Åbent brev fra de interesserede unge: Noget om Studenterkredsen og tidens opgør

Som en reaktion på gårsdagens skriverier om Kredsen og Tidehverv i Kristeligt Dagblad skriver Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt et par ord om denne – skal vi sige temmelig sære – artikel.

Det vakte stor forbløffelse at læse om Studenterkredsen i 1. septembers udgave af Kristeligt Dagblad, der på ret løsagtig måde blev kædet sammen med den trang til opgør, som journalist Bente Clausen sporer i det, hun kalder en renæssance for Tidehverv. Af artiklen må undertegnede betragtes som en del af en gruppe unge, tidehvervske intellektuelle, så hermed vores syn på sagen.

Lad det være sagt med det same: Vi vedkender os gerne, at der blandt unge kirkeligt interesserede er grøde i tingene, at der er en stigende og stadigt højere lydende opgørslyst mod tidens åndelige død og interesseløshed, hvilket blandt andet kommer fint til udtryk i håbløs moderniseringsiver, behagesyge og trang til servicekirkelig succes. Dette opgør har vist sig at være stadigt mere nødvendigt, hvorfor vi også gerne vedkender os åndeligt slægtskab og personligt fælleskab med Dame-Tidehverv (et udtryk, der i øvrigt stammer fra Studenterkredsen og ikke fra Hans Hauge, som artiklen fejlagtigt hævder) og flere yngre C. S. Lewis-læsende teologer i og omkring Tidehverv.

Men lad det også være sagt med det samme, at et sådant mavesurt opgør, som Clausen fremskriver i artiklen, ikke er hovedsagen – hverken for nogen af os personligt eller for Studenterkredsens virke. Derfor er det os også stærkt imod, at Clausens artikel udviser en kedelig iver efter at skære alt over én kam. Denne tendens kommer blandt andet til udtryk i en uheldig og lemfældig omgang med citater og en lyst til at konkludere på en måde, der ikke har fuld dækning i de anførte citater. Et par af de værste eksempler kan tjene til illustration.

Først siger manchetten, at Tidehverv har en renæssance blandt unge intellektuelle (Nyt Babel plus nogle af os i Studenterkredsen). Det turde være et korrekt signalement, men 10 linier senere står der så, at ”en ny bevægelse er på vej frem” i modsætning til Krarup og Langballe. Men var præmissen ikke netop, at vi genoptager sporet fra Tidehverv, vedkender os det, og ikke vil en ny bevægelse? Lige efter kalder hun os så ”det nye, noget yngre, Tidehvev” – og så var vi altså igen ikke en ny bevægelse, men en fortsættelse.


I forhold til fremgangsmåden bliver det endnu mere mærkværdigt efter Nørkjær-citatet, hvor Clausen nu skriver, at ”hvor mange unge, nye tidehvervs-grundtvigske, der findes omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er de grundtvigske stadig i overtal.” 
Altså: Man kan ikke måle, hvor mange tidehvervs-grundtvigske der er ”derude”. Nej, sandt nok. Men hvordan kan man så måle, hvor mange af dem, man altså ikke kan måle, er i overtal i Studenterkredsen?

Hvorfra ved Kristeligt Dagblad, hvem der er i overtal i Studenterkredsen? Der er ingen ekspert, der siger noget om dette, det står bare hen i artiklen. Har man ringet rundt og spurgt samtlige af det foregående sommermødes deltagere, om de bekender sig til Søren Krarup eller til Grundtvig? Ikke os bekendt (de to forfattere til denne skrivelse er i hvert fald ikke blevet spurgt), og det er også en underlig form for åndelige sætten i bås. Hvordan skulle man kunne måle sådan en bekendelse?

Da artiklen så kommer til Torben Bramming, konkluderer man fejlagtigt på hans citater. Inden de to første citater konkluderer Clausen på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen. Men Torben Bramming siger blot: ”Det er en bredere strøm end bare Tidehverv.”
Dernæst konkluderer Clausen igen (?) på Brammings vegne, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen, men det, han siger, er blot, at ”der er en lyst blandt de unge til at fordybe sig.” Vores konklusion kunne blive denne: Clausen er rodet i hovedet.

Og så tilbage til sagen: Vi vil som sagt gerne vedkende os et slægtskab med Dame-Tidehverv og Søren Krarup, ligesom forbindelserne mellem Studenterkredsen og Tidehverv altid har været der, både grundet optagetheden af tidens problemer og i kraft af et sammenfald af personer, der har fundet åndelig næring begge steder. At nogle af os dermed udtaler os i opgørsvendinger, der kan minde om det unge Tidehverv eller skriver i samme tidsskrift, betyder jo ikke, at vi har dannet en kristelig enhedsfront mod alskens unoder i tiden. Studenterkredsen er en frisindet diskussionsforening for kirkeligt og kulturelt interesserede unge og et åndeligt væksthus for nysgerrige unge mennesker af alle støbninger, men vi er ikke på forhånd noget bestemt.

Det kan man da godt kalde grundtvigsk, hvis man vil forfalde til den kedelige og forfladigende tendens i tiden at påklistre dette mærkat på alt, der har noget med frisind og menneskelivet at gøre og så lade det være det, men det er snarere der, hvor vi ønsker at begynde, ikke at ende. Man kunne også ulejlige sig til at læse vores blad, for eksempel genudgivelsesnummeret fra september eller kikke ind på vores blog og se, hvad den nuværende aktive mængde siger og skriver, og så vurdere herudfra – altså fra det faktisk foreliggende. Her vil man – og det vil altså ikke tage mange minutter – finde ud af, at ja, der er nogle af os, der har oplagte stilistiske og indholdsmæssige sammenfald med flere tidehvervsteologer. Men man kan lige så hurtigt finde opgør med samme, også skrevet af folk der kommer fast i Studenterkredsen.

Og så er der citatet fra Hans Raun Iversen, der er decideret uforskammet og så i øvrigt bizart anbragt som det sidste ord. Det, man mener, er vel, at med kritikken af servicekirken bliver det svært for os at arbejde i netop servicekirken. Og det er jo muligvis rigtigt nok. Det kunne man udstillede Raun Iversen med, snarere end os, men mest er det vist et uheldigt forsøg på at få alle unge og sure skåret over én kam og henvist til de uduelige og mavesures rækker. I øvrigt er det vel også en implicit pointe i artiklen, at vi er en række unge mennesker på vej frem. Underforstået: Vi er det modsatte af dovne, vi er faktisk særdeles aktive. Vi udgiver bøger og et tidsskrift, vi arrangerer bunker af foredrag, og vi har skrevet dusinvis af artikler til allehånde medier. Mon ikke et par os nok kan svinge os op til at klare Raun Iversens ”10 opgaver om dagen”?










Som sagt vil vi som enkeltpersoner gerne skrive under på den kritik af servicekirken og så i øvrigt kraftigt understrege, at vi, måske modsat Babeldamerne og visse af de nævnte tidehvervstyper, mener, at der er så meget andet værre at tale om og bekymre sig om end servicekirke, moderniseringsivrige præster og kirkeforfatning. Nemlig en kedelig tendens til åndelig død og interesseløshed, som især repræsenteres af eksempelvis Hans Raun Iversens position, der nedskriver teologien og dermed omgangen med livets væsentlige spørgsmål til en biting blandt de “ti andre opgaver, der ligger på skrivebordet”. Denne tendens er det, vi gerne som livsoptagede unge mennesker vil bekæmpe som del af en frisindet forening af livsoptagede unge, og det i alle interesseløshedens afstumpede afskygninger. Herudover må så de af os, der er opflasket i Studenterkredsen, og som enten allerede er, eller håber på at blive, præster i folkekirken, sætte vor lid til, at lektor Raun Iversen ikke får det sidste ord, men at vores kirkelige virketrang også for fremtiden vil kunne finde udløb her til lands – hellere end gerne i folkekirken.


Følg Studenterkredsen på Facebook

Tidehvervsk religionskrig II: Rationalisten og empiristen

Ph.d.-stipendiat Johannes Aakjær Steenbuch om  Tidehverv med udgangspunkt i debatten mellem Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe, der gæstede Studenterkredsen 14. november.

Det er ikke sådan lige at gribe aftnens arrangement an. Enten pege på det væsentlige, og så sige alt for lidt (for der var mange uvæsentligheder), eller også gå hele showet efter i sømmene, og så sige alt for meget (for der blev sagt meget). Lad mig straks sige at det følgende er et øjebliksbillede af hvad jeg mener at have hørt og tænkt. Jeg medbragte ingen notesblok eller båndoptager, og skulle de omtalte mene sig fejlciteret er det nok mig, der husker forkert.

Skal man skære det typologisk ud i pap (hvad man måske ikke skulle), og sætte herrerne i bås, kan man anvende to grundbegreber fra filosofihistorien: rationalisme og empirisme. Rationalisten vil tænke sig til verdens indretning for derefter at indpasse erfaringen i sit system. Empiristen vil erfare sig til verdens indretning for derefter (måske) at bygge et system op. Rationalisten Claus Thomas Nielsen (CTN) er systematiker. Det er både hans fordel og problem. Dogmatikken flyder let og uanfægtet fra et sæt metafysiske grundsætninger. Men oplægget var præget af en ekklekticisme, der et øjeblik fik mig til at tænke, at der var tale om disciplinen name-dropping på tid. Alverdens teologer, biskopper, -ismer, fx arianisme, monarkianisme, postmodernisme, nihilisme, hegelianisme, papisme, dit og dat, blev rodet sammen i en pærevælling. Det var ikke helt som om han havde til sinds at blive forstået, som en anden tilhører bemærkede. Empiristen Christian Langballe (CL) var på sin vis bedre, fordi han ikke forsøgte at gabe over for meget. Til gengæld fik han heller ikke sagt så meget. Men det sagte var måske nok, for CLs anliggende var ikke at opkaste filosofiske systemer, men at pege på dette ene at kristendommen er en tiltale til det enkelte menneske. En erfaret virkelighed.

Til CTN må man sige, at den bedste teologi bedrives fra præstegårdene, ja, men den er kun bedst når den ikke forsøger at give skin af at være akademisk. Det kan da godt være at moderne teologi ikke tilkender Jesus den enhed med Faderen, som jo helt rigtigt er en grundpille i klassisk kristen teologi. Men har det nu også særlig meget med arianisme at gøre, et kætteri fra en helt anden tid og sammenhæng? Måske, men det gavner ikke sagen at gøre brug af luftige begreber med løs hånd. Ærgeligt, når kampen nu er så vigtig og pointen så såre rigtig. Det gælder også det udmærkede forsvar for menneskets frihed. CTN hævdede, at et grundelement i luthersk og augustinsk kristendom er troen på menneskets frihed overfor Gud. CTN forveksler vist Luther og Erasmus, den sene Augustin og de øvrige kirkefædre. For det er helt rigtigt at menneskets frie afgørelse overfor Gud er et væsentligt element i klassisk kristendom før Augustin, men det er jo netop med Augustin og traditionen fra ham, op til Luther og Calvin, at menneskets frihed afskaffes til fordel for en filosofisk determinisme.

Så er der forholdet mellem hedenskab og kristendom. Går der en lige linje? CTN påpegede det teologisk eksemplariske i, at den første kirke i CTNs sogn (Stauning, eller hvor var det?) blev bygget på hedenske offerhøje, fordi kristendommen forkynder det ultimative offer. Sådan var middelalderens forsoningslære, ja. Men i klassisk kristendom er Kristus ikke et offer, der, som de hedenske skal tilfredsstille en vred gud, men en løsesum betalt af en Gud, der er rede til at ofre sin egen søn for at rive sin skabning ud af dødens kløer. Derfor er kristendommen heller ikke fuldendelsen af hedensk offerkult. Kristendommen er radikalt forskellig fra hendenskabet, både dets filosofi og dets religion. Nogle af CTNs påstande var egentlig sympatiske fordi de var et forsvar for en klassisk (førmiddelalderlig) teologi, imidlertid med usunde præmisser. Andre påstande var helt håbløse, især den om, at opstandelsen er et objektivt konstaterbart, verificerbart og falcificerbart faktum. En sådan tænkning vil have viden, ikke tro; fakticitet, ikke håb; synlighed, ikke usynlighed. CL fik banket den udmærket i jorden, uden derved at forsvare trossubjektivisme eller relativisme, for var der vidner til opstandelsen? Nej, det var der jo ikke, og deri er der nok en pointe. Der hvor CTN var bedst, var da han viste en flig af teologisk sårbarhed og usikkerhed. Det kom til udtryk da han rynkede på brynene af “garderobeskabsteologen” Thomas Aalmans forsøg på at hælde glassur over hvad CTN beskrev som et “beskidt håndværk”, krigen. Så kan man diskutere om han har ret i, at dette håndværk er nødvendigt, eller om vi skulle tage Grundtvigs ord til os, og ikke frygte hvad verden kalder sin nødvendighed af stål, som vi sang efterfølgende?

Hvad vil det så sige at være jorden tro? Det var det spørgsmål aftnens debat egentlig skulle dreje sig om. Spørgsmålet blev dog snarere: Gives der en ‘meta-physis’, et ståsted uden for denne verden? Det var et af CTNs grundpåstande. CL bedyrede derimod, at han skam aldrig var blevet tilbudt et sådant ståsted, og mindede om, at kristendommen ikke handler om, at mennesket står distanceret overfor Gud, at Gud er genstand, men at det er Gud, der er subjektet i tiltale til mennesket, som derved bliver genstand for Guds tiltale. Dét er rigtignok ikke et ’ståsted’, men det modsatte af et ståsted, fordi vi dér bliver revet ud af vores orden. Dette er det helt afgørende, og derved behøvede Christian Langballe egentlig ikke at sige mere. For ved at vende bøtten, og sætte forholdet mellem subjekt og objekt ret, så det ikke længere er mennesket, der taler om Gud, men Gud, der taler om mennesket, er al metafysik afskaffet. Hvad der er tilbage er Guds egen forkyndelse af sit Ord, som skal tros i lydighed til handling, ikke gøres til et spekulativt system.

At være jorden tro? Det er en klassisk tanke i kristendommen, at vores borgerskab ikke er på jorden, men i himlen. Metaforikken er stoisk og platonsk, men peger på det forhold, at mennesket ikke kan grunde sin identitet i sig selv, men må få den givet af Gud. Men netop fordi den gives til det menneske, som er her, i denne verden, er der jo ikke tale om, at vi skal flygte til én eller anden metafysisk himmel. Guds rige, himmelens rige, er ikke en anden verden, men af en anden verden. Guds rige er der hvor Kristus er, og han er her, midt iblandt os. Det eskatologiske ‘og’ er, at der også skal være en tid hvor dette rige bryder synligt frem. Evangeliet handler ikke om at flygte til en fjern himmel, men om at Guds rige er nær, her. På jorden. At tage dét alvorligt er at være jorden tro.

Et beslægtet stridspunkt var dette, at der ifølge CL altid er tvivl hvor evangeliet lyder. Igen: Hvor evangeliet lyder er der altid tvivl. Altid!? Udråbstegnet skyldes, at udsagnet blev anledning til oprør i publikumsgeledderne. Kan det virkelig passe, at ingen når dertil hvor der er sikkerhed for troen? CL forklarede med Barth, at hver gang Gus Ord lyder må vi starte forfra. Vi står altid på bar bund. Kristen (sagde CL luthersk?) teologi må altid være dialektisk, fordi den altid opstår i brud. Hvad så med martyrerne, tvivlede de også!? CL havde vist ikke rigtigt lyst til at sige ja, og sneg sig uden om. Det havde han nu ikke behøvet, for naturligvis tvivlede martyrerne også. Hvor evangeliet lyder spaltes den gamle Adam altid fra den nye skabning i Kristus og går til grunde i sin tvivl. At være martyr er at gå tvivlen igennem og ud på den anden side, at gå i stykker på evangeliet, afdø og at lade sig samle op af Gud. Jeg tror, hjælp min vantro!

Et væsentligt punkt som de to teologer måske burde have diskuteret, men som røg ud i glemslen, er begrebet ‘analogia entis’ (eller hvad man nu måtte kalde det). CTN fik i sit oplæg viderekolporteret den augustinske idé om, at Guds treenige væsen kan spores overalt i skabelsen. Denne tanke bryder med traditionen op til da, hvor kirkefædrene normalt skelnende mellem det at vide, at Gud findes på den ene side, og at vide hvad Gud er på den anden. Vi kan ved at se omkring os intuitivt (ikke gennem spekulation) erkende Guds eksistens, men aldrig hvad han er. For Gud er radikalt forskellig fra sin skabning. Kun når Gud åbenbarer sig i Jesus Kristus erfarer vi hvad han er, kærlighed. Idéen om at vi kan læse Guds væsen ud af skabningen springer derved åbenbaringens nødvendighed over. Mennesket kan med sin egen fornuft gøre sig klog på hvem Gud er. Barth bemærker flere steder, at læren om analogia entis er den primære grund til ikke at være romersk-katolsk. Det kunne CL, som jo i en eller anden grad er rundet af Barth, måske godt have taget fat i. Det var ihvertfald her at CTN viste sig at være mest på linje med romersk-katolsk teologi (og papismeanklagen lå jo som uudtalt klangbund for debatten).

Så er der det med ordningerne. En spørger ville vide om der ikke er forskel på at hævde, at mennesket kan erkende, at verden har en bestemt orden på den ene side, og at denne orden er god på den anden. Altså: Det er indlysende at tilværelsen har visse grundvilkår, men det er ingenlunde klart, at de er skabt af en god Gud (heller ikke at de er uforanderlige kunne man tilføje). Med mindre man da altså som CTN mener at kunne se Guds treenige væsen i skaberværket. CL var vist egentlig med på CTNs vogn langt henad vejen, for er det ikke rigtigt at der er en tørst efter orden, hvor den ikke findes (CL eksemplificerede med vilde konfirmander, den dekadente ungdom)? Både rationalisten og empiristen mente altså, at vi kan vide af os selv, at orden er godt. Men ligesom deres tænkning i almindelighed starter og slutter i hver deres ende, drager rationalisten sine slutninger fra det metafysiske til det konkrete, mens empiristen drager sine slutninger fra det konkrete til det metafysiske. CLs idé syntes at være, at siden vi kan erfare en længsel efter orden, må der være en lov, som derfor også er god. Lidt ligesom at vores længsel efter Gud ifølge Thomas Aalmann, som blev nævnt flere gange, vistnok beviser, at Gud må findes.

Der er et element af eroticisme i tankegangen. Men ingen søger jo Gud, det ved vi fra Paulus og psalmisten, og så burde den være på plads. At elske Gud er ikke en erotisk længsel, men at gøre hans vilje. Kristendom handler om kærlighed som agape, ikke eros. Vores længsel efter orden beviser ikke noget som helst. For kan denne længsel ikke lige så godt være en sult efter frugterne fra kundskabens træ? Ordningsteologiens problem er, at den går ud fra, at der for det første er (burde være?) en (fast) orden i denne verden, og at denne orden for det andet er god. Men sagen er jo, at vi lever i en verden hvor alt er uorden, kaos. Syndefaldet betyder ikke blot, at menneskets forhold til Gud og sig selv er brudt, men at hele skabningen er revet i stykker. Hvis der er en orden er den sat af kræfter, som ikke vil mennesket det godt. At Gud kan bruge disse til alligevel at fremme sine formål er en anden sag (der er forskel på gudsgiven skabelsesorden og dette at Gud ordner vores morads, hen ad vejen). Men dette har et eskatologisk sigte. Lovens funktion er at pege på, at vi lever i en brudt virkelighed, ikke at der er en gudgviven fast orden, som vi skal finde os til rette i. Lovens funktion er at gøre det klart, at vi har desperat behov for en indgriben fra noget helt andet, noget, der er så forskelligt fra os selv, at vi ikke engang kan længes efter det: Hvad intet øje har set, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte. Gud selv. Nuvel, de to teologer er jo en slags lutheranere, og med den præmis in mente kan man jo ikke klandre dem for at have misforstået forholdet mellem Guds orden og denne verdens (u)orden.

Der manglede måske en grad af saglighed? Det virkede umiddelbart som gik debattanterne til sagen selv. Men de to teologer efterlod alligevel det indtryk som megen nutidig teologi giver, nemlig at den er ad hoc-tænkning. På ekklektisk vis griber man til de argumenter og idéer, som kan anvendes til fordel for den kulturkamp man måtte stå i på et givent tidspunkt (find selv på eksempler). Saglighed er når man går til sagen på dens egne præmisser. Det betyder ikke at abstrahere fra den konkrete sammenhæng, men at spørge hvilken betydning sagen har, frem for at ville instrumentalisere sagen og tillægge den en betydning som er den fremmed. Dermed ikke sagt at opgør er uvæsentligt. Havende indtaget to-tre ‘frokoster’ fik jeg efter foredraget i en diskussion erklæret, at der i virkeligheden ikke kan finde teologi sted udenfor opgøret. Teologi har altid kun en negativ funktion, for kun Gud selv kan opbygge. De første trosbekendelser blev til, ikke som et forsøg på at sætte positivt, rationelt begreb på kristendommen, men at sætte hegn om mysterierne, som Timothy Ware formulerer det med inspiration fra én eller anden kirkefader. Senere (meget senere) bemærkede en anden tilhører tænktsomt: “Der manglede noget. Måske tilgivelse?” Ja, måske, hvem ved? Måske en Grundtvigianer ville kalde det: Ånd.

Naturalister af ånd

Et par bemærkninger til Tidehvervs afgående redaktør og hersker samt andre ligesindede

Efter næsten 50 års tro tjeneste kan Søren Krarup i seneste nummer af Tidehverv takke af med følgende gestus:

”Der er et ganske bestemt sted, hvorfra der kan skrives, så at det egentlige og afgørende i dette folks liv og virkelighed bliver fortalt.”

Med dette ganske bestemte sted mener Søren Krarup naturligvis Tidehverv, der siden 1974, hvor Vilhelm Krarup blev redaktør, har været drevet af Krarupfamilien. Et hverv de ikke sådan har tænkt sig at slippe lige foreløbigt, idet Søren Krarups datter, Agnete Raahauge, nu overtager tjansen efter farmand. Måske varsler det nye tider, men hvis tonen og selvgodheden i Søren Krarups afskedssalut skal være kendetegnende for bladets selvforståelse og drift fremover, er der herfra set i al fald grund til en vis skeptisk stillen sig an. Helt galt går det nemlig, når S. Krarup uden den mindste tøven kan erklære, at

”det er Tidehverv, der i snart hundrede år har været sandhedens røst i dette land.”

Det er jo store ord at tage i sin mund, men Søren Krarup tilskriver naturligvis ikke sig selv og sin egen indsats som redaktør hele æren. Udover den sædvanlige ekspliciterede foragt overfor kulturradikalismens ”evangelium” og den efterhånden selvkørende kritik af Bo Lidegaards ”Danmark i det 20. Århundrede” indeholder artiklen nemlig også – hvad der ikke altid er tilfældet i dagens Tidehverv – en tilslutning til og lovprisning af Tidehvervs åndelige fædre, in casu Heje, V. Krarup, Brøndsted og Olesen Larsen. Lad os derfor høre, hvad sidstnævnte kunne have at sige i denne sammenhæng; her fra et foredrag trykt i et af bladets første årgange:

”Kristelig set taler Gud ikke i vort eget hjerte, dér taler vi selv, men i sit ord, det ord, der kommer udefra og tager mig til fange til troens lydighed. Anden bro end Guds ord er der ikke mellem himmel og jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har tilegnelsesmulighederne for at forstå Guds ord. Dem skaber Gud ved ånden gennem ordet: ikke at jeg af egen fornuft eller kraft kan komme til ham … ”
(Her citeret efter ”I Ansvar og i Tro”, bind. 1, s. 86)

Som præst i den evangelisk-lutherske kirke ved Krarup selvfølgelig godt, at det er Jesus Kristus, der er vejen, sandheden og livet, men med ovenstående erklæring kan det alligevel synes som om, at han mener, at Tidehverv i det 20. århundredes Danmark har været denne bro mellem himmel og jord, som vi ellers lærer af Olesen Larsen, ikke findes andre steder, end der hvor Gud gennem ånden ved ordet selv taler til os. Nu kan Guds ord jo lyde og ånden meget vel virke andre steder end udenfor søndagens højmesse, ja sågar vel i Tidehvervs spalter, men når Krarup så skal pege på Tidehvervs indsats, er det ikke ordets forkyndelse, men opgøret med skiftende tiders dårligdom, han vælger at pege på.

Nuvel: Undertegnede ville nødigt leve i et Danmark, der ikke havde lært af de tidlige tidehvervsteologers opgør med Indre Mission og anden from oplevelseskristendom, hvor samarbejdspolitikken ikke var blevet modsagt, og hvor der ikke havde været ørenlyd for Krarup og andres kritik af kulturradikalismens foragt for den nationale og kristelige virkelighed. Det er da også med stolthed i stemmen, at vi stadig er nogle, der kan erklære os for at være grundtvigsk-tidehvervske; netop i erkendelse af det opgørets nødvendighed, som Tidehverv sandt nok om nogen har været garant for. Men kristen forkyndelse og folkelig opbyggelse sker ikke ved selvfejrende at pege på egen indsats i modsætning til de andre. Det kommer der sjældent noget godt ud af, nej, det er vist snarere det man kunne kalde synd; eller med ord fra Luther og Augustin: At være incurvatus in se ipse, indkroget i sig selv.

Trods det nye Tidehvervs besindelse på opbyggelse – det være sig i form af Lewisk remytologisering eller ordningsteologisk vækkelse – har Tidehverv til alle tider manglet blik for det, vi med Jørgen I. Jensen kunne kalde for den tredje historie, nemlig den historie som

”et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden. Den forudsætter flere forskellige bevidstheder i bevægelse på samme tid – så den ikke kan overskues og dens virkning på den enkelte kan ofte erfares som store skift i perspektiv eller omvending af synsvinkler”
(Jeg –automaten, s. 44)

Det har altså noget med historisk-poetisk livsforståelse at gøre. At fortiden kan lyse vort liv op og rette vores blik mod fremtiden, der igen opfyldes af fortiden. I tro, håb og kærlighed at erkende vores samhørighed med og gensidige afhængighed af vore medmennesker og fædrelandsfrænder. At se os selv som næsten, der har brug for hjælp, snarere end omvendt. Her ved juletid at erindre, at inkarnationen netop betyder, at kristendommen er en historisk religion, der fylder dette dennesidige liv op fra fortiden såvel som fra fremtiden.

Skulle man i frihedens navn foretrække en anden forkyndelse end den her plæderede grundtvigske, er det naturligvis ikke hensigten med disse ord at stille sig i vejen herfor. Her skal blot påpeges, at man ikke bedriver sand forkyndelse ved udelukkende at nedstyrte de stærke ånders trop. Jf. mit sidste indlæg på på dette sted, går kritikken altid hånd i hånd med forkyndelsen, og naturligvis også omvendt. Det ved Søren Krarup formentligt godt, men når man læser den snart forhåndværende redaktørs sidste ord, er der ikke meget andet end selvgodhed og selvophøjelse at spore. Hvad jeg vil, er altså at Krarup og andre lige tager et bræk-middel og holder lidt igen med den kvalmende stillen sandheden på deres side. Vi kan jo her op til Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag passende erindre os om, hvad der skete, da nogen på hans tid ville erklære ligesindede for sandhedsvidner.

Jf. det foregående indlæg vil jeg altså mene, at hvis det at bedrive teologi – det være sig i Tidehvervs eller de herrer oprøreres skikkelse – i dette land er synonymt med at kritisere andres dårligdomme og ellers med selvgod samvittighed mene at have gjort sit for sandheden, så kalder tiden vist ikke længere på luthersk- eller grundtvigsk-evangelisk selvbesindelse, men snarere på naturalister af ånd.

Med håb om, at dette blot må være et enkelt bidrag til den fortløbende religonskrig

Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år

Den 9. november 2012 fejrede Studenterkredsen Aarhus 70-års-jubilæum. Kredsen har fået lov til at trykke dr.theol. Viggo Mortensens tale til samme lejlighed. Den følger her i sin fulde længde. Næste år er 125-års-jubilæet for hele Studenterkredsens begyndelse. Fejringen finder sted fredag den 6. september i Vartov.
Frisindet diskussion eller religionskrig? Studenterkredsen Aarhus 70 år
Af Viggo Mortensen 
I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:
”Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, – og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.
Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?”

Læs resten