Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet

Ph.d.-stipendiat og højskolelærer Johan Christian Nord skriver i anledning af drabet på to uskyldige danskere i København om knægten Folkes glædelige budskab til Kong Vermund, der også lyder til os i dag.

Sådan står der skrevet på den Dannebrogs-prydede mindesten for den grundtvigske højskolemand og folkelige forkynder Folke Trier Hansen: »JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB, FJENDEN ER I LANDET«. Det er store ord – og ja, på stenen står de med store bogstaver.

Stenen blev rejst på foranledning af Trier Hansens kone, Karen la Cour, og hugget af Erland Knudssøn Madsen. Oprindelig stod den foran forsamlingshuset ved Hundsborg – senere blev den flyttet til Sjørring Vold foran den grundtvigske frontstilling Højskolen i Thy. Skolen er ikke længere til, men stenen står endnu.

Og det gør indskriften også. I bogstaveligste forstand står den der mejslet i sten – og råber til den, der har ører at høre med.

Det er os, den råber til: os, der i dag er midt i livet og vedkender os folkelig arv og gæld. Os, der endnu forstår – eller ønsker at forstå – hvad det vil sige at tilhøre et lille folk i en stor verden.

For stenen taler om kampens vilkår og velsignelse i en verden, hvor alt for mange ønsker gravens stille fred. Den taler om kæmpen, der drager sit sværd blandt trodsige og glemsomme menneskebørn, som i deres stræben efter at forme tilværelsen i fred-ler har omdigtet livet til en dans på roser og glemt det vigtigste. Den taler om – og til – de ædles æt i en tid, hvor folket er i dvale.

Og derfor er den værd at lytte til.

Oprindelig stammer ordene fra Saxo – fra vort lille folks store krønikeskriver. Hos Saxo fortælles der således om en tid, hvor folket lå i dvale. En tid, hvor landsmand opsøgte strid med landsmand, og hvor dyrkelsen af de døde ting sad i højsædet – dér, hvor ånden skulle have siddet.

På stranden sidder en slukøret knægt. Han hedder – ikke tilfældigt – Folke. Hans blik driver ud over de vandmasser, der hegner bølgelandet. Han er fortvivlet og aner ingen udvej. Men så sker det: han ser fjendens skibe – og skyerne letter i det plagede sind, jublen vil ingen ende tage. Drengen springer op, løber til Kong Vermunds gård og lægger mund til åndens tale: »Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!«

Det er en underlig historie. Hvorfor glæder drengen sig? Hvorfor frydes han ved synet af fjendeskibe – ved udsigten til blodsølet jord? Det fornuftige menneske, der lever i de franske abstraktioners verden, forstår ham ikke, og det gør den blødsødne heller ikke, som i sin indbildskhed tror at kunne få livet for en billigere pris end kampens. Men ånden forstår ham. Ånden forstår, at menneskelivet altid er et kampliv. Eller anderledes udtrykt: at menneskelivet enten være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.

For ånden forstår, at selve dette at blive menneske er at stå i kampen. Det er den kamp, nordens sindbilledsprog kaster den lyttende ind i, når det fortæller om den evige krig mellem aser og jætter: åndens kamp mod åndsfornægtelsen, der er en kamp på både ord og handling – både mund og sværd. Nogle bruger mund, andre udvælges til at bære sværd (det er dem, vi kalder øvrigheden).

For mennesket er det levevæsen, der står i afgørelsen: mellem Udgård og Asgård, mellem det dyriske og det menneskelige. Og vælges skal der. Der er vitterlig ingen vej udenom: enten et liv i anstrengelse og knæfaldets anerkendelse af at være sat i virkelighedens højst virkelige verden sammen med de andre – sammen med folket. Eller: det navlepillende dyreliv, den søvndrukne slentretur frem mod strådøden.

Alt dette forstår ånden, og derfor forstår den åndsbårne også fortællingen om lille Folke, der glædesbrusende løber over stranden for at bringe godt nyt.

Kong Vermund forstod drengen. Han lyttede, og noget ændrede sig i ham. Hvor der før var en behagesyg og blødagtig hersker med hang til terningspil og anden tåbelighed, rejste der sig nu igen en konge.

For kong Vermund rankede det krogede kadaver og blev kongenavnet værdig. Og det samme gjorde hans folk: det rejste sig og blev igen folkenavnet værdigt. Og sammen gik de ud til striden – og sejren.

Sådan gik det dengang til, at blomsterhavens frist blev forlænget, at isvinterens komme endnu en gang blev forskubbet. Og sådan er det gået til, hver gang Danmark har sølet sig i jættegylp og glemt sin bestemmelse. Virkeligheden har taget sine kløer på, ulven har åbnet sit gab, en dreng har set det, og han har forkyndt glædesbudskabet om fjenden i landet – den fjende, der som en pisk over vore nakker kalder os til afgørelse: vil I leve eller dø? Har I nok i selvdyrkelse og tidsfordriv, mens I venter på den istaphånd, der skal gøre skel imellem støv og ånd? Eller: vil I gøre skjoldvagtens gerning, så der bliver en verden til dem, der kommer efter jer? Vil I vågne og tage det underlige menneskeliv på jer – sådan, som det er, og ikke sådan, som I gerne ville omdigte det til at være?

Nu skal det åbenbares
Det er vores historie. For det er os, der råbes an af drengen. Det er os, der er de velnærede og knækkede.

Og det er nu, det skal åbenbares, om det danske folk stadig har ører at høre med. For fjenden er i landet. Han er her for at myrde og hærge – han er her for at begrave det ædle i sit svælg som den ulv, der gang på gang skal fæstnes til klippegrund for at udskyde det uafvendelige.

Ja, jeg tænker blandt andet på angrebet på to uskyldige danskere d. 14. og 15. februar i år. Et angreb, der snart skal vise sig ikke at være begrænset til de to ofre – de to helte Finn Nørgaard og Dan Uzan, der faldt, for at andre kunne leve.

For bæstet vil kræve mere blod. Det vil komme efter dig og dine kære. Hvis ikke du vågner.

Men det drejer sig ikke kun om denne ydre fare. Det drejer sig også og faktisk frem for alt om den indre fjende – den fjende, der lever i os selv. Det er den lille Loke, der bor i hoved og mave – den beregnende fornuft, der hvisker os i øret, at vi ved egen magt kan få tilværelsen til at falde i hak, og at vi frem for alt har os selv at tænke på. Den slibrigt pragmatiske og planlæggende stemme, som indbilder os, at vi blot er en højere dyrerace – en abekat, der er bestemt til at abe efter, sådan som Grundtvig beskriver åndløshedens nedskrivning af det menneskelige.

Overalt omkring os finder vi de skidne frugter af dette menneskesyn – ansvarsfraskrivelsen i de forpligtende forhold, underholdningssygen, dyrkelsen af den slimede vilje, der siger »jeg, mig, mit,« hvor der skulle have været et vi. Og ikke mindst: den knugende følelse af formålsløshed, angsten i mødet med en verden, der nægter at leve op til de overskruede forventninger om selv at kunne skabe Paradis på jord, som vi er blevet stopfodret med af velmenende voksne, der i deres iver efter at opdrage os havde den frækhed at præsentere tilværelsen for os som et omkostningsfrit sønderjysk kagebord, hvor det bare gjaldt om at gribe til og få fat i de bedste stykker – før de andre.

Men de har løjet for os. Livet bliver ikke så nemt, som de sagde. Vi kan ikke blive lige, hvad vi vil – som de ellers sagde. For vi er allerede noget. Vi er mennesker, der er sat i en højst håndgribelig virkelighed, og det er den, vi skal lære at stå ret for. Vi er ikke bare unge mennesker med appetit på livet – vi er dem, der selv skal være fædre og mødre. Vi er dem, der skal bære ansvaret. Og ansvar betyder kamp – for fjenden er mægtig, og hans vilje er, at vi skal glemme, hvad vi er bestemt til.

Det skal snart vise sig, om han får held til det. Det skal vise sig, om du og jeg har nok i terningspil og tidsfordriv – om vore hjerter allerede er isnede, eller om vi stadig er i stand til at mærke det stik, der fortæller os, at de lyver, når de med silkebløde pædagogstemmer eller bedrevidende ekspert-ordskvalder beder os om at klappe hesten.

Vi ved det ikke endnu. Men vi håber og tror, at ingen af os vil klappe hesten, men derimod hamre sporerne i og komme videre: langt væk fra den såkaldte moderne verden – og hjem til den danske virkelighed, der er din og min.

Og både vort håb og vor tro hviler på klippegrund: for vi håber og tror, at nok kan jættefornuft forplumre vore sanser, og ulvekløer kan tage vort liv, vort gods, vor ære, vort barn og vor viv – men vores kærlighed, dén kan ingen af denne verdens magter og mægtige tage fra os.

Lad dette være ordene i disse sorgens og opvågningens dage. Lad det, der kommer, vise, om Folke også denne gang finder ører for sit glædelige budskab, og om skjaldens ord var sande, da han sang:

Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred;
for levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej!

Note: Hvis der skulle sidde en læser derude, der er så dum at opfatte noget af ovenstående som racistisk, ja så vil jeg gerne henvise vedkommende til fjerde vers af Grundvigs Folkeligt skal alt nu være (Højskolesangbogens nr. 91, hvori det står umisforståeligt klart, at folket er en åndelig, historisk virkelighed og dermed grundlæggende åbent for tilkomst af dansksindede fremmede – ikke en dyrerace. Og jeg er – også i dette forhold – enig med Grundtvig.

Forholdet mellem skole og gymnasium

cutmypic“Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og i dag vælger folk stadig side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.” Sådan skriver lektor Thomas Aastrup Rømer i årets første nummer af Studenterkredsen om forholdet mellem skole og gymnasium.

Interesserer emnet Dem, kan De med fordel tegne abonnement på tidsskriftet, der i nærværende nummer også bringer dannelses- og uddannelsestanker af Kirsten M. Andersen og Hans Henrik Hjermitslev. Abonnement for hele 2015 koster blot 100 kr.

I det følgende vil jeg beskrive denne ide: Folkeskolen er opdragelse i det folkelige med et blik til europæisk oplysning, og gymnasiet er opdragelse i europæisk oplysning med blik til det folkelige.

Med det folkelige tænkes på en national og nordisk tradition, dens sang, litteratur, industri, filosofi og kunst. Med ”oplysning” tænker jeg på hele den europæiske sammenhæng, det vil sige synteserne mellem jøde-kristendom, antikken, oplysningstiden og to verdenskrige.

1. Nogle mener, at skolen skal forberede til ungdomsuddannelse, som skal forberede til universitetet, som skal forberede til erhvervslivet, som skal forberede til pensionen, som skal forberede til kisten. Sådan er den eksisterende uddannelsespolitik opbygget. Resultatet af den tilgang er, at alting kommer til at ligne hinanden. ”Vuggestuen skal forberede til konkurrencestaten,” kan det hedde sig, og de samme kompetencesystemer kan smøres ud over det hele og styres med finansministeriel mangel på kløgt.

Men den åndelige realitet er en anden, nemlig at vores pædagogiske traditioner bør boltre sig i maksimal pluralitet. Her vil jeg fokusere på forholdet mellem ”skole og gymnasium”.

Folkeskolen skal gøre det, som skolen skal ifølge sit indre formål, det vil sige at den skal give eleverne kundskaber, der gør dem fortrolige med dansk kultur og giver dem kendskab til andre landes kultur. Den skal også opdrage til folkestyre, demokrati og åndsfrihed og så videre. Alt det kan man læse om i skolelovens §1. Skolen skal altså opdrage til, at børn kan indgå i et frit ”folk”, et ”demos” med et opmærksomt udsyn til andre lande. Det er det, som der står.

Det er ikke tilfældigt, at det er ”kundskaber”, der er grundbegrebet. Kundskaber er det eneste ord, der har indgået i samtlige skoleloves formålsforskrifter siden 1814. Kundskab er ikke blot viden, det er viden, der er eksistentielt, kulturelt og historisk formidlet og bearbejdet. Kundskaber er altså ikke noget teknisk, som at score på en pisa-liste, men en markering af en sammenhæng, der gør ting fortrolig for opmærksomheden. Det er også derfor, at Kundskabens Træ på engelsk ikke blot hedder ”tree of knowledge”, men ”tree of knowledge of good and evil”. Det er kundskabens normative sammenhæng, der er skolens grund.

Folkeskolens essens er primært grundtvigsk, inklusiv dialoger med modernisme og eksistentialisme. Det er denne tradition, der har fremelsket en skole, der sammen med de frie grundskoler har haft fokus på fællesskab, åndsfrihed, fortælling og kundskaber. Det er Grundtvig med udsyn, dvs. det nationalt-poetiske kombineret med udsyn til universets og menneskehedens sammenhænge.

2. Hvad er gymnasiet? Ja, tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission, der huser det almindelige hegemoni af meningsdannere på området, vil faktisk helst af med det almendannende gymnasium. Det hele skal slås sammen i en ungdomsuddannelsespærevælling, som man så kalder for demokratisk dannelse, selvfølgelig uden den mindste refleksion over, hvad ”demokrati” eller ”gymnasium” er.

Gymnasiet er almendannelsens område. Ordene ”dannelse/almendannelse” indgår tre gange i formålsparagraffen. Gymnasiet skal rettes mod ”unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion”, og det angår elevernes ”udvikling af personlig myndighed.” Endvidere skal eleverne ”lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden.” Uddannelsen skal tillige udvikle ”elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans,” og til der henvises til ord som ”medbestemmelse, rettigheder, pligter, frihed, folkestyre og demokrati.”

Til sidst fremhæves ”det globale og det europæiske perspektiv”

Ordene er typiske for nyhumanismens oplysningsidealer: Dannelse, almendannelse, nysgerrighed, pligter, frihed og myndighed, og skoleformen har da også rødder i Madvigs lovgivning fra 1800-tallet, der var dybt præget af ny-kantianske temaer. Men man lægger også mærke til det medborgerlige og det folkelige, der kommer ind i de sidste passager med ”medvirken i et demokratisk samfund” og at ”bidrage til i fællesskab”, hvorefter det globale og det europæiske straks betones igen.

Madvig og Grundtvig var i opposition til hinanden i datidens uddannelsesdebat, og stadig i dag vælger folk side. Men man skal ikke vælge side. Man skal bevare den fulde forskellighed, som skal rumstere inde i og omkring alle nye studenter som en handlingsfjeder.

På den måde ender vi med, at skolen er folkeligt med europæisk blik, og at gymnasiet er europæisk med et folkeligt blik. Grundtvig og Madvig skal kigge på hinanden inde i den 18-årige og åbne hans mund.

Herrens år og Kongens sværd

Nytårstanker om taksigelse og kampvilje af ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord. Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Vi befinder os i mørketiden. Mens jeg skriver dette, er vi stadig i den allermørkeste tid inden vintersolhvervet. Men snart vender bladet. Solen vender tilbage, og Julen vil endnu en gang føde det nye år. Både troende hjerter og agtværdige hedninger vil samles om lyset i familiens kreds i håbet om et liv med muligheder for os og vore.

Og så kommer nytåret. Til den tid vil vi se tilbage på det forgangne år, og vi vil lytte til Hendes Majestæts nytårstale. Dronningens opgave er særlig og vigtig, for nytårstalen er anderledes end den megen snak, vi plejer at høre fra så langt størstedelen af de herskende. Når Dronningen taler, så taler hun ikke til den befolkning af feje og havesyge dyr, som politikerne i almindelighed kaster net efter. Nej, når Majestæten taler, så henvender hun sig til det folk, der er hendes eget, og som hun hverken kan eller vil lade i stikken. Majestæten har ikke en udenlandsk topstilling i baghånden, og derfor er hun værd at lytte til. Javist er hun ved visse lejligheder røget i en dumsmart grøft og har pippet med på kulturradikalismens anstændighedsviser, men det ændrer ikke ved hovedsagen: det er værd at lytte, når folkets dronning for en sjælden gangs skyld har ordet.

Og når Hendes Majestæt har talt og klokken er slået tolv, vil vi rejse os for at lytte til og efter bedste (fattige) formåen selv synge med på det danske nytårs tre sange: Grundtvigs nytårsudgave af Vær velkommen, Herrens år, Oehlenschlägers Der er et yndigt land og endelig første vers af Johannes Ewalds kongesang Kong Kristian stod ved højen mast. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at det er disse tre sange, vi synger ved nytårstid. De er folkets sange, og i dem lever det folkelige nytårshåb om en fremtid for Danmark.

I det følgende skal det dreje sig om dette nytårshåb, sådan som det kommer til udtryk i polspændingen mellem den første og den sidste af sangene – mellem Herrens år og kongens sværd.

Lad dit hellige ord, oplive, oplyse det høje Nord!
Adventsudgaven af Vær velkommen Herrens år har af forståelige grunde et klart kirkeligt præg. I de første tre vers oprulles frelseshistoriens grundbegivenheder – Kristi fødsel julenat, opstandelsens påskemorgen og åndsudgydelsens pinsedag – og i det sidste hilses det Herrens og glædens år, der nu vil indfinde sig. Nytårsudgaven af Vær velkommen Herrens år adskiller sig fra denne frelseshistoriske salme ved at have et klart folkeligt præg, idet dens perspektiv ikke er kosmisk men konkret. Den retter sig mod den foreliggende danske virkelighed og forkynder håbet om Herrens stadige opretholdelse af det danske folk ved dets indgang i det nye år.

I det indledende vers bedes der om, at »Sandheds Gud« må lade sig »hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!«, i det andet bedes der om, at »Nådens Gud« i det kommende forår vil lade sit solskin »skænke på marken et gyldent år« – og endelig bedes der i det tredje vers om, at »Fredens Gud« vil opretholde »den livsalige fred«, som vort land kan »blomstres ved«. Bønnerne og anprisningerne er konkrete og enfoldige: de angår folkets almindelige åndelige trivsel, markens grøde og sikringen af freden i landet, altså i Danmark. Når vi synger disse linjer, gør vi det som danske, der erkender, at menneskelivet og folkelivet er et under, som ikke opretholdes ved vores magt. Dette er det afgørende, dette er kernen i velkomsten af det nye år: visheden om, at vi ikke kan bære livet selv, og håbet om at det alligevel vil blive båret endnu et år, sådan som det hidtil er blevet. Vi erkender vores afmagt og fæstner lid til, at aftenstjernen fortsat vil lyse over lille Danmark.

Dette er den ene yderpol i det folkelige nytårshåb.

Og kamp og sejr før mig til min grav!
Nytårshåbets anden yderpol gives stemme i det første vers af Kong Kristian stod ved højen mast. Hvor grundklangen i Vær velkommen er den fromme besindelse på de gode gavers giver, er tonen i Kong Kristian anderledes selvsikker og rettet mod handlingens rum. Udsigelsen er enkel: Kongen bærer ikke sværdet forgæves, og det bør hans folk heller ikke gøre. For kongesangen handler om kampvilkåret – om menneskelivet, som altid må være et kampliv. Den handler om den jordnære og håndfaste vilje til at værne menneskelivet, sådan som vi kender og elsker det, nemlig som et folkeliv, hvor kampen for overlevelse og trivsel er og bliver en rå, uomgængelig virkelighed.

I vores tid ser man ofte pæne folk vrænge på næsen af kongesangen. De synes, den er noget så krigerisk og nationalistisk og frygter at få beskidte struber ved at synge med. Til sådanne typer er der kun ét at sige: kongesangen er vitterligt ikke for svage sjæle. Men det er menneskelivet heller ikke, og derfor er det så rigtigt og lykkeligt, at sangen har sin plads ved det nye års begyndelse. Den er en usødet påmindelse til os alle om, at livet ikke er et sønderjysk kagebord, og at en dødsfjende ikke bekæmpes med anstændighed og samtalepædagogik, men med våben i hånd. I kongesangen hører vi således, at også vi er kaldede til at gøre vores for at medvirke til opretholdelsen af menneskelivet her hos os. Bevares, vi skal ikke alle være soldater i konkret forstand, men vi skal så vist være det i sindbilledlig forstand – og det bør ikke være en mindre alvorlig sag.

I kongesangens afslutning – som jo så desværre ikke afsynges ved nytår, men som vil blive det i fremtiden, når alt bliver anderledes – står der det væsentligste af, hvad der er at sige om det vågne folkeliv:

Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejr før mig til
min grav!

Så enkelt kan det siges, og så enkelt skal vort håb være: at vi må vælge kampen, velvidende at alt menneskeligt ender i graven. “Sejrløse falde kæmper alle,” sagde vore stolte hedenske forfædre, og med sidste vers af kongesangen giver vi dem ret. Vi véd, at vi skal dø, men vi véd også, at der findes en værdig og en uværdig død. Det er alt, hvad et menneske kan stræbe efter.

De to dele af nytårshåbet betinger gensidigt hinanden: den ydmyge taksigelse og den frimodige kampvilje. På disse to kan vi leve vort liv og dø vor død i det yndige, lilleputland, som er vores – resten tilhører den Herre, hvis år vi nu byder velkommen.

Godt nytår – og glædeligt kampliv!

Det første Ord og den tredje historie

Som det første medie i Kongeriget bringer vi her en anmeldelse af Jørgen I. Jensens nyudkomne bog “Det første Ord. Teologiske rapporter fra en musik- og kulturby. Efter et århundredeskifte”. V/ stud.theol. Kristoffer Garne.

“Hvis man tager med, at kristendommen er tidens og historiens religion, så vil det, der i den gamle tankegang var den harmoni, der bragte orden i modsætningerne, blive overført til tiden, til historien som den nye virkelighed. Den kan skabe nye relationer og svarer til melodien indenfor musikken.”

Sådan, omtrent halvvejs inde i det her omtalte værk, kan Jørgen I. Jensen antydningsvis indkredse den opfattelse, han har forsøgt at udrede i en ambitiøs bogserie, hvoraf nu fjerde og næstsidste bind, Det første Ord, netop er udkommet. De fire hidindtill udkomne bind er ikke tiltænkt at skulle udgøre et samlet hele, men gennem hver sit genstandsfelt, i kraft af musikalske, teologiske og kulturelle analyser, søger de at indkredse det kompleks, forfatteren har valgt at kalde “Den tredje historie”; en sammenhæng, der diskret antydes af, at disse tre ord figurer med ganske lille, nærmest forsvindende, skrift på bogens alleførste smudsside. Allerede her er antydet, at det nok er et noget flygtigt og mangetydigt kompleks, værkerne kredser om.

Hvad denne tredje historie så er, lader sig ikke sådan lige sige. En kort omtale af de tre forudgående værker turde dog være på sin plads inden omtalen af nærværende bind. Den første, Jeg-automaten, er en kort og essayistisk bog, der, som antydet i undertitlen, Teologisk kritik af et menneskebillede, fra teologisk hold kritiserer den moderne CV-kulturs menneskebillede, der reducerer mennesket til en “jeg-automat”. Den tredje historie er her bl.a. den historie, “et menneske aldrig kan fortælle om sig selv og knap nok om en anden.”

Det tredje øjeblik. Mellem Grundtvig og Kierkegaard omhandler forholdet og spændingerne mellem vort hjemlands to betydeligste teologiske personligheder. Her gøres de to samtidiges københavnske guldalder til scene for brydningen af et uhyre interessant idékompleks. Den søger at indkredse både de reele og de latente indflydelser, de to tænkere har haft og kunne have haft på hinanden, og ikke mindst hvilken lære, eftertid såvel som nutid, har kunnet og kan drage af forholdet de to imellem; den tredje historie, eller det tredje øjeblik, der kan skimtes et sted ude i horisonten.

I 2009 udkom så Europosonate. Teologiske spor i den klassiske musik. Her søges gennem analyser af utallige af den klassiske musik værkers bl.a. at vise, hvordan der i sonateformens reprisepunkt – først mere eller mindre ubevidst hos Mozart og senere i massiv og bevidst udfoldelse hos utallige komponister – er overvintret en klar teologisk pointe, det man kunne kalde den privligerede gentagelse. Denne opfattelse dukker i en anden sammenhæng pludselig op i en konsistent formuleret form – som Jørgen I. Jensens øvrige kerneforestillinger i øvrigt gør hist og her de mange bøger og artikler igennem – på følgende måde i Det første Ord:

“efter modulationsdelen kommer reprisen, rekapitulationen, der dybest set igen er påvirket af kristendommen, fordi musikken her løfter den gamle musik, man kendte fra satsens begyndelse, op i en ny sfære, som en forklarelse eller transfiguration. Som forholdet mellem det gamle og nye menneske, mellem Det gamle og Det nye Testamente; reprisen er en slags historisk sammenhæng.”

Og hermed er vi så midt i Det første Ord, hvor den historiske sammenhæng er en anden end den romantiske musik, hvor sonateformen primært, men ikke udelukkende findes. Som scene har Jørgen I. Jensen nemlig denne gang valgt Wien omkring skiftet til det tyvende århundrede, der, som det antydes på bogens bagside, søges analyseret som porten til det tyvende århundrede. Hvornår det begynder og ender i åndelig forstand, er nemlig også en af bogens hovedproblemfelter: Det er ikke tilstrækkeligt, som den britiske historiker Eric Hobsbawm har gjort, at karakterisere det som det korte århundrede; fra 1914 til 1991. På denne måde kappes forbindelserne tilbage til 1880’erne og slutningen af det nittende, og dermed ses alle åndelige nybrud som havende sit udspring i 20’erne. (I parentes bemærket er det også ofte, hvad der sker i kirkehistorieskrivningen, når Karl Barth og den dialektiske teologi karakteriseres som noget ganske nyt; som ophav til en helt ny teologisk tænkning, omend billedet nok er mere kompliceret end som så. Dette problem strejfes også ofte en passant i det her omtalte værk, ligesom den dialektiske teologi optager en del plads, men det skal lades ude af omtale her. Passagerne herom hører til bogens mere interessante og lettilgængelige, og anbefales derfor til selvlæsning)


Gustav Klimts “Kysset”, der optræder som gennemgående figur i værket.

Ved at lade Wien omkring århundredeskiftet være scene for det her udspillede drama mellem filosoffen Ferdinand Ebner (1882-1931) og komponisten Josef Matthias Hauer (1883-1959) tiltrækker den tredje historie sig så forskellige emner og personer som jugendstil, den frie presse og ekspressionisme, Karl Krauss, Gustav Klimt og Ludvig Wittgenstein. Blandt disse og mange andre er blikket dog skarpest fæstnet på to ting, nemlig tolvtonemusikken og jeg-du-filosofien.

Skønt henholdvis Arnold Schönberg og Martin Buber af eftertiden er blevet benævnt som de åndelige ophavsmænd til de to fænomener, er virkeligheden dog den, at de i grunden hidrører fra bogens to hovedpersoner, Hauer og Ebner. I denne forstand er det da altså også, at bogens titel skal forstås: Hvem har det første ord i en given sag, hvornår og hvor lyder det første ord; i det tyvende århundrede, i menneskets kommen til sig selv, i musikkens historie. Det handler også om prologen i Johannesevangeliet, det moderne, sprogets genese, forholdet mellem kunst og kultur, mellem religon og kristendom, mellem tradition og nybrud. Hvilke mulige svar bogen afsøger på disse problemer, skal det være læserens fornøjelse selv at gå på opdagelse i, her skal snarere omtales den form, hvori de kommer til udtryk.

Når nu stoffet er så stort og omfattende, både i omfanget af emner og sider (560) og når nu der på sin vis er tale om en (kirke)historisk fremstilling – Jørgen I. Jensen var i mange år lektor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet i København – kan det virke mærkeligt, at bogen er skrevet som en sidegadehistorie med det altovervejende fokus på de to mere eller mindre ukendte personligheder. Under tiden kan man sidde tilbage med den opfattelse, at en mere konsistent og fokuseret fremstilling af tiden og byen, dens problemer, personer og produktioner, havde gavnet sagens forståelighed og overskuelighed.

På den anden side må man også sige, at historien om Ebner og Hauer, deres venskab og indbyrdes inspiration og deres senere brud, både som emne i sig selv og som en prisme til det store billede, er så uhyre interessant og unikt, at det fortjener en behandling som denne, der på skift læser sig ind i og ud af den store og den lille historie. Ebner og Hauer var begge uddannede folkeskolelærere og derfor ikke en del af det dannede, akademiske paranas. Følgelig kunne de forholde sig ganske frit til overlevering og intellektuel mode, hvorfor der da også er noget apokryft over deres produktioner. Hauer skrev mestendels, men ikke udelukkende, små værker til klaver med en luftig og udsvævende klang, og Ebner udgav kun få relle værker; det meste af hans produktion tæller dagbøger og optegnelser udgivet posthumt og er først eferhånden nu tilgængeligt i dets fulde form. Det betyder, at analysen af deres værker ikke altid er lige let at følge, men til gengæld åbner op for originale og undertiden svimlende perspektiver, både på sagen selv – i.e. Særligt forholdet mellem kristendom og kultur, mellem sprog og musik – og på den historiske sammenhæng og skildringen heraf.

Josef Matthias Hauers “Nomos”, opus 19, verdens første tolvtoneværk

Ude af omtale kan vi ikke lade bogens særlige form. Den er som alle andre af Jensens værker delt op i store og lange kapitler, i dette tilfælde fem, der igen er underdelt i flere små essayagtige forløb. Særligt for dette værk er det dog, at Jensen her har valgt ikke at nøjes med sine egne fremstillinger, men har ladet en fiktiv forfatter komme til orde – den tredje historie i inkarneret form? – i ca. halvdelen af de små forløb, nemlig en wiensk journalist og studiekammerat med Ebner og Hauer, der i 1969 kigger tilbage, ikke kun på sin ungdom, men også de to verdenskrige, og ud til sin samtid. Det kan virke irriterende og for meget, når nu stilen og fremstillingen i forvejen er essayistisk og undertiden ganske fabulerende og krydret med sidebemærkninger og personlige anekdoter. Særligt krukket og irriterende bliver det f.eks., når Jørgen I. Jensen i starten lader sin fiktive stemme stoppe op midt i en længere udredning med den konstatering, at der “ikke kan fortsættes med andre sætninger, med mindre man går over i teologien, hvad jeg bestemt ikke er kompetent til”, for derefter gentagne gange bogen igennem at lade stemmen foretage lange og indviklede teologiske udredninger og udviklinger, der ikke kunne være skrevet af andre end den enormt lærde og vidt belæste teolog Jørgen I. Jensen. På den anden side er det som om, at man, efter enten Jørgen I. Jensen får skrevet sig eller man som læser får læst sig varm på den fiktive forfatter, ikke kan undvære denne stemme. Skiftet mellem nutid og datid, indforståethed og udenforståethed, nøgtern og belæst og mere fabulerende og interimistisk fremstilling fungerer nemlig enormt godt. Den tredje historie dukker op midt i denne spænding, som noget hvorom der ikke kan tales umiddelbart. Dertil kommer også, at komplekset Hauer og Ebner, Jeg-du-filosfien og tolvtonemusikken, fordrer at blive fremstillet på en måde, som en traditionel teologi- eller kulturhistorisk tilgang ikke ville kunne gøre på tilfredsstillende vis.

Hvori består så det teologiske i dette værk, der jo ifølge undertitlen består af teologiske rapporter. Jo, dels deri, at Jørgen I. Jensen konfronterer det kulturelle-filosofiske og det personlige stof med den teologiske tradition og dens begrebsapparatur, dels ved at der gennem historien mellem Ebner og Hauer åbnes porten til nye forståelse af kristendommen. Begge var de kristne på hver deres utraditionelle facon, og begge kredsede i deres værker om forholdet mellem kristendom og kultur. Gennem denne prisme kan Jørgen I. Jensen altså, som indledningsvist citeret, ankomme til foreløbige formuleringer af en teologisk position, der er af de bedste bud på en moderne og kulturåben grundtvigsk fortolket kristendom, den danske teologi længe har set.

Sammen med især Erik A. Nielsen og dennes firebindsværk BILLEDSPROG placerer Jørgen I. Jensen sig i en særlig dansk tradition for johannæisk teologi og teologisk kulturkritik hvori man – alle forskelligheder til trods – kan placere kredskoryfæer som Jørgen Bukdahl, Jakob Knudsen og naturligvis Grundtvig. Af andre navne kunne her nævnes teologer som Frederik Helweg, P.C. Kierkegaard og Otto Møller, og vel også – det står for egen regning – Martin A. Hansen.

En omtale som denne har naturligvis ikke kunnet – og har måske slet ikke forsøgt på det – redegøre fyldestgørende for bogens mange temaer og enkelte udredninger. Det gælder ikke kun behandlingen af Hauber og Ebner, de lange udredninger om tolvtonemusikken og det filosofiske, psykologiske og kulturrele wienermiljø blandt meget andet, men også de særligt interessante diskussioner om danske arvtagere og åndeligt beslægtede: Grundtvig, Jakob Knudsen og K.E. Løgstrup og om tråde langt tilbage i historien: Over komplekset Mozart-Beethoven, den tidlige tyske romantik, tilbage over Augustin til Klemens af Alexandria og oldkirkens gnosticisme.

Om man nu finder det menigsfyldt eller ej at tale om en sådan tredje historie og at beskæftige sig med Wien, musik, ukendte personpar og andre grænseområder i en stor pærevælling, så rummer Det første ord mere end nogen andre af Jørgen I. Jensens værker en række udfordringer til teologien: At de teologiske begreber måske bedst kommer til sin ret, når de udfoldes i kulturelle sammenhænge og ikke fastlåses til teologiens traditionelle genstandsfelt; at teologen ved sin beskæftigelse med kulturelle udtryk – i Jensens tilfælde særligt musikken, men det kunne ligeså vel være billedkunst og arkitektur, litteratur og litteraturteori eller sågar psykologi og lingvistik – kan få skærpet blikket, ikke blot for teologiens råderum, men også for sit syn på kristendommen og dens betydning; at historien, den kristne såvel som den profane, er et kompliceret og filtreret netværk, et patchwork med et af Jensens yndlingsudtryk, hvor de store og de små går ind i og udenom hinanden på en sådan måde, at vi ikke kan udhente tilstrækkelit lærdom af historiens gang, hvis vi på forhånd har fastlåst vores genstandsfelt og begrænser os til at beskæftige os med de store koryfæers og heltes perspektiv. Sidegadehistorien er måske undertiden den bedst vej ind i den store historie. I hvert fald åbner den blik for den tredje historie.

Og endnu mere højstemt: Gennem beskæftigelsen med historien findes der måske, som det kan lyde henimod bogens slutning, et glimt af en bro i historien fra dengang til nu, som “er en afglans af nåden, som giver tilsagn om, at man alligevel stadig kan leve. En vej hen mod et absurd håb om, at der kunne være en anden mulighed end virkeligheden…”

Jørgen I. Jensen: Det første Ord.
Teologiske rapporter fra en musik- og kulturby.
Aros 2013. 562 sider.

Jørgen I. Jensen er omtalt i flere tidligere indlæg på denne blog. Læs dem her.

Rugbrød og mandsmod – Grundtvig og velfærdsstaten

Redaktionen bringer her en stærkt forkortet udgave af det festforedrag, som lektor og tidligere formand Jes Fabricius Møller holdt på Vartov i anledning af Studenterkredsens 125-års-jubilæum den 6. september 2013

”Det har været Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den […] bevægelse, der med større eller mindre ret kaldes ved hans navn,” skrev P.G. Lindhardt med en for ham helt ukaraktertistisk mangel på ironi til indledning i sin lille bog om Grundtvig fra 1964. Lindhardts iagttagelse er uhyre præics.

Grundtvigianismen er ikke alene en stor, men også forskelligartet og sammensat bevægelse. Nogle ville nok slet ikke kalde grundtvigianismen en bevægelse, men en uformelig og titanisk klump af stilstand, men hvorom alting er, kan de sidste to hundrede år fremvise en sådan artsrigdom inden for grundtvigianernes slægt, at vi endnu inden for fædrelandets grænser har til gode at se et betydeligt ideologisk standpunkt, politisk parti eller etableret verdensyn, der ikke på et eller andet tidspunkt har taget Grundtvig til indtægt for sin sag. Det gælder også socialdemokraterne.

En af de mere afgørende vendinger fandt sted i årene omkring 1933. Det indtil da overvejende internationale, materialistiske og ateistiske parti begyndte at være mere venligt indstillet over for det nationale, det åndelige og det kristne. Det var fremtrædende socialdemokrater som Hartvig Frisch og Frederik Borgbjerg, der tegnede de nye linjer. Frisch mente, at Socialdemokratiet måtte bruge en national strategi, hvis partiet virkelig ville magten. Grundtvigs 150 års fødselsdag blev også fejret i Arbejdernes Læseselskab i København, ved hvilken lejlighed Borgbjerg talte Grundtvigs betydning for nutiden.. ”Han gjorde sig til Talsmand for en meget radikal og social Politik,” sagde Borgbjerg og citerede de to sidste linjer af ”Langt højere bjerge” som dokumentation af Grundtvigs sociale program. Det er de berømte linjer om, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Det er synd at sige, at alle socialdemokrater siden da har været overbeviste grundtvigianere, men utallige er de politikere, der har brugt disse to linjer, når prosaiske redegørelser for deres socialpolitik krævede et tilskud af rammende poesi.


Grundtvigs kontrafej over snapsetingets vindue

Grundtvig skrev i 1820 digtet ”Lang højere Bjerge” som en afskedshilsen til digteren og embedsmanden Chr. Pram, der var på vej til Vestindien. Det er en fædrelandssang, der på samme måde som P.L. Møllers samtidige ”Glæde over Danmark” bygger på en bevidst sammenligning med andre lande. Møller skrev sit digt i Fjernøsten, hvor han kunne beundre den overvældende rigdom, som handelen havde bragt til Østens atlaskklædte, rige mænd. ”Danmark er et lidet, fattigt land” citerer han Batavias købmænd for at sige. Men Møller mente ikke, at rigdom var alt, for så længe vi har modige mænd, trofaste kvinder og rugbrød – ”glad mit sorte, danske brød jeg bryder” – måtte han konkludere, at ”Danmark er et lidet fattigt land”, altså uden kommaet.

De sidste linjer af Grundtvigs digt skal antagelig forstås i samme ånd. Fremmede lande har mere malm i deres høje bjerge og dermed rigdom end vi, skrev Grundtvig til nordmanden Pram. (Tabet af Norge er stadig under bearbejdelse, mærker man, men til Grundtvigs ros må det siges, at han tager det pænt.) Så længe vi har det daglige brød, modersmål og hjerter, der brænder for sandhed og ret, skal det nok gå.

Både Møllers og Grundtvigs digt blev til i kriseår for dansk økonomi. De skal antagelig forstås som en slags trøst for samtiden, der stadig havde den florissante tids velstand i frisk erindring. I tilfælde af næringssorger kan man trøste sig med rugbrød og mandsmod.

Da det en snes år senere gik bedre for økonomien i det elskte fødeland, holdt Grundtvig en serie foredrag om verdenshistorien i hans levetid. Da han nåede til den franske revolution, diskuterede han Rousseaus ide om, at almenviljen kan udtrykkes gennem det direkte styre, der når sine resultater ved flertalsbestemmelser blandt alle en bystats (mandlige) borgere. Grundtvig udmalede de forfærdelige konsekvenser, det kunne få i en by som København, hvis byen blev styret efter sådanne revolutionære principper:

”Lad os en Gang tage et Eksempel lige ud af Livet! Sæt, vi havde her for os alle voxne Mandfolk i Kjøbenhavn, og fortalte dem, at de som et frit Folk burde ikke lyde andre Love end dem, der var udtrykket for den almindelige Vilje og gav følgelig alle Frihed og Lighed, samt, at for at faa at vide, hvad der var den almindelige Vilje, behøvede man blot i ethvert Tilfælde at tælle Stemmerne, da de fleste Stemmer altid maatte gjælde for den almindelige Vilje! Sæt nu, denne Synsmaade for Lov og Ret vandt de fleste Stemmer, som jeg er nær ved at tro, den vilde, og én derpaa udbredte sig over den gruelige Ulighed, især Formuen efter vore gamle Indretninger har gjort mellem Stadens Indbyggere, og det ingenlunde efter Fortjeneste, Flid og Gavmildhed, men dels ved Slumpetræf og dels ved Pugeri, Aager og anden Udsuelse, saa nu vilde han spørge den almindelige Vilje, om det ikke skulde være en Lov, og det en Grundlov i Staden: at hvem der havde over 10,000 Rdl., skulde levere Overskuddet i Kæmner-Kassen, hvorfra det igjen ligelig deltes mellem dem, der havde mindre, saa de, som havde mindst, fik mest deraf, men alle noget! – Hvad saa? Hvem tør nægte Muligheden af, at dette Forslag ogsaa ved de fleste Stemmer blev den almindelige Vilje?”
(Foredraget den 6. juli 1838, citeret efter Anders Monrad Møller, Grundtvigs Mands Minde, Forlaget Falcon 2013, s. 38)

Denne brutale beskatning af de rigeste og overførslen af dette provenu til de fattige ville ifølge Grundtvig ”give Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk, de sent eller aldrig forvandt, og paa alle mulige Maader befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder.”

Kategorier som ”socialdemokrat” eller ”liberal” i en moderne betydning af ordet giver ikke mening som en beskrivelse af det politiske landskab i 1820ernes og 1830ernes Danmark. Selv de nationalliberale kaldte sig ikke nationalliberale. Det er en senere betegnelse. Hvorvidt det overhovedet giver mening at oversætte Grundtvigs udsagn fra 1838 til en kritik af moderne topskab og overførselsesindkomster, er temmelig tvivlsomt. Konteksten er jo unægtelig en anden, og Grundtvig var om noget meget påvirkelig af det, der på ethvert tidspunkt var hans samtid. Derfor giver det også endnu mindre mening at tage linjerne fra 1820 ud af deres kontekst og tage dem til indtægt for en socialdemokratisk fordelingspolitik.

(bygger på forfatterens bog “Grundtvigianisme i det 20. århundrede”, forlaget Vartov 2005)

Se også forfatterens artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af jubilæet.

I artiklen “Krogeruphypotesen” i den i anledning af jubilæet udkomne bog, “Kontinuitet og radikalisme”, udfolder forfatteren yderligere temaet om grundtvigianismens forhold til velfærdsstaten.