Anmeldelse af Der Kreis

Den af Kredsen bekendte filmrecensent Ole Hilfe Kreml-Dreng har  elskværdigt frembragt og fremsendt denne anmeldelse af det schweiziske dokudrama Der Kreis.

Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen
Matthias Hungerbühler er fremragende i rollen som Rasmus Vangshardt (nederst), men først i scenerne med Sven Schelker som Kristoffer Garne (øverst) fyger gnisterne for alvor igennem biografsalen

Studenterkredsen er emnet i et schweizisk doku-drama, der netop har haft premiere i de danske biografer. Der Kreis, som er skrevet og instrueret af Stefan Haupt, fortæller historien om den unge Rasmus Vangshardt, der tidligt i sit filosofistudium bliver en del af Studenterkredsen – en frisindet foredrags- og diskussionsforening, som udgiver tidsskriftet Studenterkredsen. Kredsens ekstravagante fester tiltrækker mænd fra nær og fjern – og også Vangshardt, som en aften støder på den karismatiske og følsomme teologistuderende Kristoffer Garne. De to unge mænd indleder et intenst forhold og bliver hurtigt en del af Studenterkredsens redaktion.

I rollen som den arbejdsomme og energiske student Rasmus Vangshardt ser vi den debuterende skuespiller Matthias Hungerbühler. Han imponerer med sit præcise portræt af den unge bajads, der igennem sit nære forhold til Garne finder fodfæste i Kredsens studentikose fællesskab. Men særligt samspillet med Sven Schelker som Kristoffer Garne er elektrisk, og forvirringen og ungdommens store følelser får frit løb, mens den gensidige fascination i forbindelse med redaktionsarbejdet udvikler sig til et turbulent og passioneret kærlighedsforhold.

Historien er vedkommende og nødvendig, men først og fremmest er den godt fortalt. Vangshardt og Garne bruges til at belyse et bestemt miljø og nogle helt centrale udviklinger i dansk åndsliv, og Der Kreis bliver en historie om to mænd fanget i en ubønhørlig strid mellem dem selv og samfundet. En strid der bliver tydeliggjort i en yderst følelsesladet scene, hvor Vangshardt og Garne møder hinanden igen, efter Kristeligt Dagblad har hængt Studenterkredsen ud som en reaktionær og stærkt konservativ forening. På badeværelset står de og holder hænder. Garne siger: “Lad os stikke af sammen”, og Vangshardt svarer: “Vi er ikke kriminelle.” Sven Schelker blev efter sin debut i denne film den nye Shooting Star på Berlins Internationale Film Festival, og han brænder igennem som en boblende vulkan i rollen som Kristoffer Garne.

Dette er et dokumentardrama, som nogle desværre sikkert vil kalde en skammelig syndflod af perversiteter, men jeg må uden tvivl kalde det en af de mest livsbekræftende, romantiske og oplysende fortællinger, jeg nogensinde har set. Absolut en af de vigtigste film i vores tid.

Titel: Der Kreis
Premieredato: 12. februar 2015
Instruktør: Stefan Haupt
Skuespillere: Matthias Hungerbühler, Sven Schelker, Marianne Sägebrecht, Stefan Witschi, Anatole Taubman, Antoine Monot, Jr.
Spilletid: 108 min.
Selskab: Contrast Film, Schweizer Radio und Fernsehen (SRF) Reel Pictures 2014,
Genre: Dokumentar , Drama

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *