Provsten med røven i postkassen

Nr. 4, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer redaktionen som sædvanlig med offentliggørelsen af en artikel fra det trykte tidsskrift til Deres vederkvægelse – kvit og frit på Kredsens hjemmeside. Denne gang er det cand.theol. Julius Jens Hermann Petersen, der har set lige knap første sæson af DR-dramaserien Herrens Veje og anmeldt serien for os.

Resten af tidsskriftet byder denne gang blandt andet på et kunstessay i anledning af Per Arnoldis selvbiografi, en anmeldelse af Kaspar Colling Nielsens roman, Det europæiske forår, en nekrolog over det for nyere Kredshistorie afgørende værtshus Her er Ro og en ny julesalme, som udgives for første gang i dette nummer. Ønsker De at læse de nævnte artikler, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Danmarks Radio sender for tiden en dokumentarserie ved navn Bertelsen på Shikoku 88, som er en slags buddhistisk, spirituel, zen-agtig udgave af Biker Jens i USA. Den er en opfølger til julekalenderen fra 2010, Bertelsen på Caminoen, og den spanske pilgrimsrute Caminoen er udskiftet med den tudsegamle pilgrimsrute Shikoku, der i alt spænder over 1.200 km og indeholder 88 templer, man skal besøge undervejs.

Udover de to fiktionsserier Historien om Danmark og Herrens Veje, der også sendes på DR for tiden, og som begge har Lars Mikkelsen i hovedrollen som henholdsvis Gud og provsten Johannes, er Shikoku et af de iøjnefaldende tv-tiltag, hvis man altså ikke regner reality-/madlavnings-smash-hittet Den store bagedyst med.

Mens jeg sad og så de fire afsnit, der i skrivende stund er udkommet, slog det mig, at Mikael Bertelsen med denne serie næsten kommer tæt på noget af Jørgen Leths fremragende filmarbejde fra 1980’erne, som jeg så forleden. Leths film Notater fra Kina fra 1987 begynder i et tog, hvor Jørgen Leth som fortællerstemme forklarer, at og hvorfor han rejser med tog i Kina – enhver skylder sig selv at se og høre denne indledende monolog! – og resten af filmen har næsten ingen dialog, men masser af langsomme, næsten sløve stemningsoptagelser fra kinesernes land. Leth er i sine film den undersøgende antropolog, der lader den dyre filmstrimmel løbe gennem sit kamera, mens han bare ser, hvad der sker, og møderne med interessante typer er mange. Eller rettere sagt: menneskene er i sig selv umiddelbart ikke så spændende igen, men Leth formår virkelig at gøre stort set alt, han retter sit kamera imod, interessant, hvilket også gælder i hans film Aarhus fra 2005, som jeg så i samme ombæring. I Aarhus formår Leth at gøre sine barndomsminder om Aarhus Cyklebane spændende, idet han fortæller om bl.a. sin madpakke.

Til forskel fra Leths film, hvor Leth er den tilbagetrukne fortællerstemme bag kameraet, er Bertelsen i sine to pilgrimsserier en mere aktiv karakter foran kameraet. I Caminoen er hans rolle “en tv-vært”, som den iscenesatte, mystiske fortællerstemme kalder ham, og i Shikoku er den nogenlunde den samme. De to seriers stemninger er også ret meget den samme, idet de begge to handler om Mikael Bertelsen, der som seriens hovedperson leder efter sig selv eller sådan noget, hvilket sådan set i sig selv er et meget sympatisk foretagende, men som bliver endnu mere sympatisk i kraft af den stil, serierne leveres i; her går alt langsomt, herunder Bertelsen selv, og man følger ham på den langsomme rejse til en “bedre udgave af sig selv” hen ad pilgrimsruten. Få mennesker kan tillade sig at lave langsomt tv nu om stunder, men Bertelsen er altså en af dem – ligesom Jørgen Leth altid har været det (Leth har desværre meldt sig ud af denne ædle disciplin med sine to seneste tv-programmer Mit Spanien og Mit Frankrig, hvor han hverken går eller kører i tog, men derimod har lejet en bil sammen med sin medvært Hans Pilgaard, hvorfor hele serien, der ellers er god nok, emmer af ADHD sammenlignet med hans tidligere film – men nu er det også TV2, der står bag produktionen).

Adam Prices lignelse om det forfærdelige patriarkat

Når jeg trækker disse to Bertelsen-serier frem i lyset nu, er det, fordi de står i skærende kontrast til førnævnte Herrens Veje, der farer derudad som et heksehyl, selvom den egentlig også har et åndeligt/spirituelt/religiøst tema, nemlig folkekirken. Her får den ikke for lidt; provsten Johannes, der står i spidsen som sur patriark for sin åbenbart ædle og traditionsrige præstefamilie, er på dybt vand, fordi han ikke vinder bispevalget, som derimod vindes af den dæmonbesatte DJØF-præst Monica, mens hele hans familie bestående af en hustru og to voksne sønner falder fra hinanden i accelererende fart. For udover Johannes’ problemer, der i øvrigt også involverer en affære med en graver, følger vi også sønnen August, der som udsendt feltpræst kommer til at skyde en arabisk kvinde, og den anden søn Christian, der snyder i sit speciale og ad omveje får banket luften ud af lungerne i et dramatisk fald i Nepal (eller lignende) og finder sig selv på et kloster omgivet af buddhistiske munke. Sidstnævnte lærer ham at trække vejret eller sådan noget, han bliver venner med en af munkene og bliver buddhist på noget, der ligner fjorten dage, hvorefter han vender hjem og sletter sin Facebook-profil, fordi han nu er et nyt menneske (at slette sin Facebook svarer ifølge seriens skaber Adam Price åbenbart til at resignere fra sit ego). Alt imens Christian er på denne Facebook-slettende dannelsesrejse (inspireret af netop dette afsnit slettede jeg min Snapchat-profil, fordi jeg alligevel ikke er helt klar og zen-agtig til det andet endnu) oppe i de tibetanske bjerge (eller lignende), følger vi som seere en psykisk nedsmeltning hos broderen August, der i mellemtiden plages af araberkvindens spøgelse, der hjemsøger ham. Her viser faderen Johannes ved at opfordre August til at holde på sin hemmelighed, at han ingen sans har for mennesker eller kristendom, hvilket pudsigt nok ikke gør situationen bedre på nogen måde. Og så er Augusts kæreste vistnok gravid, og Johannes’ kone indleder en lesbisk romance med en okkult svensker (om hun er af strindbergsk slægt eller bare almindelig biodynamisk hippie, vides ikke – endnu).

Mange lokummer små og den analoge åbenbaring

Det ovenstående resumé er handlingsforløbet for blot fem afsnit, og på samme antal afsnit har Bertelsen bare gået ligeud i fem dage, hvilket er seriens (altså Herrens Veje) hovedproblem: Hastigheden og mængden af urelaterede ulykker! Det utroværdige i denne sammenhæng er ikke, at livet jo kan forandre sig hurtigt og pludseligt, men at der sker 117 ting på én gang, lige efter hinanden, således at Herrens Veje kommer til at fremstå som Buddenbrooks på speed. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok for Adam Price med at få hele den patriarkalske præstefamilie ned med nakken – så hurtigt, at selv den mest hårdkogte betonfeminist får P-pillerne galt i halsen og får lyst til at holde en pause.

Og nu kunne indvendingen selvfølgelig være, at der jo er tale om fiktion, og at man ikke skal tage den slags alt for bogstaveligt, men dertil må jeg sige, at der selv inden for fiktion bør gælde visse regler, f.eks. at hvis alle lokummer skal brænde på én gang, så skal de i det mindste antænde hinanden. Men det gør de ikke; begivenhederne hjemme i provstegården, dvs. utroskaben og det tabte bispevalg, har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, og sønnernes ulykker med henholdsvis krig og mentalt sammenbrud for Augusts vedkommende og eksamenssnyd og åndelig vækkelse i Kina (eller lignende) for Christians har i hvert fald slet ikke noget at gøre med noget af det andet. Vi skal altså som seere købe præmissen om, at familien provst bliver ramt af noget, der måske bedst kan beskrives som Guds vrede, samtidig med at lyset spirer lige så forsigtigt frem i form af en fugl, der kommer op af graven, og Christians anti-Facebook-epifani (som om der ikke i årevis har været Facebook-“fastende” folkekirkepræster, der har forkyndt nogenlunde samme forudsigelige offline-evangelium!).

Deus Price

Man skulle tro, at Adam Prices ærinde er at slagte den ene branche efter den anden, og at det nu endelig er blevet præsternes tur (efter bl.a. Borgen og Taxa). Med en tilføjelse af okkulte elementer (biskoppen Monica, den udøde fugl, araberkvindespøgelset og svenskeren) kunne man ellers fristes til at sammenligne serien med Lars von Triers fremragende serie Riget fra 1990’erne, der er en blanding af Twin Peaks og “en opdateret udgave af Matador”, men problemet er, at Price ikke rigtig kan beslutte sig for, om Herrens Veje skal være en gyserserie eller et alt-som-kan-gå-galt-skal-gå-galt-drama a la Arvingerne, og den ender med at blive en omgang blandede bolsjer, der vel at mærke kan være underholdende, men mest af alt minder om et raserianfald fra Prices side, hvor Price selv som den selvfede og lede hævngud skal lade sin brændende galde regne ned over den intetanende provstefamilie. Price opfører sig med andre ord som en vred teenager, der spiller The Sims.

Hvad serien bringer i fremtiden, ved jeg af gode grunde ikke, men mit uforsigtige gæt er, at provstefamilien falder endnu mere fra hinanden, at Johannes graver sig endnu længere ned i sit egotrip, at August mister troen, potensen og dermed sin kæreste pga. lykkepillerne (medmindre han reddes af kærligheden – hvor smukt..), at Christian bliver endnu mere oplyst og sletter endnu flere profiler på de sociale netværk, og at moderen Elisabeth finder lykken med den okkulte svensker. Moralen til sidst bliver nok det gabende kedelige og yderst forudsigelige, at traditioner og patriarkater er noget pis, mens alt det gode kommer fra Sverige og Indien (eller lignende).

Og dermed har vi jo at gøre med DR-drama i en nøddeskal, og alle er glade, og den mere perverse side af mig skal da også nok følge med i spænding og fryde sig over al ulykken.

Jeg regner med at se resten af serien trods dens forudsigelighed, fordi den netop gør det, DR-drama altid gør så godt. Men først vil jeg lave en kop te, sætte endnu et afsnit af Bertelsen på og nyde, at der dog stadig findes en form for skønhed, langsomhed og kreativitet andetsteds på Danmarks Radio, som jeg i øvrigt holder meget af. Og nå ja: Historien om Danmark er også fed nok.

Epilog

Et par uger senere: jeg har nu set nogle flere afsnit, og serien lever op til kriterierne for at være god, gammeldags dramaporno; den trykker på nogle knapper i hjernen ligesom følelsesporno eller almindelig porno. Og det er jo rart, hvis livet er lidt mondænt.

Nu er der blevet brændt en havetraktor af, der har været en gartner, der vistnok er en slags Satan, og konen er gået fra Johannes, men er i tvivl osv. Det sidste nye er, at August er blevet gadepræst, hvorved han har lært, at ægte næstekærlighed skal rettes mod illegale flygtninge. Tak til Adam Price for denne dybt originale pointe. Adam Price er et stort menneske. Adam Price længe leve!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *