Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet

Ph.d.-stipendiat og højskolelærer Johan Christian Nord skriver i anledning af drabet på to uskyldige danskere i København om knægten Folkes glædelige budskab til Kong Vermund, der også lyder til os i dag.

Sådan står der skrevet på den Dannebrogs-prydede mindesten for den grundtvigske højskolemand og folkelige forkynder Folke Trier Hansen: »JEG BRINGER GLÆDELIGT BUDSKAB, FJENDEN ER I LANDET«. Det er store ord – og ja, på stenen står de med store bogstaver.

Stenen blev rejst på foranledning af Trier Hansens kone, Karen la Cour, og hugget af Erland Knudssøn Madsen. Oprindelig stod den foran forsamlingshuset ved Hundsborg – senere blev den flyttet til Sjørring Vold foran den grundtvigske frontstilling Højskolen i Thy. Skolen er ikke længere til, men stenen står endnu.

Og det gør indskriften også. I bogstaveligste forstand står den der mejslet i sten – og råber til den, der har ører at høre med.

Det er os, den råber til: os, der i dag er midt i livet og vedkender os folkelig arv og gæld. Os, der endnu forstår – eller ønsker at forstå – hvad det vil sige at tilhøre et lille folk i en stor verden.

For stenen taler om kampens vilkår og velsignelse i en verden, hvor alt for mange ønsker gravens stille fred. Den taler om kæmpen, der drager sit sværd blandt trodsige og glemsomme menneskebørn, som i deres stræben efter at forme tilværelsen i fred-ler har omdigtet livet til en dans på roser og glemt det vigtigste. Den taler om – og til – de ædles æt i en tid, hvor folket er i dvale.

Og derfor er den værd at lytte til.

Oprindelig stammer ordene fra Saxo – fra vort lille folks store krønikeskriver. Hos Saxo fortælles der således om en tid, hvor folket lå i dvale. En tid, hvor landsmand opsøgte strid med landsmand, og hvor dyrkelsen af de døde ting sad i højsædet – dér, hvor ånden skulle have siddet.

På stranden sidder en slukøret knægt. Han hedder – ikke tilfældigt – Folke. Hans blik driver ud over de vandmasser, der hegner bølgelandet. Han er fortvivlet og aner ingen udvej. Men så sker det: han ser fjendens skibe – og skyerne letter i det plagede sind, jublen vil ingen ende tage. Drengen springer op, løber til Kong Vermunds gård og lægger mund til åndens tale: »Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!«

Det er en underlig historie. Hvorfor glæder drengen sig? Hvorfor frydes han ved synet af fjendeskibe – ved udsigten til blodsølet jord? Det fornuftige menneske, der lever i de franske abstraktioners verden, forstår ham ikke, og det gør den blødsødne heller ikke, som i sin indbildskhed tror at kunne få livet for en billigere pris end kampens. Men ånden forstår ham. Ånden forstår, at menneskelivet altid er et kampliv. Eller anderledes udtrykt: at menneskelivet enten være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.

For ånden forstår, at selve dette at blive menneske er at stå i kampen. Det er den kamp, nordens sindbilledsprog kaster den lyttende ind i, når det fortæller om den evige krig mellem aser og jætter: åndens kamp mod åndsfornægtelsen, der er en kamp på både ord og handling – både mund og sværd. Nogle bruger mund, andre udvælges til at bære sværd (det er dem, vi kalder øvrigheden).

For mennesket er det levevæsen, der står i afgørelsen: mellem Udgård og Asgård, mellem det dyriske og det menneskelige. Og vælges skal der. Der er vitterlig ingen vej udenom: enten et liv i anstrengelse og knæfaldets anerkendelse af at være sat i virkelighedens højst virkelige verden sammen med de andre – sammen med folket. Eller: det navlepillende dyreliv, den søvndrukne slentretur frem mod strådøden.

Alt dette forstår ånden, og derfor forstår den åndsbårne også fortællingen om lille Folke, der glædesbrusende løber over stranden for at bringe godt nyt.

Kong Vermund forstod drengen. Han lyttede, og noget ændrede sig i ham. Hvor der før var en behagesyg og blødagtig hersker med hang til terningspil og anden tåbelighed, rejste der sig nu igen en konge.

For kong Vermund rankede det krogede kadaver og blev kongenavnet værdig. Og det samme gjorde hans folk: det rejste sig og blev igen folkenavnet værdigt. Og sammen gik de ud til striden – og sejren.

Sådan gik det dengang til, at blomsterhavens frist blev forlænget, at isvinterens komme endnu en gang blev forskubbet. Og sådan er det gået til, hver gang Danmark har sølet sig i jættegylp og glemt sin bestemmelse. Virkeligheden har taget sine kløer på, ulven har åbnet sit gab, en dreng har set det, og han har forkyndt glædesbudskabet om fjenden i landet – den fjende, der som en pisk over vore nakker kalder os til afgørelse: vil I leve eller dø? Har I nok i selvdyrkelse og tidsfordriv, mens I venter på den istaphånd, der skal gøre skel imellem støv og ånd? Eller: vil I gøre skjoldvagtens gerning, så der bliver en verden til dem, der kommer efter jer? Vil I vågne og tage det underlige menneskeliv på jer – sådan, som det er, og ikke sådan, som I gerne ville omdigte det til at være?

Nu skal det åbenbares
Det er vores historie. For det er os, der råbes an af drengen. Det er os, der er de velnærede og knækkede.

Og det er nu, det skal åbenbares, om det danske folk stadig har ører at høre med. For fjenden er i landet. Han er her for at myrde og hærge – han er her for at begrave det ædle i sit svælg som den ulv, der gang på gang skal fæstnes til klippegrund for at udskyde det uafvendelige.

Ja, jeg tænker blandt andet på angrebet på to uskyldige danskere d. 14. og 15. februar i år. Et angreb, der snart skal vise sig ikke at være begrænset til de to ofre – de to helte Finn Nørgaard og Dan Uzan, der faldt, for at andre kunne leve.

For bæstet vil kræve mere blod. Det vil komme efter dig og dine kære. Hvis ikke du vågner.

Men det drejer sig ikke kun om denne ydre fare. Det drejer sig også og faktisk frem for alt om den indre fjende – den fjende, der lever i os selv. Det er den lille Loke, der bor i hoved og mave – den beregnende fornuft, der hvisker os i øret, at vi ved egen magt kan få tilværelsen til at falde i hak, og at vi frem for alt har os selv at tænke på. Den slibrigt pragmatiske og planlæggende stemme, som indbilder os, at vi blot er en højere dyrerace – en abekat, der er bestemt til at abe efter, sådan som Grundtvig beskriver åndløshedens nedskrivning af det menneskelige.

Overalt omkring os finder vi de skidne frugter af dette menneskesyn – ansvarsfraskrivelsen i de forpligtende forhold, underholdningssygen, dyrkelsen af den slimede vilje, der siger »jeg, mig, mit,« hvor der skulle have været et vi. Og ikke mindst: den knugende følelse af formålsløshed, angsten i mødet med en verden, der nægter at leve op til de overskruede forventninger om selv at kunne skabe Paradis på jord, som vi er blevet stopfodret med af velmenende voksne, der i deres iver efter at opdrage os havde den frækhed at præsentere tilværelsen for os som et omkostningsfrit sønderjysk kagebord, hvor det bare gjaldt om at gribe til og få fat i de bedste stykker – før de andre.

Men de har løjet for os. Livet bliver ikke så nemt, som de sagde. Vi kan ikke blive lige, hvad vi vil – som de ellers sagde. For vi er allerede noget. Vi er mennesker, der er sat i en højst håndgribelig virkelighed, og det er den, vi skal lære at stå ret for. Vi er ikke bare unge mennesker med appetit på livet – vi er dem, der selv skal være fædre og mødre. Vi er dem, der skal bære ansvaret. Og ansvar betyder kamp – for fjenden er mægtig, og hans vilje er, at vi skal glemme, hvad vi er bestemt til.

Det skal snart vise sig, om han får held til det. Det skal vise sig, om du og jeg har nok i terningspil og tidsfordriv – om vore hjerter allerede er isnede, eller om vi stadig er i stand til at mærke det stik, der fortæller os, at de lyver, når de med silkebløde pædagogstemmer eller bedrevidende ekspert-ordskvalder beder os om at klappe hesten.

Vi ved det ikke endnu. Men vi håber og tror, at ingen af os vil klappe hesten, men derimod hamre sporerne i og komme videre: langt væk fra den såkaldte moderne verden – og hjem til den danske virkelighed, der er din og min.

Og både vort håb og vor tro hviler på klippegrund: for vi håber og tror, at nok kan jættefornuft forplumre vore sanser, og ulvekløer kan tage vort liv, vort gods, vor ære, vort barn og vor viv – men vores kærlighed, dén kan ingen af denne verdens magter og mægtige tage fra os.

Lad dette være ordene i disse sorgens og opvågningens dage. Lad det, der kommer, vise, om Folke også denne gang finder ører for sit glædelige budskab, og om skjaldens ord var sande, da han sang:

Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred;
for levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej!

Note: Hvis der skulle sidde en læser derude, der er så dum at opfatte noget af ovenstående som racistisk, ja så vil jeg gerne henvise vedkommende til fjerde vers af Grundvigs Folkeligt skal alt nu være (Højskolesangbogens nr. 91, hvori det står umisforståeligt klart, at folket er en åndelig, historisk virkelighed og dermed grundlæggende åbent for tilkomst af dansksindede fremmede – ikke en dyrerace. Og jeg er – også i dette forhold – enig med Grundtvig.

2 meninger om “Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet

  1. Ja, netop så simpelt kan det siges:

    “menneskelivet enten må være et kampliv eller forfalde til et dorsk dyreliv fra hånden til munden – indtil slagteren kommer.”

    Det har gennem de sidste 500 mill år været jordens lov for alt levende; planter, dyr og mennesker. Kun de seneste 70 år har vi i Vesten troet, at vore idealer om universelle menneskerettigheder og ubegrænset frihed automatisk ville skabe en grøn og fredelig jord for alle.

    Nu må stormklokken tale i stedet for dæmpet konversation omkring kakkelbordene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *