Dekadencekritikeren og hans skidtspande

Stud.mag. Rasmus Vangshardt har læst de første to bind af ”Ord og virkelighed”, der er et optryk af de af Johannes V. Jensens artikler, der endnu ikke er tilgængelige i bogform.


Johannes V. Jensen var som bekendt en mand, der godt kunne lide at rejse, og der var uden tvivl noget mandigt globetrotteri over foretagendet. I hvert fald kunne han godt lide at italesætte det sådan. Han brugte det også ofte som skyts mod samtidens sygelige dekadence.

Eksempelvis skrev han følgende syrlige passus i dagblad København i 1901:

”Naar man har været nogle Maaneder ude og kommer tilbage til København, ser man straks hvilken Ufriskhed der præger alle Ansigter paa Gaden. Saasnart man er kommen ud af den skidne Ladelænge hvor Togene holder og har bevæget sig en halv Time paa Strøget er Indtrykket helt – farvefattige og underligt erfarne Ansigter, smaa Folk, uglade Folk, Fanger! Der er ingen Atmosfære af Ungdom om Kvinderne, ingen kampglad Stemning over Mændene. Halvdelen af dem der gaar forbi ser ud til at være over Støvets Aar, og man ser en paafaldende Mængde gamle Damer, en bestemt Type. Navnlig ved Sporvognsholdepladserne ser man dem – en velkendt dansk Type uden hvilken Institutioner som vort kongelige Teater og vore Kierkegaarde ikke vilde blive fyldt eller holde sig propre.”

Disse hårde og muntre ord er at finde i Ord og virkelighed, bind II, der er en udgivelse af alle de artikler, Johannes V. Jensen skrev alle mulige steder, men som endnu ikke er blevet optrykt i bøger, hvorfor de er ret svært tilgængelige. Unægteligt en stor og smuk opgave, litteraten Aage Jørgensen har taget på sig. Der er i alt udkommet fem bind, og her skal de første to interessere.

De ovenstående citat er rammende i to henseender. Dels er det repræsentativt for Johannes V. Jensens d r a b e l i g e stil, hvor absolut ingen eller intet blev skånet. De to bind rummer en mængde (van)vittige udfald i alle retninger og afslører, hvordan ordkunstneren Johannes V. Jensen også var ypperlig udi polemikkens underholdende kunst. Han skrev blandt andet nekrologer over folk, der endnu ikke var døde, og var ikke bleg for at anklage Herman Bang for homoseksualitet. Den slags kunne socialdarwinisten Jensen vist ikke lide.

På en anden måde er citatet også centralt, fordi det viser, hvordan den mandige og aggressive forfatter afskyede al sygelighed, dekadence og vattet svaghed.

Det kommer mere ”intellektuelt” til udtryk i en særdeles interessant artikel fra 1911 om van Gogh, Gaughin og Cézanne. Dem kunne krigeren bestemt ikke lide, og de fik netop hæftet det værste af alle prædikater på sig: sygdommen. De var således fetichister ”karakteriseret ved en Art aandelig Smitte.”

Det var udtryk for en sygelig ”primitiv” kunst, og polemikeren Johannes V. Jensen mente, at hvis han skule have en Cézanne hængende, kunne hans seksårige søn let male den – så han lod sin artikel ledsage af en tegning kreeret af netop denne søn. Som dekadencekritiker var det værste for Johannes V. Jensen, at disse malere mindede om kulturens barbari, som tiden ifølge ham var så rig på.

Han var dog nok æstetisk darwinist til at mene, at kunsten i sig selv overhovedet ikke ville lide under disse vildfarelser, for grundlæggende er den ”et Evolutionsmiddel”, der ikke tager skade, ligegyldig hvor meget ”Malerjournalistik og uægte Succes”, der hvirvlede i tiden.

Dette fokus på Johannes V. Jensens særegne darwinistiske æstetik er et interessant emne, og det er vældig godt, at Aage Jørgensen har hjulpet til at gøre en stribe af disse artikler mere tilgængelige. I øvrigt viser disse mange interessante artikler, hvordan der kunne ligge et hemmeligt slægtskab mellem Jensens særlige æstetik og den blomstrende såkaldte neopragmatisme, der i USA pt. nyder stor opmærksomhed gennem studier af folk som John Dewey og Richard Rorty. Dette er en underbelyst sammenhæng.

Cézannes Badende kvinde. Wikimedia Commons.

Et andet virkelig værdifuldt bidrag er at finde i genoptrykket af Johannes V. Jensens strid med samtidens litterære kritik, der i en stribe år i 1920’erne fik ham til at boycotte Politiken, til hvilket dagblad han ellers livet igennem nåede at skrive ubegribelige 449 kronikker!

Sagen handlede om, at Politikens lige så drabelige kritiker Henning Kehler havde givet Den lange Rejse en vanlig hård medfart, og det fik Johannes V. Jensen til at gå veritabelt amok i samme dagblad i 1922. Men faktisk var det ikke Kehler, der var målet, selvom han blev anledningen.

Kehler fik næsten et par rosende ord med på vejen, mens professorerne Hans Brix og Vilhelm Andersen fik talrige skidtspande i synet. ”Uf, at man skal til det!” sukker Jensen i artiklen, inden han tager fat på at kalde Brix’ stil for ”Sterilitet og Ynkelighed” og anføre, at Brix leder tankerne hen på ”de forvitrede Affaldshjørner bag Udhusene, hvor gammelt Blod og Glasskaar og raadne Madrasser med Spiralfjedrene ud af Maven hober sig op.”

Et mægtigt vidensbyrd om en genial polemiker.

— — — — —

Johannes V. Jensen: Ord og virkelighed, bind I-II. 1898-1910 og 1911-1926. Udgivet af Aage Jørgensen. Forlaget Underskoven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *