også Vangshardt, som en aften støder på den karismatiske og følsomme teologistuderende Kristoffer Garne. De to unge mænd indleder et intenst forhold og bliver hurtigt en del af Studenterkredsens redaktion.

I rollen som den arbejdsomme og energiske student Rasmus Vangshardt ser vi den debuterende skuespiller Matthias Hungerbühler. Han imponerer med sit præcise portræt af den unge bajads, der igennem sit nære forhold til Garne finder fodfæste i Kredsens studentikose fællesskab. Men særligt samspillet med Sven Schelker som Kristoffer Garne er elektrisk, og forvirringen og ungdommens store følelser får frit løb, mens den gensidige fascination i forbindelse med redaktionsarbejdet udvikler sig til et turbulent og passioneret kærlighedsforhold.

Historien er vedkommende og nødvendig, men først og fremmest er den godt fortalt. Vangshardt og Garne bruges til at belyse et bestemt miljø og nogle helt centrale udviklinger i dansk åndsliv, og Der Kreis bliver en historie om to mænd fanget i en ubønhørlig strid mellem dem selv og samfundet. En strid der bliver tydeliggjort i en yderst følelsesladet scene, hvor Vangshardt og Garne møder hinanden igen, efter Kristeligt Dagblad har hængt Studenterkredsen ud som en reaktionær og stærkt konservativ forening. På badeværelset står de og holder hænder. Garne siger: “Lad os stikke af sammen”, og Vangshardt svarer: “Vi er ikke kriminelle.” Sven Schelker blev efter sin debut i denne film den nye Shooting Star på Berlins Internationale Film Festival, og han brænder igennem som en boblende vulkan i rollen som Kristoffer Garne.

Dette er et dokumentardrama, som nogle desværre sikkert vil kalde en skammelig syndflod af perversiteter, men jeg må uden tvivl kalde det en af de mest livsbekræftende, romantiske og oplysende fortællinger, jeg nogensinde har set. Absolut en af de vigtigste film i vores tid.

Titel: Der Kreis
Premieredato: 12. februar 2015
Instruktør: Stefan Haupt
Skuespillere: Matthias Hungerbühler, Sven Schelker, Marianne Sägebrecht, Stefan Witschi, Anatole Taubman, Antoine Monot, Jr.
Spilletid: 108 min.
Selskab: Contrast Film, Schweizer Radio und Fernsehen (SRF) Reel Pictures 2014,
Genre: Dokumentar , Drama

De indsparkede døre og almagten – replik til en anmeldelse

Almagtsdebatten er ikke slut endnu. Redaktionen har modtaget følgende replik af Lars Sandbeck ovenpå på mandagens anmeldelse af hans seneste bog.

Jeg vil gerne takke Studenterkredsen og stud.theol. Søren Frank Jensen for at bringe en anmeldelse af min seneste bog Afsked med almagten. Et bidrag til det kristne gudsbillede. Det er en god anmeldelse, som jeg er meget tilfreds med. Ikke fordi anmeldelsen er specielt rosende og fuld af lovprisninger over min bog, men fordi den er saglig og klart formuleret, og fordi den også er med til at gøre mig selv klogere på nogle af bogens svagheder. Blandt andet efterlyser anmelderen en nærmere redegørelse for, hvordan bogens teologi lader sig forene med opstandelseshåbet. Den samme efterlysning er jeg stødt på adskillige gange, efter jeg udgav min forrige bog De gudsforladtes Gud, så det kan være, jeg snart må til at tage mig sammen og få skrevet noget mere om eskatologien. Det bliver dog ikke i denne replik.

På trods af alt det positive, der kan siges om anmeldelsen, er jeg imidlertid ikke helt sikker på, Jensen til bunds har forstået min bogs anliggende og motivation. Ifølge Larsen sparker jeg åbne døre ind, fordi der angiveligt ikke skulle være mange, der abonnerer på de vulgære eller bastante almagtsopfattelser, jeg kritiserer. Nej, det er selvfølgelig rigtigt, hvis man læser Barth eller Jüngel eller Tillich eller Anselm og Augustin for den sags skyld. Men som jeg skriver i bogens indledning, er det den modale og kausale almagtsopfattelse, jeg angriber, fordi det er de mest udbredte og i folkelig bevidsthed også forplantede opfattelser. Og når jeg har valgt de ”folkelige” opfattelser, er det fordi jeg med bogen forsøger at henvende mig til andre end blot fagteologerne. Spørg den almindelige kirkegænger om, hvad det vil sige at Gud er almægtig, og jeg vil næsten vædde med, at flertallet vil svare, at Gud kan alt, eller at Gud står bag alt, hvad der sker – eller noget i den stil. Det er den virkelighed, præsterne befinder sig i, og den type opfattelser, præsterne må forholde sig til, jeg har taget afsæt i og ønsker at adressere med min bog.

Men når det så er sagt, kan det alligevel diskuteres, om bogen skulle være stråmandsargumentation fra ende til anden. F.eks. abonnerer Luther i Om den trælbundne vilje efter min opfattelse på et særdeles bastant kausalt almagtsbegreb. Det gør Jakob Wolf også i Jobs tårer. I kølvandet på Anders Breiviks massemord i Norge udtalte en række præster og teologer fra højrefløjen i både Norge og Danmark, at det var Gud, der stod bag Breiviks udåd, for der kan ikke ske noget, uden at Gud enten vil eller direkte forårsager det. Og sådan kunne jeg fortsætte et stykke tid endnu med at diske op med eksempler, der kan være med til at sandsynliggøre, at de døre, jeg sparker ind, måske alligevel ikke står så pivåbne, som Jensen synes at mene.

Jeg kan forstå, at Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte min teologi for en ”karnationsteologi” ved et arrangement i Studenterkredsen for nylig, fordi Gud, i min teologi, ”blev til kød, og så var det ligesom det”. Men Gud bliver ved med at være Gud, selvom han dør på korset, indvendes det så. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Bacher, Rasmussen og Jensen forveksler mig med en vis præst, der holder til i det samme bygningskompleks som Studenterkredsen. Hverken i min seneste eller forrige bog har jeg hævdet noget, der berettiger de beskyldninger, der rettes mod mig. Jeg har derimod netop kritiseret Gud-er-død teologien (eller ”karnationsteologien” om man vil), blandt andet fordi den er trinitarisk problematisk, og fordi den indfører en kenotisk transformation i Guds væsen, der indebærer, at Gud komplet udtømmes i immanensen. Men ok, jeg kan naturligvis ikke forvente, at hverken Bacher, Rasmussen eller Jensen har læst, hvad jeg har skrevet rundt omkring. Men så brude de herrer måske også være lidt mere varsomme med at udtale sig om det.

Lige på falderebet: jeg afviser ikke teodicéen for at redde Guds godhed. Jeg afviser i min bog om almagten teodicéen, fordi den efter min opfattelse i kristen optik er udtryk for et skinproblem og et falsk dilemma, som skyldes nogle religiøse præmisser, kristendommen på ingen måde behøver overtage. Så det er altså ikke mig, der ”opløser problemet”. Det har Det Nye Testamente allerede på forhånd og af sig selv gjort. Men det kan man jo læse om i min bog s. 88-102.

PS. At min teologi er sød, men ufarlig, tager jeg som et kompliment. Særligt hvis alternativet er ond og farlig.

De slagnes slang. Anmeldelse af Jon A. P. Gissel: Konservatisme og kulturkamp

Med venlig tilladelse fra Tidehverv fortsætter redaktionen hermed det – for tiden meget omtalte – gode samarbejde mellem de to organer, idet vi bringer Johan Christian Nords anmeldelse af Jon A. P. Gissels bog, Konsertavisme og Kulturkamp, som er blevet bragt i septembernummeret af Tidehverv.

Den tænksomme gren af dansk konservatisme lever godt i denne tid. Der tænkes, tales og skrives flittigt – og der findes efterhånden en mængde sammenhænge, hvor der lyder konservative modstemmer til den almindelige kulturradikale tåbelighed.
Ét af disse steder er miljøet omkring Årsskriftet Critique. Årsskriftet blev i første omgang udgivet af Konservative Studenter ved Aarhus Universitet, men fra 2013 har man etableret sig som selvstændigt forlag under navnet Munch og Lorenzen. Udover den fortsatte udgivelse af årsskriftet og det tilstødende online-magasin Replique har man siden grundlæggelsen af forlaget ligeledes arbejdet med egne bogudgivelser, og det er indtil videre blevet til tre. Der sker noget!

Den seneste af disse udgivelser er historikeren Jon A. P. Gissels dokumentationsværk og forsvarsskrift Konservatisme og kulturkamp omhandlende markante personligheder inden for dansk konservatisme i sidste tredjedel af det 19. århundrede og særligt disse skikkelsers opgør med det opbrud i tiden og ideerne, man endnu tvinger gymnasieelever til at omtale som ’det moderne gennembrud’. I udgangspunktet har bogen et dobbelt forehavende: dels på faghistorikerens vis at skildre en sunken virkelighed gennem omhyggeligt arbejde med kilderne; dels som parthaver i striden at fremdrage agtværdige stemmer og at pege på ofte underbelyste træk ved selve den brandesianske ideologi og dens fortaleres – ofte uklædelige – måde at føre striden på.

Anliggendet er enkelt: Gissel vil mane fortidens stridsmænd frem for den læsendes indre øje og lade deres åndelige statur træde frem på ny. Han vil løsrive dem fra de anonyme karikaturer, de er blevet fordrejede til i de sejrendes fortælling om Sankt Georgs kamp mod den sumpede reaktion. Det drejer sig særligt om skikkelser som teologen Henrik Scharling, historikeren Johannes Steenstrup, biskop Martensen og litteraturhistorikeren Julius Paludan. Alle navne, der var fremtrædende i samtiden, men som nu er stampede godt og grundigt under mulde – først af brødrene Brandes og konsorter og sidenhen af den akademiske hærkolonne af eftersnakkere, der har udgjort hovedstrømmen i den danske kulturhistorie i det tyvende århundrede. Gissels bog er en sang for disse slagne højrekæmper – et forsøg på at give dem stemme og vise, at nok kæmpede de mod overmagten, men deres kamp betød noget, og den kan endnu betyde noget som inspiration for de nulevende.
Hovedsagen er for Gissel den skarpt optrukne front mellem den gudsfornægtende radikalisme med sit entydigt dennesidige tilværelsessyn og en kristelig, traditionsbevidst konservatisme uden hang til erstatningsreligiøse paradisiske luftkasteller, men alligevel med sans for menneskets mulighed.

Ét af de stridspunkter, der viser sig i dette møde, og som Gissel er særligt optaget af, er spørgsmålet om viljens frihed. Det fremhæves således, hvordan de radikale kræfter stod på den noget paradoksale forening af et gennemført videnskabeligt orienteret deterministisk verdenssyn, hvor mennesket blot var endnu et tandhjul i det store naturens maskineri, og en samtidig hævdelse af det, der hos Brandes benævnes »den frie tankes endelige sejr« – altså en individdyrkende frigørelsesdoktrin, hvis grundpåstand var den, at lykken vil vise sig, når den herskende orden endelig ligger tilbage som sønderslåede brokker. Over for denne bemærkelsesværdigt inkonsekvente forbindelse mellem en nedskrivning af den menneskelige mulighed og en menneskedyrkende erstatningsreligion hævdede de nævnte konservative herrer menneskets frie vilje og ansvar – midt i dets indvævethed i folk, fædreland og gudstro.

Det sidste er vigtigt – gudstroen. Gissel påpeger således gang på gang, hvordan kristendommen stod i forgrunden for datidens konservatisme – og det fremgår tydeligt, at han ønsker sig en tilbagevenden til denne tid, før konservatismen blev »nationaliseret« ved op igennem det tyvende århundrede gradvist at fjerne sig fra den oprindelige forpligtelse på kristendommen som det egentlige grundlag. For Gissel er kristendommen altafgørende – ikke blot for hans egen salighed, men også som samfundsgarant. Den er hovedhjørnestenen i konservatismens tanke- og samfundsbygning. Den er selve argumentationens grundlag – og alt, hvad der står i modstrid med kristentroen, henføres under det moderne forfald.
Men her har den fromme historiker efter min opfattelse en række problemer. Det første er dette åbenlyse, at nok kan man have kristendommen som livsgrundlag, og man kan også offentligt forkynde kristendommen som det eneste virkelige livsgrundlag, men man kan ikke forvente, at en sådan hævdelse af kristentroens virkelighed vil blive godtaget som argument i en sammenhæng, som ikke er båret af kristendommen, altså eksempelvis en politisk eller intellektuel offentlighed som vores. Det betyder, at Gissels forsvar for konservatismen står vældig svagt for en hedensk betragtning. Han har sat alt ind på at pege på gudstroens nødvendighed, men for den, for hvem kristendommen ikke er en hjertesag, må bogen få mere karakter af et altmodisch trosudsagn end af et alment anlagt forsvar for den konservative stillingtagen. Hans grundopfattelse hviler på en påstand, der serveres som et argument.

For man kan ikke argumentere for kristendommens sandhed ved at påpege dens store gavnlighed for samfundsbevarelse og sikring af orden – den slags har andre lidet tiltalende religiøse hjernespind også vist sig leveringsdygtige i. Ja, ud fra almene forudsætninger kan man faktisk slet ikke argumentere for kristendommens sandhed. Hvad man derimod kan, er at nedlægge våben over for den levende Gud. Man kan blive grebet af hans Ord i Kristus og handle herudfra – blandt andet ved under anvendelse af en almindelig jordnær fornuft at angribe og afsløre humanismens skønmaleriske fantasterier. Man kan bedrive kristelig dekonstruktion, kristelig religionskritik – men man kan aldrig sikre selve kristendommen mod forargelse. Den er et kors for tanken.

Dette leder videre til det næste grundproblem ved Gissels syntese af kristendom og konservatisme – hans totale afsværgelse af naturalismen som intellektuel og litterær retning og fuldstændige identifikation af denne med det brandesianske og kulturradikale projekt.

På sin vis drejer det sig om en uheldig overtagelse af den opfattelse, profet Brandes selv lykkedes med at sprede, nemlig at hans fremtræden i auditoriet på Frue Plads den 3. november 1871 og efterfølgende skriftlige fremstød var selve den udløsende årsag til fremkomsten af en ny ikke-romantisk litteratur. Påstanden er den, at han ikke blot var manden bag tendenslitterære fedterøve som Sophus Schandorph og Erik Skram, men også bag selvstændige ånder som J. P. Jacobsen og senere Henrik Pontoppidan. Det er denne myte, der er blevet videreformidlet af en tendentiøs litteraturhistorieskrivning, og som endnu stoppes ned i halsen på gymnasieelever ved læsning af makværket Litteraturens veje. Det er selve myten om det moderne gennembrud.

Sagen er imidlertid, at sammenkædningen ikke holder for en nærmere betragtning. For den kunst, disse forfattere skabte, var nemlig ikke brandesiansk. Den var naturalistisk – sikkert dissekerende og nådesløst afslørende. Og det var den vel at mærke både, når det drejede sig om afvisningen af religionen som menneskelig indbildning og det faldne menneskes selvforgudelses-iver. Pontoppidans Det forjættede land handler om overskruet herligheds-grundtvigianisme og hans Lykke-Per handler om den gudsfornægtendes ingeniørdrømme – og disses undergang. Det er samme anliggende; afsløringen af den menneskelige, alt for menneskelige, drøm om selv at stå på det faste punkt, hvorfra kloden kan bevæges. Jacobsens Niels Lyhne omhandler fornægterens død – hans vanskelige død. Den er heller ingen lovsang over det brandesianske erstatningsevangelium, men blot et ærligt livtag med den gudløse tragedievirkelighed, Jacobsen mente at leve i. Ja, man kan faktisk gå endnu videre: Jacobsen og Pontoppidan er ikke blot på kant med brandesianismen – deres litterære hovedværker er decideret anti-brandesianske. De viser virkeligheden som den vitterligt ser ud uden gudstroen: et flammende liv i strid, stræben og lidelse – et mølleværk der maler skuffede menneskeskæbner til mel. De er udtryk for naturlig loverkendelse. Og mere kan man ikke forlange af en ærlig vantro.

Det var den slags, halvfemsprocentshedningen Jakob Knudsen havde sans for – en mand, der desværre kun fremtræder meget få gange hos Gissel, og hvis litterære loverkendelsesarbejde ellers kunne have været et gavnligt naturbundet indspark i den idealistiske enhedsfront.

Nok nævnes det i forbigående, hvordan Julius Paludan i 1870’erne anså Jacobsens Fru Marie Grubbe som »det eneste helstøbte realistiske digterværk i dansk litteratur«, og hvordan Olfert Richard omtalte Niels Lyhne som et værk indenfor den moderne litteratur, hvor »det gudløse Livs Tomhed er sandt og rørende dokumenteret«, men der gøres intet videre ud af disse overvejelser. Gissel er den højborgerlige, kristelige idealismes mand: naturalismen er af det onde, fordi den tager håbet fra mennesket. Javist gør den det – og netop derfor er den så storslået: naturalismen er et velgørende tordenvejr, netop fordi den tager håbet fra det menneske, der håber på sig selv. Den rydder grunden. Om jorden så er beredt for sædekornet, er ikke vores sag.

Sådan tænker Jon A. P. Gissel vist ikke. Havde han gjort det, ville han ikke have været i forsvar, men i angreb. Han ville ikke have talt så meget om Brandes’ krænkende tone over for kristendommen og de troende, men i stedet være gået lige på og sønderdelt kulturradikalismen som det, den er: en religion uden mindste form for jordforbindelse, som ikke kun er i strid med den kristne tro – men også med enhver menneskelig fornuft, der evner at være jorden tro. Sådan blev det ikke, og derfor blev det de slagnes sang.

Vist har Gissel fremdraget en væsentlig historie, og vist er der indsigter at hente hos de gamle. Det kan kun hilses velkomment, at radikalismens historieskrivning bydes trods – det skal han have tak for. Men indsigterne er dyrt vundne ved den rendyrkede skematiske modstilling af den blankpudsede kristelige højre-garde og de anstødelige frankofile radikalere.
Jeg tror, at både konservatismen og kristendommen behøver et ganske anderledes slagkraftigt forsvar – og jeg ved, at begge både har haft det i løbet af det tyvende århundrede og endnu har det i de levedygtige sammenhænge, hvor virkeligheden sætter dagsordenen og kampviljen blomstrer

P.S. Redaktionen kan, med Nords bifald, bemærke, at Gissel siger grumme grimme ting om gamle Grundtvig. Han lader til at mene, at den gamle er en del af opløsningen. Den slags lader vi selvfølgelig ikke passere upåagtet, og De, kære læser, kan således roligt imødese en korrektion af denne Gissels smægtende misforståelse ved førstkommende lejlighed.