Vedkend dig det hele. Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger

Vi bringer hermed en prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger af Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Stenstrup og Lunde sogne. Prædikenen er holdt i forbindelse med TeologImødet på Liselund og siden i omarbejdet form bragt som kronik i Kristeligt Dagblad.

Læsninger

Es 2,2-5, Kol 1,25d-28, Joh 12,23-33

Salmer
403 Denne er dagen
308 Helligånd vor sorg du slukke
16 O Gud! Hvor er du mer end skøn (mel. Af højheden oprunden er)

561 Jeg kender et land
59 Jesus os til trøst og gavn
Nadver: 66 Lyslevende fra himmerig

Håret er grånet. Næsten hvidt. For tiden har tand. Huden er let krøllet. Et menneske under forandring og forgængelighed – under afvikling. En seng i et hvidt rum. Fliser på gulv og vægge. Døren i klædeskabet åbnes – kvinden med et mørkt hår og hvid hud titter ud. Overdynen er rosa. Iklædt en hvid skjorte, natskjorte, ligskjorte. Manchetterne er knappet op. Hvidt klæde for øjnene. Knapper syet på øjenhullerne. Udsynet hindret.

Kig op her, er jeg i himlen
Jeg har ar, der ikke kan ses
Jeg har drama, der ikke kan stjæles
Alle kender mig nu

Det lyder stadig som ham. Han holder hele åndedrættet tilbage. Afskedshilsen til sine fans – musikvideoen Lazarus. Bowie rækker armene ud efter noget, men kan tilsyneladende ikke nå det. En kamp mod døden. Hende, der ligger under sengen – kravlede ud af skabet. Skeletterne i skabet. Mørket under sengen. Alt det, vi er bange for, bor under sengen. Det ved hvert et barn. Monstre og dæmoner – genfærdene fra i går. Kvindeskoen på gulvet. Ungdommens drømme og nattens trolddom. Han har det hele med sig i sit dødsleje – i sit kammer. Han vedkender sig det hele – for alle kender ham nu. Han har vedkender sig det hele: arene, der ikke kan ses; det hele liv under afvikling – at elske, leve, miste sit liv. Leve som en konge. Bruge pengene op. Kigge efter din røv. Ja, alt det, der hører livets drama til – kan ikke stjæles. Af dramaet træder han ud og lige ind i døden. Forskelligt farvede øjne og fotogene skønhed. Han klædte sig om og klædte sig ud. Tusindkunstneren Bowie, funklende farvende identiteter som hamme. Det gjorde han – det gør vi, mere eller mindre funklende eller farveløst hele livet. Forandrer og forvandler os. Sommerfuglens forvandling fra kålorm til vinget væsen. Nedbrydning – ombygning af celler. Sådan er halvgudelivet i dødningedal. Når du ligger i din kastede grav. Når du er ben – først da kommer den egentlige forandring. Når alt timeligt er tabt.

Afvikle hernede undervejs. Men afdrages kan døden ikke – nej, livet er et opbrud i sig selv. ”For den, der elsker sit liv, skal miste det. Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv,” som vi hører i evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger. At elske sit liv er at hænge sig i sit liv for at sikre sig selv mod at miste det – vi er faldne og forfaldne til at ville styre de vigtigste ting i livet på plads selv. Leve et liv ført af os selv. Og afdrage undervejs. På sommerhuset i banken, på den dårlige samvittighed – men også afdrage på døden. Stille tilværelsen op, som om det er et afdrag på døden, selv om det er et bedrag. Afdrage på døden – gør vi i allerbogstaveligste forstand. At elske sit liv af frygt for at miste det – er at leve i periferien af sit liv. At leve med verdens timelige blik på dit liv – ikke evighedens oversyn. At afdrage på døden er at leve, som om den sidste time er noget, der kommer for enden af vores liv. Enten at leve så stærkt, at vi så at sige kan tåle at dø unge – at leve, så vi kan tåle at miste livet. Eller at leve påholdende med sit liv – være fedtede med livet for ikke at miste det. Være fedtede med kærligheden af frygt for at miste den – eller krampagtigt holde den fast, mens den glider ud mellem fingrene- af frygt for at miste, fordi man elsker så meget. Han skal miste den.

At leve, så der ikke var for mange udrevne sider i dagbogen; at leve, så vi kan bære, at der er kommet en rynke mere i badeværelsesspejlbilledet, end der var i går. Leve sådan, at ingen skriver i vores nekrolog, at vi brugte alle pengene i New York, leve som en konge – levede med en livsalig lidenskab. Men hvad skal det hjælpe os, når vi ligger med hvid forbinding for øjnene, med dødens hånd på madrassen – når vi ligger forvandlede i den kastede grav. Når vi er blevet til ben. Så skal det nok hjælpe at have set det, vi ville, at have nået dét, vi ville – eller at have levet et liv, hvor vi har forsøgt at leve så godt som muligt – så syndfrit som muligt. At elske sit liv af frygt for at miste det i verdens øjne. En klog præst sagde engang til mig: Der er de to muligheder i vores liv: “vi kan sætte os ned og tænke over, hvad det dog er, vi skal… og aldrig komme ud af stedet, eller vi kan vælge og så se, hvad der kommer ud af det. Vælg livet. Så kan vi altid tale om og tænke over, hvad der kom ud af det. Sandsynligvis et liv, som har barmhjertighed og tilgivelse behov.” Ja, i stedet for at sidde af selvoptagethed, optagethed af livet, men ikke livet selv – ikke af kærlighed og mod, men af forfængelighed tænke os til at slippe igennem livet på hæderligste vis, uden at såre eller fornærme, vil efterlade det pæneste spor efter os. Den indstilling til livet afføder en fornærmethed på tilværelsen, fordi mennesket bilder sig ind at kunne leve syndfrit – en måde at leve livet på, der i ethvert møde med næsten kommer til kort. ”Den, der ved, han har gjort en god gerning, den er ikke god,” skriver Luther. Ja, du har gjort så meget godt. Men var det ikke troens gerning – var det ikke din medmenneskelighed, der lå i det – var det alene et ønske om at afdrage på døden. Gøre sig klar til at dø. Først betaler man renter – så betaler man hovedstolen, når ens helbred tager af. Når håret gråner, døden ligger under sengen, og skeletterne rasler i skabet. En bekvem måde at leve på for at ikke at være i Guds hånd, men selv have styr på det.

Men det er ikke kun, hvad vi vil med livet, men også, hvad livet vil med os. Et brud, når vi kommer ind i verden – fødes ind i livet – et brud, når vi bliver taget ud af det igen. Og dérindimellem lever man så i kaos og forvirring. Af frygt for kaos forsøger vi at gøre noget ved livet. Indordne os under strukturer – i vores dødelige dagligdag – men det at ordne er gerne ligeså kaotisk som det kaos, vi frygter. Det er det kaos, Bowie viser os. Et værelse, hvor døden og dæmonien har rum – men håbet har en sprække. This chaos is killing me, sang Bowie for år tilbage– mens stemmen og kroppen signalerede kontrol. Men det var ikke det, han døde af. I dødskammeret – i en scene ser man ham danse, fejre og hylde livet selv på grænsen til døden – tærsklen til evigheden.

Nej, det er ikke kaos, vi dør af – det navigerer vi i bedste fald i livet igennem. Livet – der ikke er begyndelse og ende på, hvis ikke Gud var alfa og omega. Omega ved enden, men også nu. Derfor lyder evangeliet, at den, som mister sit liv, skal vinde det. Vinde det i troen – der er ikke andre muligheder for at få det igen. ”Kig op her, mand, jeg er i fare /Jeg har intet tilbage at miste”. Intet har han tilbage at miste, fordi et menneske kun kan leve sit liv ved at sætte det til. Frasige os selv magten og æren. Forlade alt. For vi kan ikke leve et liv i styrke, med mod og kærlighed – med lidenskab – uden at give livet fra os. Give det fra os på en måde, hvor vi ikke kan give os selv tilbage igen. Forargelsen skal holdes ved lige – den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Ja, få livet igen af Guds hånd – det samme gamle menneskeliv. For vi lever et liv, hvor vi hele tiden har brug for at få det igen. Afvikles undervejs – give afkald på livet, – et liv, der ikke er helt fint i kanten, men et brugt liv.

Et liv, hvor evangeliet ikke lader os være i fred, fordi Gud følger og forfølger os med sin kærlighed – med sin menneskesøn. Han var et menneske, der elskede, men tålte at skulle miste sit liv. At miste livet var selve hans vej – hans gerning. Hans opgave i denne verden var ikke at holde sig i live, men at dø for vores livs skyld. Derfor beder vi til, tror og håber på, at vi i Kristus må miste frygten for at miste. Som Søren Kierkegaard skriver, kan “kun det timelige tabes timeligt. På den anden side. Kan det evige vindes evigt.” I Hans rige, hvor man død byder trods/ det kommer til os. Det evige liv.

Kommer til os, når vi ligger dér i sengen. Rækker ud efter livet på grænsen til døden. Alle kender os der, for huden er skrællet af. Med skabet fuld af skeletter og samvittigheden fra i går. Med døden lurende under sengen og under skrivepulten, som Bowie i musikvideoen står bøjet over. Kan ikke finde de rigtige ord. Utålmodig. Med et lyser hans ansigt op. Med en rynke i panden skriver han febrilsk – med rasende fart pennen over papiret. Han har døden i hælene. Han tænker sig selv som ben – men har endnu så meget at sige. At bidrage. At afvikle. At skabe. Men tiden er løbet ud. Det, Bowie fortæller os i lyset af evangeliet, er, at vi skal blive ved med at skabe, elske, miste, danse og bruge alle pengene – vise hengivenhed overfor livet og troskab mod Skaberen. Det er en dødssynd at kede sig. Vedkend dig det hele. Al den synd, der hører livets drama til. Modtag Guds tilgivelse for den – hans fred med dit liv under afvikling. Så vi kan leve videre med alle de ar, der ikke kan ses. Træde lige ud af dramaet og ind i døden. Afdrag ikke, men gå ud af livet med fuld gæld og fuld musik.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke, for os, som her og nu er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.

Vi beder dig for vort land og vort folk. Tak for vort fædreland, hvor så meget godt er beredt os. Bevar Danmark frit og bevar dets fred. Vær med vor dronning og hele det kongelige hus, med regering og folketing, med alle, som skal råde og styre, også her hvor vi bor.

Vi beder dig for hele den lidende verden og for os med den, at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er vor Gud, og at vi er hinandens skyldnere. Herre, lær os at kende vor fælles skæbne og vort fælles håb til din barmhjertighed.

Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Giv den hjerteløse din barmhjertig, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid.

Vi beder dig for alle vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og holder os ud. Tak for dem, der hører med i vort liv, levende som døde.

Følg du os på alle vore veje, drag os stedse tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du for os – sammen med vore døde – nu og i al evighed vor fred og vort håb. Amen.

Tjeklisteteologi

Folkekirkens bekendelsesgrundlag er for tiden til ivrig debat. Hvad kan man sige om kristendommen – og hvad ikke? Kirkehistoriker og dr.theol. Carsten Breengaard forsøger i sin seneste bog, Gud i klemme, at finde kristendommens kerne. Men lader det sig gøre? Københavnerkredsens egen stud.theol. Søren Frank Jensen anmelder bogen her.

I sin nye bog Gud i klemme har Carsten Breengaard meget, han skal nå. Bogen er kort, men i løbet af dens 165 små sider vil Breengaard “værne kristendommens røde tråd”, vise, hvordan “kristendommen tænker” og ikke mindst forsvare en almægtig og skabende Gud over for “tendenser i den danske debat.” Læs resten

Foredrag efterår 2015 i Aarhuskredsen

Det er en fornøjelse at præsentere efterårets foredragsprogram i Aarhuskredsen.

Hvor intet andet er angivet, foregår foredragene kl. 19.30.

10. september kl. 19:00: Hjemme i Europa. Oplæsning og samtale
v. Jens Christian Grøndahl, forfatter
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

24. september: Europæisk identitet
v. Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie ved Copenhagen Business School
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

1. oktober: Grundtvigs Luther
v. Anders Holm, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

5. november: Tysk samtidslitteratur: tendenser og udviklinger efter 1989
v. Moritz Schramm, lektor i tysk ved Syddansk Universitet
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

26. november: Hjertet slår og slår – om udkantens opståen og fremtid
v. Jens Smærup Sørensen, forfatter
Mogens Zielerstuen, Studenterhus Aarhus

3. december: Kunst og kristendom
v. Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

Don Quijote – et julens dysangelium

Vi bringer herunder, hvad stud.theol. Isak Krab Koed skriver i Studenterkredsens julesærnummer om det indbildte ridderskabs Methusalem, vindmølleforuretteren Don Quijote. Trænger De mere? Tegn abonnement på tidsskriftet i hele 2015 for kun 100 kr.

SærnummerDet hedder hos Luther, at det syndige menneske lever incurvatus in se, det vil sige vendt mod eller ligefrem indkroget i sig selv. Det selvudviklende og innovative menneske vil prompte reagere med en misundelsesværdig hittepåsomhed, thi hvad én gang er blevet bøjet, må vel atter kunne bringes tilbage i dets oprindelige og bogstavelig talt rettere form, såfremt man idelig bestræber sig møjsommeligt derpå – og dette innovationsmenneske kan følgelig undres derover, om vi overhovedet har brug for Gud. En smule krumhed? Det må da kunne fikses med gode strækøvelser!

Efterdi vi er letfordærvelige overfor det indre innovationsmenneskes tillokkelse, kan den frelser, vi fromt og kønt burde vente os, let foranledige et ubehag. Hvad bilder han sig egentlig ind, som vovede at efterlade os magtesløse med kun håbet om sin nåde at klamre sig til? Kanske vi har brug for mere end evangelium, det glædelige budskab, vi ikke tør sætte vor lid til – et dysangelium, et forfærdeligt budskab, der til skræk og advarsel udgrunder, hvorledes det må gå dén, som ikke besinder sig på det glædelige?

Miguel de Cervantes’ Don Quijote er netop et sådant. I den imposante ridderroman bor lavadelsmanden Alonso Quijano med sine tjenestefolk og en niece. Det lyder som en gemytlig familiekrønike, men er det ikke. Adelsmanden er nemlig ikke tilfreds med at røgte de talenter, Skaberen har betroet ham. Derfor kroger han sig ind i sit bibliotek af ridderromaner, forsømmer arbejdet på ejendommen og lader lekturen rodfæstes ”i den grad i [sin] fantasi, at der til sidst ikke fandtes noget virkeligere for ham” end at blive vandrende ridder.

Dette hverv er betydeligere end den daglige bestilling som godsforvalter. Som ridder kan han ”rette op på alskens uret,” hvad der vil skaffe ham ”evig hæder og berømmelse,” når de ”prægtige gerninger blive bragt for en dag, værdige at graveres i bronze.” Man kan ynkes over den sindssyge og ærgre sig over, at der ikke – som i dagens Danmark – fandtes tvangsindlæggelse med elektrochok og litium ad libitum. Galskaben er imidlertid et bevidst mummespil, en tilvalgsgrille, som ikke skyldes svundne åndsevner, men vidner om anselig åndrighed udi forstillelsens kunst. Medens han planlægger sin udflugt, forsøger han ”efter bedste evne at efterligne” romanerne. Han tager navnet don Quijote a la Mancha efter hjembyen og finder en plump bondetøs at besynge som ærbar skønjomfru og dedikere sine velgerninger. Alt er det skuespil, for han erkender sit eget og Dulcinea af Tobosos egentlige væsen. ”Jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, at jeg ikke alene kan være dem, jeg har sagt, men alle Frankrigs tolv jævninge,” proklamerer han og præsenterer sig som ”genopretteren af al uret i verden.”

Idet han påstår at kende opskriften på den mægtige Fierabraseliksir, med hvilken man ”hverken [behøver] frygte døden eller være bange for at omkomme af sine sår,” bliver sagen klar: Don Quijote er et sandt innovationsmenneske, som ganske enkelt mangler syndserkendelse – thi hvad andet er synd end dette ved egen kraft at ville udvirke det gode og overflødiggøre Skaberen? Han vil ikke være jorden tro i det liv, han gratis har annammet, men være stor i sit eget billede i stedet for skabning i Guds. Som en vildfaren østerlandsk vismand fornægter han Betlehemsstjernen og opfinder sin egen: ”Oh, Dulcinea af Toboso, lyset i mit mørke, saligheden i min pine, ledestjernen på min vandring, målet i min skæbne!”

I den nye og nådesløse tilværelse gør Quijote ridderskabets love og ceremonier, som han har forlæst sig på, til sin lydigheds genstand i det dobbelte kærlighedsbuds sted. De er ukendte for væbneren Sancho Panza, hvorfor han uimodsagt kan slå fast, at ”alt, hvad jeg har gjort, gør eller kommer til at gøre, er helt korrekt og i overensstemmelse med ridderskabets love” – og de stiller betingelser i modsætning til nåden, der fuldstændig betingelsesløst rykker os ud af angsten og døden. En forargelig provokation for dem, der vil vide sig sikre og have sit på det tørre.

De følgende tildragelser, som ridderen selv konsekvent kalder ”eventyr,” er en dysangelisk anskueliggørelse af innovationsmenneskets skæbne. Det går ud over én selv, når man bliver slået til plukfisk ved sine sammenstød med virkeligheden – men værst går det ud over næsten, en sagesløs statist i den nådesløses forskruethed. Som da Quijote tager en fremmed skarnsknægt i forsvar, der får endnu flere prygl end først tilsigtet, eftersom genopretteren Quijote i fuld galop må videre. Eller som da han tvinger nogle fangevogtere til at løslade kongens fanger, fordi de ikke har gjort vogterne noget. ”Det er ikke godt, at ærlige folk sætter til sig til doms over andre, som de ikke har noget mellemværende med,” forklarer han rethaverisk – og gør ved at sætte fangerne fri nøjagtig det samme. Menneskets retfærdighed, som Quijote håndhæver, er hverken rimelig overfor vogterne, der får bøvl med kongen, eller overfor fangerne, der går fri uden straf for deres ugerninger.

Væbneren Sancho Panza er en enfoldig bonde, som adelsmanden har kunnet friste over evne med løfter om øriger og fine titler, fordi ”han vidste, hvem han var, og havde kendt ham hele livet.” Sanchos bondske snusfornuft er dog Quijotes indbildske fantasier overlegen. Han ser verden, som den er. Bondetøser er ikke prinsesser. Vindmøller er ikke kæmper, og et ligtog er ingenlunde Helvedes djævle, der uretmæssigt har tilranet sig et lig. Han lurer, hvad Quijote er i færd med, og forsøger at tale ham til fornuft.

”Det er ikke godt at friste Gud og begive sig ud i den slags vanvittige handlinger,” siger han og anfører beskedent, at ”nok er jeg en uvidende bonde, men jeg har stadig lidt tilbage af det, der hedder sund fornuft.” Han ved, at ”det allerbedste […] ville være at tage hjem til landsbyen igen og passe gården nu, hvor høsten nærmer sig,” men selv om det står klart for Sancho, at de såkaldte eventyr medfører overordentlig fare, og at overtalelsen er gold, bliver han ved sin herres side. Han er bundet af øjeblikket og sin næstes behov og ønsker ikke at konstruere en abstraktion, ved hvilken han kan undfly sit ansvar. Netop denne indstilling bevirker, at Quijote til sidst vender hjem i live.

Ved hjemkomsten er Quijote efter det vandrende ridderskabs love fortabt, for som han selv belærer væbneren andetsteds, skal man ”ikke gøre slyngler en tjeneste, det er at kaste perler for svin.” Det er menneskers retfærdighed, og fortællingen var et rent dysangelium, hvis den var endt dermed – men på dødslejet indser den arme ridder sin brøde, rettes ud og anbefaler sig til Gud, som han før har anbefalet sig til sin skønjomfru: ”Velsignet være den almægtige Gud […] Hans barmhjertighed kender ingen grænser!” Og Alonso Quijano skrifter, skriver testamente og dør ”i sin egen seng så fredeligt og så kristent,” at notaren ikke ved om nogen ridder, der har gjort det efter. Thi Gud Herren kaster perler for svin. Dét er Guds retfærdighed – og just deri er nåden.

Guds almagt. Oplæg ved debat i Studenterkredsen, 9. oktober.

I den lange svada af indlæg og kommentarer, der har været i kølvandet på torsdagens debat om Guds almagt har sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen ønsket at få sit oplæg fra debatten trykt, så det bringer redaktionen naturligvis her med største fornøjelse.

Den kristne teologi kender Gud gennem Kristus. Allerede Melanchthon slog fast i ”Loci”, at Gud kendes gennem sine velgerninger i Jesus Kristus.

Derfor må enhver tale om Gud tale gennem Kristus. Jesus Kristus er Guds åbenbaring og Guds selvforklaring. Vi kan have mange forestillinger om Gud og hans styrke og indretning. Men kun i Kristus forklares Gud. Hvis ikke, ender vi i et alment religiøst gudsbegreb eller i Islams voldsomme og uberegnelige gud.

Gud defineres i Kristus. Det siger vi ofte, men ofte opdager man, at konsekvensen ikke tages. Teologi bliver til ord og ikke til det forklarede Ord. Det vil jeg prøve i det følgende. Jeg har ingen ambitioner om at tage demonstrativt afsked med almagten, men min ambition er at kvalificere talen om almagten. Hvad er der i det begreb? Hvis vi ikke kvalificerer f.eks. almagten, så reducerer vi Gud til et begreb og en abstrakt funktion, og ikke til en nærværende Gud.

Mit postulat, som jeg har udfoldet i flere artikler, men blandt andet i en større artikel i Præsteforeningens blad fra 2012 i et opgør med Jakob Wolfs teologi (som i parentes bemærket udmærker sig ved at være den eneste teologi, der tager almagten, som omnipotens, alvorligt), og senest i et indlæg i Dansk Kirketidende i forbindelse med den til tider ganske pinlige debat i forbindelse med bispevalget i Ribe, er, at almagten forstået som omnipotens strider mod logikken, bibelteologien og kristologien. Det er noget af en mundfuld, men jeg vil tage det punkt for punkt, og derigennem gøre rede for, hvad jeg regner for mit eget standpunkt: Almagten skal ikke afskaffes, men kvalificeres. Jeg vil gøre det i tråd med de nævnte artikler og i forlængelse af Lars Sandbecks nye bog: “Afsked med almagten”, som jeg på mange måder vil kalde en genuin luthersk teologi.

Logikken
Vi kender alle konfirmandstuens spørgsmål om, hvorvidt Gud kan skabe så stor en sten, at han ikke selv kan løfte den? Almagtens problematik driver os ud i absurditeter.

I skolastikken kunne sådanne spørgsmål få teologernes tid til at gå, og mange talte om almagten uden at gøre det egentligt. Gud havde almagt – javel – men hvorfor fordrev han så ikke bare det onde med et fingerknips? Teodicé-spørgsmålene begyndte at tårne sig op. Eller man kunne sige, at ganske vist var Gud almægtig, men han afstod blot fra at bruge almagten, hvorved man satte skel mellem Guds væsen og Guds vilje. Almagten blev grundlæggende ikke taget alvorligt.
Almagtsbegrebet driver os ud i så store logiske problemer, at vi er nødt at kvalificere almagten som andet og mere end blot en omnipotens. Det betyder ikke, at Gud er impotent. Det vil være en helt vanvittig konklusion og en konklusion, der ikke er bibelsk belæg for. Guds almagt er blot noget andet og mere end omnipotens, hvilket jeg vil illustrere om et øjeblik.

Men først en anden ting, som er godt beskrevet hos Lars Sandbeck: hvis almagten forstås som omnipotens, truer det med at gøre verden til ingenting. Magten er et relationsbegreb. Magten defineres i sit forhold. Jeg har magt over en stol og kan løfte den, selvom stolen gør modstand. Min magt defineres i stolens modstand. Men hvis jeg har al-magt, så yder hverken stolen eller noget andet modstand. Hvis noget yder modstand, har jeg ikke al magt. Hvis Gud har almagt, så bliver verden til ingenting. Verden hører op med at eksistere, hvis Gud har almagt forstået som omnipotens. Logisk set fører en konsekvent almagtstænkning til skaberværkets ophør og manglende eksistens af det. Almagtstænkning som omnipotens gør forholdet til skaberværket gnostisk.

Bibelteologien
Man kan få indtrykket, at beskrivelser af Guds almagt driver ned af de bibelske vægge. Det er bare ikke tilfældet. I det nye testamente beskrives Gud kun ti gange som omnipotent eller pantokrator, som er den græske parallel. Alle gange, undtaget i et tvivlsomt Pauluscitat, findes ordet i Johannes’ Åbenbaring (som Luther i parentes sagt ikke havde meget fidus til). Johannes’ Åbenbaring, som ikke kan siges at være et centralt bibelsk skrift, er blevet til i trængselstider, og man har derfor behov for at udfolde en almagt. Men spørgsmålet er, om det er i tråd med resten af NT. Det mente Luther som bekendt ikke, primært fordi skriftet udfoldede et gudsbegreb, der var i modsætning til regula fidei/Kristus-åbenbaringen. Almagten som omnipotens findes ikke i NT, og slet ikke i de centrale skrifter. Men hvorledes defineres Gud så? Det vender vi lige tilbage til om et øjeblik, Først et blik på det gamle testamente.

I det gamle testamente er Gud en kæmpende Gud. Det er Den ”Herre Sebaoth” – hærskares herre. Og de steder, hvor Gud i den danske oversættelse benævnes som almægtig, og det er få steder, er det ”el shaddaj”, der er grundordet. Oversættelsen er vanskelig, men kan sikkert oversættes til noget i retning af ”Bjergets hersker”.

For hvad betyder Shaddaj? Jeg har konsulteret diverse gamle testamentelige eksegeter, og det eneste helt hæderlige svar er, at ingen har en sikker anelse om, hvad Shaddaj betyder. Men af ingen af anelserne har det fjerneste med almagt at gøre – det er ren afskrift fra Septuaginta, som gengiver det med pantokrator, som egentlig mere betyder den, der opretholder alt, end ”almægtig”. Ordet ”shaddaj” er måske en henvisning til bjerge, marker eller bryster. Måske skal ”shaddaj” simpelthen oversættes som et navn. I den nye nudanske oversættelse, som udkommer 23. okt., er det gengivet som ”Den Gavmilde Gud”, dels pga. etymologien (henvisningen til bjerge beror på en afledning fra akkadisk, mens “marker” eller “bryster” som rod har hebraisk grundlag og peger samlet på frugtbarhed), dels pga. den teologiske kontekst (det er i patriarkfortællingernes pagtssammenhæng, at ordet optræder, når Gud åbenbarer sig for en af patriarkerne med favnen fuld af løfter).

Det nærmeste GT kommer til et formelt udsagn om Guds almagt er Jobs bekendelse i 42,2 – og det er jo ikke et teoretisk udsagn om Guds natur, men netop en personlig bekendelse fra et lidende menneske, som har kæmpet sig frem til accept og tillid til Gud.

Gennem hele GT er Gud defineret som en kæmpende Gud, og Guds almagt er et helt andet sted end i en omnipotens. For hvis vi leder efter en beskrivelse af Gud i GT, så er det ”Guds trofasthed, der varer til evig tid”. Det er der mildest talt utallige henvisninger til (ex. Sl. 100). Det er en trofasthed mod de troløse, der beskrives. Det er den trofasthed, der udfoldes som kærlighed og syndernes forlades i NT.

Guds almagt er kærligheden og udtrykker sig i syndernes forladelse.

Almagten er ikke en omnipotens, men er den kærlighed, der sætter sig igennem på trods og skaber nyt liv, hvor der ikke kan være liv og nyt håb, hvor håbet synes slukket. Gud kæmper i denne kærlighed. For kærligheden er jo netop ikke en magt, men sætter noget helt andet end magt, nemlig omsorg og beskyttelse. Gud er kærlighed (1 Joh 4,8) og kærligheden overvinder alt.

Gud har ikke almagten, som han bruger i kærlighed. Kærlighed er ikke en kvalitet i Gud, men Gud er kærlighed. Kærligheden er Guds magt, og der kan ikke skelnes.

Almagt eller almægtig er altså ikke en særlig gængs betegnelse for Gud i hverken GT eller i NT. Til gengæld bruges der et ord i NT flere hundrede gange om Gud. Et ord, som gives gennem Kristus-åbenbaringen, der som sagt er nødt til at være vores omdrejningspunkt, hvis vi vil være kristne teologer, og det er ordet fader eller far. Det er den faderlige omsorg og kærlighed, som er det afgørende. Det er også med rette påpeget af Lars Sandbeck.

Gud som far udfolder Luther også til fulde i den lille katekismus, hvor Gud defineres således:

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, marker, kvæg og alt, hvad jeg ejer; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.

Det er en omsorg og et nærvær, der beskriver en faders forhold til sine børn. Ikke en almagt, der blot kan alt, men netop en kærlighed, der sætter sig igennem.

Guds almagt er hans kærlighed og viser sig i syndernes forladelse.

Derfor siger Jesus også i dåbsbefalingen: mig er givet al magt i himlen og på jorden. Magt er her det græske ord ”exousia”, hvilket også kan oversættes med ordet ”myndighed”, hvilket faktisk sker i Mark. 2,10, hvor Jesus har helbredt den lamme, der kommer ned gennem taget. Her definerer Jesus den magt, som beskrives i dåbsbefalingen: magten til syndernes forladelse. Kærlighedens magt, der skjuler syndernes mangfoldighed. Syndernes forladelse, der i kærligheden skaber nyt liv. Det er Guds almagt. Men almagt som al–magt kender bibelen ikke til. Det er tilsyneladende ikke bibelsk at tale sådan. Og Guds kærlighed kæmper. Det er derfor at vi beder i fadervor: ske din vilje som i himlen, således også på jorden. I himlen, som er kærlighedens rige, sker den, men på jorden skal kærligheden kæmpe, for vi lever altså ikke i Guds rige endnu, Guds rige viser sig på jorden i de glimt, hvor syndernes forladelse er virksom i kærligheden, og hvor vi må udbryde som tilskuerne ved Jesu gerninger: aldrig har vi set noget lignende. Nej, aldrig har vi set noget lignende, når kærligheden sætter sig igennem og skaber nyt liv og nye muligheder for fortabte. Guds rige har vi ikke på jorden endnu, men vi beder om, at den må vise sig hos os, også indtil Gud ved tidernes ende bliver alt i alle, og kærligheden bliver lovens fylde. Vi beder om, som Luther siger det i katekismen, at Guds vilje også sker hos os, nemlig i form af den kærlighed, der overvinder alt – også vores egen trods.

Luther er glimrende klar over, at der skal kæmpes. Han kalder det tvekamp underfuld, hvor liv og død de brødes. En tvekamp er altså ikke almagten, men netop en kamp, hvor der står noget på spil. Det vil vi se på nu. De kristologiske implikationer på almagtsbegrebet.

Kristologi
Kunne Kristus have tabt i graven? Ja eller nej? Kunne kvinderne været kommet ud til graven påskemorgen og da have fundet Jesus kold og død i graven? Var muligheden der? Hvis muligheden ikke var der, således at Kristus ikke kunne have tabt i graven, så reduceres det hele til et skuespil. Døden Jesus lider er på skrømt, for der står intet på spil. Det betyder, at hele inkarnationen og hele kampen bliver til et skuespil, hvor Gud fremviser sin almagt på teaterscenen. Guds almagt gør vores erfaringer forkerte. For døden, vi tror, vi erfarer, er ikke reel. Alt er på skrømt.

Men hvis Kristus kunne have tabt i graven, så sker der noget nyt i opstandelsen. Så vinder Gud sig ny erfaring i at vinde over døden. Så er der forandringer i Guds væren ved opstandelsen. Så er døden og dødens overvindes ikke givet på forhånd – eller ikke for Guds selv, og Gud viser sig i en ny position ved opstandelsen, hvis vi altså som Luther forstår det som en kamp og ikke som et skuespil. Gud vinder sig ny erfaring. For hvis Gud er upåvirkelig af inkarnationen, så er kristologien doketisk.

Luther siger dette tydeligt i ”Vom abendmahl Christi”, hvor han i gennemgangen af to-naturlæren understreger, at det der sker for den ene natur sker for den anden, for Kristus er een person (jf. WA 26,321), ellers skiller man Kristi person ad. Luther skriver: ”Døde Kristus kun for sin menneskelige natur? Men det ville ikke være noget nyt – du kan ikke tale om det guddommelige uden at tale om det menneskelige – og omvendt”. For Luther er der ingen tvivl om, at Kristus – som Gud – dør på korset og lægges i graven, og at Gud derved dør en reel død også for Gud. Derved får Gud ny erfaring. Derved er der forandring i Gud, hvor det er helt umuligt at tale om almagt som omnipotens. Opstandelsen er ikke en magtdemonstration, men netop – hvilket de bibelske tekster også alene i deres form bevidner – en kærlighed, der kommer til verden. Det udtrykkes både hos Grundtvig: ”Kærligheden, hjertegløder, stærkere var end døden”, (DDS 192,3) og hos en ortodoks luthersk teolog som Paul Gerhardt: ”Kærligheden, stærkere end døden” (DDS 114,2), og hos Brorson: ”Ej andet fra dit rige/har draget dig herned/end din den uden lige/grundløse kærlighed” (DDS 86,4). Det er klassisk teologi at sige, at det er kærligheden, der overvinder døden. Ikke livet eller almagten som omnipotens, men kærligheden, som er en helt anden magt end omnipotensen. Kærligheden, som ikke kan defineres i magtens kategorier.

Kærlighedens almagt er evangeliets udtryk, og udtrykker sig gennem syndernes forladelse. Det er en magt, der agerer helt anderledes end andre magter, og derfor vækker kærlighedens magt også forargelsen på evangeliet.

Lige en enkelt ting: Gud må gennemgå forandring i graven, ellers er Guds død blot et skuespil og på skrømt. Verden forsvinder, hvis vi siger dette. Men Gud defineres ikke statisk væren og således heller ikke i ontologien. Det er Løgstrups fejlskud at sige dette. Guds uforanderlighed er ikke i ontologien, men i relationen til os, for som salmisten siger det: ”Guds trofasthed varer til evig tid” (Davidsalme 100). Guds uforanderlige kærlighed til os fører Gud i en kamp tværs gennem kors og grav. Det er pointen.

Altså: Guds almagt er ikke en omnipotens, som der til tider bliver givet udtryk for. Det giver logiske problemer, men hvad værre er, så strider en sådan forståelse mod bibelens eget udsagn og kristologiens hændelser. Da vi i en luthersk kirke hylder sola scriptura, må vi derfor sige, at Guds almagt er kærligheden, der varer til evig tid, og denne magt (exousiua) viser sig i syndernes forladelse. Guds almagt er kærlighedens forhold, der gennem synderens forladelse sætter sig utvunget igennem.