Tjeklisteteologi

Folkekirkens bekendelsesgrundlag er for tiden til ivrig debat. Hvad kan man sige om kristendommen – og hvad ikke? Kirkehistoriker og dr.theol. Carsten Breengaard forsøger i sin seneste bog, Gud i klemme, at finde kristendommens kerne. Men lader det sig gøre? Københavnerkredsens egen stud.theol. Søren Frank Jensen anmelder bogen her.

I sin nye bog Gud i klemme har Carsten Breengaard meget, han skal nå. Bogen er kort, men i løbet af dens 165 små sider vil Breengaard “værne kristendommens røde tråd”, vise, hvordan “kristendommen tænker” og ikke mindst forsvare en almægtig og skabende Gud over for “tendenser i den danske debat.”

Udgangspunktet er første artikel i trosbekendelsen. Den har ifølge Breengaard i efterhånden en del år været under heftig beskydning. Mødet mellem moderne fysik og det, Breengaard kalder “verdens skæve gang” (sygdom, død, naturkatastrofer) på den ene side og radikal ateisme og egodyrkelse på den anden betyder, at ingen længere er med på at tale om Gud som himlens og jordens skaber. Tidsånden er magtforskrækket, følelsesdomineret og derfor ikke til almægtige skaberguder. Det har skræmt teologerne, som i både presse og på prædikestole gør oprør mod bekendelsen og mod Gud for at følge med tiden.

For Breengaard udgør skabelse, syndefald og forsoning “en konstituerende treenighed” i kristendommen, og spørgsmålet i bogen er, om syndefald og forsoning kan “bevare deres sammenhæng og indhold, hvis forestillingen om Gud som himlens og jordens skaber opgives.” Der er ingen grund til at trække spændingen – sammenhæng og indhold kan ikke bevares. Uden skabelse ender vi med “guddommelig pseudo-kærlighed, der medlidende skænkes det uskyldige, stakkels menneske,” som Breengaard skriver. Skabelse, syndefald og forsoning er den røde tråd, der viser, hvordan kristendommen tænker.

For at komme hertil udfolder Breengaard forholdet mellem skabelse, syndefald og forsoning i en række bibelske kernetekster. Først i Apostlenes Gerninger, så i forskellige fortællinger fra de fire evangelier og til sidst hos Paulus. Læsningerne er godt skrevet, pædagogiske og rummer mange fine betragtninger, og de er den del af Gud i klemme, der klart fungerer bedst.

Skabelse, syndefald og forsoning er uden tvivl centrale elementer i kristendommen, men spørgsmålet er, om læsningerne virkelig viser, hvordan kristendommen tænker. Og om kristendommen overhovedet tænker. Det er jeg ikke overbevist om, at den gør, og forsøget på at finde “kristendommens kærne” og dyrke “klassisk kristendom” kommer hurtigt til at ligne urokkeligt rethaveri under dække af ydmyghed, for i kristendommen kan vi ikke bare sige tingene, som de er, hvor gerne vi end vil det. Kristendommen er en fortolkningsreligion, og vores fortolkninger er altid foreløbige. Heller ikke Gud i klemme er et destillat af sand kristendom, men snarere et eksempel på en bestemt måde at tænke videre fra, hvordan f.eks. Paulus, Augustin og Luther tænkte kristendom.

Undervejs gør Breengaard en pointe ud af, at både Sandbeck og Grønkjær åbenlyst omfortolker bibelteksten og ikke sværger til tekstnær eksegese, men det virker klart mere tiltalende åbent at forklare, når teksten strækkes eller vendes mod sig selv end at foregive blot at skrive tingene, som de er. Det kan man nemlig ikke. Kristendommen kalder på udlægning, også de provokerende udlægninger, der går til grænsen – og måske ind i mellem over den. Når Breengaard går efter at lægge kristendommens kerne frem, er det – hvor uskyldigt og ydmygt projektet end lyder – utroværdigt og lige selvsikkert nok.

På begge sider af læsningerne er det polemikken mod aktuelle tendenser, der er i centrum. Tendenserne er repræsenteret ved Grosbøll, Ramsdal, Sandbeck og Grønkjær. Grosbøll og Ramsdal gør Breengaard kort proces med – de vil begge have “det ægte Jesus-liv” uden “al den klamme tale om Gud,” og så falder det hele fra hinanden.

Værre er det med Sandbeck og Grønkjær. Et sted skriver Breengaard for at forsvare sig mod anklager om fundamentalisme, at fundamentalisme er noget “mere kompliceret end det, der kan rummes i et slagord.” Det er gnosticisme så til gengæld ikke. Breengaard bruger det til at beskrive både Grønkjær og Sandbeck, som han påstår vil af med trosbekendelsens første artikel og skabelsens godhed. Grønkjær har et decideret “gnostisk program,” og hos Sandbeck foregår det hele “som hos gnostikerne, i hovedet.” Kritikken virker forceret, og kun ved at strække og fortegne Grønkjær, Sandbeck og gnosticismen går ligningen op.

For at understrege egen ortodoksi i modsætning til alle de moderne kættere har Breengaard skrevet hele den apostolske trosbekendelse ind allerede på side 6 af Gud i klemme. Til sammenligning tilkendegiver Grønkjær først at mene sig i overensstemmelse med samme bekendelse på side 53 i Den nye Gud. Betyder det så, at Breengaards kristendom er otte gange så apostolsk som Grønkjærs? Næppe. Den apostolske trosbekendelse kan ikke bruges på kristendommen som det røde økomærke på en pose gulerødder, og den er heller ikke en teologisk tjekliste, der med tre effektive bullet points leder ind til kristendommens kerne. Derimod kan vi tale ud fra bekendelsen, og bekendelsen kan give den teologiske tænkning og udlægning retning. Hvor Sandbeck og Grønkjær provokerer med deres udlægninger, provokerer Gud i klemme ved sin insisteren på midt i al sin udlæggen ikke at udlægge. Det ender i en tjeklisteteologi, der for selvsikkert prætenderer at fastlægge en kerne i kristendommen, som ikke kan lægges fast – i hvert fald ikke af os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *