Vedkend dig det hele. Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger

Vi bringer hermed en prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger af Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Stenstrup og Lunde sogne. Prædikenen er holdt i forbindelse med TeologImødet på Liselund og siden i omarbejdet form bragt som kronik i Kristeligt Dagblad.

Læsninger

Es 2,2-5, Kol 1,25d-28, Joh 12,23-33

Salmer
403 Denne er dagen
308 Helligånd vor sorg du slukke
16 O Gud! Hvor er du mer end skøn (mel. Af højheden oprunden er)

561 Jeg kender et land
59 Jesus os til trøst og gavn
Nadver: 66 Lyslevende fra himmerig

Håret er grånet. Næsten hvidt. For tiden har tand. Huden er let krøllet. Et menneske under forandring og forgængelighed – under afvikling. En seng i et hvidt rum. Fliser på gulv og vægge. Døren i klædeskabet åbnes – kvinden med et mørkt hår og hvid hud titter ud. Overdynen er rosa. Iklædt en hvid skjorte, natskjorte, ligskjorte. Manchetterne er knappet op. Hvidt klæde for øjnene. Knapper syet på øjenhullerne. Udsynet hindret.

Kig op her, er jeg i himlen
Jeg har ar, der ikke kan ses
Jeg har drama, der ikke kan stjæles
Alle kender mig nu

Det lyder stadig som ham. Han holder hele åndedrættet tilbage. Afskedshilsen til sine fans – musikvideoen Lazarus. Bowie rækker armene ud efter noget, men kan tilsyneladende ikke nå det. En kamp mod døden. Hende, der ligger under sengen – kravlede ud af skabet. Skeletterne i skabet. Mørket under sengen. Alt det, vi er bange for, bor under sengen. Det ved hvert et barn. Monstre og dæmoner – genfærdene fra i går. Kvindeskoen på gulvet. Ungdommens drømme og nattens trolddom. Han har det hele med sig i sit dødsleje – i sit kammer. Han vedkender sig det hele – for alle kender ham nu. Han har vedkender sig det hele: arene, der ikke kan ses; det hele liv under afvikling – at elske, leve, miste sit liv. Leve som en konge. Bruge pengene op. Kigge efter din røv. Ja, alt det, der hører livets drama til – kan ikke stjæles. Af dramaet træder han ud og lige ind i døden. Forskelligt farvede øjne og fotogene skønhed. Han klædte sig om og klædte sig ud. Tusindkunstneren Bowie, funklende farvende identiteter som hamme. Det gjorde han – det gør vi, mere eller mindre funklende eller farveløst hele livet. Forandrer og forvandler os. Sommerfuglens forvandling fra kålorm til vinget væsen. Nedbrydning – ombygning af celler. Sådan er halvgudelivet i dødningedal. Når du ligger i din kastede grav. Når du er ben – først da kommer den egentlige forandring. Når alt timeligt er tabt.

Afvikle hernede undervejs. Men afdrages kan døden ikke – nej, livet er et opbrud i sig selv. ”For den, der elsker sit liv, skal miste det. Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv,” som vi hører i evangeliet til sidste søndag efter helligtrekonger. At elske sit liv er at hænge sig i sit liv for at sikre sig selv mod at miste det – vi er faldne og forfaldne til at ville styre de vigtigste ting i livet på plads selv. Leve et liv ført af os selv. Og afdrage undervejs. På sommerhuset i banken, på den dårlige samvittighed – men også afdrage på døden. Stille tilværelsen op, som om det er et afdrag på døden, selv om det er et bedrag. Afdrage på døden – gør vi i allerbogstaveligste forstand. At elske sit liv af frygt for at miste det – er at leve i periferien af sit liv. At leve med verdens timelige blik på dit liv – ikke evighedens oversyn. At afdrage på døden er at leve, som om den sidste time er noget, der kommer for enden af vores liv. Enten at leve så stærkt, at vi så at sige kan tåle at dø unge – at leve, så vi kan tåle at miste livet. Eller at leve påholdende med sit liv – være fedtede med livet for ikke at miste det. Være fedtede med kærligheden af frygt for at miste den – eller krampagtigt holde den fast, mens den glider ud mellem fingrene- af frygt for at miste, fordi man elsker så meget. Han skal miste den.

At leve, så der ikke var for mange udrevne sider i dagbogen; at leve, så vi kan bære, at der er kommet en rynke mere i badeværelsesspejlbilledet, end der var i går. Leve sådan, at ingen skriver i vores nekrolog, at vi brugte alle pengene i New York, leve som en konge – levede med en livsalig lidenskab. Men hvad skal det hjælpe os, når vi ligger med hvid forbinding for øjnene, med dødens hånd på madrassen – når vi ligger forvandlede i den kastede grav. Når vi er blevet til ben. Så skal det nok hjælpe at have set det, vi ville, at have nået dét, vi ville – eller at have levet et liv, hvor vi har forsøgt at leve så godt som muligt – så syndfrit som muligt. At elske sit liv af frygt for at miste det i verdens øjne. En klog præst sagde engang til mig: Der er de to muligheder i vores liv: “vi kan sætte os ned og tænke over, hvad det dog er, vi skal… og aldrig komme ud af stedet, eller vi kan vælge og så se, hvad der kommer ud af det. Vælg livet. Så kan vi altid tale om og tænke over, hvad der kom ud af det. Sandsynligvis et liv, som har barmhjertighed og tilgivelse behov.” Ja, i stedet for at sidde af selvoptagethed, optagethed af livet, men ikke livet selv – ikke af kærlighed og mod, men af forfængelighed tænke os til at slippe igennem livet på hæderligste vis, uden at såre eller fornærme, vil efterlade det pæneste spor efter os. Den indstilling til livet afføder en fornærmethed på tilværelsen, fordi mennesket bilder sig ind at kunne leve syndfrit – en måde at leve livet på, der i ethvert møde med næsten kommer til kort. ”Den, der ved, han har gjort en god gerning, den er ikke god,” skriver Luther. Ja, du har gjort så meget godt. Men var det ikke troens gerning – var det ikke din medmenneskelighed, der lå i det – var det alene et ønske om at afdrage på døden. Gøre sig klar til at dø. Først betaler man renter – så betaler man hovedstolen, når ens helbred tager af. Når håret gråner, døden ligger under sengen, og skeletterne rasler i skabet. En bekvem måde at leve på for at ikke at være i Guds hånd, men selv have styr på det.

Men det er ikke kun, hvad vi vil med livet, men også, hvad livet vil med os. Et brud, når vi kommer ind i verden – fødes ind i livet – et brud, når vi bliver taget ud af det igen. Og dérindimellem lever man så i kaos og forvirring. Af frygt for kaos forsøger vi at gøre noget ved livet. Indordne os under strukturer – i vores dødelige dagligdag – men det at ordne er gerne ligeså kaotisk som det kaos, vi frygter. Det er det kaos, Bowie viser os. Et værelse, hvor døden og dæmonien har rum – men håbet har en sprække. This chaos is killing me, sang Bowie for år tilbage– mens stemmen og kroppen signalerede kontrol. Men det var ikke det, han døde af. I dødskammeret – i en scene ser man ham danse, fejre og hylde livet selv på grænsen til døden – tærsklen til evigheden.

Nej, det er ikke kaos, vi dør af – det navigerer vi i bedste fald i livet igennem. Livet – der ikke er begyndelse og ende på, hvis ikke Gud var alfa og omega. Omega ved enden, men også nu. Derfor lyder evangeliet, at den, som mister sit liv, skal vinde det. Vinde det i troen – der er ikke andre muligheder for at få det igen. ”Kig op her, mand, jeg er i fare /Jeg har intet tilbage at miste”. Intet har han tilbage at miste, fordi et menneske kun kan leve sit liv ved at sætte det til. Frasige os selv magten og æren. Forlade alt. For vi kan ikke leve et liv i styrke, med mod og kærlighed – med lidenskab – uden at give livet fra os. Give det fra os på en måde, hvor vi ikke kan give os selv tilbage igen. Forargelsen skal holdes ved lige – den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Ja, få livet igen af Guds hånd – det samme gamle menneskeliv. For vi lever et liv, hvor vi hele tiden har brug for at få det igen. Afvikles undervejs – give afkald på livet, – et liv, der ikke er helt fint i kanten, men et brugt liv.

Et liv, hvor evangeliet ikke lader os være i fred, fordi Gud følger og forfølger os med sin kærlighed – med sin menneskesøn. Han var et menneske, der elskede, men tålte at skulle miste sit liv. At miste livet var selve hans vej – hans gerning. Hans opgave i denne verden var ikke at holde sig i live, men at dø for vores livs skyld. Derfor beder vi til, tror og håber på, at vi i Kristus må miste frygten for at miste. Som Søren Kierkegaard skriver, kan “kun det timelige tabes timeligt. På den anden side. Kan det evige vindes evigt.” I Hans rige, hvor man død byder trods/ det kommer til os. Det evige liv.

Kommer til os, når vi ligger dér i sengen. Rækker ud efter livet på grænsen til døden. Alle kender os der, for huden er skrællet af. Med skabet fuld af skeletter og samvittigheden fra i går. Med døden lurende under sengen og under skrivepulten, som Bowie i musikvideoen står bøjet over. Kan ikke finde de rigtige ord. Utålmodig. Med et lyser hans ansigt op. Med en rynke i panden skriver han febrilsk – med rasende fart pennen over papiret. Han har døden i hælene. Han tænker sig selv som ben – men har endnu så meget at sige. At bidrage. At afvikle. At skabe. Men tiden er løbet ud. Det, Bowie fortæller os i lyset af evangeliet, er, at vi skal blive ved med at skabe, elske, miste, danse og bruge alle pengene – vise hengivenhed overfor livet og troskab mod Skaberen. Det er en dødssynd at kede sig. Vedkend dig det hele. Al den synd, der hører livets drama til. Modtag Guds tilgivelse for den – hans fred med dit liv under afvikling. Så vi kan leve videre med alle de ar, der ikke kan ses. Træde lige ud af dramaet og ind i døden. Afdrag ikke, men gå ud af livet med fuld gæld og fuld musik.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger og forfølger os. Vi beder dig for din kirke, for os, som her og nu er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men frimodigt samles på din befaling og i håb til dig alene.

Vi beder dig for vort land og vort folk. Tak for vort fædreland, hvor så meget godt er beredt os. Bevar Danmark frit og bevar dets fred. Vær med vor dronning og hele det kongelige hus, med regering og folketing, med alle, som skal råde og styre, også her hvor vi bor.

Vi beder dig for hele den lidende verden og for os med den, at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er vor Gud, og at vi er hinandens skyldnere. Herre, lær os at kende vor fælles skæbne og vort fælles håb til din barmhjertighed.

Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Giv den hjerteløse din barmhjertig, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid.

Vi beder dig for alle vore kære. Tak for hver og én, som holder af os og holder os ud. Tak for dem, der hører med i vort liv, levende som døde.

Følg du os på alle vore veje, drag os stedse tilbage til dig, når vi farer vild. Og vær du for os – sammen med vore døde – nu og i al evighed vor fred og vort håb. Amen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *