Prædiken: Guds gaver og naturens lære

Redaktionen bringer hermed stud.theol. Kristoffer Garnes præken til høstgudstjeneste i Skannerup Kirke, 5. oktober.

16. søndag efter Trinitatis, anden række

Hvorfor egentlig holde høstgudstjeneste? Selvom det bliver mere og mere almindeligt at holde særgudstjenester for det ene og andet, ofte som minde over en bestemt begivenhed, eller, som det hedder, for et godt formål, så er høstgudstjenesten alligevel noget særligt. Det er en tilbagevendende begivenhed år efter år, og noget de fleste menigheder med respekt for sig selv vælger at fejre. Det har traditionen med sig. Men modsat kirkeårets højtider – jul, påske, pinse – så har høstgudstjenesten ikke sin faste søndag i kirkeåret, og dermed ikke nogen bestemt tekst knyttet til sig. Det kunne altså se ud til, at høstgudstjenesten på sin vis er noget i sin egen ret, har sin plads uden for, eller ved siden af, den almindelige gudstjenestefejring, som har fundet sted lige siden kirkens første år.

Hvor kommer den så fra, denne særlige form for gudstjeneste? I en tid, hvor den teknologiske udvikling har afstedkommet, at det efterhånden er de færreste af os, der får beskidte fingre af agerbruget, de færreste der pløjer, sår og høster, kan det virke aparte eller måske eksotisk – som et levn fra gamle dage – at fejre høstgudstjeneste. Og især kan det virke mærkeligt, at netop kirken skulle foretage en sådan markering, når nu, må vi indrømme, langt de færreste ellers har skik for at komme her og modtage velsignelse over det i øvrigt ellers hæderlig virke, som vi fylder vores dag med.

Men høstfejringen; takken og lovsangen for jordens gaver i de fyldte forrådskamre; og bønnen om at måtte stå igennem vinteren og igen til næste år kunne pløje og så sæden i sorten jord, er lige så gammel som mennesket selv, er altså meget ældre end den i sammenligning stadigt unge kristendom. Hvad end den guddommelige instans, man har henvendt sig til, har heddet Moder Natur, Sol, Demeter, Ceres, Frej, eller blot den ubestemmelige kraft, som gennemstrømmer alt, så har det menneske, der har vidst sig i naturens vold og dermed overlevet til naturkræfternes luner, fundet det nødtvunget at henvende sig med tak og bøn om, at vind og vove måtte lyde den guddommelige magt til menneskenes fordel. Som vi synger med jordbrugerens sang: ”Hvad magted jeg vel, om du ej gav held, det vokse jo medens vi sove.”

Men med kristendommens komme fik denne fejring en anden klang. Ganske vist var også de kristnes Gud, som havde skabt verden og herskede over naturen, en streng og til tider ubarmhjertigt tugtende fader, men det var ikke hans sidste, endsige vigtigste ord til mennesket. Nej, denne Gud var frem for alt en kærlig Gud, og derfor havde han givet sig til kende for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus, som også var Gud, og som elskede verden så højt, at han gav sit liv på korset for at enhver, som troede på ham, ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Han havde underlagt sig dødens magter, var den sejrende konge, som ikke gav sig tvetydigt til kende gennem naturkræfterne, men entydigt i kærlighedens opofrende skikkelse.

Og tilmed havde han også stiftet et nyt åndeligt rige på jorden, det man på dansk valgt at kalde for kirken. Han havde selv anvist, hvordan han skulle kendes og tilbedes, nemlig i forsamlingen af alle de på ham troende, som fik kristendommen overleveret helt fra hedenold, gennem de henfarne slægter, der gik i apostlenes spor. Og derfor skulle de stene, som bønderne ryddede marken for, nu bruges til at bygge kirker med. Nogle af dem står her endnu, de gamle landsbykirker, og de kan være os et udmærket sindbillede på, hvad kristendommen er for en størrelse. Ikke fordi stenene er noget værd i sig selv, eller fordi der skulle være noget særligt helligt ved dette sted. Kirken findes kun, hvor vi lader os opbygge til levende stene gennem gudstjenestefejringen, men alligevel minder disse stenmure, bag hvilke der er blevet fejret gudstjeneste i snart 1000 år, os om, at kristendom ikke er noget, vi selv skaber, men noget, vi for intet får, noget, der er os skænket og overleveret af vores fædre.

Men ligesom laden nu engang er det sted, hvor vi nu efter høsten har Guds gaver, og her, hvor vi gemmer dem, indtil vi nyder dem til livets opretholdelse, så er kirken nu engang det sted, hvor vi først og fremmest får Guds åndelige gaver, hvor vi i sandhed lærer ham at kende. Det gør vi, når vi beder det fadervor, han selv har lagt i vores mund, når vi døber vores børn og her bekender den kristne tro, Jesus selv har lært og vist os og overleveret til os gennem apostlene og de bibelske skrifter. Og ikke mindst når vi, som der en dag som i dag er særlig grund til at fæstne os ved, mødes omkring hans bord. Her spiser vi det brød og den vin, som vi hører, er Jesu eget kød og blod, til minde om, at han gav sig selv for os. Det er Guds sande gave, det måltid, der er ham selv, og hvorved han forlades os vore synder, og derved styrker og opretholder os, som det hedder, til en sand tro til det evige liv. Det giver os fred til at leve frimodigt som fuglen og at lade vores liv være fyldt med virksomhed og velstand til vores næste gavn.

Og for det skylder vi ham tak, og den tak er det, der finder udtryk i vores salmesang og lovprisning, sådan som det altid har været her i kirkens gamle hus. Men ligesom man ikke skal elske selve gaven, men skal elske den, der giver gaven, sådan er det også med Guds gaver. Det er sjældent tilfældet med os arme mennesker, når vi f.eks. glemmer, at vi er vores forældre kærlighed og bestandig tak skyldig, således glemmer vi også at takke og elske Gud vor himmelske Fader. Og derfor er det, vi beder om, at Gud må oplukke vores hjerter, så vi kan elske ham, der gav os livet. At vi trods al synd og skyld er i stand der til, ja, det er det, der kaldes Helligåndens gerning, og det er den, vi kommer i kirken for at erfare gyldigheden af.

Så langt så godt. Mere behøvede vi ikke at sige, men kunne lade gudstjenesten tale sit eget sprog søndag efter søndag; høre Guds ord og læse fra Biblen.

Men når nu vi er samlet her for at fejre høsten og markere årstiden, så kunne man jo stille sig det simple spørgsmål: Hvad kan vi lære af naturens gang? Og dertil er der kun en, vi med sikkerhed kan svare: At vi engang skal dø. Så enkelt er det. Det kan vi jo godt glemme i både fest og hverdag, når vi mærker livsfryden krible i os, når vi ser på et lille barn, og når vi gennem alskens mirakelkure og tryllemidler forsøger at holde os i live og fit for fight. Alt sammen fint nok, men bevidstheden om døden kan og skal vi ikke undslippe. For kun den, der ved, at livet får ende, kan bevare og opretholde et sundt og virkeligt forhold til jordens og livets sager. Men som sagt: Det er bare at slå øjnene op og se, hvordan både skoven og menneskelivet falmer trindt om land, år efter år.

Men hvis det var alt, hvad der var at sige, ja så var kristendommen jo overflødig, kirkens mange ord tomme og hule, al vor prædiken var blot tant og fjas. Men sådan er det ikke. Med Jesus ved vi, at døden er den sidste fjende, der skal overvindes. Og det er det, dagens tekster handler om, hvordan Gud kan rive os ud af naturens, altså dødens, garn.

Vi hører hos Paulus, at døden er kommet med det ene menneske Adam, hvis stolte sønner vi i sandhed alle er, når vi glemmer at leve livet i tak og skyldighed, i kærlighed til vor Gud og næste. Når vi, lige meget hvor gode og fromme vi lever vores liv, bliver skyldige i at hævde vores eget og kun tænke på os selv. Når vi spiser af frugten til kendskab om godt og ondt, og tror, at vi ved, hvad der tjener os bedst. Det er det, kristendommen kalder synd, og som vi, når vi lytter til Guds ord, indser, at vi alle er indesluttet under opfyldt af op til over begge ører. Derfor fortjener vi i bund og grund at dø, og det gør vi så. Så kan naturen og livet atter gå sin gang. Og det hele kan så gentage sig igen, år efter år, slægt efter slægt.

Men Guds ord, som bliver hos og, tør vi håbe, aldrig glipper, det taler om opstandelsen fra de døde. For Gud, der elsker sin skabning, han blev menneske og gav sig selv på korset og pådrog sig alle vores syndere. Men fordi Guds søn som det eneste menneske var immer kærlighed og elskede sin himmelske fader, så overvandt han også herved dødens magt. Og med ham er derfor døden også overvundet for os. Det er det, beretningen om Lazarus’ opvækkelse fra de døde skal tjene som et forbillede på.

Fra sin ophøjede plads ved Gud Faders højre hånd kalder Jesus Kristus nemlig på os, idet han råber til os: ”Kom herud”; i lyset og det sande evige liv, ud til hans åndelige rige, hvor mørket og dødens skygge ikke er den sidste horisont for vores liv, men hvor derimod kærligheden og ordet om syndernes forladelse giver os mod til at leve et menneskeliv i tak og skyldighed, i kærlighed til næsten.

Og engang, når Gud er blevet alt i alle, så vil de dødes opstandelse også blive virkelighed for os; det er det sidste ord, der er at sige. Da vil Jesus anråbe alle de naturens og mørkets magter, der holder os bundne – de levende til synden og de døde til graven – og han vil sige til dem ”Løs menneskene, og lad dem gå”. Og med det løfte, som er evangeliet i dagens tekst, holder Gud os fast med sin højre hånd, indtil vi en dag skal gå ind til de himmelske hærskarer og lovsynge Gud sammen med englene. Indtil da er der kun det ene at gøre at være vor jordiske tilværelse tro, at fylde vores dag med et hæderligt virke til gavn og glæde for næsten, i tro og tak og skyldighed at elske og tjene hverandre, og derigennem vor Gud. Til hjælp herfor, og til trøst og styrke, både når det glipper og når det går, har Jesus stiftet sit åndelige rige på jorden, denne kirkens vang, som vi har arvet af henfarne slægter, og hvor bordet altid er dækket med det livets brød, som er Jesus Kristus, Guds Ord.

Salmer
730
21
542

728
727
729


Kristoffer Garne har tidligere skrevet om Skannerup Kirke i sidste års påskeskrivelse Den dybe sammenhæng.

Måge-Evangeliet – en Påske-Prædiken

Af Jørn Hærknas
For nogle måneder siden blev et par pavelige fredsduer angrebet korporligt under en opsendelse fra Il Papas vindue i Rom. De skulle sendes til undsætning for de lidende under de blodige bataljer i Kievs gader, der på det tidspunkt var på sit højeste. Jeg aner intet om de dérværende politiske forhold, men det var vist endnu et eksempel på menneskers kærlighed til krudt og kugler. 
Fredsduer skulle der i al fald til. Dog skulle de ikke spille nogen militærstrategisk rolle, for man havde angiveligt hverken brug for luftstøtte eller forsyninger. Ej heller var formålet at fingere en fremmed invasion for at sammenknytte de borgerkrigskæmpende parter under parolen ”min fjendes fjende er min ven”. Man ville egentlig blot lege symbolmagere og slå plat på Vorherres angivelige ”good-will”.

Drop duerne
Men midt i stunden åbenbarede Herren sig for de tilhørende. – Gud ved hvorfra – stormede nemlig en af Himlens fugle (Mt 6,28) ind på verdensscenen og gjorde en ende på duernes himmelridt – disse ”Luftens hvide Rotter” nåede dårligt nok ud over pladsen (og da slet ikke i nærheden af Ikaros’ brændende sol), førend retfærdighedens klør slog ned i dem. Åbenbaringen var en måge. Denne englelignende flyveøgle, i samme familie som den uglesete Albatros, der skønt sit vingefang og sin ”jeg vil skide på din caffe-latte”-attitude (hr. Siig), ikke regnes blandt bedsteborgernes Åndsobjekter.
Thi Mågen har ingen forstået. Den regnes blandt lovbrydere (Mk 15,28), og går for at være uren blandt mennesker. Men uden at blinke med sit klartskuende øje slagtede den denne januardag på Peterspladsen i Rom al menneskets selvretfærdighed og friske fromladenhed – ja, den æder fredsduer til middag. Fordi den kan.
Den venter blot på, at du skal åbne vinduerne og dørene til dit fejede og prydede hjem (Lk 11,24-26), så den kan sluge, hvad end du kaster ud derfra. I dette tilfælde kastede man inkarneret hykleri ud, som man håbede ville stige til himmels som en blå ballon, Gud ved hvorfor. Det gjorde den ikke, for ingen fattede, at Herren allerede er kommen til vor golde jord, beredt til at slagte al farisæisme.
For Mågen er Kristus. Og denne dag ville Han sige til os: Drop duerne, Ukraine har ikke deres brug (Mk 2,17), men giv dem enten afklaring eller artilleri. Det er mit bud til jer.

Jeg kender ikke den måge
Det er en gammelkendt sandhed, at verden ikke kender Kristus, men bestandigt gør sig afgudsbilleder ud fra sin egen forfængelige spejling. Disse Antikrists yngel kryber som maddiker ind i hver en muggen krog af menneskets sjæl og æder dit anknytningspunkt, ætser din Gudsgnist indtil Kristus atter må tage sagen i egen hånd og vise mennesket, hvor dyb kløften er mellem Gud og mennesker. Jo flere duer, der stiger mod himlen med farisæiske glædessukke under sine vinger, jo dybere synker du, menneske, i det pløre der hedder verdensdommen. Da slutter Kristi næb sig fast om din strube og slipper ikke førend, du med vold og magt er slæbt inden for Herrens borgeled.

Over havet
Hvad kan du se i horisonten? Kristus-Mågen skriger på dig. Og lader du ikke Kristi langskib bære dig mod slottet i Vesterled (DDS 775), men vil selv fabrikere Paradiskareter og ballonbåde, da kommer dødsskriget fra Kristus-Mågen, og han griber om dit maddikeramte kød for med sit krogede næb at slæbe dig til livets kyst. Som det skete hiin januardag i Antikristens lande, vil han æde dine fredsduer og klatte på dine foldede hænder. Hvis din nabo trænger hjælp, da giv ham i stedet for hvidvingede rotter et æsel og en skilling – måske endog en kanon – til slaget og vejen (Lk 10,33-37). 
Lysets engel går som bekendt med glans gennem himmelporte. Og Kristus-Mågen stormer bestandigt dine blødsødne barrikader. Dens kløer er nagler, dens tænder er isop-stængler, dens vingefang er en tordenvind og dens gab er en skraldesæk, klar til at sluge al din rådne retfærdighed og dit kvaksalveriske plattenslageri på Vorherres evangelium.
Let omskrevet kan vi lade salmen Påskemorgen slukker sorgen (DDS 230) sige det jævnt og kort:

Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb
Den os vil hive og ej opgive
Og ej opgive at ha’ på slæb
Påske-Mågen stormer lågen
Stormer lågen med hvæsset næb

Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny
Flyve og gribe, knuse og knibe
Knuse og knibe dit rådne kød
Mågehære budskab bære
Budskab bære til slagtning ny

Glædelig påske!


Mågen har før optrådet her på bloggen. Læs mere her

Magtens klæder og den opvartende tjener

Prædiken af stud.theol. Adam Garff til første søndag i fasten holdt i Den Danske Kirke i London.

Luk 22,24-32

Må du gå ud og slå din bror ihjel? Bør du gå ud og slå din bror ihjel? Kan du gå ud og slå din bror ihjel?

Går man ud og stiller et menneske disse spørgsmål, vil langt størstedelen af de adspurgte stille sig hovedrystende op og svare: nej. ”Naturligvis da ikke” vil det formentlig lyde. I denne civiliserede del af verden, er det med den største selvfølgelighed, at man svarer sådan. Det er en del af opdragelsen, en del af kulturen – det ligger i tiden. Tankegangen bliver da: Man må ikke. Man bør ikke – men – man kan godt. Man kan godt gøre det, man hverken må eller bør gøre. Man kan godt gøre frygtelige ting. Og lige netop denne farlige og alt for menneskelige evne til at gøre ondt kendetegner en blandt flere af de ellers mange gode egenskaber, som er i menneskets magt. Vi magter det gode – men bliver afmægtige og handler ondt.

Retter man i disse dage blikket imod Ukraine, mødes man med forundring og sorg. Ordlyden i mediernes beskrivelse af begivenhederne i Kiev og på Krim-halvøen præges af udtryk som: Luftbaser, omringelse, stående styrker, barrikader, kampklædt og man kunne blive ved. Den franske fotograf Eric Bouvet har besøgt landet og her har han så, be- – eller skulle man sige afvæbnet – med sit kamera og med sin hjelm, afbilledet de voldsomme handlinger, der udspiller sig i Ukraines hovedsted Kiev.

Det gamle mundheld om, at et billede siger mere en tusinde ord, synes ikke at slå til, når man ser Eric Bouvets billeder. Tværtimod udebliver de mange beskrivende ord. Man nærmest mangler ord, når man ser på billederne. Utrolige fotografier vidner om en politisk og menneskelig undtagelsestilstand, smurt ind i tyk sort, røg og blod og bannere.

Den første tanke, der ramte mig, var: Er den slags overhovedet muligt i 2014? I vores humanistiske og konventionelle aftale-kultur? I en virkelighed, hvor alt kan klares med et opslag på iPhonen, et venligt undskyldende nik eller et med par timers overarbejde? Der foregår stadig uhyrligheder i år 2014.

150 år efter kampene ved Dybbøl Mølle, 100 år efter 1. Verdenskrigs udbrud. Og disse grusomme kampscener foregår mindre end 2000 km. fra denne prædikestol. Med andre ord peger denne situation altså på, at noget er ved at gå gruelig galt. Ondskaben har fået frit løb. Og når historier om ondskab får spalteplads, er det på sin plads at kaste et blik på begrebet magt.

I dagens tekst konfronteres vi med spørgsmålet om magt. Apostlene strides om, hvem der er hvem og ikke mindst om, hvem der skal være hvem. Hvem skal være den største og iføre sig magtens klæder og sætte sig for bordenden? Og hvem skal indtage rollen som den opvartende tjener? Det er et centralt spørgsmål, som vi bliver konfronteret med hver eneste dag. Spørgsmålet om hvordan man skal håndtere virkelighedens mange facetter og valg. Og ikke mindst spørgsmålet om at indtage den rigtige plads.

Der findes et hav af selvhjælpskurser, mindfullness-forløb og et utal af både pseudo- og metapsykologiske løsninger for at få styr på livet. Men ser man nærmere på mekanismerne og motiverne i disse ting, fornemmes et klart gennemtrængende tema at melde sig i kulissen: Hvordan?

Hvordan klarer jeg det her, hvordan gør jeg det bedst, hvordan undgår jeg at skuffe eller ødelægge, nedgøre eller ligefrem at dræbe. Det er et væsentligt spørgsmål for mennesket og i kristendommen: Hvordan?

I denne fastetid melder sig ikke kun den eksistentielle kløe og markeringen af optakten til Jesu lidelseshistorie. Fasten er også en tid til refleksion og selvransagelse. Til at se sig selv i øjnene og forsøge at erkende etapevis og bringe sig i balance med sig selv – og med sin tro. Til at blive konfronteret med de skyggesider, som vi alle kaster af os, og til at blive mindet om vores utilstrækkelighed. Fasten gør os opmærksomme på vores fejl og mangler.

For at imødegå og bearbejde denne konfronterende sandhed og forholde os til den dystre, og til tider smertefulde, virkelighed, må vi rette blikket henimod et sted, der bringer lys og håb og lover soning, fred og forløsning.

I troen findes potentialet. Det menneskelige potentiale til at handle godt i stedet for at handle ondt. Evangeliet kan trøste og tilbyde et rungende ’sådan’ til det altgennemtrængende ‘hvordan?’ – fordi Jesus viser os sandheden om os selv og tilbyder en vej ud af vores ondskab og fejlagtighed.

De forfærdeligheder, som vi i øjeblikket er vidne til, når vi tænder for BBC, CNN eller andre medier, vidner om en verden i smerte. En verden hvor troen svigter og hvor magten ikke bliver korrekt håndteret. Hvor vores fejlagtighed og ondskab får frit løb. En mørk, gammeltestamentlig verden hvor Kain dræber Abel – hvor broder ikke styrker broder, men hvor broder bemægtiger sig det enkle, porøse potentiale fra den anden broder. Han sætter sig for bordenden med et bump og tager ikke en tjeners skikkelse. Det er en verden hvor alt handler om kunne. Om magtudøvelsen. Hvor den enkelte glemmer, at man også kan handle ud fra, om man må eller bør gøre noget.

Jesus siger: ”Simon Simon, Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte, og når du engang vender om, så styrk dine brødre”.

Jesus har givet navnet Peter til Simon. Peter betyder klippe. Han taler om, hvordan magten skal håndteres – altså hvordan disciplene skal indsættes som Jesu efterfølgere, hvordan de skal gå hen og blive ambassadører for Gudsriget, når Jesus er borte. Peter skal forkynde Jesu ord, han skal være pligtopfyldende og påtage sig de opgaver, der er forbundet med udøvelsen af magten. Hvordan man styrker sin brødre. Altså bliver det en håndtering af hvordan’et. Et svar på hvordan’et tager da form som et sådan.

Nu lyder det jo meget lige til. At Jesus sådan har svaret på hvordan. At hvis blot de ældste kan være som de yngste, og hvis blot lederne kan tage skikkelse som tjenere, så kommer man problemerne til livs. Men det er ikke, som tilstedeværelsen af de menneskelige stridigheder og politiske magtkampe indikerer, sådan lige til.

Vi er altså overladt til troen og til tjenesten. Til at stole på Jesus og evangeliets ord som det, der kan styrke og bevare os i vores tro. Som det der kan hjælpe os igennem.

Så, skal vi håndtere magten – og komme overens med menneskelivets hvordan – da bliver opgaven at styrke vores brødre og glemme vores plads ved bordet.

Oprejst i dette ord


Valgmenighedspræst Maria Louise Odgaard Møller har sendt os sin prædiken fra sommermødet. Holdt torsdag d. 1. august 2013 i Ullerød Kirke. 

Salmer: 2 – 387 // 321 – 192 v7 – 785
Tekster: 1.Mos. 1,1-5; Johs. 1,1-14
For nogle år siden spurgte et forlag en række forfattere om, hvad deres livord er. Og det kom der en fin essaysamling ud af, der hedder Livord – danske forfatteres yndlingsord. Liv-ord. Et godt ord, synes jeg. Ord, der virker liv. Eller indkredser liv, måske. Eller ord, der betyder noget helt særligt for det menneske, der har valgt det – og gennem ordet kan man så blive lidt klogere på det menneske.
Det er vidt forskelligt, hvad de adspurgte forfattere vælger som deres livord. Lige fra ”fager”, ”lys” og ”blå” til ”kommenskringle”, ”jazz”, ”tillid” og ”miskundhed”.

Klaus Rifbjergs livord er “solsort” – et meget dansk udtryk for den lille drosselfugl. Tænk bare på det engelske blackbird, som slet ikke udtrykker det samme. For der er noget paradoksalt i at sammensætte sol og sort. Rifbjerg har skrevet i et af sine digte om, hvordan fuglen, som han elsker, sanses med både syn og hørelse og lugt på én gang:

“En buet lyd af syn/ af dufte farvet mol imellem skyer.”

Ifølge Rifbjerg behøver man kun at sige ordet solsort, så fløjter det – også selvom nogen påstår, at de aldrig har anet, hvordan en solsort synger eller ser ud. Jeg synes, det er et fantastisk eksempel på, hvad vores sprog og ord kan! Sproget som det på en gang både vide og prægnante. Sproget og ordene, der ikke blot benævner eller beskriver verden, men tilfører verden noget. Udvider den. Giver den liv, dybde, smag og duft. Livord, der folder verden ud.

En af dem, der har haft allerflest ord i sig, er Grundtvig. Han havde en evne og en tendens til at skabe nye ord ved hjælp af bindestreger. Det var som om han ikke med de ord, sproget i forvejen havde stillet til rådighed, kunne få udtrykt alt det, han havde på hjerte. Han måtte ud af sproget danne nye ord for at kunne fortælle om menneskelivet, der er underligt og om det forunderlige væsen, mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd er. Eksempler på hans bindestregsord er: Kærligheds-ætten, Juli-helte, vemods-sang og stråle-arme. Samt naturligvis næsten alt, hvad der kan sættes ”folke-” foran.
Og vi kan spørge os selv, hvad Grundtvigs livord mon var. Jeg tror, at et godt bud er, at han havde selve begrebet ”livord” som sit livord. Han kaldte det bare noget andet – han kaldte det ”det levende ord”.
Nu findes der ikke nogen konkret definition på, hvad der helt præcist skal forstås ved ”det levende ord”, og Grundtvig brugte begrebet i mange sammenhænge.

Men der kan næppe være tvivl om, at Grundtvig med det levende ord forestiller sig, at der i det skabes en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. I fejdebrevet ”Kirkens Gienmæle” bruger han udtrykket synonymt med vendingen ”Ord af Guds Mund”. Hermed menes både Guds skaberord, der lød på skabelsens morgen – og som endnu lyder, når Gud med sin skabermagt skaber gennem tiden; skaber nyt hver dag. Men der menes i særlig grad det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os. Kristus er det levende ord; han er i egentligste forstand Guds livord til os. Det ord skaber liv og lys ud af intet – ja, det skaber tilmed liv der, hvor der før var død. Ord af Guds mund er levende ord, der skaber hvad de nævner.

I bund og grund går vi i kirke for at høre og for at møde Guds levende ord til os. Og i grundtvigsk forstand møder vi det ikke mindst når vi samles om badet og bordet; om dåben og nadveren. For her ikke blot hører vi Guds ord til os, men vi modtager det – vi modtager det ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Og som tillige døde og opstod for vores skyld.
I Kristus og med Kristus får alle vore egne livord en ny betydning, som vi ikke selv kan tilføre dem. Det gælder ord, som troen, håbet og kærligheden – det gælder livet som det, der er stærkere end døden, det gælder ord som velsignelse, fred og frimodighed. Det levende ord fra Gud sørger for, at vi har lov at leve i evigheds-glans, i himmel-klang, i bruset fra kærlighedsvingerne. I Kristus er der sat et himmerigsmærke på os, der gør, at alle vore livord til hinanden bærer en helt bestemt forjættelse i sig: tænk her bare på ord som påskelilje, morgenrøde, glæde, lys og velsignelse.
Det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os giver i egentligste forstand nyt liv til vores liv, nyt lys til vores lys, ny glæde til vores glæde.
Det levende ord kræver en modtager; ja, en ganske særlig modtager: det er rettet mod og til det væsen, der er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og som tillige har ører at høre med – nemlig mennesket. Forudsætningen for at kunne modtage Guds liv-ord er altså Ånden. Derfor er det mennesker, ikke dyr eller bamser, der samles om badet og bordet. Og sådan er det i grundtvigsk forstand, fordi et af kriterierne for det levende ord er, at det skal have afkom – dvs. det skal bevæge noget hos modtageren, det skal sætte i svingninger, i bevægelse – det skal have konsekvenser og bære frugt. Guds store liv-ord til os skal sætte frø i form af alle de livord, vi kan give videre til hinanden. Ord, der virker liv. Ord, der folder verden ud, gør den større. Ord, der fortæller om historien og fællesskabet, om troen og drømmene, om kærligheden og håbet.
Et af tidens største popidoler herhjemme, Rasmus Seebach, synger i et af sine hits: ”Glem alt det, jeg sagde til dig, det var bare ord”. I poppens verden, hvor ”hjem” gerne rimer med ”klokken lidt i fem” finder vi altså en slags lemfældig omgang med ordenes magt og evne: ord skal man ikke tage sig for meget af – det var bare noget, jeg kom til at sige. Mine ord betyder i virkeligheden ikke rigtig noget. 
I den modsatte ende af skalaen – hvad opfattelsen af ordenes magt angår – finder vi Søren Krarup. I foråret – efter Martin Krasniks meget omdiskuterede interview med Lars Hedegaard – talte han om, at Hedegaard her blev udsat for et nyt mordforsøg efter det falske postbuds forgæves forsøg på at slå Hedegaard ihjel. For Krarup er ord altså ikke ”bare” ord, men ord har magt til at slå ihjel. Ord rimer her på mord.
Nu kan der være mange meninger om, hvorvidt Krasnik nu vitterligt også begik karaktermord med sit interview af Hedegaard. Men Krarup har under alle omstændigheder gjort opmærksom på noget essentielt – nemlig at det ikke kun er Guds ord, der skaber hvad de nævner – det kan vores ord også gøre. Ikke i nominalistisk eller i konstruktivistisk forstand. Men på den måde, at vi med vores ord kan få den andens verden til at blomstre og udvide sig. Vi kan sige: Jeg elsker dig. Jeg tilgiver dig. Du betyder meget for mig. Eller vi kan gøre det modsatte: gøre den andens verden lille og mørk ved at sige: Du er en idiot – du er ikke noget værd.
Derfor bærer det levende ord også en fordring i sig. En fordring om, at det skal bruges livgørende – ikke dødbringende. Man kan også sige det sådan, at det levende ord os mennesker imellem betyder at sætte sine ord i livets tjeneste. Vi skal sætte verden og livet imellem os i svingninger. Vi skal udforske og udvide verden ved at bruge sproget. 
Til det formål kan vi hente stor inspiration i poesiens verden. Vi inspireres ikke mindst når vi, gerne med Grundtvig, synger sammen, og gennem sangen bliver mindet om, hvilken forunderlig gave det er, at vi er i live nu blandt andre mennesker og at vi har lov at leve vort liv her på Guds grønne jord. Derfor findes der morgensange, hvor vi synger vor Skabers pris og takker ham for, at han endnu engang lader sin sol stå op over os. Der er sange om tvivl og tro, om modgang og håb, om forpligtelsen over for medmennesket, om glæden ved at være et Guds barn, der altid er omsluttet af hans kærlighed og velsignelse, hvad end, der måtte hænde os. Der er sange og salmer om det forunderlige ved at få lov at være en del af Guds skaberværk og om at være en lille, men vigtig del af den store menneskehistorie. Og der er aftensange, hvor vi takker for dagen og beder Gud om at være os nær i mørket og natten, der venter. 
Ikke mindst i sange og salmer – ja, i poesien finder vi livord til indbyrdes opbyggelse, taknemmelighed og frimodighed. Og de livord har nu for altid vundet sig en særlig kærlighedsklang i lyset af Guds ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Dette Liv-ord over alle liv-ord. Kristus er Guds levende ord, der skaber den forbindelse mellem det himmelske og det jordiske, som vi med vore livord trods alt ikke formår. Med ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os har Gud ikke blot vist os, at han for vores skyld vil skabe liv ud af intet – men tillige liv ud af død. I troen på Kristus slås der bro mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske. Og i Kristus har ord som glæde, lys, morgen, liv og velsignelse fået magt og kraft til at række helt ind i evigheden
Som kun Søren Ulrik Thomsen – som I har haft fornøjelsen af her på sommermødet – kan udtrykke det:
”Dit navn blev sagt mig.
Dit navn som er et alfabet, en ovn,
en regnvåd have så stor,
at mit

kan stå oprejst i dette ord.”

Amen.
 —
 Flere prædikener på bloggen her.

Vi umyndige

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret. Anden tekstrække.
Matt. 11, 25-30. 
På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

I den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf lyder allerede på side 30 ud af bogens 700 sider det, der er bogens anliggende: en forkyndelse af, at på den sidste dag, da vil Gud dømme og tilgive både de gode og de onde, de kloge og de fattige i ånden. Og derefter, når han har dømt dem, så vil han vende sig mod fulderikkerne og horekarlene. Alle dem, der åbenbart begår så grimme synder, at de ikke tæller med i almindelige kategorier om godt og ondt, og så vil Han sige til dem: Kom til mig, også I, fordi I aldrig har ment, at I var værdige til det.
Denne tale hører man i Forbrydelse og straf ikke fra en pæn og velfriseret præst eller fra en ansvarsfuld, russisk patriark. Den er lagt i munden på en forhenværende embedsmand – Marmeladov – der har mistet sit arbejde på grund af druk. Da han forkynder disse ord, er han tilmed uanstændigt fuld i en ulækker ølkælder i Sankt Petersborg, og de penge, han har drukket sig fuld for, skulle være blevet brugt på mad til hans mange børn, der er sultedøden nær. Alligevel er det altså fra en mand som ham, at man hos Dostojevskij skal høre sandheden.
I dag hører vi så i evangelieteksten, hvordan Jesus priser Gud for, at han har skjult noget for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Sådan én er Marmeladov tydeligvis. Umyndig. Men det, vi skal lære af både Marmeladov og af evangeliet til i dag, er, at det ikke kun er drankerne, Marmeladov-typerne, der er umyndige. Kristeligt set er hver og én af os umyndige – over for Gud.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan vi ikke kan lade være at forsøge at bygge stiger op til Himmelen. Fra fortællingen om Babelstårnet til nutidens snak om demokratiet som verdens lys. Det er det, man kalder religiøsitet. Forsøget på at ophøje mennesket selv og dets ritualer til Gud og dermed at gøre det myndigt. I vores dage ser vi det også især i den moderne tro på, at man kan finde Gud ved at kigge ind i sig selv. Ved at finde en indre hvile gennem lykkepiller, urte-te eller yoga.
Det betyder ikke, at lykkepiller, yoga eller urte-te ikke kan være fint og nyttigt her på jord. Når evangeliet til i dag taler om, at noget er skjult for vise og forstandige, betyder det jo naturligvis heller ikke, at man skal undlade at forsøge at blive vis og forstandig i verdslige anliggender. Men det betyder, at i det sekund, man tror, at lykkepiller, yoga eller urte-te kan bringe Gud nærmere, da er man på afveje. Og så er Marmeladovs ølkælder, hvor ingen tror sig værdige til Guds nåde, langt at foretrække.
Som Martin A. Hansen siger det i en desværre ukendt fortolkning af Grundtvigs salme O, kristelighed:
”At blive frelst vil ikke sige at finde det gode igen. Det kan ingen.”
Vi kan ikke selv finde Gud, hverken gennem druk eller gennem yoga, og det er det glædelige budskab: At selvom vi ikke kan finde Gud, så fandt han os. Derfor fortsætter Martin A. Hansen også:
”At blive frelst vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i det øde, hvor alt er tabt, hvor redningen kommer.”
Kristendom er det modsatte af religion. Hvor religion er menneskets forsøg på at bygge sig op til Gud, er kristendom er forkyndelsen af, at der kun går en vej fra Gud til mennesket, og det er Hans vej til os. På den måde ønsker vi alle at være vise og forstandige, men er umyndige, når det gælder vores forhold til Gud. Det gælder Marmeladov i sin ølkælder, og det gælder mig, når jeg står her. Derfor siger Martin A. Hansen også så glædeligt, at frelsen: den finder man ikke. Den kommer.
Denne umyndighed, vi alle har over for Gud, betyder også, at vi ikke selv kan finde hvile her i livet. Men det er jo ikke her, evangeliet til i dag slutter. Det begynder nok med talen om det, Herren kun åbenbarer for de umyndige. Men det slutter med Jesu opfordring om, at vi skal komme til Ham, for at Han skal give os hvile. Over for Gud er vi alle syndere – umyndige –, og vægten af den synd kan vi ikke bære på vores egne skuldre. Men hvad skal denne hvile, man kan få ved at komme til Kristus, så betyde?
Det betyder bestemt ikke, at man kan finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, blot fordi man er kristen. Jeg kan ikke gennem troen få at vide, om jeg skal gå i krig for mit fædreland eller ej. Jeg kan heller ikke få at vide, hvordan jeg skal leve med de sorger, der vil ramme mig gennem livet.
Samtidig betyder det ikke, at der ikke længere vil være byrder at bære. Det løste ikke Dostojevskijs problemer, at han fandt sin tro i et sibirisk fængsel blandt mordere og røvere, for han tog hjem derfra og blev ludoman. På samme måde for alle andre: At vende sig mod Kristus betyder ikke, at livet bliver let at leve.
Til gengæld betyder det, at ægte hvile alene er i Kristus: At der er skænket os nøjagtigt det, vi ikke kan skænke os selv: Befrielse fra vores synder, hvis vi tror. Derfor vil vi gå på hans stier, som profeten Mika lige har sagt det. For at både Marmeladov og vi kan finde den ultimative trøst i, at det, vi ikke kan, på korset er gjort for vores skyld.
Amen.

Rødding Frimenighed  d. 25. november.