Kirkesangen som kerne-kirkeligt værn mod hidsige teologer

Søren Holms artikel fra seneste nummer af Kredsen har vakt en del furore og (frisindet) diskussion, og redaktion har modtaget indtil flere henvendelser. Således har vi senest modtaget dette indlæg fra cand.mag. og omkredsmand Christian Verdoner Larsen, som vi hermed med største fornøjelse bringer til fortsat religionskrig.

Den redaktionelle mening med at bringe Søren Holms helt igennem misforståede – om end symptomatiske – angreb på den rummelige folkekirke har vel været at få rusket op i en god gammeldags stridbar diskussion – en intention som allerede i skrivende stund er blevet kronet med små fyrre kommentarer på Facebook. Succesen udi at få folk op ad stolene og hen til tasterne vidner da også dette indlæg om – et indlæg, der efter bedste evne forfattes i den efterspurgte, stridbare stil – om end det synspunkt, der her ønskes fremført dog snarere går ud på en kritik af ideen om, at al denne teologiske snik-snak skulle være kernen i kirken, kristendommen og det kirkelige fællesskab. Ganske vist er intet mere oplivende for den tænkende ånd og den teologistiske udvikling end jævnlig intellektuel meningsudveksling og argumenteren – men når selve kirken og den menige mand i folkets kirke, som ganske vist er for enhver (findes der da nogen, som det ikke er værd at prædike for?), tages som gidsel i denne diskussion og bliver beskyldt for ugudelighed, ja, så fortjener teologerne at blive irettesat.

Holm argumenterer for, at kirken udadtil ganske vist ligner sig selv:

“Kirkebygningerne, uniformen og ritualerne ligner stort set sig selv. Det samme gør musikken, sangen, bønnerne, teksterne. Ja, endog prædikenen vil ofte være umiddelbart genkendelig som en kristen prædiken”.

Men desuagtet har kirken alligevel forandret sig ”i sit væsen”, og er ”ikke længere den kristne kirke, den var.”
Problemet er nemlig, at teologien ikke har nogen plads i kirken. Dette kommer for Holm til udtryk i den såkaldt rummelige folkekirke, der ikke levner plads til dogmatisk stivsind eller kamplystne præster. Det hele lulles åbenbart hen i den søvngænger-agtige gentagelse af ritualer, salmer og tekster, som bliver tom gestikulation. Vi har det alt for godt i kirken, den er blevet for lummer-varm osv.

Bortset fra, at jeg selv som kirkesanger i hen ved tretten år dårligt kan genkende Holms analyse, og udover at Holm ser bort fra, at prædikestolen vel stadig er et af de mest frie fora, hvor man kan slippe af sted med at sige ikke så lidt, så afslører hans analyse også en fatal miskendelse af selve sangens og liturgiens kerne-kirkelige betydning. Kirken har til alle tider bygget på sang, liturgi og bøn. Disse former er kristendommens objektive udtryk. En folkekirkelig krise skulle spores deri, at mange ikke længere finder det naturligt at synge med – eller at synge i det hele taget. På spørgsmålet: Hvad stiller vi op med det glædelige evangelium?, findes der ikke noget mere af traditionen velsanktioneret og i øvrigt bibelsk velfunderet svar, end at vi mødes i sang, bøn og nadver.

Heri overvintrer kristendommen og lister sig ind og sætter præg på dagliglivet, og på disse former bygger kirken og det kristelige fællesskab. Gudstjenestens stort set uforanderlige form sikrer en større kontinuitet og gennemslagskraft, end en hvilken som helst intellektuel kværuleren. I denne hysterisk-fortravlede tid, der ikke savner ord og drama, er det svært at forestille sig noget mere utidssvarende i ordets mest velgørende forstand, end at mødes i andægtighed for ved egne lungers kraft at frembringe skøn musik til ære for Gud og mennesker. Takket være sangen, bønnen og liturgien kan selv ikke den mest nævenyttige, ambitiøse eller uduelige præst helt kapre gudstjenesten. Nok så meget kan han/hun gestikulere på prædikestolen og forsøge at sætte griller i hovederne på de sagesløse kirkegængere – men præsten vedbliver at være en gæst i dette hus, hvor enhver prædiken ikke forbliver ukommenteret eller uimodsagt, men straks efter sættes i relief af korsangen fra pulpituret.

Det er tænkningens natur at sætte skel og grænser. Dette mærker man i teologernes interne og nok så hidsige disputeren, som gudskelov ikke sætter sig igennem på gudstjenstligt niveau. Ud af al denne teologi udspringer der en sær, ukristelig polyteisme. Der tales om den svage gud, den almægtige gud, de gudløses gud, den kærlige gud, den metafysiske gud, muslimernes gud, den nye gud, den kristne gud og den ikke-kristne gud. Tænkningen synes uvillig til at bekende, at Gud er Gud – og herfra må den kølige tænkning overlade scenen til inkarnationens erfaringsnære og krops-lumre virkelighed. Han er hos os, i blandt os og med os.

Grænsedragningens kritisk-evaluerende sport er uden tvivl stimulerende for intellektet – men hvis den skulle være bestemmende for kirken, så havde vi snart ikke længere en kirke, men kun små sekteriske bevægelser, der kunne samle sig om et eller andet lyst hoved, der havde en masse at sige. Holms foragt for den rummelige folkekirke er et produkt af forstandens hovmod, der tror at kristendommen og kirken bygger på meninger og dogmatiske standpunkter. Den tendens i velmenende teologers opråb, som Holm repræsenterer, beviser med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens offentligt-nationale binding til den demokratiske (velfærds)stat er det eneste, der for tiden sikrer, at kirken, sangen, bønnen og liturgien ikke i almindelig armod og samfundsmæssig splittethed bliver kidnappet af privatistiske meningsmagere.


Angående diskussionen om homovielser henviser jeg til min endnu uimodsagte kronik fra Weekendavisen 11.maj 2012.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *