Ventetid – aftenandagt til 2. søndag i advent

I anledning af adventstiden bringer Studenterkredsens blog hermed en aftenandagt til 2. søndag i advent af cand.mag. og ph.d.-stipendiat Johan Christian Nord.

Almægtige, evige Gud, vi har sat os stille ned for at høre dig tale til os gennem evangeliet om Jesus, dengang han fortalte lignelsen om de ti brudejomfruer, der ventede på, at brudgommen skulle komme; men nogle af dem var uforberedte, da han kom.

Hjælp os til at være beredte på dit riges komme, som ingen kender dagen og timen for, du den ene, sande Gud, fader, søn og helligånd.

Dig være pris i evighed. Amen.


I Matthæusevangeliet læser vi denne lignelse til 2. søndag i advent, 2. tekstrække:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie.  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
(Matt. 25,1-13)


Vi er i mørketiden. Den tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder. Den tid, hvor vinteren truer, og natten kalder. Den tid, hvor tankerne bliver nøgne, fordi lyset er så spinkelt, og mørket så – mægtigt.

I kirken kalder vi denne tid for adventstiden, for vi har hørt, at mørketid også er ventetid – og endda: forventningstid. Forventning om noget, der skal komme – noget, der endnu er skjult af mørket, men som mørket ikke har magt over. Forventning om ham, der skal komme: Kirkens Herre, der skal vise sig i afmagtens skikkelse.

I denne ventetid hører vi så historien om de ti brudejomfruer.

Vi forstår med det samme, hvad det drejer sig om – og hvor meget der er på spil. Historien taler ud af og ind i dét, vi kender allerbedst: vores eget liv. For I menneskelivet findes der tidspunkter eller endda skæbnestunder, hvor udfaldet er givet med vores forberedelse. Hvor et glædeligt udfald er afhængigt af, om vi er tro mod den glæde, der møder os, og hvor vores troløshed kan blive vores – eller andres – undergang. Et menneskehjerte kan være så nedbrudt, at glæden ikke synes mulig.

Det er en virkelig og smerteligt uafviselig erfaring, og nu stadfæstes den så – i Vor Herres egen billedtale: Kun de brudepiger, der har olie til deres lamper, kommer med ind i bryllupssalen. Ved første øjekast er fortællingen ganske ligetil – eller måske endda: uhyggeligt ligetil. Dem, der har troen, de går fra ventetidens mørke til kærlighedens lysfest, og dem, der ikke har den, dem kender brudgommen ikke, dem efterlader han – i mørket. Og mens vi lytter, mærker vi så efter og finder – et sted dybt derinde i hjertelagene – enten en tryg forvisning eller en knugende ængstelse.

Det lyder enkelt.

Men så enkel er Jesu billedtale aldrig. Det har han selv sagt til sine disciple, da de spurgte ham, hvorfor han talte i lignelser til de udenforstående. Det gjorde han, for at den profeti skal opfyldes, der lyder hos profeten Esajas »I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå«.

Men disciplene, de skal forstå – dem er det givet at kende »Himmerigets hemmeligheder«, som der står.

Kun de, der kender hemmeligheden, forstår billederne – hører vi altså.

Men her trænger et spørgsmål sig så på: disciplene, forstår de ham virkelig, da han fortæller dem om brudepigerne? Forstår de, at lignelsen har en skjult inderside, der først vil blive synlig i de videre begivenheder?

Nej, de forstår ham ikke.

Det ser vi af de videre begivenheder. Få dage efter at Jesus har holdt den lange billedtale om tidernes afslutning, som lignelsen om de ti brudepiger indgår i, sidder han igen sammen med dem. Han har netop indstiftet nadveren, Judas har netop udpeget sig selv som den, der skal besegle menneskesønnens skæbne, og alting nærmer sig sin afslutning. Nu fortæller han dem så dét, de ikke kunne bære at sige sig selv:

»I nat vil I alle forråde mig«.

Og det sker, som han har sagt det. Disciplene falder i søvn i Getsemane-have. De glemmer at våge, de er uforberedte, de fornægter ham – alle sammen.

Da Langfredag kommer er de spredt for vinden – de før så ivrige mænd. Tilbage står kun de tavse vidner – kvinderne, som intet væsen har gjort af sig, mens alt så lyst ud, men som nu er de eneste, der våger i mørket.

Først senere i begivenhedernes underlige – og vidunderlige – gang begynder det at dæmre for de troløse disciple, hvad det er, de har været med til. Først da den opstandne selv kommer til dem med sit lys, begynder de at forstå omfanget af, hvad der allerede er sket – og hvad der skal ske.

For det var dem selv, der ikke havde olie på lampen. Det var dem, der så og så, men intet forstod.

Men han kommer alligevel tilbage til dem. Han efterlader dem ikke.

Hvordan stiller alt dette nu os? Os, der nu lytter og gerne vil forstå Jesu gådetale, men samtidig indser, at forståelsen ikke skal findes i os, men må komme til os. Jo, det stiller os som dem, vi foreløbig skal være: dem, der skal vente og våge i mørket – dem, der med frit mod skal forvente, at han selv vil opklare hemmeligheden, når han kommer.

I Grundtvigs bibelhistoriske salme Forventningsfulde sjæle, der er en genfortælling af lignelsen om brudepigerne, peger skjalden frem mod denne opklaring, og i det sidste vers hører vi så om den glæde, som mørket skal vige for. Det lyder sådan her:

I døren se opspringe
på evigheds palads,
slet ingen var så ringe,
han finder jo sin plads;
med frydesang, i sole-dragt,
I skal, som Sandheds Mund har sagt,
indgå til Herrens glæde

Slet ingen var så ringe, han finder jo sin plads. Dét er den kristne menigheds håb, vores forventning: at de vågelys, der her i adventstiden brænder så spinkelt, skal flamme op og udbrede klarhed, hvor der nu er mørke. Så alle de, der sidder i mørket, kan vågne; så vi kan gå ind til Herrens glæde – så Gud til allersidst kan blive alt i alle.

Vi har grund til at glæde os – allerede nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *