Anmeldelse af Tudvads seneste bog

I anledning af, at nr. 1, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer professor MSO Anders Klostergaard Petersens anmeldelse af Peter Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri. Bogen, der er den første af sin slags på dansk siden 1965, ønsker at introducere historien om den tjekkiske reformator for et dansk publikum. Redaktionen ønsker Dem et velsignet nytår – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Peter Tudvad, Jan Hus, kirke, korstog og kætteri, København, People’s Press 2018. Pp. 336. 300 d.kr. ISBN 978-87-7200-324-5.

Peter Tudvads bog om den tjekkiske reformator Jan Hus er kommet i kølvandet af ‛reformationsårets’ enorme interesse for Martin Luther og den evangelisk-lutherske reformation. Foruden et forord består bogen af 27 kortere kapitler. De skildrer Hus’ liv og tanker, de etniske og teologiske konflikter omkring Karlsuniversitetet, de forskellige böhmiske reformationsbevægelser, deres indbyrdes teologiske stridigheder og konflikterne med den daværende katolske kirke, den samtidige nært forbundne politiske historie blandt kongemagter i såvel Böhmen som Det tysk-romerske rige og de relaterede fyrstedømmer. Endelig beskriver bogen i korte træk den efterfølgende udvikling til det, der ad kringlede veje – godt hjulpet på vej af Zinzendorf og pietismen – blev til brødremenigheden. Bogen har fotos af centrale manuskripter, stik, malerier og film knyttet til Hus.

Med bogen ønsker Tudvad at råde bod på det ikke mindst i 2017 noget ensidige fokus på Luther som reformatoren par excellence. Det oplysningsmål kan man kun billige; men Tudvad har også andet og mere på spil, som undertiden antager en patosfuld karakter: “Ikke desto mindre bliver den husittiske (sic) reformation i almindelighed sat i skyggen af den lutherske reformation i almindelighed, som var denne alle tænkelige reformationers mål og mening” (278). Bedre bliver det ikke af, ifølge Tudvad – i direkte forlængelse af det forudgående citat -, at: “Tilsvarende rangeres Hus som en mat afglans af Luther” (ibid.).

Jeg nærer stor sympati for Tudvads ønske om at give Hus, hvad der historisk og teologisk tilkommer ham; men det virker overdrevet, for ikke at sige megalomant, når han drager bastante åndshistoriske og kulturpolitiske konklusioner af reformationsjubilæets ringe kreditering af Hus som udtryk for, “at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret af Østeuropa” (8). Ja, det antager overdramatiseret karakter, som placerer forfatteren i rollen som forsoner mellem Øst og Vest: “Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi unødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe” (8).

Hvem er det vi, Tudvad taler om? Russiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som den østeuropæiske. Og ret beset kan man diskutere begrebet Østeuropa, når det gælder f.eks. Tjekkiet og Ungarn. Centraleuropa er vel en mere præcis betegnelse, både geografisk og kulturelt. I stedet for at gribe til konspiratoriske åndshistoriske og storpolitiske spekulationer om baggrunden for den mindre interesse for Hus i 2017 kunne Tudvad mere nærliggende overveje en virkningshistorisk forklaring. Jeg kunne også have ønsket mig, at Bucer, Bugenhagen, Melanchton og Erasmus havde fået større opmærksomhed i 2017, end de fik; men i et virkningshistorisk perspektiv, som ikke er dikteret af faghistoriske hensyn, var den primære Luther-interesse forståelig.

Tudvads bog giver en fin skildring af Hus’ liv og de begivenheder, der førte til hans kætterdom og efterfølgende henrettelse i Konstanz i 1415, ligesom den udmærket beskriver udviklingen frem til den aktuelle brødremenighed. Som sådan efterlever bogen Tudvads ønske om at “vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn” (9). Så vidt, så godt; men på ny forfalder Tudvad til patosfuld selviscenesættelse: “Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke” (ibid.). Jeg ved ikke, hvem de fleste er; men jeg synes, udsagnet reflekterer unødig nedladenhed og selvpositionering over for bogens læsere. Det springer også i øjnene, når Tudvad beskriver, hvordan han ikke har ladet sig friste af at springe teologiske mellemregninger over for blot at underholde med krudt, kugler, kætterdød og korstog. I stedet udgør teologien den røde tråd i fortællingen, skønt man måske nok kan anfægte Tudvads påstand om, “sådan som den også var det i virkeligheden” (9).

Hvilken virkelighed henviser han til? Teologi er snarere end at udgøre en begivenhedshistorisk helhed del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen. Men Tudvad vil mere: “Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet og mere end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere” (9). Det er for patetisk. Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?

Tudvad har efter eget udsagn ikke ønsket at skrive en monografi, som kunne meritere ham blandt akademikere, men derimod vække interesse blandt alle optaget af historie og teologi. Fint nok; skønt jeg i modsætning til Tudvad ikke ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning. I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis selv man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman. Tudvad gør ikke selv genren klar; men forvirrer sin læser. Det skyldes ikke mindst meget indlevende beskrivelser, der ellers primært skildres med historikerens distance. Det er da udmærket, at Tudvad ved at bruge bibelsk sprog i beskrivelsen af Hus “som snild som en slange og enfoldig som en due” (Matt 10, 16), men når han anvender udtrykket to gange på bare tre og en halv side er det overdrevet (54.57), ligesom formuleringen langt fra er klar. Sådanne psykologiseringer optræder gennem hele bogen: “Midt i den ædruelige besindelse på menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet” (68). Ser Tudvad problemet og modificerer derfor udsagnet gennem modalverbet? Jeg ved det ikke; men formuleringer som denne giver en umiskendelig reminiscens af forne tiders kirkehistoriske fremstillinger, hvor forfatteren også mente sig i stand til at trænge ind i de fortalte figurers sind og tanker: “Let har det ikke været for Hus at sige farvel til Prag, hvor han immervæk havde levet et næsten kvart århundrede. Den gyldne by ved Moldau havde formet ham, så han med rette kunne betragte sig som dens søn, selvom han ikke havde glemt sine rødder i det sydbøhmiske bondeland” (91). Det virker altmodisch og grænsende til kliché, når Tudvad f.eks. skriver: “I nattens mulm og mørke mellem d. 20. og 21. marts, mens Hus sikkert lå i sit møg og martredes af søvnens ukontrollable flammesyn, og Sigismund lå i sine bløde klæder og pirrede sig selv med søde drømme om kejserlig værdighed, forlod et par ryttere Konstanz” (122). Comenius “var inderligt troende og umådelig lærd, en lidenskabelig prædikant og en flittig skribent, hårdt ramt af skæbnen og berejst i det halve Europa” (287f.). Formuleringer som disse (og dem er der mange af) gør mig usikker på, om jeg læser en historisk roman eller en historisk skildring, der i inderlighed og psykologisk malerisk beskrivelse giver uafladelige mindelser om Hjalmar Homquists og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie. Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Brug af tyske transskriptioner og tjekkisk original skrevet i parentes ved navne er en god ting; men jeg undrer mig over at en lang række latinske begreber og formuleringer ikke er oversat. Det virker inkonsekvent, ligesom det for den almindelige læser, Tudvad henvender sig til, også havde været en hjælp, hvis der var luget ud i fremmedord og bedagede danske udtryk. Et ledsagende kort ville antagelig også have gavnet den, som ikke umiddelbart har Centraleuropas geografi præsent.

Bogen er generelt velskrevet; men der er også en række sproglige udfald, som ikke vidner om litterær stil, endsige forfatteren som litterat. Udtryk som f.eks. “for lutheranere at se,” “for Hus at se,” “fup og fidus,” “på sigt,” “hvorom al ting var,” “hip som hap,” “var et fedt” hører ikke hjemme i en bog, der tydeligvis – og godt for det – også efterstræber et elegant litterært leje. Fejl er der prisværdigt få af. Jeg har kun fundet enkelte som f.eks. “Marsilius von Padua” (Marsilius eller Marsilio fra Padova) (124), “adammitiske” for adamitiske (162) og “Sienna” for Siena (204).

Bogens genremæssige uklarhed er også dens store svaghed, fordi den som historiefremstilling forfalder til ikke alene historievidenskabeligt problematiske psykologiseringer, men også en meget traditionel begivenhedshistorie, der ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling, jf. formuleringen om teologi som den ‛virkelige virkelighed’.         Når det så er sagt, må man også give forfatteren, at det lykkes ham at dokumentere Hus’ betydning for den lutherske reformation, ligesom han får pointeret vigtigheden af selve reformator- og reformationskategorien, som noget der ikke lader sig begrænse til det 16ende århundredes reformationer alene. Det sidste opfatter jeg som en væsentlig pointe, som lader sig yderligere præcisere. For det gælder ikke religionshistorien generelt, men alene kosmos- eller aksetidsreligionerne, som netop har løbende reformationer. Reformator og reformation som fænomen er tæt forbundet med fremkomsten af kosmosreligion i Kina, Indien, Grækenland og Israel fra sjette århundrede f.v.t. og frem. Kosmosreligion var resultat af de tidligste reformationer, vi har kendskab til. Buddha, Heraklit, Xenophanes, Platon, Lao-tse, Konfutse og kredsen bag 5 Mos. var alle reformatorer, som også Hus, Luther og Grundtvig senere skulle blive det.

Min kritik af bogen til trods har Tudvad indlagt sig fortjeneste med værket. Enhver, der vil vide noget om de senere reformationsbevægelser i det 16ende århundrede, må selvsagt sætte sig ind i Hus, ligesom de naturligvis også må tage den mystiske tradition og devotio moderna-bevægelsen til efterretning. De er alle væsentlige forudsætninger for at forstå de senere reformationer, som netop bygger på ældre reformforsøg af religiøsiteten i en verden, der i stadig stigende fart undergik store forandringer. Det er en grundlæggende evolutionær pointe, at intet kommer ud af intet, men bygger på eksisterende træk. Eller som Robert Bellah ordsprogsagtigt formulerede det: “Nothing is ever lost.” Det gælder både biologisk og biokulturel evolution.

Hvorfor lykkes nogle reformbevægelser, medens andre mislykkes? Tudvad har en væsentlig del af svaret på de senere reformbevægelsers succes. De blev godt hjulpet på vej af et nyt medium, trykpressen; men dertil kom også en ændret politisk situation, som favoriserede spencerske, durkheimske og marxske selektionsmekanismer i den videre udvikling. Det kræver imidlertid et anderledes faghistorisk arbejde at forstå. Tudvads bog er god til at vække interesse for Hus og de tidlige 1400-tals reformbevægelser i navnlig Böhmen, ligesom den er fin til at skabe et overblik. Som sådan er bogen vellykket. Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *