Døde, hellige træer

Stud.linc.merc. Christan Krogh Olsen har læst Jens André Herbeners bog “Naturen er hellig” og er ikke imponeret. Vi bringer anmeldelsen herunder. Den er også at finde i det nye nummer af Studenterkredsens tidsskrift. Det rummer indlæg af Johannes Aakjær Steenbuch, Julius Petersen, Søren Lund Sørensen, Ole Jensen og Jens Alfred Raahauge. Bliv abonnent ved at skrive til studenterkredsen@gmail.com – det koster blot 100 kr. for hele året.


”Hvorfor har ingen undret sig over det? Han udgiver en bog, der handler om, at vi forbruger for meget og ikke længere gider misbrug af træ. Men hvorfor har han så lavet en papirbog?”

Hård var kritikken af poeter som Victor Boy Lindholm og Theis Ørntoft, da dagbladet Information interviewede hashtag-stjernen Casper Eric, i forbindelse med dennes seneste udgivelse, langdigtet ”NIKE”. Klimaspørgsmålet er blevet et smykke i kunsten, ren retorik, og poeternes egne kroppe er for lidt på spil, bedyrede forfatteren, der blandet andet har droppet Coca Cola, fordi han jo mener noget med det, han skriver.

Casper Erics tilfældige digterkollega er ikke den eneste, der har udgivet en klimabog på bleget papir.

Det har også manden med de mange titler, én af dem cand.mag. i religionsstudier, Jens-André Herbener, med debatbogen ”Naturen er hellig”, som udkom på Informations Forlag tidligere på året. Denne anmelder er ikke bleg for at genbruge dele af Casper Erics pointe: der står ”Naturen er hellig” på en samling døde træer. Har Herbener nu også kroppen med i sin kunst?

Han har i alle fald skruet op for finurlighederne, for Jammerdalen, den hvor medierne har travlt med X-factor og anden humør-tv, skal overdøves. Bogen introduktion, der føres an af hele otte introcitater, indleder en helt gennemgående tæppebombning af pædagogiske kursiveringer, hvilket, også selvom jorden snart går under, er vammelt docerende, men da forfatteren pludselig lover, at han i bogens sidste del vil opfordre til handling må selv en fattet læser udstøde et mageligt rødhvin.

Med kuldegys vandrer blikket videre over ”en enkelt preemptive bemærkning” til en afsluttende, globalt opvarmet velkomst til ”en Ny Situation i historien.”

En fast læser af dagbladet Politiken vil vide, at Jens-André Herbener ikke er en synderligt stor tilhænger af religion, men i nærværende udgivelse har han alligevel, som en anden karamasovsk storinkvisitor, fået øjnene op for den søde magt, der åbenbarer sig i hemmelighedsfulde autoriteter.

For jagten på klimakrisens afvikling mangler en religiøs dimension, har Herbener indset. Religion lader sig nemlig efter al sandsynlighed ikke udrydde – ja, han skriver udrydde – så opgaven må i stedet være at fremme de ”bløde” religionsformer, der i al deres tolerance og økologiske ansvarlighed kan virke som en effektiv årsag til klimabevidst handling.

Kristendommen – Herbeners hadeobjekt nummer et – er i sandhed hverken tolerant eller økologisk ansvarlig. Den indgår ligefrem, som monoteistisk religion, i en terrortreenighed, som Herbener kalder ”de tre økologiske syndefald”, der også indbefatter historiske frækheder som agerbrugets fremkomst samt industrialiseringen, hvor det hele løb løbsk.

Sandheden, som fritænkeren Herbener ikke selv tror på, må derfor i stedet findes hos de decimerede polyteistiske naturreligioner, hvis tro på naturen som bolig for ånder og guder vil virke som hæmning for det grådige menneskes ødelæggelsesdrift. Herbener pointerer selv, at polyteistiske naturreligioner bestemt ikke til hver en tid har virket som garant for netop denne hindring, men i økologismens navn skal vi jo videre.

Hvorledes vil herren så arbejde for at fremme en religion, han ikke selv tror på? Storinkvisitoren lovede folket brød og fængslede Jesus, men mon ikke Herbener vil nøjes med en (lang) række Politiken-kronikker?

Det er noget mindre løgnagtigt, når Herbener fokuserer på den sekulære del af sin handling. Her taler vi regulær økotage rettet mod maskiner, der destruerer liv. En økotage med udgangspunkt i den anarkistiske brugsanvisning ”Ecodefense: A Field Guide to Monkey Wrenching.”

Men bør man nu også lade fremtiden hvile på tilfældige nævenyttigheder med krølbeskidt hår og ring i næsen? Herbener kalder dem ”økoterraister, dem der kæmper for det jordiske hjem, og han vil lade dem omgærde af samme respekt som modstandsgrupper mod en fremmed besættelsesmagt.

Men vækker denne herlige økoterrorisme nu andre end de, der godt kan lide at sætte ejendomsretten ud af spil? I midten af august kunne man i Information læse, at 1200 klimaaktivister havde været samlet ved en farlig kulmine lidt uden for den tyske by Köln Målet var at standse gravemaskinerne, og det gjorde de sandelig. I én dag. De tror, de betyder noget, at de har ændret verden, men mon ikke igen graveren graver den evige dag? ”Næste stop COP21 i Paris.”

Da Politiken spurgte bogens forfatter, hvad han selv gik og gjorde for klimaet, svarede han: ”Jeg prøver virkelig.”

Lad os alle sammen virkelig prøve. Det bliver ikke bedre med mennesket.

Følg Studenterkredsen på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *