Foredrag i Københavnerkredsen efterår 2015

Hermed præsenterer vi efterårets program i Studenterkredsen i København. Samtlige foredrag begynder kl. 20:00 i Vartov, Farvergade 27, opgang H, 3. sal.

17. september
Journalist og satiriker Mikkel Andersson: Satire i en terrortid

Mikkel Andersson er journalist, satiriker og medstifter af den nyhedssatiriske webavis RokokoPosten. Han fortæller ved aftenens arrangement om RokokoPosten, mediets plads i dansk satirehistorie samt humorens vilkår efter de nylige terrorangreb i Frankrig og Danmark, herunder hvorfor han hverken har påberåbt sig at være Charlie eller gør grin med islamistiske dogmer.

1. oktober Læs resten

Foredrag efterår 2015 i Aarhuskredsen

Det er en fornøjelse at præsentere efterårets foredragsprogram i Aarhuskredsen.

Hvor intet andet er angivet, foregår foredragene kl. 19.30.

10. september kl. 19:00: Hjemme i Europa. Oplæsning og samtale
v. Jens Christian Grøndahl, forfatter
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

24. september: Europæisk identitet
v. Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie ved Copenhagen Business School
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

1. oktober: Grundtvigs Luther
v. Anders Holm, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

5. november: Tysk samtidslitteratur: tendenser og udviklinger efter 1989
v. Moritz Schramm, lektor i tysk ved Syddansk Universitet
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

26. november: Hjertet slår og slår – om udkantens opståen og fremtid
v. Jens Smærup Sørensen, forfatter
Mogens Zielerstuen, Studenterhus Aarhus

3. december: Kunst og kristendom
v. Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet
Preben Hornungstuen, Studenterhus Aarhus

Den kampglade grundtvigianer Aage Møller

Efter venlig tilladelse fra Årsskriftet Critique er det redaktionen en fornøjelse at gøre denne indføring i højskolemanden og valgmenighedspræsten Aage Møllers tænkning af ph.d.-stipendiat Johan Chr. Nord, der oprindelig blev forfattet til årsskriftet, tilgængelig for den brede offentlighed. God læselyst!

Da skal man se, at klarhed bor
slet ikke i bælgmørke ord
og stumme tanke-streger,
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vedkvæger

– N.F.S. Grundtvig, Kun ord, som går i sagn og sang, (Budstikke i Høinorden), Højskolesangbogen, nr. 154

Følgende tekst er en let gennemskrevet udgave af artiklen Mytologisk reaktion – den kampglade grundtvigianer Aage Møller og hans tid, som blev bragt i Årsskriftet Critique VII i efteråret 2014. Årsskriftets udgivere Forlaget Munch og Lorenzen har tilladt mig her at gøre artiklen alment tilgængelig, og det er jeg dem meget taknemmelig for.

Her til en indledning skal lyde den enkle forbemærkning, at denne korte indføring i højskolestridsmanden Aage Møllers virke bærer præg af den kendsgerning, at den – da den blev skrevet – også for mig var et indledningsvist forsøg på at trænge ind i Møllers grundtvigske livssyn og vilje til at holde mytologisk højskole. Jeg har sidenhen gjort mine egne livsnære erfaringer med den mytologiske højskole og ville i dag ytre mig om spørgsmålet på en lidt anderledes måde. Det har jeg i det forgangne år løbende gjort – og gør fortsat – i forskellige skriftlige og mundtlige sammenhænge, som den, der har lyst, kan opsøge.

Så vidt de indledende bemærkninger.

Glædeligt kampliv!

Johan Christian Nord,
Sommeren 2015

Indledning
Ét af de spørgsmål, der har betydet mest i grundtvigianismens historie, er synet på forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, som hos Grundtvig selv fandt sin spidsformulering i de ofte citerede ord om menneske først, kristen så. Blandt de, der har kaldt sig ved Grundtvigs navn, har forståelsen af disse ord altid stået ikke blot som et kernespørgsmål, der behøvede overvejelse og drøftelse, men også som et stridens tegn. Ja, man kan måske endda sige, at spørgsmålet og striden om den rette forståelse af de to ikke just entydige ord har udgjort selve kernen i grundtvigianismens historie. Blandt de mange svar, som er givet stemme af forskellige ånder og tider, har der både været famlende tilnærmelser og mere stålfaste bud. Der har både været udglattende forsøg på samling og stridbare krigserklæringer.

En af de forvaltere af den grundtvigske arv, der ikke førte dæmpet tale, men drog våben, var højskolemanden og senere fri- og valgmenighedspræsten Aage Møller, der som forstander på Rønshoved Højskole fra midten af 1920’erne og de næste mange år lod røsten gjalde og pennen gløde til opgør med det, han opfattede som en fremherskende humanistisk udvanding og fordrejning af det syn på menneske- og kristenlivet, der var brudt frem med Grundtvig. Hans opfattelse var klar: så langt størstedelen af tidens højskolefolk havde prisgivet den sande mening i ordene om det menneskelige, der må komme først, ved heri i at se en udpegning af højskolearbejdets område som et sted, der kunne løsrives fra gudstroen. For Møller var afsættet i skabelsestroen derimod af største betydning, ja, for ham var den selve grundstenen for højskolearbejdet.

Hans opgør udmøntedes i en fuldtonet hævdelse af folkehøjskolens mytologiske grundlag, som for Møller at se var den direkte og nødvendige følge af Grundtvigs historisk-poetiske syn. For Møller var de nordiske og gammeltestamentlige myter nemlig ikke tomme; de var ikke tidsbundne historiske dokumenter, men derimod åndens redskab til vækkelse af dansk ungdom og forberedelse til sand kristentro. For ham var myten sandhed, og åndens tale og Guds førelse var ikke en mulighed blandt andre, men den eneste livgivende virkelighed. Og denne virkelighed kæmpede han ud fra – og vandt sig mange fjender ved.

Blandt den brogede skare af egensindige stykker menneske, der befolker den grundtvigske åndshistorie, står han for mig som en af de mest mærkværdige skikkelser – men også som en af de mest bemærkelsesværdige. Et menneske, der mente at have hørt sandhedsrøst gjalde over dødningehjem og derfor ikke kunne bekymre sig det mindste om den gode tone.

Den slags undtagelsesmennesker er i sandhed en historie værd. Det følgende er mit forsøg på at fortælle lidt af den.[1]

Begyndelsen
Aage Møllers dannelsesafsæt var en dyb rodfæstning i det grundtvigske. Han var født i 1885 og opvokset i et stærkt grundtvigsk præget hjem i Odense med nær tilknytning til byens valgmenighed og en fader, der var skolebestyrer på den grundtvigske friskole. Møllers skolegang var grundtvigsk, og sidenhen fortsatte han i den grundtvigske højskoleverden, hvor han mellem 1905 og 1907 var elev først på Ryslinge og sidenhen på Askov. I umiddelbar forlængelse af tiden som elev påbegyndte Møller selv sin lærergerning i den skoleverden, han var udklækket fra og havde tilegnet sig hele sin højere dannelse indenfor. Først som lærer ved Ry Højskole og sidenhen på skolerne ved Skamlingsbanke og i Roskilde.

I løbet af dette tidlige virke blev Møller blandt andet hurtigt grebet af det Sønderjylland, han lærte at kende gennem lærergerningen ved Skamlingsbanke, hvor kampen for det tabte land stod i forgrunden for det folkelige arbejde. Blandt de folk, Møller plejede omgang med i denne tid, skal her blot nævnes en mand, der spiller en meget væsentlig rolle i historien om kampen for en grundtvigsk genrejsning. Denne mand er valgmenighedspræsten Anders Nørgaard, som Møller traf i forbindelse med arbejdet ved Skamlingsbanke. Modsat Møller var Nørgaard ikke en grundtvigsk hjemmefødning. Han var kommet til udefra, idet han under sin studietid ved Det Teologiske Fakultet var blevet grebet af de grundtvigske syner og havde forladt den snævert universitære teologi for i stedet at hellige sig et virke inden for det folke- og menighedsliv, han havde mødt uden for murene – og som han sammen med Møller senere skulle trække i harnisk for.[2]

I denne tid hændte der naturligvis også mangt og meget andet i mandens liv, der satte præg på og udstak retning for det kampliv, han sidenhen skulle hengive sig til – men jeg lader det være og springer nu frem til den begivenhed, der for Møller satte det egentlige skel og bragte ham frem i forreste geled: genforeningen med Nordslesvig og overgangen fra tjenende lærerkraft til enerådende forstander – og åbenmundet stridsmand.

Højskolen ved Flensborg Fjord
For i 1920 skete jo det umulige. Den røvede datter blev bragt tilbage, Sønderjylland blev igen dansk. Eller rettere: ved ombrydningen af Europakortet efter første verdenskrig lykkedes det Nordslesvig at kaste fremmedherredømmet af sig og blive en del af kongeriget. Men sejren var jo på ingen måde fuldstændig. For Sydslesvig, og hermed også Jyllands hovedby Flensborg, forblev jo under tysk overhøjhed. Aage Møller var dengang en af dem, der nok jublede, men som ingenlunde stillede sig tilfreds med den halve sejr. Han havde ønsket og ventet sig mere, og han nærede det ufravigelige håb og den sikre tro til fremtiden, at hele det tabte land en dag skulle vende tilbage. For Møller lå grænsen ikke fast. Den skulle flyttes, og det var kun et spørgsmål om tid, før den ville blive det.

Derfor rejste han sin højskole så nær ved Sydslesvig som overhovedet muligt, nemlig ved Flensborg Fjord, hvor skolen skulle stå som en højborg for genforeningshåbet og for den folkelige dannelse, som Møller så det som højskolens kald og berettigelse at give stemme til. Således begyndelsen på forstandertiden.

I indledningen til bogen Nordiske myter, som Møller udgav i 1947, har han selv fortalt om begyndelsen på arbejdet i det sønderjyske. Her omtaler han blandt andet de vanskeligheder, der var forbundet med at holde højskole »for en ny slags mennesker«. For den nyslåede forstander ville ikke blot tale for danske fra kongeriget, der aflagde besøg i det genvundne land. Han ville også tale til sønderjyder fra skolens nærmeste omegn – og det voldte visse vanskeligheder:

Det var mennesker, som var meget lidt vante til at høre foredrag, og som ikke vidste, at det hører til god tone at kede sig med anstand over et foredrag. De manglede, hvad man i det gamle land kaldte mødekultur. […] Derfor gabte de synligt og hørligt, eller de talte højthviskende indbyrdes, hvis de syntes, at foredraget ikke havde noget at sige dem. Cigarer og piber lagde under foredraget en tættere og tættere taage over alle ansigter, men heldigvis ogsaa over alle aabne gab.[3]

Ja, sådan så det altså ud dernede[4]. Sønderjyderne lod sig tydeligvis ikke imponere af de nytilkomnes foredragssnak og gjorde sig ingen umage med at skjule det, hvilket jo ikke just var et godt udgangspunkt for at gøre skolen til andet og mere end et eksotisk udflugtssted for danske fra »det gamle land«.

Det var således kun meget få ting, der virkelig kunne holde sønderjyderne fangne under et helt foredrag, nemlig historiske emner, der havde en vis tilknytning til tidens liv, og som med Møllers ord rigtignok »kunde faa en hvilken som helst forsamling til at lytte med aabenlys glæde«[5]. Så langt så godt, men i sagens natur vil man jo på et tidspunkt løbe tør for den slags emner og så enten dreje nøglen om eller se sig om efter noget nyt. Aage Møller valgte det sidste.

For ham blev fornemmelsen af emnemæssig udtørring ikke et nederlag, men selve det afgørende skub frem til den (gen)opdagelse, der kom til at sætte scenen for hele hans efterfølgende virke og grundtvigske fløjkrig – hans vej til myternes kildevæld.

Opdagelsen af myterne
Det gik efter sigende nogenlunde sådan her til: den tørkeramte forstander sad bøjet over arbejdet med at forberede en genforeningsfest på skolen i 1924, hvor også egnens folk var indbudte, og hvor der gerne skulle holdes et foredrag, der kunne give noget til hele forsamlingen. Men hvad skulle han tale om, når nu »alle emner, der kunne give løfte om et godt møde, syntes opbrugte«, som det hedder i indledningen til Nordiske myter, hvor Aage Møller også røber, hvordan svaret meldte sig for ham i skikkelse af en undseelig bogryg, der på under-ligste vis påkaldte sig den søgendes opmærksomhed. Med hans egne ord hændte det som følger:

Jeg sad og skulde forberede mig, men jeg maatte først have et emne at arbejde med. Da standsede mit øje ved en bog i en af bogreolerne. Der var ingen titel på ryggen af den. Jeg kunde ikke i øjeblikket huske, hvad den indeholdt. Det viste sig, at det var Grundtvigs mytologi fra 1832. Jeg havde læst den for flere aar siden, og nu var den næsten glemt.[6]

Der stod den altså i bogreolen, Grundtvigs dristige udlægning af den nordiske mytologi, som for højskolens første slægtled havde været et uomgængeligt hovedværk, men nu levede noget mere hengemt, efter have været under den historisk kritiske videnskabs lup. Hvor man på Grundtvigs tid havde opfattet myterne som urgammelt nordisk gods, mente videnskaben nu at kunne påvise en langt senere oprindelse, således at myternes tilblivelse i høj grad måtte tidfæstes til efter kristendommens fremkomst. For mange højskolefolk fik dette følger for begejstringen, der nu ikke længere kunne svinge sig op til samme højde i omgangen med de mytologiske fortidslevn, som havde været selve grundpræget i det første grundtvigske slægtleds højskolearbejde.

Og også Aage Møller havde været dybt præget af denne historievidenskab; han havde heller ikke beskæftiget sig stort med mytologien. Men, som han formulerer det, »i en haabløs situation griber man efter det umulige«, og han gav sig i kast med at læse om Odin. Og så skete det: til den unge forstanders store overraskelse hørte de kræsne sønderjyder »med udelt opmærksomhed paa foredraget«, da han senere talte for genforeningsfestens deltagere.[7]

Herefter blev intet det samme som før. For Aage Møller fremstod myternes indhold nu ikke længere som tidsbundne dokumenter, men viste sig som åndens levende vidnesbyrd, der talte tværs igennem tiden og de skiftende epoker til det bankende menneskehjerte. Møller hengav sig til denne myternes verden, han gav »ind under aandens magt«. Han så sig frigjort »fra videnskabens herredømme« og lærte, hvad det vil sige i ét og alt »at forkynde Guds førelse af menneske- og folkeliv«, som det hedder i artiklen Den frie folkehøjskole, hvori han i 1927 redegjorde for sit nyvundne syn.[8]

Åndslivets love
Men hvad var det så, Aage Møller opdagede i Grundtvigs gengivelse af de nordiske myter, og som han sidenhen også fandt i de gammeltestamentlige fortællinger?[9]

Ved mødet med myternes verden erfarede Aage Møller, at tilværelsen ikke var blevet væsentlig anderledes med den moderne tid. Verden var ikke blevet nyskabt på grund af dampmaskiner, jernbaner – og hvad det ellers hedder alt sammen. Alt det, de gamle havde sagt i den grundtvigske guldalder, viste sig nu for Møller som andet og langt mere end den tidsbundne snak, man under indflydelse af historievidenskab og kulturradikalisme havde villet henvise den til at være.

Den gamle tale blev for Aage Møller vakt af dvale; myternes sunkne verden steg frem og åbenbarede åndens og livets egne love og kamplivets vilkår. Møller så og erfarede nu, at livet ikke var en klump ler, som et menneske kan forme efter forgodtbefindende, men derimod af en ganske anderledes fasthed; tilværelsen viste sig for forstander Møller som en slagmark, hvor der hersker uforsonlig og evig krig mellem livskræfterne og dødsmagterne, og hvor det er den enkeltes opgave at stille sig på livets side. Men at stille sig på livets side betyder ikke hvad som helst; myterne taler deres klare sprog om en ubrydelig grundlov for vækstens trivsel. De taler om, hvordan kampen står til den yderste dag mellem aser og jætter, og ved at gøre dét taler de til menneskehjertet om kampens nødvendighed. For mennesket stiller mulighederne sig således meget enkle: Mennesket kan enten – og det vil det gøre, hvis ikke væksten er blevet hæmmet – følge Guds dragelse ind i folkelivet og her gå ind i det kraftliv, som er kampglæde og virketrang i fællesskabets tjeneste. Eller: det kan knejse i jættens egenmægtige stolthed og hengive sig til fornægtelsen af ånden og indbildningen om at kunne skabe sin egen verden ved at vende ryggen til fællesskabet – og gå sine egne vilde veje.

I mytens verden gives der ifølge Møller ingen tredje mulighed. Kun ved at gå ind under åndens og folkelivets lov bliver mennesket delagtigt i liv og frihed. At være uden for denne gudgivne frihed i fællesskabet – at være et individ – er at være hjemfaldet til døden og berøvet for håbet. For der er »intet neutralt omraade mellem aand og aandsfornægtelse«.[10] Mellem ånden og fornægtelsen er der evig strid.

Ifølge Møller var dette, og intet andet, hvad der var at forstå ved de grundtvigske ord om menneske først, kristen så. At være menneske betød for ham at være sig skabelsesordenen bevidst – kun det menneskebryst, der kendte til lydighed mod denne orden, kunne også være en frugtbar muldjord for Guds levende tilgivelsesord i Kristus.

Nordiske myter
Jeg har allerede nævnt Møllers bog Nordiske myter flere gange, men har endnu ikke givet noget egentlig opklaring af, hvad det er for en slags bog. Det skal jeg gøre i det følgende.

Som allerede anført udkom Nordiske myter først i 1947. Den blev skrevet i løbet af krigens sidste år, hvor Møller grundet modstandsarbejde var gået under jorden – og nu pludselig havde tid til at skrive. Bogen udkom således først lang tid efter Møllers påbegyndelse af det mytologiske højskolearbejde – ja, endda et stykke tid efter, at han i 1941 var blevet nødsaget til at afhænde skolen til Hans Haarder. Ikke desto er bogen god at få forstand af, også i forhold til Møllers tidlige virke, for den er ikke et egentligt bogprojekt fra tiden omkring udgivelsen, men derimod en omarbejdning af de hovedforedrag om den nordiske mytologi, som Møller havde holdt igennem hele forstandertiden; en art systematisk skriftlig fremlæggelse af arbejdet med myterne fra de sidste tyve års tid.

Egentlig brød Møller sig ikke videre om skriften. Han holdt meget hårdt på at være mundtlighedens mand, og de bøger og artikler, det alligevel blev til, udarbejdede han ofte først på andres stærke opfordringer og i reglen som skriftlige tillempninger af de frie foredrag, han efter sigende skal have været en mester i. I begyndelsen af Nordiske myter erklærer det levende Ords mand endda, at han »ikke er skribent« og følgelig beder om læsernes »overbærenhed med hensyn til min skriftlige fremstilling«[11]. Helt så slemt står det nu ikke til med bogen. For det virkeligt mærkværdige og bemærkelsesværdige ved Møllers skrift er ikke så meget formen som indholdet selv. Det er det skarpskårne indhold, den vedholdende forkyndende røst, der er særlig for Aage Møller.

Hans skrift er fuldstændig blottet for forbehold. Ikke ét sted tales der om et på den ene side og på den anden side. Alt er alvor, og der er ikke gjort det fjerneste forsøg på at forsøde formidlingen. Aage Møller argumenterer ikke. Han fortæller og forkynder – og taler kun til dem, der har øren for den forkyndelse, hvis ophav, han er overbevist om, er Folkeånden selv.

Bogens formål er i første række at forkynde og gengive grundsynet i Grundtvigs egen Nordens Mythologi. Men det særlige greb ved bogen er, at Møller ikke lader sig nøje med i sit eget sprog af formidle det grundtvigske syn på mytologien. For udover at genfortælle myterne gør han også det fortalte nærværende og forpligtende ved fortløbende at lade myteverdenens sindbilleder kaste lys over den samtidige strid, som han ser omkring sig mellem åndens vækst og jættevæsenets ukrudtsspirer. Det er dette, der er det egentligt originale ved bogen: forsøget på konkret at anvende de nordiske myter til belysning og beånding af det faktiske, foreliggende liv.

I det følgende skal jeg gengive to af Møllers mytelæsninger, hvori hans grundsyn bliver tydeligt, og hvor fremskrivelsen af en forbindelse mellem mytens evige udsigelse og samtidige forhold træder klart frem.

Den uindtagelige fæstning
For Aage Møller handler historien om forsøget på at opføre et uindtageligt fæstningsværk omkring Asgård om jættekræfternes uundgåelighed i menneskelivet. Den handler om, hvordan den kropslige styrke og den beregnende fornuft øver deres magt og har deres nødvendige plads i tilværelsen, men også om, hvordan disse to, når de bliver selvrådende, udvikler sig til en trussel imod livet.

Asernes hele livsgerning består i kampen for opretholdelse af deres lysverden i striden med de ødelæggende magter, og bygningen af et uindtageligt fæstningsværk omkring asernes gård hører hjemme i denne kampsammenhæng. Møllers eget anslag lyder sådan her:

Der kom en gang en jætte til aserne. Han tilbød, at han vilde bygge dem en borg, som skulle være fuldstændig uindtagelig. Det forslag syntes aserne godt om. De levede hele deres liv paa kampens vilkår. De maatte bestandigt angribe jætter og thurser[12] eller værge sig mod dem, og det vilde derfor være herligt, om de havde en borg, hvor de kunde bo fuldstændig trygt.

Flere vigtige træk ved myten fremgår allerede af anslaget. For det første er det ikke aserne, der selv finder på at opføre et fæstningsværk mod jætternes anslag, og de er heller ikke selv i stand til at bygge det. For at opnå den fulde sikkerhed har de nemlig brug for de selvsamme kræfter, som ellers strider imod dem. Det drejer sig om tvetydigheden ved selve jættevæsenet. I et af de indledende afsnit i Nordiske myter forklarer Aage Møller, hvordan jætterne i mytologiens billedverden står for alt det, der ikke stammer fra ånd, alt det rent naturbundne og dermed ufrie. Det er vigtigt, at de i sig selv hverken er onde eller gode, men derimod tjenende kræfter, der »lige let kan tages i det ondes og det godes tjeneste«. Deres artspræg er rent negativt; de er »fuldstændig aandløse«, idet de »under alle forhold har nok i sig selv« og ikke anerkender nogen »højere magt end den, de selv udfolder«. Jætterne indbilder sig at være »herrefolket«, men i deres inderste er de i virkeligheden »slavesjæle« – og derfor er de farlige.[13]

Således også i denne historie, hvor udgangspunktet nok er, at jætterne udgør en stadig trussel mod aserne, men hvor det netop kun er en jætte af særlig kaliber – en teknisk kyndig bygmester – der er i stand til at skærme aserne mod sine egne artsfæller.

Men jættens tjeneste er ikke gratis – det er jætters tjenester aldrig. Han kræver, som mange læsere nok vil vide, både sol og måne og Freja selv. Han kræver lyset og frugtbarheden. Disse to er jættens pris for den fuldstændige sikkerhed. Noget sådant kan aserne naturligvis ikke gå ind på – uden kvinden og lyset forsvinder selve det, som fæstningsværket skulle have skærmet: livet. Men da aserne alligevel brændende ønsker sig fæstningsværket, træder Loke – deres egen snarrådige jætte – til og påstår, at han er i stand til at snyde bygmesteren, så denne aldrig bliver færdig med bygningsværket og derfor aldrig opnår retten til at indhøste betalingen.

Og forsøget bliver gjort: Loke omskaber sig til en hoppe og lokker bygmesterens overnaturligt slæbedygtige hingst Svadilfar væk fra stenbruddet og forhindrer derved, at den sidste del af muren kan færdiggøres. Men da bygmesteren indser, at han ikke vil kunne få lukket det sidste hjørne i muren og dermed heller ikke vil få sin kostbare betaling, gribes han af vrede og giver sig til at ødelægge bygningsværket. Thor – der nu ikke længere er bundet af nogen aftale med jætten og derfor kan behandle ham som en fjende – forsøger ganske vist at få knust bygmesterens hjerneskal, inden denne når at jævne muren med jorden, men det lykkes ham ikke. Udkommet bliver, at både murværk og jætte ligger knuste foran Thor, og aserne står igen lige netop dér, hvor de før stod: ubeskyttet over for jætterne og med kampen som livsvilkår.

Men der er alligevel en forskel mellem før og efter; for nok er vilkåret det samme, men oplevelsen af, at det ikke lod sig gøre at opnå den evige sikkerhed ved at snyde jætten for hans betaling, sætter varige spor og bliver for aserne til en dyb erkendelse af kampens vilkår. Med Aage Møllers ord:

Det var en alvorlig forskrækkelse, aserne havde haft, og de glemte aldrig siden den lære, de havde faaet. De var for fremtiden afvisende over for alle, der kom for at tilbyde dem sikkerhed, enten det nu var en ydre, eller det var en indre. De havde forstaaet, at al sikkerhed kun var en pænere betegnelse for døden. Den, som er død, har ikke mere noget at frygte fra jætternes og thursernes side, men vil man eje sol, maane og Freja, vil man eje lyset […], kan man kun eje dette paa kampens vilkaar.[14]

Myten taler sit klare sprog og lader sig nemt gengive i kortform: kamp må der til, skal livet gro, som det hedder i H.V. Kaalunds letfattelige sang Jeg elsker den brogede verden. Det var denne erkendelse, aserne gjorde sig ved det forgæves forsøg på at sikre sig – og det var denne erkendelse, Aage Møller så som den afgørende forskel mellem sit højskolesyn og tidens herskende opfattelse.

Højskoleverdenens jætter
I den drøftelse af myten, der følger lige efter den egentlige genfortælling, lades der således ingen tvivl om, at Lokes handlemåde i myten, der udlægges som den snarrådige menneskefornufts forsøg på at omgå tilværelsens pris ved at ville snyde sig til sikkerheden, er at ligne med samtidens højskolefolk. For disse højskolefolk har ifølge Møller glemt kampens vilkår; de har »arbejdet paa at faa ungdommen til at indse, at det klogeste og forsigtigste altid er det bedste«. De har villet »værne og vogte livet«, og har gjort dette »ved at risikere saa lidt som muligt«.[15] Ved deres insisteren på videnskab og materiel nytte har de således skabt en skoleform og undervisning, der »gaar ud paa at faa ungdommen livsforsikret«, og derved har de forfalsket det menneskeliv, der enten må være et kampliv – eller hjemfalde til den åndelige og folkelige død.

Over for dette fornuftighedens og nyttehensynets højskolesyn forkynder Aage Møller et ganske andet syn med direkte afsæt i myten. Folkehøjskolen skal ikke blot være en institution, hvor man kan erhverve sig alskens gavnlige kundskaber om samtiden og videnskaben. Den skal derimod stille sig i udtalt modsætning til den såkaldt lærde skole og turde være et åndens væksthus, hvor der forkyndes åndsbåren sandhed om menneskelivet. Den skal vedkende sig sit ståsted i kampen – og den skal give de unge mod til at gøre det samme. Han formulerer det blandt andet sådan her:

Hvad det drejer sig om paa en højskole, der ser sit formaal i at vække og ruste ungdom til daad, er dog vel frem for alt at oplyse om kampen og dens love, og at indvi ungdommen til at sætte sit liv ind i kampen for livet, baade menneskelivet og folkelivet. Man maa først og fremmest lære at finde sin plads i rækkerne, der er opstillet til kamp. Man maa lære kampsignalerne at kende. Man maa lære, hvad pligt er, hvad det er man skal, uden hensyn til, om man har lyst til det eller ej. Man maa lære, hvad man kæmper for. Man maa kende og elsker de værdier, der er saa store, saa man kan lide saar og smerter for dem og finde, at man derved kun har gjort sin pligt. Man maa lære at tro paa livsværdier, som det er værd at ofre alt for, saa man kan bære nederlag med rank ryg, og saa man kan bære sejren med ydmyghed.[16]

Højskolen skal være en træningslejr – en åndens kaserne, hvor de unge væbnes til kamp mod jættevæsenet omkring dem – og i dem. Et sted, hvor de unge skal lære at give fanden i fornuftsdyrkelsen[17] og frimodigt indfinde sig i folkeåndens kampfront for dér at værne livet »med livet som indsats«.

Således Aage Møllers håb og tro.

Thor hos Udgårds-Loke
Et andet sted i Nordiske myter, hvor forholdet mellem jætterne og aserne fremstilles med stor tydelighed, og hvor der drages vidtrækkende slutninger med hensyn til mytens betydning for en konkret forvaltning af menneske- og folkelivet, er i fortællingen om Thors besøg hos Udgårds-Loke.

Historien handler i al sin korthed om, hvordan Thor en dag fik den mærkelige idé at aflægge et besøg hos jættekongen Udgårds-Loke – og om hvilke følger denne beslutning fik. Allerede fra historiens begyndelse, hvor Thor drager afsted med et rejsefølge bestående af Loke og menneskedrengen Tjalfe, viser det sig, at noget ikke er, som det plejer at være – som det burde være.

Det begynder allerede på vejen fra Asgård til Udgård. Her møder de tre således en jætte ved navn Skrym, som er af en – selv for en jætte – meget overvældende størrelse. I stedet for at kløve jættens skal, som Hammersvingeren under almindelige omstændigheder ville gøre, vælger han at hyggesludre med Skrym og endda gå ind på dennes forslag om at slå følge på vejen mod Udgårds-Lokes borg. Thor, Loke og Tjalfe halser nu i hælene på jætten en hel dag, indtil de ved aftenstid er fuldstændig udmattede og afkræftede. Undervejs på turen har de taget imod Skryms tilbud om at bære deres mad, men det viser sig, at Thor ikke er i stand til at åbne jættens sindrigt konstruerede vadsæk og derfor ikke får noget at spise. Han er imidlertid for stolt til at bede en jætte om hjælp og ender med at gå sulten og arrig til ro. Med de knurrende tarme som akkompagnement ender han i sin vrede med at beslutte sig for at kløve Skryms skal. Men her sker der noget højst mærkværdigt: tre gange gør han forsøget, men lige lidt hjælper det. Hammeren gør ikke den mindste skade på den tykpandede jættekæmpe, der end ikke ænser Thor, men blot mener at være blevet ramt af først et blad, så et agern og til sidst en kvist. Thors styrke og hammerens underfulde egenskaber er nytteløse.

Og endnu værre bliver det, da den ydmygede Thor endelig når frem til rejsens bestemmelsessted. For her udfordres han – som mange forhåbentlig vil huske – til med sit rejsefølge at indgå i en række kappestrider med Udgårds-Lokes folk.

Det går naturligvis galt. De taber alle tre noget så forsmædeligt – og særlig Thor ser sig fuldstændig ydmyget. Først ved sit forsøg på at tømme et bæger, hvis indhold i virkeligheden er selve verdenshavet, så ved forsøget på at løfte en kat, som i virkeligheden er dødsfjenden Midgårdsormen og endelig i tvekampen med en gammel kone, som i virkeligheden er selve alderdommen. Men Thor aner intet om disse virkelige sammenhænge. Han ser ikke klart, men ligger under for Udgårds-Lokes trolddom. Og det er hér, Aage Møller begynder at tolke myten – og udfolder den som andet og mere end den enkle fortælling, jeg her har gengivet.

Tag aldrig til fest hos jætterne!
For Møller er fortællingens åndetale enkel og kan gengives i slagordsform i den underoverskrift, jeg her har valgt: tag aldrig til fest hos jætterne! For det er dét, det hele drejer sig om. Ved at drage til Udgård har Thor givet sig i vennelag med en verden, der ikke blot burde være fremmed for ham, men som han burde stå i et dødeligt fjendskab med. Han er gået på kompromis med sit kald, og den slags har dystre følger. Møller forklarer det blandt andet sådan her:

Han er paa denne rejse uden for sin egen virkelighed, han er uden for sit kald og uden for sin gerning, og derfor kan jætten overliste ham og forblinde hans øjne, saa at det, han ser, ikke er den sande virkelighed. Thor har handlet efter sin lyst og ikke efter sin bestemmelse. Derfor er han kommen ud i usikkerheden og vilkaarligheden og magtesløsheden, som altid findes, hvor man gør det, der ligger uden for ens bestemmelse.[18]

Og lidt længere henne, hvor forholdet til jætterne uddybes, og jættevæsenet sættes på begreb:

Naar Thor rejser som gæst til jætteland, frasiger han sig for den tid, rejsen varer, det fjendtlige forhold til jætterne. Han udsletter det eneste sande og virkelige forhold, han kan staa i til jætterne, og som de kan staa i til ham, og der opstaar et nyt forhold, som hviler paa det, som jætterne anser for at være deres virkelighed. Det er en virkelighed, hvor der ingen absolut forskel er paa godt og ondt, paa sandhed og løgn, paa jættemagt og aandsmagt. Det er en virkelighed, som tjener sit eget rent udvortes og materielle formaal. Det er en virkelighed, hvor den selviske fornuft er den ubetingede dommer og vejleder.[19]

Og derfor bliver både rejsen og forsøget på at dyste med jætterne en ydmygelse. Ånden kan ikke stå i et venskabsforhold til åndløsheden. Den må altid møde frem i harnisk.

Thor er mennesket – »den ubegribelige blanding af aand og støv, som er et menneske«, og som derfor drages i to retninger. Historien handler om, hvad der sker, når støvet råder, og mennesket vælger at gå ind på åndsfornægtelsens præmisser og forsøger at forsvare troen på rationalismens og materialismens præmisser. For Aage Møller er dette en tåbelighed. Der er – kunne vi sige – simpelthen nogle fester, man ikke skal tage til. Der er nogle ’mennesker’, man ikke skal forsøge at få i tale, når man véd, at dette vil betyde at gå ind på deres præmisser.

Som det hedder i slutningen af kapitlet om Thor hos Udgårds-Loke:

Man skal ikke diskutere virkelighed eller sandhed eller noget som helst andet af det, der er livets udgangspunkt med jætter. Man skal ikke forsøge paa at oplyse jætter om, hvordan det forholder sig med livet og dets hensigt, dets mening og maal. De forstaar intet deraf, og de er ude af stand til at kunne forstaa noget deraf. Det er at kaste perler for svin.

Ingen intellektuel diskussionsklub med jætterne, kun mandig krig. Kun sådan bliver mennesket menneskeligt – lyder altså dommen.

Det fejlslagne guddommelige eksperiment
Dette er altså Aage Møllers løsning på de gådefulde grundtvigske ord om menneske først: at være menneske betyder at hengive sig til en rank bestræbelse på at lyde Skaberens bud og gå ind under folkelighedens lov for derved at ophøre med at være et individ og i stedet blive ligedannet med det kæmpende folk. Det menneskelige, det folkelige og det mytologiske er tre ord for det samme grundforhold. De nordiske myter er folkeåndens meddelelse og fortæller en historie, der svarer til den beretning om Guds folk, som er overleveret i Det Gamle Testamente. De fortæller om den samme virkelighed – den samme folkelige nødvendighed.

Men denne hengivelse til den folkelige nødvendighed er ikke hele historien. Efter det menneskelige følger det kristelige. For Møller véd ganske vel, at mennesket alt for ofte viser sig at være det snublende dyr. Han ved, at nok skal loven overholdes, men den bliver det ikke. For mennesket er jo som Thor, der godt véd, hvad han skal gøre med den tordenhammer, der hos Møller udlægges som selve sandhedsordet: han skal knuse jætteskaller, han skal bane sandheds vej. Men alligevel sker jo gang på gang det samme: han griber fejl af sin opgave og lader sig lede af støvet. Myterne fortæller ikke kun om, hvad der må gøres, men også om, hvordan dette ikke bliver gjort. De fortæller om kampens glæde, men også om det Ragnarok, der skal komme og lægge den kendte verden øde. De fortæller ikke kun om velsignelsen, men også om syndens virkelighed. Dette vidste Aage Møller ganske vel, og derfor talte han ikke kun om nødvendigheden af den menneskelige stræben efter lovopfyldelse, men også om syndernes forladelse ved den nye pagt i Kristus.

Jeg skal her fremhæve to steder, hvor denne opfattelse træder tydeligt frem. Det ene sted er i et brev til vennen Thorvald Ovesen, der er optrykt i en lille pjece med den lidet mundrette, men alligevel altsigende, titel Skal en højskolelærer være kristen? Aage Møller: Ja!, som Ovesen udgav i 1989. Pjecen er en samling af Møllers artikler om det kristelige, som tidligere havde været udgivet andre steder,[20] men som den flittige Ovesen efter Møllers død samlede og udgav sammen med et lille udsnit af en brevveksling mellem ham og Møller om spørgsmålet. Brevet er et svar på Ovesens spørgsmål til forholdet mellem det folkelige – der jo for Møller er det menneskeliges nødvendige forståelsesramme – og det kristelige. Møller knytter her an til Grundtvigs tale om mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og det hedder blandt andet sådan her:

Det menneskelige og det folkelige er altsaa det oprindelige, og det er dette, som er det guddommelige eksperiment. Men dette eksperiment mislykkedes, og derfor maatte Gud anden gang bruge sit ord Jesus Kristus. Første gang brugte Gud sit ord til at skabe, og anden gang brugte han det til at frelse.[21]

For Møller er Kristus altså det frelsende indgreb, som Herren griber til, idet Han ser, at mennesket ikke magter at leve op til loven. Han ser, at eksperimentet er løbet løbsk, men ønsker i sin kærlighed alligevel at drage mennesket til sig.

Denne anden brug af Gudsordet sætter imidlertid ikke den guddommelige lov ud af kraft. Tværtimod. For ifølge Møller er det netop selve dobbeltheden mellem stræben efter at lytte til Folkeåndens krav om lovopfyldelse og erfaringen af ikke at mestre dette kald, der bevirker menneskets tilnærmelse til det kriste-lige – det, der er ligedannet med Kristus.

Den nye pagt
I artiklen Den nye pagt fra tidsskriftet Dansk Tunge, der ligeledes er optrykt i Ovesens pjece, har Møller uddybet sin opfattelse af det menneskelige og det kristelige i en lidt længere form og klart angivet sit syn på lovens samtidige nødvendighed og uopfyldelighed. Jeg citerer her et længere stykke for at få så meget som muligt af sammenhængen med:

Jesus viser, at loven lever i et menneskes indre, og at den er uadskillelig fra det sande og virkelige menneskeliv. Hvis loven bliver brudt, vil menneskelivet med det samme være sønderbrudt. Og loven blev brudt, og den bliver stadig brudt, og menneskelivet brød sammen, og det bryder stadig sammen. Men uden kamp skete det ikke og må det aldrig ske. Derfor måtte profeterne blive en nødvendig bestanddel af folkets liv. Gennem dem kunne Gud komme til at føre sin kamp i menneskelivet og folkelivet. Og sådan måtte det ske i gamle dage i Israels folk. Men sådan må det ske alle dage, så længe mennesker og folk lever.

Men selv om loven er levendegjort i mennesker, er den ikke dermed opfyldt. Og opfyldt vil den aldrig kunne blive af mennesker eller ved mennesker. Den vil kunne vække et menneske til syndserkendelse, så et menneske kommer i stor nød, og så er der ingen anden redning end den, der findes i troen på Jesus Kristus som Guds énbårne søn og verdens frelser.[22]

Profeterne var og er nødvendige; de tjente og tjener endnu til at vække den skabelsens lov i folkehjertet, som folket aldrig selv vil kunne overholde, men hvis giver og opretholder er håbets eneste kilde. For Møller var folkehøjskolens egentlige bestemmelse derfor at være en profetskole – et sted, hvor der gik dom over en vildfaren og indbildsk tid, hvor livet groede frem, og hvor håbet kun stod til Herrens egen stærke hånd.

Så vidt Møllers drøm om den mytologiske højskoles og det grundtvigske folke- og menighedslivs genrejsning.

Sejr i nederlag
Men sådan kom det ikke til at gå. Aage Møller sejrede ikke – i hvert fald ikke i det ydre. Han endte i mangt og meget som en slagen mand. Som allerede nævnt så han sig i 1941 nødsaget til at afhænde Rønshoved Højskole, og man kan ikke påstå, at tiden kom til at lystre hans domsbasun. Grundtvigianismen blev ikke lutret, som Møller og hans kampfæller havde ønsket det; den imødesete genfødsel udeblev, og snart kom en ganske anden uåndelig forståelse af menneske først til at herske.

Men Aage Møller gav nu alligevel ikke op – han blev ikke én af de forbitrede. Han fortsatte sit virke som frimenighedspræst i Rønshoved og blev sidenhen valgmenighedspræst i Mellerup, hvor han passede sit embede langt op i alderdommen. Flere steder i sine bøger, artikler og foredrag taler Møller selv om det ydre nederlag – og dets forhold til den åndelige sejr. Han taler om dette gådefulde, at der skulle kunne være sejr i nederlaget. For Aage Møller mente at vide, at der slet ikke gives endelige sejre på denne jord. Han forstod, hvad de gamle nordboer mente med de ædruelige ord: Sejrsløse falde kæmper alle. Men han vidste også, at denne erkendelse ikke har magt til at slukke troens håb.

På talerstolen i foredragssalen på Rønshoved Højskole lod han denne tro indridse i form af en linje fra den lange udgave af Grundtvigs Den signede dag – og den står der endnu som en manende tiltale til de af os, der måtte have hang til sortsyn:

»Men immer det dages dog paany, hvor Hjerterne Morgen vente«

Sådan var Aage Møllers tro, og sådan er enhver lys tro. Og derfor er den stejle og mærkværdige Aage Møller ikke blot historisk interessant, men også vigtig og bemærkelsesværdigt aktuel i en tid, der skriger på både orden og livsmod, og hvor sandheden er og bliver den enkle, at historien endnu ikke slut – for vi er selv med i den.

[1] Til udarbejdelse af denne artikel har jeg ud over de værker, der henvises direkte til, anvendt dele af fem små bøger, som jeg nævner her for ikke at overbunke fremstillingen med noter. Det drejer sig om højskolemanden Poul Engbergs kapitel om Aage Møller i Rønshoveds jubilæumsskrift Fædre og arv fra 1996; det Festskrift til Aage Møller, der blev udgivet af hans venner og nære samarbejdspartnere Gustaf Bengtsson og Sune Andresen i 1960 i anledningen af Møllers 65-års fødselsdag; forordet til artikelsamlingen Kampen om myterne fra 1985, hvori Finn Slumstrup og Kristian Kjær Nielsen har samlet en række af Møllers vigtigste artikler; indledningen til den lille mærkværdighed Myten og mennesket, som er en sammenskrivning af Aage Møllers foredrag og artikler om de gammeltestamentlige myter fra skabelsen til Josefs død udarbejdet af vennen og samarbejdspartneren Thorvald Ovesen og endelig Sune Andresens bog Hundrede Aar. Højskolen 1844-1944.

[2] For en skildringer af Nørgaards liv og virke se for et ældre personligt anlagt bidrag C. V. A. Ruth: Valgmenighedspræsten Anders Nørgaard. Liv, kamp og tro, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1955 og for en nyere grundig behandling Thorkil Jensens ”Valgmenighedspræst Anders Nørgaards arkiv i Rigsarkivet” i Kirkehistoriske samlinger, Selskabet for Danmarks kirkehistorie, København, 2012.

[3] Aage Møller: Nordiske myter, Folkeligt Samfund, 1947, s. 9.

[4] Eller hernede. Jeg skrev oprindeligt disse linjer på Rønshoved Højskole, fra hvis side man var så venlig at give mig et lille skriveophold med henblik på udarbejdelsen af denne artikel – og hvor jeg senere for en tid virkede som timelærer i blandt andet i faget mytologi.

[5] Nordiske myter, s. 10. Som en særlig triumf nævner Møller i øvrigt et foredrag om »kong Christian den danske, den folkekære«, der virkelig faldt i omegnsfolkets smag og fik »piber og cigarer til at gå ud« – og det forstår man jo sådan set godt.

[6] Smst.,, s. 10.

[7] Smst., s. 11.

[8] Artiklen blev oprindeligt bragt i Rønshoved Højskoles årsskrift og Højskolebladet og. Her citeret efter Kampen om myterne, s. 47.

[9] Af pladsmæssige grunde beskæftiger jeg mig i denne sammenhæng ikke med Møllers gammeltestamentlige læsninger, men jeg kan røbe, at de lærestykker, der uddrages af læsningerne i det væsentlige ikke adskiller sig fra dem, der udgår fra de nordiske myter.

[10] Nordiske myter, s. 189

[11] Smst., s. 8.

[12] En led troldeskabning fra mytologien, der ligesom jætterne tilhører de ødelæggende kræfter, men som modsat disse ikke har noget tvetydigt ved sig.

[13] Nordiske myter, s. 40. Karakteristisk for Aage Møllers sammenkædning af mytologi og konkret stillingtagen nævnes i denne sammenhæng det krigs- og erobringslystne tyske folk som et eksempel på, »hvordan jætter helt kan tage magten i et folk«.

[14] Smst., s. 118.

[15] Smst., s. 120.

[16] Smst., s. 12.

[17] Det er værd at nævne, at Aage Møller ikke kun så en åndløshedens trussel i den moderne humanisme og kulturradikalisme, men også i den akademiske og kirkelige teologi. Han vendte sig skarpt imod teolog- og præstevældet og forfægtede en klassisk grundtvigsk forståelse af menigheden som troens sted, hvor ordet lyder og sakramenterne forvaltes. I 1925 lod han sig efter opfordring – og på temmelig utraditionel vis – ordinere af vennerne Anders Nørgaard og Niels Dael og virkede herefter først som frimenighedspræst ved selve skolen og sidenhen som valgmenighedspræst i Mellerup.

[18] Nordiske myter, s. 153.

[19] Smst., s. 154

[20] Først og fremmest i tidsskriftet Dansk Tunge, som blev redigeret af forfatteren og højskolemanden Sune Andresen og udkom mellem 1939 og 1955. Møller var sammen med blandt andre den ovennævnte Anders Nørgaard en flittig skribent i dette tidsskrift, hvis bestræbelse var en gammelgrundtvigsk genfødsel i dansk folke- og menighedsliv. I dette tidsskrift lod Aage Møller blandt andet sine gammeltestamentlige læsninger trykke, der sidenhen blev samlet i bøgerne Mennesket og myten og Folket og myten og udgivet på forlaget Toam i henholdsvis 1967 og 1984.

[21] Thorvald Ovesen: Skal en højskolelærer være kristen? Aage Møller: Ja!, Forlaget Toam, 1989, s. 4f.

[22] Smst., s. 17.

Hellig-Ånd, Folke-Ånd og Kreds-Ånd

Vel hjemvendt efter et i mere end én forstand åndfuldt sommermøde kan der nok være en og anden, der undrer sig. Stud.theol. Kristoffer Garne, afgående bestyrelsesmedlem i Københavnerkredsen, skriver derfor i denne sin svanesang til almindelig oplysning om forholdet mellem folkeånd, helligånd og menneskeånd.

Den megen snak om Folkeånden på Kredsens sommermøde og de mange erklæringer på dens vegne vakte forståeligt nok både undren, kamplyst og undertiden ligefrem forargelse hos nogle af sommermødets deltagere. I de mange drøftelser af mellemmenneskelige forhold opstod der selvfølgelig uenighed om, hvordan denne folkeånd skulle tolkes, og hvilke bedrifter, der var dens løsen. Det er den strid, der oppebier Kredsen som det fællesskab, der også skal ægge til kamplyst ude i virkeligheden på den anden side af legestuens trygge mure. Det er en sag for sig.

Imidlertid blev jeg efter mit foredrag om Grundtvig flere gange i nætternes løb spurgt om, hvilket forhold der mon herskede mellem Folkeånden og Helligånden. Svaret er selvfølgelig, at alting hænger sammen hos Grundtvig, hvorfor udlægningen af forholdet principielt kan vare uendeligt – eller rettere sagt hænger de uløseligt sammen, men hvordan er noget, tiden vil vise. En enkelt gang fik jeg vist også med en vanlig teologisk spidsfindighed svaret, at man kunne operere med en slags kalkedonensisk mønster: De hænger sammen, men er hverken adskilte eller sammenblandede, fordi de er forskellige i natur og udtryk, men bevaret og forenet i samme ånds hypostase – Folkeånden er en ”underafdeling” af Helligånden. Men det svar er næppe helt fyldestgørende og da slet ikke tilfredsstillende for den uindviede, der ikke vil udlægge det ene Grundtvigcitat med det andet.

For barthianere, lutheranere og katolikker – alle slags tilstedeværelser var vi velsignede med i år – havde selvfølgelig deres forbehold overfor denne tale, og jeg skal gerne indrømme, at de forbehold er retmæssigt grundede i den nødvendige kristelige nidkærhed. Jeg vil derfor gerne i drøftelsernes og rusens efterklang knytte et par korte overvejelser til sagen. Også fordi det her ved min bortgang fra Kredsens bestyrelse kan være med til at sige noget om Studenterkredsens væsen – ihukommende en gammel, men utrættelig diskussion om netop dette så vigtige spørgsmål.

I den del af forfatterskabet omkring den mageløse opdagelse, som jeg talte om i mit foredrag, kommer Grundtvig undervejs, i afhandlingen Om Christendommens Sandhed, selv med en udredning af forholdet. Hans definition af folkeånden skal her anføres til oplysning og kan forhåbentligt tjene som almindelig afklaring af, hvad det var, der ugen igennem mentes at blive filtreret igennem Kredsens ungskjalde, og som sind-billedligt kom til udtryk i den levende Grundtvig-buste i revyen. Folkeånden bestemmes som ”den usynlige Kraft, som gjør et Folks naturlige Følelse og Tanke-Gang stærk og levende” (Udvalgte Skrifter, IV, 664, min kursivering). Men så fortsætter Grundtvig:

Naar den engang er saagodt som uddød, da optræder sædvanlig en Kæmpe, enten for Aanden, eller dog for den Folke-Stilling og Stats-Indretning, som var dens Værk (ibid.).

Vi kan ikke her komme ind på de nærmere omstændigheder, denne tanke har hos Grundtvig, hvor det er tæt forbundet til forestillingen om menighedernes og folkenes livsløb (jf. talen Christenhedens Syvstjerne) som død og opstandelse i tiden, men hermed er sagt noget vigtigt: Nemlig, at det ikke er sikkert, at ham, der taler for folket og dets værd, også taler for Ånden (og det er altid Helligånden). Fordi Ånden er én, og dens to sider hænger sammen, taler kun den for ånden, der også taler for Kristendommen, altså taler Guds Ord, som det hed i Karsten Farups glimrende prædiken torsdag aften. Historiens største eksempel på dette er for Grundtvig naturligvis reformatoren Martin Luther.

Derfor er det måske bedre at bruge eller i hvert fald at supplere den kalkedonensiske model med en treenig model. I mit eksemplar af Helge Grells disputats om netop dette emne, Skaberånd og Folkeånd (Anis 1988), har bogens tidligere ejer, grundtvigforskeren Vagn Wåhlin, tegnet to modeller, der til forveksling ligner teologiens modeller over treenigheden, ude i margen af bogens efterskrift. Den ene viser, at der findes tre ånder, menneskeånden, folkeånden og helligånden, som i den anden model svarer til hhv. menneskelighed, folkelighed og kristendom. Mellem både menneskelighed og folkelighed, og folkelighed og kristendom består der et gensidigt forhold (det illustreres af to dobbeltpile), mens der fra kristendommen til menneskelighed kun består et envejsforhold (der illustreres af en almindelig pil). Det er skabelsens skel, kendetegnet ved syndefaldet, der sætter dette envejs forhold, i hvilket menneskets gudsforhold eksisterer som en evig bøn, bekendelse og lovsang, der kun opretholdes ved kirkens forkyndelse. Men alt dette foregår netop igennem folkelighed, det fælles- eller mellemmenneskelige, uden gennem hvilket ingen af os kommer til Gud, og med hvilket der derfor eksisterer en u-afbrydelig sammenhæng. En sammenhæng, der dog kun opretholdes af det levende ord selv, lovsangen. Tilbage i Grundtvigs afhandling hedder det:

Hvor nu Lov-Sangen forstummer, der synker enten Templet i Gruus, eller Folket synker i Støvet derinde, mens Konsten stiger, ja, stiger saa højt, at man gjør guder af Stok og Steen, og begge Dele smile da sædvanlig de Klogeste ad. (ibid. 665).

At lovsangen var levende på Grundtvigs egen tid, vil vist ingen her (orke at) tvistes om. Det vidner hans mange salmer og sange om, som vi har sunget de bedste og stærkeste af igennem ugens løb. Nogle af os mærker i hvert fald, f.eks. når vi synger disse sange, at den levende sammenhæng stadig eksisterer, og overgangen fra Gudstjeneste til det almindelige folkeliv er ingen afbrydelse, men en levende vekselsang til Skaberens og Danas pris. Men faren for, at vi gør guder af stok og sten, den må vi leve med. Det er en risiko, vi må løbe, når vi vil kæmpe for alt, vi har kært. Og derfor skal vi og vores synspunkter bestandigt efterprøves.

Og til denne prøvelse har vi netop også brug for Studenterkredsen som højskolen på universitet, hvor vi som i en geniernes forskole må løbe rundt i troens forgård og vove at dyste både med Loke og med Thor. Forhåbentligt vil den kritiske forstand altid insistere på at afprøve indbildningskraftens vildfarelser. Og det skal der være plads til, for kun i uindskrænket frihed kan kampen for sandhed bestå og forhåbentligt udfolde sig til en opklaret gang i ædle (kreds)fædres spor. Det er det, som nogle kalder for principiel religionskrig.

Derfor har kamplivet brug for Studenterkredsen som et drivhus, hvor de små planter kan få lov at boltre sig og indimellem sikkert komme til at lave guder af både sten, planter og alkoholrus – ja, af Danmark for den sags skyld. Det har jeg i hvert fald oplevet i min tid i Studenterkredsen, også med mig selv som banner- og pennefører. Men jeg har også oplevet, hvordan denne forening har fostret mange ærlige og kristelige skøn- og kampånder, når ungdommens (asa-)rus med tiden fortager sig i mødet med virkeligheden og det sande menighedsliv. Må det også blive sådan i fremtiden. Jeg for min del håber, at det kan blive sandt, hvad der her skrives, når jeg nu giver Grundtvig det sidste ord, i en af de sange, som vi desværre ikke fik sunget i ugens løb:

Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.
(DDS 4, 7)

Glædeligt kampliv – og tak for sangen i årene, der gik. Vi ses.

Kristoffer Garne, 2011-2015


Til videre læsning kan jeg anbefale den nævnte, glimrende og læselige bog af Helge Grell, hvor faserne i udviklingen af Grundtvigs tænkning om emnet gennemgås ret minutiøst. Bogen er og bliver dog først og fremmest grundtvigforskning, og er samtidig båret af en mere eller mindre eksplicit tilknytning til Løgstrups skabelsesteologi. Bryder man sig ikke om disse to retninger i dansk åndsliv, kan man i stedet opsøge Jørgen I. Jensens forfatterskab, der har været min stadige inspiration. Hovedværket er stadig det kultur- og kirkehistoriske værk Den fjerne kirke fra 1995, men i artikelsamlingen Mødepunkter (Anis 2004) er der samlet en lang række artikler, hvor flere kredser om emnet i en levende samtale mellem teologi og kultur.

Det grundtvigske punktum

Stud.theol. Andreas Riis Damgaard har på given foranledning konstateret, hvorledes et punktum gør alverden til forskel i salme 22s klagesang. I det følgende skriver han om dette grundtvigske punktum og dets konsekvenser.

Nogle indledende overvejelser over Sl 22

Da jeg i slutningen af januar var til eksamen i GT II, kom jeg op i de første 15 vers af Salme 22. Jeg trak teksten og var til at begynde med en smule frustreret over det noget amputerede salmefragment, som jeg skulle eksamineres i en halv time efter. Som i enhver god roman fra det dystre hjørne ville jeg sidde fast i domsafsnittet i teksten og aldrig nå til frelsen. Salmen ville blive som fortællingen om Job foruden den afsluttende genoprejsning. I kuverten med eksaminationsteksten lå der også en lille seddel med følgende arbejdsbeskrivelse til: ”Overvej i øvrigt Guds nærvær og fravær i GT.” Et godt spørgsmål, tænkte jeg. For salmen indeholder tydeligvis både det ene og det andet og understreger således glimrende hovedtemaet i Det Gamle Testamente – at både dom og frelse kommer fra Hærskarernes Herre. I Spørgsmålet øjnede jeg en mulighed for mig: Jeg havde trukket fraværet og dommen, men kunne tale om nærværet og frelsen og endda inddrage andre steder i Det Gamle Testamente efter behag. Arbejdsopgaven fik mig straks til at tænke på Guds fravær i salmens begyndelse og på den klagesyngende salmists påkaldelse af sin Gud. Den forladte salmist fornemmer først Guds nærvær i slutningen af vers 22, hvor han efter megen pine og plage proklamerer, at han er blevet bønhørt af Gud. I eksaminationsforberedelsen rettede jeg hurtigt min opmærksomhed på vers 4, da det andet afsnit af salmen begynder her. Salmens fokus rykker fra Guds entydige fravær til Guds placering i kosmos. ”Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger” (Sl 22,4). Sådan lyder oversættelsen i den danske autoriserede oversættelse fra 1992. Billedet står klart. Herren troner langt ude i universet i sin hellighed med seraferne flyvende omkring sig, og der i svinestien ligger salmisten omringet af spottende venner og vilde løver – salmistens Gud er meget fraværende.

Da udprøvningen næsten var nået til sin ende, begyndte vi at diskutere vers 4 mere indgående. Hvordan skal helligheden forstås? Er det en henvisning til serafernes sanctussyngeri, som lød, når Jahve viste sig for profeterne på sin trone? Som da grant Esajas eksempelvis blev kaldet til profet i Herrens helligdom og fik kørt et stykke glødende kul ned i svælget? Eller fortæller det noget om Guds måde at bebo og trone i himlen på? Vi diskuterede det i et stykke tid og nåede på et tidspunkt til tekstkritikken. Det skulle vise sig, at den er fuldstændig afgørende for forståelsen af passagen.

Ét punktum

De gamle, lærde masoreter fra det 7. til 10. århundrede åbnede i sin tid døren op for en anden læsning, end den, der ganske klart lyser ud af den danske 1992-oversættelse. Masoreterne indførte nemlig en alt andet end ubetydelig note i deres behandling af Sl 22,4: huc transpone ˆ. Oversat til godt jysk betyder det: ”punktum bør flyttes herhen”. Hvis man følger denne læsning, hedder verset altså: ”Du er hellig. Tronende i Israels lovsang”. Ét punktum, men med en kæmpe betydningsmæssig forskel. Masoreterne forstår ikke stykket som en understregning af dikotomien mellem Guds og salmistens himmelråbende forskellige situationer. De læser det som en beskrivelse af Guds nærvær og tilstedeværelse i Israels lovsang – på den troner han, i den bor han. Læsningen som masoreterne advokerer for, åbner altså allerede op for Guds nærvær i den dystre begyndelse af salmen, som ellers umiddelbart kun henleder tanken på død og dom. Gud er tilstedeværende, hvor han lovsynges.

”Du blandt vore lovsange bor”

Til sidst havde censor mulighed for at stille et afrundende spørgsmål. Han spurgte: ”Hvad tror du, Grundtvig ville synes om den læsning?” Jeg svarede: ”Den tror jeg, at han ville kunne lide,” og så forlod jeg lokalet. Senere på dagen over de obligatoriske post-eksamens-øl på Bobi Bar gik det op for mig, at Den Gamle rent faktisk læste teksten præcis sådan. I salmen Vor Herre til dig må jeg ty citerer han Sl 22,4, og han læser tydeligvis salmen som masoreterne gjorde det. Som der står i vers 3:

Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerte og munde,
du blandt vore lovsange bor,
som røsten blandt fugle i lunde

Vor Herre troner på vor lovsang. Da salmen, som Grundtvig skrev omkring 1840, udkom for første gang i Dansk Kirketidende i 1869, var den tildelt overskriften ”Herrens Huus”. Guds hus er i menighedens lovsang. Et ganske vist anakronistisk, men ikke desto mindre nærliggende spørgsmål kunne i sammenhængen være, hvad ville Grundtvig have ment om den læsning, som 1992-oversættelsen lægger sig op ad. Det siger han egentlig i vers 1:

Vor Herre til dig må jeg ty,
For stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky,
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår,
at løse af angest og pine.

Grundtvigs stærke fjender påstår altså, at Gud troner som den hellige, han, som Israel lovsynger og altså ikke kommer menighed eller salmisten til undsætning, når angst og pine truer.

Det er ikke irrelevant at tænke sig, hvilken betydning læsningen, som både masoreterne og Grundtvig var modstandere af, ville have af konsekvenser for Jesus på korset – da han netop råbte salmistens indledende ord af Sl 22,1: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig!. Han råbte ikke på Elias, sådan som de tilhørende troede, før de gav ham eddike at drikke. Han råbte på sin Fader, som troner i lovsang. Han virkede fraværende, men viste på tredjedagen, at han var særdeles nærværende.

Hvor bor Gud?

Han bor iblandt os i vores lovsang, Han som er hellig. Der hvor den lovsyngende menighedssang lyder. Når vi i kirken, ligesom seraferne gjorde det for Esajas i templet, da Gud viste sig på sin trone, søndag efter søndag sammen synger: Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre. Hele jorden er fuld af hans herlighed (Es 6,3). Med masoreternes og Grundtvigs punktum gør man en ende på den opfattelse, at salmistens ord i vers 4 udelukkende tjener det formål at fremhæve Guds fravær. Sl 22 handler netop om, at Gud blev kød og tog bolig iblandt os, og hvordan Han blev pint og plaget og oprejst fra de døde. Men med det grundtvigske punktum for øje forstår man, at Sl 22,4, isoleret set, handler om Guds bolig iblandt os her og nu – når man lovsynger Herren med sin mund og sit indre.