Den folkekirkelige ophøjelse af den moralske middelmådighed


Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Glædelig påskemorgen.

Vi kan ud over Herrens opstandelse melde, at nr. 1, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden omdelt til abonnenterne. Derfor er der opstået endnu en mulighed for at udgive en artikel fra tidsskriftet på Kredsens hjemmeside – måske til stor opstandelse? Til Deres vederkvægelse bringer vi denne gang cand.theol. Ole Lyngvågs karakteristik af den danske folkekirke i det Herrens år 2018. Redaktionen ønsker Dem god fornøjelse med læsningen!

Vi minder i samme åndedrag om, at De skal huske at forny Deres abonnement. Et helt år med mindst fire numre koster vanen tro kun 100 kr. Pengene overføres til reg.nr. 7670, kontonr. 4941 824. Husk at angive Deres navn ved overførslen.

Man kan sige meget dårligt om Herrens Veje, men én god ting vil jeg sige om den: den illustrerer meget tydeligt, hvilken middelmådighed der hersker i folkekirken. Den eneste person i serien, der ikke er komplet middelmådig, er den nepalesiske munk, der har opgivet privilegiet ”kvinder”. Dette skal ikke forstås som en ros af buddhismen, men som en kritik af folkekirken. I den nepalesiske munk er der en åndelig virkelighed, hvad denne så nu end helt præcist er i buddhismen, der bliver til – virkelighed. En uovertruffen tv-serie er: Twin Peaks. I den er der en åndelig virkelighed, nemlig retsind og mod, der bliver til virkelighed i Special Agent Dale Cooper. Jeg kunne også nævne Lt. Columbo, hvor retsind og medmenneskelighed bliver til virkelighed i hovedpersonen.

Folkekirken er middelmådig, fordi den ikke vil fremstille åndelig virkelighed (forskellen på godt og ondt og de dertilhørende idealer) og slet ikke gøre denne åndelige virkelighed til virkelighed i det levede liv.

I.

Der var engang, hvor kristendommen var noget ganske enestående; en perle, for hvilken man var villig til at give afkald på alt andet; det ophøjede i sammenligning med hvilket intet jordisk var værd at samle op af rendestenen. Hvor må man ikke forbavses, når man så tænker på, hvad kristendommens situation er i Danmark i dag (skåret over én kam). Situationen er nemlig den omvendte, at ingen i folkekirken anser kristendommen i sig selv for værd at samle op af rendestenen. Kristendommen har ikke status af noget i og for sig, er ikke det sjældne klenodie som hos Brorson, men er noget, som taler ind i menneskelivet, enten (i bedste fald) som en fordring, der stilles til menneskelivet, eller (typisk) som en ukritisk hjælp til og omfavnelse af det. Troen er i begge tilfælde langt fra at være en kompromisløs lidenskab. Gud er i folkekirken ikke noget i og for sig, som et menneske kan finde uendelig glæde i at elske, nej, slet ikke, det bliver man da alt for hurtigt led og ked af. I folkekirken er Gud, hvis man taler med en eksistensfilosofisk teolog, menneskelivets grænse; det, at der er ansvar; en fastholdelse af den skabte, menneskelige tilværelses alvor og gyldighed, eller også er Han, hvis man fx taler med Hella Joof, en latterlig spejling af de mest infantile karakteregenskaber. Hin har ret i, at Gud er den, der gør tilværelsen til alvor, men denne rigtige tankes egentlige grund og konsekvens glemmes eller forties, hvorved forskellen fra Hella Joofs kætterske kærlighedsevangelium ikke bliver afgrundsdyb, som den burde. Hvad er så denne grund og konsekvens? Grunden er, at Guds evige godhed er trådt ind i det timelige menneskeliv (Jesu fuldkommengørelse af loven), dens konsekvens, at der intet findes i tilværelsen, der er ligeså meget alvor som det at elske Guds evige godhed (denne evige godhed kan man elske, netop fordi den ikke er ens egen). Det er et afgørende karakteristikum ved kristendommen, at evigheden lægger eftertryk på de forskellige timelige livsforhold, der forædles og bliver til samvittighedsforhold (dette hører man en sjælden gang i folkekirken), men evigheden, det er jo netop Guds evige godhed, og begejstringen herfor er rent forsvundet ud af folkekirken, hvor man nok kan være overgearet, men ikke begejstret i ydmyghed. At man i den kristne kirke ellers historisk set har ment, at man godt i Gud kunne finde en genstand for en ikke ringe begejstret kærlighed ses bl.a. på læsningerne af Højsangen som et kærlighedsforhold mellem Gud og den kristne. Fx skriver Johann Arndt i Sex Bøger om den Sande Christendom som overskrift for et afsnit om bønnens kraft og fornødenhed dette citat fra Højsangen (mere poetisk end i den nye Bibeloversættelse): ”Jeg ledte om nætterne på min seng, efter den, som min sjæl elskte.” Den slags grænser til det vanvittige, men hvor ellers end ved grænsen til det vanvittige kan man forvente at finde en så hjertegribende inderlighed.

Selv den mere solide og opbyggelige teologi i folkekirken mangler begejstring og ærbødighed for kristendommen. Denne mangel på begejstring og ærbødighed kunne vi også kalde den selvvigtige, protestantiske klogen-sig på kristendommen, som, hvor opbyggelig den end kan være, sjældent er helt fri for på egen regning at ville fortælle, hvad kristendommen er. Den eksistensfilosofiske teologi har i tilværelsens Enten – Eller valgt det etiske, men synes alligevel at have mere sympati for kætterske kærlighedsevangelier end for de ædle, stærke og ydmyge sjæle, der i strengere forstand har valgt det etiske og frivilligt givet afkald på denne tilværelses glæder for helt at kunne hellige sig Gud. Hele kristendommens historie hviler på disse ædle mennesker, hvis liv viser, at Gud er alt, hvad et menneske behøver. Det er i øvrigt interessant, at man på Det Teologiske Fakultet næsten intet hører om disse menneskers liv og morallære, men til gengæld meget om de dogmatiske stridigheder, som de var involverede i, men som er ørkesløse ud over enhver beskrivelse, når de er løsrevne fra de menneskelivets etiske spørgsmål, som dogmerne udspringer af. Det er vel også derfor, prædikenerne i folkekirken er så famlende: fordi man har arvet dogmerne, men ikke agter på deres etiske betydning, og derfor ikke rigtigt ved, hvad man skal bruge dem til. Så må man ty til sådan lidt livspoesi eller uspecifik, endeløs og ”hjertelig” insisteren på, at Jesus er stærkere end døden.

II.

Dersom man med ét ord skulle beskrive folkekirken i dens helhed, måtte man sige, at den er wack. At noget er wack, vil især sige, at det er halvhjertet. Folkekirken er et halvhjertet foretagende, fordi den mener at kunne tjene Gud og smålige hensyn på samme tid. Det vigtigste smålige hensyn er medlemstallene, som i folkekirken er af så stor vigtighed, at man uden at lægge synderligt skjul på det ønsker, at børn skal døbes, ikke for at deres liv fra begyndelsen, langt førend de selv bliver opmærksomme derpå, kan blive viet til alvor, nej, men for, Gud forbarme sig over os, at folkekirken kan få flere betalende medlemmer. Og disse betalende medlemmer kunne ikke interessere folkekirken mindre – så længe de fortsætter med at være betalende medlemmer og får deres børn døbt, så disse kan blive betalende medlemmer, således at folkekirken fortsat kan brødføde en hoben præster, der har svært ved at tro, at de er blevet præster, fordi de i virkeligheden ikke rigtigt har en sammenhængende forståelse af, hvad kristendommen er, og derfor, også når de ikke bevidst lefler, søndag efter søndag kæmper med at få bibelteksterne til at sige ”et eller andet” til nutidens mennesker. Det er en helt særlig form for tanke- og samvittighedsløshed, nemlig den af økonomiske interesser styrede tanke- og samvittighedsløshed, der kan få folk til på så skamløs måde at anvende dåben, selve det hellige, med det hovedformål at skrabe penge sammen. Bekymringen for medlemstallene har også den konsekvens, at man ikke vil tale om den i Bibelen indeholdte moral, fordi man er bange for at skræmme folk væk. Måske spiller præsternes menneskefrygt også ind her: Man er bange for at blive kaldt selvretfærdig og livløs. Og måske er det misforstået omsorg: Man vil ikke forstyrre folk i deres trummerum, og man vil ikke støde dem væk fra evangeliet. Den sidste grund til ikke at tale om den i Bibelen indeholdte moral er bedre end de to første. Det er en svær kunst at accentuere det etiske uden at være hårdhjertet, men det er kristendommens fallit ikke at forsøge.

III.

I rapmusik-jargonen er noget wack, når det ingen ærbødighed har for det sande og ægte i hiphop-kulturen, for hiphop-kulturens ideal (man kan diskutere, hvorvidt der er noget sandt og ægte i hiphop-kulturen, der gør krav på ærbødighed, men eksemplet skulle være tydeligt).

Mangel på ærbødighed for kristendommen (der jo som sin centrale figur har et ideal) er netop problemet med de mange useriøse tiltag i folkekirken, der skal aflokke folk interesse for den: Man overvejer ikke, om der ved disse tiltag udvises tilstrækkelig ærbødighed for kristendommen. Man mener at handle i kristendommens interesse, når man skaber interesse for kirken, men det er en nævenyttig måde at ville hjælpe på, når man ikke først har overvejet, om éns hjælp har den grad af ærbødighed, der passer til den, man vil hjælpe. Kristendommens ideal: Det er Jesus Kristus. Ifølge Det Nye Testamente er Johannes Døberen, som i hvert fald ikke er mindre fremmelig end mange af os, ikke værdig til at løse Jesu skorem. Meget ville være vundet i folkekirken, hvis enhver inden ethvert skridt mindede sig selv om disse ord og overvejede, om han ved det pågældende skridt opfører sig som én, der i hvert fald ikke er bedre end ham, der ikke er værdig til at løse Jesu skorem. Meningen med, at Jesus er ven med toldere og syndere, er jo ikke, at vi så ikke skal have ærbødighed for ham. Tænk fx på Synderindens (Luk 7) store ærbødighed for Jesus, hvilken ærbødighed Jesus giver navnet kærlighed. Det var måske en anskueliggørende definition på, hvad kristen kærlighed er: Kærlig ærbødighed for Jesus Kristus. Kristen næstekærlighed udspringer jo også af ærbødighed for Jesus Kristus, og derfor opfylder den med glæde i sindet hans bud. Man kan også sige, at ærbødighed for den elskede altid er et element i sandere kærlighed, det element, der adskiller sandere kærlighed fra drift og forfængelighed. Det er jo også netop ærbødigheden, der kendetegner vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en gentleman. Ærbødighed ophøjer den anden og er selv ophøjet. Det vil sige: Den ærbødige hæver sig selv i ærbødigheden, uden at han dog ophører med at være ærbødig.

I folkekirken som i resten af samfundet er enhver forestilling om det ophøjede, det ideale, forsvundet. At interessere sig meget for økonomi, sådan som man gør i folkekirken, er jo en klassisk måde, hvorpå idealer opgives (jf. englænderen, der ikke havde råd til at have en samvittighed). Opgivelsen af idealerne gælder i litteraturen, billedkunsten, politikken – og især gælder den i vores private liv. Man kan have en folkekirke, der hævder idealerne, det er én ting, og man kan have en privat livsførelse, hvor idealerne sættes ind i virkeligheden, det er en anden ting. I Danmark har vi ingen af delene. Der har vel været en tid, hvor det ophøjede stadig var genstand for præsternes prædiken, men deres og deres menigheders indre og ydre vandel havde en så ringe forbindelse til dette ophøjede, at modsætningsforholdet til sidst blev for pinligt. Når vi skubber idealerne ud af vores forestillingsverden, er det, fordi de er besværlige: Hvis vi gør et alvorligt forsøg på at indrette vores liv efter dem, medfører de store komplikationer, og i alle tilfælde lader de os føle vores utilstrækkelighed, de udelukker enhver selvtilfredshed. For længe siden skrev Kierkegaard om det ophøjede (”Ualmindelige”) i litteraturen:

Selv Poesien, Romanen i vor Tid tør ikke mere forudsætte hos Læseverdenen saa megen Tro paa det Ualmindelige, at de endog blot kunne troe paa det – i Romanen. I den Grad er Virkeligheden flad og flau og jammerlig. Fordi Digterne ikke have turdet forudsætte denne Tro, derfor er det blevet saa almindeligt i vor Tid, at Digterne have vendt Forholdet om og søgt at virke som Virkelighed: en virkelig Historie, en Historie af det virkelige Liv osv.

Det kan man så gange med 100 for at få tilstanden i nutidens danske litteratur.

IV.

Man har jo et udtryk, der hedder ”Det bedste er det godes værste fjende”, som rummer en sandhed, og som på overfladen er en indvending imod idealer. Udtrykket vil advare imod, at man ved at sætte sig for høje mål slet intet opnår i stedet for, at man ved at sætte sig et lavere mål dog kunne have nået dette lave mål. Men: Det bedste er kun det godes værste fjende, for så vidt som man lader forestillingen om det bedste stå i vejen for det gode, man kan. Det er muligt at have en forestilling om det bedste, uden at denne skygger for det gode. Og videre endnu: Det er nødvendigt med en forestilling om det bedste for at se det gode. Det gode er altid bestemt i forhold til det bedste, og hvis man fornægter det bedste, forsvinder det gode egentlig også. Prøv at veje noget på en gammeldags vægt, men uden lodder.
Kærlighed er det sande ophøjede, det bedste. Hvilken kærlighed er der tale om? Den, der finder sin genstand helt uden for sig selv, forglemmende sig selv, men ikke den anden. Altså: moderne romantiske forestillinger a la “Let’s get lost together” hører ikke hjemme under denne forglemmelse. Kærlighed er det sande ophøjede: Kærlighed til Gud og herigennem kærlighed til mennesker. Behøver jeg at sige, at en sådan kærlighed har et element af kyskhed i sig?

Sigrid Undset skriver i Et kvinnesynspunkt noget meget godt om det ophøjede og det kyske. Shakespeares Brutus siger i Julius Cæsar efter at have tabt alt: ”My heart doth joy that yet in all my life, I found no man but he was true to me”. Disse ord fremhæver Sigrid Undset som udtryk for den skønneste tanke, et menneske har tænkt:

Det de innebærer, er selve kyskhetens vesen – kyskheten som intet annet er enn lidenskap for intellektuel1 skjønnhet. Legg merke til at i menneskeslektens gamle billedsprog er oftest symbolene på kyskhet og tankens klarhet identiske – månens stråler, det rene rinnende vann, det blanke stål og perlen, i hvis glans alle farver harmonisk smelter sammen. Som alle andre dyder er jo nemlig kyskheten et intellektuelt begrep og ikke en korporlig egenskap. Den er kjærlighet til alt som er uplettet og fast, og den er uvilje mot alt som et menneske føler sig besudlet ved å berøre. I dødens øyeblikk er det Brutus’ triumferende glede at nu, da han vet at intet av livet mer vil møte ham, kan han si at troløsheten, det som for ham er det hesligste, har aldri kommet nær ham. Det er desverre ikke noe som hender i virkeligheten.

Nej, det hænder i hvert fald sjældent i virkeligheden, at troløsheden ikke kommer os nær. Men i dødens øjeblik er det den kristnes triumferende glæde, at Gud, den eneste, der virkelig er uplettet og fast, aldrig vil forlade ham.

Det er det afgørende i kristendommen, at det højeste er alle mennesker ligeligt forundt, ligeligt forundt at elske. I øvrigt, man kan jo også elske alt godt, der ikke blev én forundt, altså fx elske menneskelig troskab, selvom man blev svigtet af alle. Kristus er den i sandhed ophøjede, fordi han, den ophøjede, er tro mod de troløse (også mod Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”).

Det er vel en indvending imod idealer, at vores kedelige tilværelse ikke giver anledning til helhjertet højsind, og at idealer kun kan have interesse som livsflugt. Vi er jo ingen af os Brutus, vores liv er for det meste middelmådige i det ydre. Men: ”Den, der elsker, er aldrig middelmådig” (Ernest Hello), den, der elsker Gud, vel at mærke.

Franskmanden Ernest Hello giver, inden han når frem til dette citat (i bogen Life, Science, and Art), en god beskrivelse af den middelmådighed, der også hersker i folkekirken:

Det middelmådige menneske, i hans mistro til alt, hvad der er stort, fastholder, at han sætter pris på sund fornuft fremfor alt andet. Men han har ikke den fjerneste idé om, hvad sund fornuft er. Han forstår ved det ord ikke andet end modsigelsen af alt, hvad der er ophøjet […] Alt, hvad der er over ham, synes for ham latterligt; det Uendelige fremstår for ham som et tomrum.

Hello skriver også, at det, der karakteriserer store mænd, er, at de handler i kraft af noget, vi ikke forstår. Som eksempel nævner han Columbus. Vi kan ikke forstå Columbus’ drivkraft, den er hans egen, hans daglige brød var skibe, med hvilke han kunne opdage Amerika, altså egentlig et åndeligt dagligt brød (selvom det var materiel, han skulle bruge). Columbus’ familie og venner kunne ikke forstå, hvorfor han dog ville udsætte sig for alt det besvær. Enhver kristen har en drivkraft, som er hans, men som samtidig er den samme for andre kristne, nemlig kærlighed til Gud. Den folkekirkelige middelmådighed kan ikke forstå denne drivkraft.

V.

For at vende tilbage til troskab. I vores egen danske litteratur kender vi også et smukt eksempel herpå: Bjarkes og Hjaltes mod deres herre Rolf Krage, ved hvis hoved og fødder de ligger efter at have ofret deres liv for ham. Hvem er den kristnes herre? Dog vel Jesus Kristus. Hvordan skal den kristne være ham tro? Troskab mod Rolf Krage betød villig opofrelse af livet for Bjarke og Hjalte. Hvad betyder troskab mod Kristus for den kristne? Jeg vil her inddrage et smukt eksempel på nutidig kunst, der udtrykker en ophøjet tanke. Det er fra musikken, vel den kunstart, der bedst har fastholdt det ophøjede, da den jo efter sin natur opløfter sindet og taler til den bedre del af mennesket. Musik er et medium for det ophøjede, den fremkalder i os en følelse for alt, hvad der er skønt og sandt. Men denne følelse er meget let at holde adskilt fra vores eksistens, når musikken er forbi. Hvorom alting er, det er en sangtekst, jeg vil fremdrage, fra sangen Loretta’s Scars af Pavement. Digteren synger til en lidende pige: ”How can I, how can I, how can I make my body shed for you”. Dette kunne nu den kristne synge til sin herre. Ja, Kristus har ofret sit liv og blod for os, og så er hovedsagen sagt, men derfor kunne man jo godt, hvis troskab mod Kristus lå én meget på sinde, i al ydmyghed spørge ham, om der ikke var en eller anden måde, hvorpå man kunne være solidarisk med ham og sætte sin troskab ind i handling. Der vil sikkert vise sig mangfoldige muligheder i det daglige liv. Den kristnes frimodighed lige over for Gud er protestantismens stolteste mærke, hvormed den adler sig selv. Men hvad protestantismen i Danmark mangler er netop frimodighed lige over for Gud. Frimodighed lige over for Gud er: i sit stille sind frimodigt at spørge Gud, ihukommende de af ham i Det Nye Testamente fremstillede idealer, hvad Han mon forventer af én, eller, om man vil: under Guds bevågenhed spørge sig selv, hvad Gud mon forventer. Dette er den ægte, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd. Den falske, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd er: på forhånd at have udelukket muligheden af enhver etisk forventning fra Gud, inden man overhovedet forholder sig til ham.

VI.

Den åndelige virkelighed skal omdanne eksistensen, som vi så hos munken i Herrens Veje. Ingen af os er perfekte, men fastholder man en forestilling om en åndelig virkelighed, griber den altid i en eller anden grad ind i ens eksistens. At elske Gud er at hade sig selv, på samme måde som det at elske kyskhed er det samme som at hade sine mindre ædle tilbøjeligheder. Det vigtige er her, at der træder et ”elske” ind. At hade sine mindre ædle tilbøjeligheder uden at elske kyskhed er fortvivlelse. Men at elske sine mindre ædle tilbøjeligheder er at hade kyskhed. Man hører i vores samfund stort set aldrig om kyskhed, og derfor har jeg i denne artikel tilladt mig at udbrede mig lidt om dette forkætrede emne, som nogen vel ligefrem vil kalde livsfjendtligt. Men kyskhed er ikke livsfjendtlig, den ringeagter ikke solopgange eller overstadige svaler på aftenhimlen, men den afviser kærligt at billige eller deltage i alt, hvad der kan lave ridser i lysets rustning.

Man kan gemme sig bagved indskrænkede konsensusforestillinger som: ”Man bliver mærkelig, desperat, overspændt, hvis man ikke får sine seksuelle behov opfyldt” og ”livet mister al farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder”. Til den første forestilling, som sikkert især skyldes de sørgelige eksempler fra den katolske kirke, samt den alle steder herskende, totale naturvidenskabelige opfattelse af mennesket som uhjælpeligt bundet til dets drifter, som man forklæder som dets behov, må man sige, at det er rigtigt, at en kysk livsførelse kun fungerer, hvis man også har et kyskt sindelag. Vi kan også sige, at det afgørende er det kyske sindelag, hvilket er en funktion af, at gerninger uden tro er tomme. Det er derfor, at fx et kyskhedsbælte er noget af det latterligste, man kan tænke sig. Men de fleste tænker så som så: ”Altså er kyskhed det latterligste, man kan tænke sig”, hvorved de viser sig ubekendte med forskellen på ydre handlinger udsprunget af indre sandhed og ydre handlinger blottet for indre sandhed. Man glemmer også ved den første konsensusforestilling, at det biologiske, seksuelle ”behov”, hvis meget begrænsede betydning for sundheden gør, at man altså snarere måtte kalde det en drift eller en luksus end et behov (nice to have, not need), er noget helt andet end det ”behov”, vi kan have for at fylde en indre, åndelig tomhed med sex.

Til den anden konsensusforestilling må man sige: Nej, tingene i livet får netop deres rette farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder, der gør tilværelsen til et pløre.

Vi vil ikke lade sådanne ædlere forestillinger som den om kyskhed få magt over os, fordi vi ikke vil anstrenges, og fordi vi ligger under for vor tids mærkelige omvendte moralisme, som strengt forbyder ethvert strengere moralsk krav, som den enkelte kan lade sig selv stille.

Hvad er indskrænkethed? Det er at slå sig til tåls med en konsensusbaseret automatreaktion, der forhindrer én i at se en sag i dens sande lys. Og det er netop det, vi gør, når det handler om kyskhed og andre besværlige dyder.

Derfor er folkekirken middelmådig: Den forstår ikke kyskhed eller nogen som helst andre dyder, der alle har deres udspring i noget uden for mennesket selv, hvilket jo vil sige: et åndeligt udspring. Og fra dette udspring rinder, som kilder stride, år fra år af jordens bryst, det evige livs lyst, som vi skulle bestræbe os på at holde i hævd. Lad os genkøbe den forspildte tid2, lad os tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, synge og spille af hjertet for Herren, men lad os samtidig forstå, hvad der er Herrens vilje, og ikke være tåbelige (Ef 5,16ff).

1 Her vel nærmest i betydningen ”åndelig”.
2 ἐξαγοραζόμενοι τὸν καιρόν.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *