Det grundtvigske punktum

Stud.theol. Andreas Riis Damgaard har på given foranledning konstateret, hvorledes et punktum gør alverden til forskel i salme 22s klagesang. I det følgende skriver han om dette grundtvigske punktum og dets konsekvenser.

Nogle indledende overvejelser over Sl 22

Da jeg i slutningen af januar var til eksamen i GT II, kom jeg op i de første 15 vers af Salme 22. Jeg trak teksten og var til at begynde med en smule frustreret over det noget amputerede salmefragment, som jeg skulle eksamineres i en halv time efter. Som i enhver god roman fra det dystre hjørne ville jeg sidde fast i domsafsnittet i teksten og aldrig nå til frelsen. Salmen ville blive som fortællingen om Job foruden den afsluttende genoprejsning. I kuverten med eksaminationsteksten lå der også en lille seddel med følgende arbejdsbeskrivelse til: ”Overvej i øvrigt Guds nærvær og fravær i GT.” Et godt spørgsmål, tænkte jeg. For salmen indeholder tydeligvis både det ene og det andet og understreger således glimrende hovedtemaet i Det Gamle Testamente – at både dom og frelse kommer fra Hærskarernes Herre. I Spørgsmålet øjnede jeg en mulighed for mig: Jeg havde trukket fraværet og dommen, men kunne tale om nærværet og frelsen og endda inddrage andre steder i Det Gamle Testamente efter behag. Arbejdsopgaven fik mig straks til at tænke på Guds fravær i salmens begyndelse og på den klagesyngende salmists påkaldelse af sin Gud. Den forladte salmist fornemmer først Guds nærvær i slutningen af vers 22, hvor han efter megen pine og plage proklamerer, at han er blevet bønhørt af Gud. I eksaminationsforberedelsen rettede jeg hurtigt min opmærksomhed på vers 4, da det andet afsnit af salmen begynder her. Salmens fokus rykker fra Guds entydige fravær til Guds placering i kosmos. ”Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger” (Sl 22,4). Sådan lyder oversættelsen i den danske autoriserede oversættelse fra 1992. Billedet står klart. Herren troner langt ude i universet i sin hellighed med seraferne flyvende omkring sig, og der i svinestien ligger salmisten omringet af spottende venner og vilde løver – salmistens Gud er meget fraværende.

Da udprøvningen næsten var nået til sin ende, begyndte vi at diskutere vers 4 mere indgående. Hvordan skal helligheden forstås? Er det en henvisning til serafernes sanctussyngeri, som lød, når Jahve viste sig for profeterne på sin trone? Som da grant Esajas eksempelvis blev kaldet til profet i Herrens helligdom og fik kørt et stykke glødende kul ned i svælget? Eller fortæller det noget om Guds måde at bebo og trone i himlen på? Vi diskuterede det i et stykke tid og nåede på et tidspunkt til tekstkritikken. Det skulle vise sig, at den er fuldstændig afgørende for forståelsen af passagen.

Ét punktum

De gamle, lærde masoreter fra det 7. til 10. århundrede åbnede i sin tid døren op for en anden læsning, end den, der ganske klart lyser ud af den danske 1992-oversættelse. Masoreterne indførte nemlig en alt andet end ubetydelig note i deres behandling af Sl 22,4: huc transpone ˆ. Oversat til godt jysk betyder det: ”punktum bør flyttes herhen”. Hvis man følger denne læsning, hedder verset altså: ”Du er hellig. Tronende i Israels lovsang”. Ét punktum, men med en kæmpe betydningsmæssig forskel. Masoreterne forstår ikke stykket som en understregning af dikotomien mellem Guds og salmistens himmelråbende forskellige situationer. De læser det som en beskrivelse af Guds nærvær og tilstedeværelse i Israels lovsang – på den troner han, i den bor han. Læsningen som masoreterne advokerer for, åbner altså allerede op for Guds nærvær i den dystre begyndelse af salmen, som ellers umiddelbart kun henleder tanken på død og dom. Gud er tilstedeværende, hvor han lovsynges.

”Du blandt vore lovsange bor”

Til sidst havde censor mulighed for at stille et afrundende spørgsmål. Han spurgte: ”Hvad tror du, Grundtvig ville synes om den læsning?” Jeg svarede: ”Den tror jeg, at han ville kunne lide,” og så forlod jeg lokalet. Senere på dagen over de obligatoriske post-eksamens-øl på Bobi Bar gik det op for mig, at Den Gamle rent faktisk læste teksten præcis sådan. I salmen Vor Herre til dig må jeg ty citerer han Sl 22,4, og han læser tydeligvis salmen som masoreterne gjorde det. Som der står i vers 3:

Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerte og munde,
du blandt vore lovsange bor,
som røsten blandt fugle i lunde

Vor Herre troner på vor lovsang. Da salmen, som Grundtvig skrev omkring 1840, udkom for første gang i Dansk Kirketidende i 1869, var den tildelt overskriften ”Herrens Huus”. Guds hus er i menighedens lovsang. Et ganske vist anakronistisk, men ikke desto mindre nærliggende spørgsmål kunne i sammenhængen være, hvad ville Grundtvig have ment om den læsning, som 1992-oversættelsen lægger sig op ad. Det siger han egentlig i vers 1:

Vor Herre til dig må jeg ty,
For stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky,
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår,
at løse af angest og pine.

Grundtvigs stærke fjender påstår altså, at Gud troner som den hellige, han, som Israel lovsynger og altså ikke kommer menighed eller salmisten til undsætning, når angst og pine truer.

Det er ikke irrelevant at tænke sig, hvilken betydning læsningen, som både masoreterne og Grundtvig var modstandere af, ville have af konsekvenser for Jesus på korset – da han netop råbte salmistens indledende ord af Sl 22,1: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig!. Han råbte ikke på Elias, sådan som de tilhørende troede, før de gav ham eddike at drikke. Han råbte på sin Fader, som troner i lovsang. Han virkede fraværende, men viste på tredjedagen, at han var særdeles nærværende.

Hvor bor Gud?

Han bor iblandt os i vores lovsang, Han som er hellig. Der hvor den lovsyngende menighedssang lyder. Når vi i kirken, ligesom seraferne gjorde det for Esajas i templet, da Gud viste sig på sin trone, søndag efter søndag sammen synger: Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre. Hele jorden er fuld af hans herlighed (Es 6,3). Med masoreternes og Grundtvigs punktum gør man en ende på den opfattelse, at salmistens ord i vers 4 udelukkende tjener det formål at fremhæve Guds fravær. Sl 22 handler netop om, at Gud blev kød og tog bolig iblandt os, og hvordan Han blev pint og plaget og oprejst fra de døde. Men med det grundtvigske punktum for øje forstår man, at Sl 22,4, isoleret set, handler om Guds bolig iblandt os her og nu – når man lovsynger Herren med sin mund og sit indre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *