“Le futur proche.” Om Underkastelse

Nr. 4, 65. årgangNr. 4, 65. årgang af Studenterkredsens tidsskrift er netop udkommet. I den forbindelse bringer vi hermed på bloggen kvit og frit en artikel fra nummeret,  nemlig stud.theol.  Adam Garffs anmeldelse af Michel Houellebecqs Underkastelse.

Vil De have fingre i resten af tidsskriftet, kan De tegne abonnement på samtlige 2015-numre for kun 100 kr. ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Den franske forfatter og polemiker Michel Houellebecq har bedrevet en diskret dystopi om 2020’ernes Frankrig. I romanen portrætteres et land, hvor muslimske eds-løfter, halal-menuer og stiltiende accepter ender med at blive en selvindlysende del af hverdagen. Houellebecq skildrer også et Frankrig, hvor de ellers så indtagende femme fatales på høflig vis er henvist sømmelighedens klæder og rubriceret ind i almuens forgangne idealverden. Bogen rummer en massiv bevægelse. Men alt foregår i en kvalmende sneglefart. Og det er dens force.

Romanens hovedperson François lever, som det gør sig gældende for flere af karaktererne i Houllebecqs univers, i almindelig bacchusk livslede, indsunket tommeltrilleri og med monoton befamlen af unge studiner som hverdagens ophidsende indspark. Han plejer sit professorat i litteratur på Sorbonne, hvor han om onsdagen underviser i symbolisterne og de dekadente forfattere og om torsdagen fedter rundt med tømmermænd og dårlig samvittighed på egen hånd i romancernes by.

Indimellem er der en ung studine i hans liv, men de små affærer varer sjældent længere end semestret. Hans store passion er forfatteren Huysmans, om hvem han har skrevet doktordisputats, og om hvilken et komplet enigt akademisk bedømmelsesudvalg i sin tid har talt enstemmigt i nærmest højstemte tonefald. François er med andre ord en succesfuld og erotisk eremit, der mest af alt ynder at drikke upassende store mængder spiritus og med perverteret mine at fantasere om ting, der befinder sig i hans umiddelbare nærhed: studinerne, symbolisterne og muslimerne.

Meget har ændret sig i det Frankrig, François bebor. Hollandes tid er ovre og trikolore-socialismen passé; magten er ved at skifte hænder. I 2022 står valget mellem Jean-Marie Le Pens lyshårede advokat-datter Marine Le Pen og den mørklødede – fiktive – præsidentkandidat for Det Muslimske Broderskab, Mohammed Ben Abbes. En skakduel, den blonde højrefløjs-darling taber med eftertrykkelighed og dermed skaber anledning til, at broderskabets islamiske agenda vinder politisk indpas. Ændringen i magtbalancen baner vejen for en række ændringer i de forskellige offentlige sektorer, herunder altså måden, hvorpå universitetet ledes. François bliver konfronteret med valgresultatet i sit arbejdsliv, idet han nu selv må vælge: tvangspension eller islam. Han vælger, som den gode og velopdragne anti-naturalist, at falde til symbolist-patten i forsøget på at skabe mere mening i tilværelsen. En mening, han finder i underkastelsen.

Hvorfor en højt begavet universitetsprofessor vælger underkastelsens lænker, er der imidlertid flere grunde til. François kan med rimelighed beskyldes for at være hæmmet af vankelmod, han er ikke et valgets mand. Derudover lider han slemt under sin læsterlige liderlighed. Foruden den udmærkede professorløn og udsigten til en stabile arbejdsforhold venter der ham nemlig en hengiven og underdanig frøken, eller rettere, liderbukken François stilles et mindre harem af veldresserede muser i udsigt, hvis han vel at mærke konverterer. Og hvilket menneske ved sin libidos fulde fem kan takke nej til sådanne fristelser?

Universitetsprofessoren kan i hvert fald ikke. Nu skal det imidlertid ikke kun handle om lystens uudtømmelighed, den bliver vi alligevel aldrig kloge på.
Houellebecqs skildring kan derimod tjene til at gøre det dystopiske håndgribeligt. François, der løbende har begravet sig i sit idolsymbol Huysmans, og som sågar har tilegnet ham det svulmende værk Svimlende neologismer, er nemlig prototypen på en underkastet: en selvopslugt slange i sine fristelsers vold, en, der handler i overensstemmelse med sit forgodtbefindende og dermed lader sig lokke. Og så er selvopofrelsens pris pludselig ikke særlig høj. François skal blot lære sig en formular på arabisk, den muslimske trosbekendelse, fremsige den og vupti – han er muslim, underkastet Allah. Menneske under Gud.

Houellebecq lægger med sin skildring af et underkastet Frankrig op til heftig debat på flere forskellige fløje. Bogen, der ikke havde stået på hylderne mere end et par timer, før to maskerede jihadist-brødre trængte ind og skød 12 mennesker på Charlie Hebdo, har da også allerede affødt reaktioner i det meste af Europa i årets løb. Den provokerende franskmand har talent for at trykke på nogle af vestens ømme punkter. Vores værdier optræder i hans litterære univers som fortegnelser og asymmetriske grotesker og udgør rammen om en vedvarende negativ refleksion over et Europa i forfald, en udlægning af konsekvenser. Men Houellebecq er ikke bare en frådende dystopiker, der vil se blodet sprøjte, han vil se det sive. Og det er også styrken ved Underkastelse, nemlig den overbevisende langsommelighed, hvormed tingene sker. Det Frankrig, François befinder sig i, er ikke revolutionens Frankrig, det er reformernes Frankrig. Det er blevet til et sted, hvor spørgsmålet om det religiøse ikke længere formuleres i dekonstruktioner eller med ateistiske dilettanter. Hvor objektiveringen af religion er skiftet ud med inderliggørelsen og tilegnelsen, og sandheden findes i dyrkelsen af den utæmmelige, ustyrlige Allah.

Houellebecq skildrer konsekvenserne af et omfattende moralsk forfald i Europa, og til at begrunde det hiver han Nietzsche op af sin magiske hat. Resultatet bliver en nietzscheansk jeremiade, hvor forfaldet og islams indtog skyldes Jesu Kristi svaghed og (med)menneskelighed. Med ham kommer ikke kun humanismen og menneskerettighederne, altså svaghederne ifølge Houellebecq, nej, hele kristendommens selvopløsende væsen bliver anledning til forfaldet. Og han fortsætter. Problemet er kvinderne og deres forbandende selvstændighed, den amputerede religiøsitet og ikke mindst den voksende højrefløj i Frankrig. Under alt dette ligger naturligvis et logistisk vidnesbyrd om massiv indvandring fra de ikke-vestlige lande.

I stil med sine tidligere romaner rammer Houellebecq en benhård tone, der totalt ubesværet kredser om misogyni, vulgær racisme og frivolitet. Ingen går fri, når det polemiske tog buldrer af sted, for samfundet og de, der bebor det, er pilråddent. Om bogen er et must read? Hvis man evner at se opbyggeligheden i negativiteten og får mundvand af intellektuelle dystopier, er den perfekt. Er man derimod til højspændt drama og blod, der flyder, skal man nok i stedet kaste pengene efter en god krimi. For det går ikke altid lige stærkt, når Houellebecq forkynder sit højt besungne mørke. Men den slags skal også have tid til at sive ind.

Han har malet et mørkt billede af ikke kun et Frankrig, der forfalder, men et helt Europa, der udvides og islamificeres simultant. Hele bevægelsen forklares som en trodsreaktion og et vidnesbyrd om, at Guds menneskevordelse er en udhuling af sandheden og ikke mindst om, at vi allerede står i midten af dystopiens nat. Den findes i den nære fremtid. Månen er bare ikke gået på halv endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *