Prosa-Krøniken: Forførelse – og virkelighedens straf

I Aarhus kan de så godt som ingen andre sluge både sprut og skråle af karsken bælg. Læs her om, hvordan det gik de raske ungersvende fra Aarhuskredsen, da teologilektor og Mozartekspert Nils Holger Petersen gæstede og lagde op til både postforedrags-soiree og nattesæde på parkkollegiet. Husskjald og kronikør Jørn Hærknas beretter lysteligt om hiin oktoberaften i smilets by.

Ha ha ha
Så så så så
Hun talte så mangt et skæmtens ord

Sådan begyndte en aften i Studenterkredsens Aarhusfraktion for en rum tid siden: Med de pæne toner om Roselil og hendes moder. Og lidet vidste vi tilstedeværende, at det skulle være begyndelsen på en djævelsk forførelse, komponeret af lige dele Mozart og Carl Nielsen, orkestreret af kirkehistoriker og æstetik-connaisseur Nils Holger Petersen, der var hiin bajadsaftens foredragsholder.

Sammen med Mozarts egen Don Giovanni blev vi denne aften kastet fra borde og som en smutsten plasket hen over vandspejlet, indtil vi – mange timer, højskolesange og øllebajere senere – måtte give fortabt på timelighedens uomgængelighed og gå til bunds, som de fordrukne jordens stene vi er.

For denne aften blev vi ført lige i armene på en af de mest djævelske forførelser i nyere aarhuskredstid. Først fik vi udlagt den gribende, men forfærdelige historie om Don Giovannis storhed og fald. Vi hørte om verdens dom, der til sidst sender ham ned i den dybeste, flammende afgrund, fordi han end ikke i mødet med retfærdigheden vil erkende sin skyld. Dette fald var så meget desto større, fordi han på sin færden gennem livet havde ladet sig holde oppe af den sanselige nydelses snurretoppedans.

Men som det er med snurretoppe, holdtes han kunne oppe, så længe liderlighedspisken svang over ham, og så længe han blev ved med at ”give omgange” i livets navn. For da han pludselig ved Il Commendatores mellemkomst konfronteredes med sin egen livs-luftighed og sværmeriske selvoptagethed, bragtes han til standsning og sank følgelig til bunds.

Måske grebet af denne storslåede fortælling om den på én gang tildragende og frastødende myteskikkelse, omgærdet af den skønne (men vist nok moralsk angribelige!) Mozarts musik, endte hiin kredsaften hverken ved foredragets slutning, eller ved Kælderbarens udestængning af vi tilbageblevne nydelsessyge æstetikere. Heller ikke selvom den formelle del af programmet afsluttedes med afsyngning af kredsklassikeren Den klare sol går ned, kunne mådeholdet og anstændigheden trænge igennem til os.

Vi ville (som det er med hiine æstetikere) have mere! Mere! Mere!

Og da, som vi netop blev ramt af lukkeordninger og bebudelsen af ”sidste snurretoppeomgang”, sprang nådens kilde af klippen: ”Jørn Hærknas bor et kast med smutstenen herfra,” råbtes det udover de tomme ølflasker. Og så smed man bomben: ”Han har whisky. Så bare prisgiv dit helbred og næste dag med.”
Og skønt smøgpindene var futtet af, var der også råd for mere røg: Ligesom den sidste nat på årets sommermøde blev Dommedagsgangeren nemlig sadlet og med Stolten Julius ved tømmen galoperede den mod Nådekiosken, der har evigt åben (7-11). Thi røg må der til, om livet skal gå under! Hermed var ethvert anstændigt løb kørt.

(NB: Netop De Anstændige, der også tidligere havde hørt om både forførelse og straf, var klogeligen allerede brudt op fra forsamlingen. Klogelig var det, efterdi slige natlige eskapader i dere øjne nok ikke var dogmatisk korrekte. Det er jo ikke alt, der gavner.)

”Hurra, hvor er vi frejdige!” råbte ungersvenden Anders hiin Bruune, hvorefter han istemte en meget tenorpræget udgave af I alle de riger og lande. Og åh, som den klang højt og urent ud over hele Aarhus’ ringgade. Hvilket jubelkor!

Kælderbarens skanser blev således rømmet, og afsted gik det mod mørkere og intimere jordestrøg. Et kollegiekøkken blev indtaget med vrål og vræl, whiskyen blev fundet og atter kom Den Lille Blå på bordet. Nu skulle der Carl Nielsen til, og Nils Holger dirigerede. Nænsomt, men bestemt. Højt det gjaldede og den hjemmeboende whisky blev hurtigt tømt. Også en halv flaske snaps måtte frem af spritlageret, og da endog den var vredet tør (til tonerne af Som en rejselysten flåde), var forsamlingen tæt ved at kapitulere.

Som tørstige hjortekalve sad vi om det kantede bord og tænkte på råd, lige indtil selveste orkestratoren, dirigenten, aftenens egen Commendatore – der skønt han ikke længere havde stemme som en 65-årig, men alligevel med lethed kunne tildrage sig tilhørendes respekt – ihukom det trofæ, han havde modtaget for de levende ord, han tidligere havde foredraget os: Heurika! Heurika! Vi har en flaske til! Og så var alt jo godt, og vi kunne med frejdighed og Don Giovanni i hu atter skåle på livets lyksaligheder og ormesækkens rumlen, altimens der istemtes Den danske sang er en ung blond pige.

Således fortsatte aftenen. Der blev røget, der blev skrålt og der blev grint. I mange timer havde vi svin det ganske fint. Og som det bør være, gik vi sidste vågne bajadser, da klokken nærmede sig syv, mod nærmeste idylleriske plet for at sjunge solen op. Men ak, da ramte verdens dom os dobbelt hårdt: Vi var ikke længere i Augustus’ tid, men i den mørkeste oktoberoffertid, og hvor meget vi end sang, ville solen ej lade sig vise. End ikke gamle Knudsen kunne mane den hedenske lysglobe frem af havet. Vi måtte nøjes med en enkelt lygtepæls matte og kolde glød.

Verdens dom var klar: I har tabt mod jer selv, og virkeligheden har straffet jer derfor. Ingen sol til jer. Gå i seng! Sådan sluttede hiin forførende aften i Aarhuskredsen!

Gak ormesæk og sov, Gud skal i morgen dig
Vække her
Men siden dér
Til liv evindelig

Fundet på Kredsen Sommermøde…

Skulle De, kære læser, have misset årets sommermøde og derfor være ved at springes af nysgerrighed over forløbet af de mange foredrag, eller skulle disse blot have forpasset sig i tågen og rusen, fortvivl da ikke. Hermed bringer redaktionen nemlig et slags referat. Dels nedenstående foto af ganske autentiske noter, fundet i foredragssalen, dels den følgende liste over efterladenskaber fra de mange kåde studerende. Ugens forløb, i hvert fald for foredragenes vedkommende, lader sig således ganske let opsummere.

I øvrigt fundet på sommermødet
– To ens blå Ralph Lauren-skjorter med matchende græsmærker på ærmerne og rødvinspletter på maven
– Et par knækkede stiletter
– 1 urøget og 4 halvrøgede pakker Blå Kings
– En næsten tom flaske helliters Ballantines.
– 4 udrevne sider af Højskolesangbogen. Tre med nummer 453, en enkelt med nummer 511.
– Tre brugte og et ubrugt kondom
– Et nummer af Tidehverv (maj-nummeret) med cigaretmærker på en af Kredsen bekendts artikel og champagnepletter på en anden af Kredsen bekendts boganmeldelse.
– En tabt uskyld eller to
– Enkelte ting, der ikke sømmer sig for dette forum.

Visse af tingenes ejermænd er formentlig redaktionen bekendt. Alle henvendelser om tilbagerekvirering vil højst sandsynligt blive ignoreret.


Skulle man ikke stole på det hermed givne referat, lægges de fleste af foredragene efterhånden op på Youtube på følgende link.

Se i øvrigt denne lignende artikel ang. sommermødet 2013.

Hvem var Laurids?

Sognepræst i Aabenraa, Jens Kvist, har sendt os sin skåltale om Johannes Lauridsen fra Kredsens Jubilæumsfest på Regensen, 6. september 2013

Da Johannes Lauridsen, kaldet Laurids, fylder temmelig meget (det gjorde han jo på alle måder – fyldte meget!) i det fortræffelige jubilæumsskrift, der er udsendt i anledning af Studenterkredsens 125 års jubilæum, synes jeg lige, at jeg vil sige nogle ord om, hvem Laurids var. Meget af det læner sig stærkt op ad det, min far skrev om ham i det festskridt, der udkom i anledning af Laurids’ 50 års fødselsdag. Altså:

Lige fra min tidligste barndom i Varde Præstegård husker jeg Laurids som en helt naturlig del af familien. Han boede hos os i lange perioder, nogle gange op til en måned. Og han fyldte godt på alle måder. Når min far fortalte sine hjemmedigtede historier om den lille trold, Ringeling, og Laurids var tilhører, blev der ofte flettet nogle teologiske hints ind i historien, som vi børn naturligvis ikke forstod. Men det gjorde Laurids. Så på skift lå vi på hans mave, som hoppede op og ned, når han lo, og det gjorde han tit og voldsomt.


Karikatur af Johannes Lauridsen og hans hoppende mave, af Knud Holm, trykt 1970 i det nævnte 50-års festskrift

Hans baggrund var en mild Indre Mission. Faderen var tolder i Seest ved Kolding, og det blev anset for en selvfølge, at man gik kirke, ellers var der ingen snaps til frokosten bagefter. Laurids fik sin første snaps, da han var ni år, fordi han havde fanget præsten i en selvmodsigelse. Det skulle honoreres. Som 12 årig fik han en byld i halsen, der på et tidspunkt så ud til at tage livet af ham. Han var på det tidspunkt erklæret ateist. Så faderen følte sig kaldet til at gå ind og fortælle sin søn, hvad lægen havde sagt: Han havde måske kun et par timer tilbage at leve i. ”Tror du nu, Johannes?”, spurgte faderen ham. Det gjaldt jo sønnens evige frelse. Nej! Hvæsede denne, så godt som bylden nu tillod. ”Så tror jeg i dit sted”, svarede faderen og gik. Lidt efter kom han tilbage: ”Du må tilgive mig, jeg havde ingen ret til at trænge mig på. Ingen kan tro i andres sted!”.

Laurids kom over begge dele, både byld og ateisme. Men han glemte aldrig sin far for dette: At han som troende overvandt sig selv og bad sin vantro søn om tilgivelse. Og på den måde var han faktisk en stor – meget stor! – selvmodsigelse. Jeg husker tydeligt, at da han var død i januar 1985, skrev Ole Jensen i et særnummer af Studenterkredsen, der udelukkende handlede om Laurids, at denne var én, lang dementi af sin teologi. Og det var fuldstændig rigtigt! Laurids kunne aldrig blive træt af at påstå, at teologi dybest set var en smagssag på linje med bøf og rødvin, for han var allergisk over for alt, hvad der smagte af føleri for denne Jæææsus, som han sagde. Men ikke desto mindre vil jeg påstå, at Guds ord for ham var det daglige brød. Man skulle bare ikke sige det til ham, for han havde en urørlighedszone på flere tusinde hektar, som vistnok Søren Højmark har udtrykt det.

Laurids var autodidakt. Studentereksamen blev det aldrig til, skønt han forsøgte sig med et kursus – på Rønde af alle steder! Dels faldt han i søvn, når han skulle læse latin, dels blev han forstyrret af, at der blev sunget ”sjofle sange”, som han sagde til rektor Mygind. Da denne spurgte, hvad han dog mente med det, var svaret, at ”det er sådan noget wærre wræwl fra Hjemlandstoner.” – ” Mon ikke De skulle finde et andet sted end lige her?”, foreslog Mygind, og dermed skiltes deres veje i al fordragelighed.


Jens Kvist fremfører sin skåltale, foto af Adam Garff 2013

Det lykkedes for Laurids at tage den såkaldte nøduddannelse i 1970’erne, hvor han under eksaminationen bandede og svovlede: Hvor helvede er det nu, det står? Hvem satan var det nu lige, der sagde sådan? Men det lykkedes ham ikke at få embede. Jeg husker, at han prædikede i Rødding Kirke i forbindelse med Studenterkredsens sommermøde i 1977. Han fik hele kirken til at brøle af grin, fordi han sagde, i sin iver for at menneskeliggøre Jesus så meget som muligt, at denne naturligvis havde jordiske interesser såsom – og så rodede han lidt rundt i sit manuskript, indtil han efter en lang pause sagde: Svømning. Han var ikke klar over, at der i kirken ud over os befandt sig et menighedsråd., som ville lytte til ham som ansøger. De gik lige så stille igen. Da jeg spurgte ham, hvorfor han lige havde sagt svømning, var svaret, at han egentlig havde skrevet: Jagt, fiskeri og svømning, men det kunne han ikke læse.

Det skete af og til, at Laurids ringede til mig, og så var det altid lige på og hårdt: Har du læst, hvad den og den har skrevet i Kristeligt Dagblad – nå ja, undskyld, det er Johannes Lauridsen, kom det lidt overflødigt bagefter. Og da vores yngste en overgang havde en livstruende sygdom, indledte han altid med at spørge: ”Hvordan går det med det unge menneske?”. Når det var på plads, kunne han gå over til andre ting, såsom: ”Har I haft en rimelig sommer, eller skinnede den Helvedes sol hele tiden?”

Med disse få glimt har jeg villet tegne et portræt af et højst usædvanligt menneske, der var den bror, min far aldrig fik.

Se flere indlæg om Johannes Lauridsen her

Læs om det nævnte jubilæumsskrift her

Hørt på Kredsens sommermøde


”Den danske sang er en ung fuld mand.”

”Jeg er glad for, at jeg ikke har taget min kone med.”
”Vi skal huske at misbruge ungdommen. Det er vores privilegium.”
”Jeg har ikke lyst til at gå og tænke dårligt om mine venner, men jeg vil sådan set heller ikke tænke godt. Jeg vil have lov til at være neutral. Det handler ikke om at være godtroende eller ej, det handler om ikke at tro.”
”Jeg har igen haft mareridt. Jeg drømte, at man sang Den klare solDu kom med alt det, der var dig.”
”Kan vi ikke få kørt Beck ind for at sætte en stopper for det her?”
”De siger jo, at man skal høre sandheden fra fulde mennesker og børn. Førstnævnte har Studenterkredsen hermed modbevist.”
”Der skal ske noget alvorligt i Danmark. Noget meget alvorligt.”
”Sætningen er redundant på den anmassende måde.”
”Du repræsenterer dem, der har ødelagt Danmark.”
”Jeg har det, som om man hældte mad ned i svælget på mig, og jeg kunne ikke smage en skid.”
[Ældre deltager fra Kredsens sommermøde, der kiggede ind til Filosofisk Forums arrangement med Ursula Andkjær Olsen]
”Det ligner et billede af Mads Holger og hans bøssede lillebror.”
”Der er forskel på naturalisme og humanisme. Naturalisme er, at jeg voldtager, fordi jeg er liderlig. Humanisme, derimod, er ren ideologi.”
”I Tidehverv skal der ikke stå akademiske titler ved bidragsyderne. Det er jo en folkelig sammenhæng.”
”Det er ikke rigtigt. Men det er bare heller ikke forkert.” [Om at hævde, at SF-afhopperne er varulve og forrædere.]
”Vi skal jo huske, at det eneste, vi kan, er at famle med vores fornuft. Vi lever i en slagtehal med nådens kødkrog i nakken.”
”Altså. Når jeg drikker, er jeg tidehvervsk.”
”De har ødelagt Kredsen.”
”Stolen har krav på ikke at blive smadret.”
’Det her er jo ikke hørt på Kredsens sommermøde, men der er jo faktisk dygtige RUC’ere’
’Sagde du, at der er fornuftige RUC’ere?’
’Nej, er du syg i bolden?’
”Hvis bare Nabokov havde været tidehvervsk, ville han have fattet, at hans libertinere med perlende glas i hånden skulle have været akkompagneret af en lige så perlende protestantisk latter.”
”En guitar… Det kan kun ende vulgært. Gider manden i øvrigt synge på dansk?”
 Alle citaters ophavsmænd er formentlig redaktionen bekendt. Indsigelser vil efter alt at dømme blive ignoreret.
Flere bidrag modtages i kommentarfeltet herunder.

Rimkrøniken anno 2013

I gamle – altså i mytologisk gamle – dage var der i Kredsens blad en stærk tradition for post-festum lejlighedssange. En tradition, der nu ser ud til at være blomstret op af glemslens muld. I hvert fald har redaktionen modtaget følgende fra en vis hr. stud.poet. Jørn “Granaten” Hærknas i anledning af de to bestyrelsers årlige dannelsesrejse til Skærum Mølle i weekenden.

Mel: En i Kredsen bekendt slagsang

Når vi drager, som de Krager
Over Land med Forårstegn
Langt mod Vesten hist hvor Blæsten
Præger Jyllands golde Egn
Vågner Kredsens Mænd og Jenter
Synger, mens vi spændte venter
På at Skærum Øjet ser
På at Skærum Øjet ser

Og i Bussen frem med Sjussen
Frem med Gammel Dansk så ram
Ad de Veje, Jensen dreje
Over Bro og Bakkekam
Sorte Guld og Frydesange
Gør, hver Dåre bliver bange
Kredsens Sang er Gude-Gnist
Kredsens Sang er Gude-Gnist

Og ved Åen, ja, der lå den
Målet for vor Kredsen-Tur
Dåser flyder, og vi nyder
Gudruns Mad fra ”Løve-Bur”
Her på Heden mærkes Sæden
Som den spirer midt i Væden
Livets Vand er nu for Hånd
Livets Vand er nu for Hånd

Vores Formænd, de tør ro den
Båd vi stævner ud herfra
Ned skal Whisky, bare prisgiv
Krop og Stemme, vi er klar
Med en Sangbog og en Bajer
Skal vi vinde Torden-Sejr
Knold og Ånd vær nu beredt
Knold og Ånd vær nu beredt

Og hver Morgen, Hoved-Sorgen
Dundrer frem i fuld Galop
Træthed tordner, Kaffen ordner
Vangshardt synges lystigt op
Hvaler slagtes, Jord forpagtes
Island tragtes, Ungdom agtes
Else, hold mit mindste Bud
Ellers bli’r du skiftet ud

Anekdoter, gamle noter
Frem fra Kredsens Ånds-Arkiv
Frit de springer, let på Vinger
Og de får fornyet Liv
Garne priser Laurids’ Mæle
Ballings Slægtning Fromhed kvæle
Kætterpriser deles ud
Kætterpriser deles ud

Frygt dog ikke, tro og nikke
Det kan Kredsens bedste Mænd
På en Gud-Dag og en Slud-Dag
Fikser Nadver alt igen
Og som sidste punkt vi ærer
Damgaards Slægt, og konverserer
Tak for Sild og Snaps igen
Tak for Sild og Snaps igen

Hele Turen, frem med Luren
Det er Åndens Våbengny
Ungdoms-Flammer Tonen rammer
Og det klinger højt i Sky
Men før alle bliver fromme
Må vi ned fra Babel komme
Du er klam, din idiot!
Du er klam, din idiot!