Thomas Manns Felix Krull

Karneval på vulkanskrænten. Thomas Mann, Felix Krull og sivene i vinden

af stud.mag. Rasmus Vangshardt

Svindler. Flâneur. Vindbøjtel. Kunstner. (Selv)Anklagerne er mange i Thomas Manns sene og undervurderede Bekentnisse des Hochstaplers Felix Krull, der udkom i sin nuværende – om end ufuldendte – udgave i 1955, kort før Manns død. Godt 400 sider fylder dette romanfragment, der skulle have været meget, meget længere og ført vor helt Felix verden rundt, blandt andet til Japan og Sydamerika, og til en audiens hos paven. Ikke dårligt for en søn af en købmandsfallent, der levede af at sætte prangende etiketter på sprøjt.

Så vidt nåede det nu aldrig, idet den gode Felix ikke kom længere end til Portugal, inden hans skaber opgav skriveriet, men det er jo trods alt også noget. Især når man starter som elevator-boy på et hotel i Paris og ender med hovedet i barmen på en portugisisk museumsdirektørs kone, endda ankommet på første klasse og med en falsk titel som marquise af Luxembourg.

Felix Krull er en suveræn patologi, en mesterlig skælmeroman, formummet i 400 siders poserende ”bekendelser”, der nu ikke synes at tynge deres ophavsmand mere, end at han er i stand til at levere dem med en latent munterhed og et demaskerende blik på tilværelsens mange maskerader. Vores charmerende helt fornemmer godt, at hans svindlerier ligner en dans på kanten af en vulkan, der konstant truer med at udslette selvet, men derfor kan man jo godt tage en maske på, mens man vover livet.

Lorley extra cuvée

Som det fremgår af bogens fulde titel, er Felix Krull et bekendelsesskrift. Det hævder ophavsmanden til disse bekendelser i hvert fald, men man skal aldrig stole på en svindler, og de fleste kompetente forskere er vist også klar over, at der faktisk er tale om en såkaldt skælmeroman med aner tilbage til spansk middelalderlitteratur.

Fortalt i første person åbner fortællingen med en aldrende Felix, der ”træt, meget træt” har grebet fjeren for at bekende sine synder. Vi får Felix’ livshistorie vom Ei an, som den tyske Mann-forsker Werner Frizen muntert – og klogt – har kaldt det, og vi starter selvfølgelig med fødslen, hvor Felix mener at kunne forsikre os, at

[jeg forholdt mig] overordentlig passivt og udeltagende derved, så at sige ikke understøttede min moders anstrengelser og ikke viste den ringeste iver efter at komme til en verden, jeg senere skulle komme til at elske så intenst.

Nu skal man jo sjældent hænge sig i petitesser, når en svindler fortæller røverhistorier, men her er det alligevel værd at bemærke, at et sådant bevidsthedsniveau sjældent bliver spædbørn til dels. Den slags pedanterier upåagtet er det til gengæld temmelig interessant, hvordan Felix, hvis navn jo betyder ”den lykkelige”, og som endda kom til verden på solens dag (søndag), som Søren R. Fauth har bemærket, blandt andet i et foredrag i Studenterkredsen Århus, tilsyneladende fra sit livs indledning lider af en temmelig sygelig trang til mørket i livmoderen, hvilket fint følges op romanen igennem, idet den ellers på overfladen livsduelige Felix’ yndlingsbeskæftigelse er at sove.

Som så mange af Manns hovedpersoner er Felix søn af en købmand, men denne gang endda i en ekstrauduelig udgave, idet faderen lever af at producere en boblevand, Lorley extra cuvée, der af Felix’ svigerfader får de ord med på vejen, at den er en ”giftblanding, muligvis tilsat petroleum eller fusel.” ”Jeg giver publikum det, som det tror på,” forsvarer faderen sig. En farlig ideologi, der ender med døden ved egen hånd efter det uduelige champagnefirmas bankerot. Næsten en profetisk udgang på faderens liv, idet Felix’ liv også dokumenterer, hvordan man ikke ustraffet lader sig glide med på eksistensens maskeradespil. Faktisk består Krull-romanens kunstneriske virtuositet og dens karakter af almengyldigt vidnesbyrd om én af eksistensens farer netop deri.

Mit eget jeg – ubestemmeligt

Faderens død efterlader Felix med moderen og en ”tyk, overordentligt kødfuld” søster med drømme om en karriere på de tyske operettescener. Men heldigvis udvirker Felix’ meget duelige gudfader, at Felix kan få arbejde ved et pariserhotel, og derfra går det sådan set kun fremad for den gode Krull – i hvert fald i det ydre. Romanen opbyder en sand syndflod af vilde svindlerier, der stort set kun hjælper Felix til bedre vilkår i, men som har en pris. Et af de tidligste eksempler på det er vores ordrige vens vellykkede fupnummer til sin egen session. Den skønne, men bestemt ikke militæregnede Felix, fupper effektivt militærlægen med en lang tirade om hjertebanken og andre foruroligende tegn på fysisk svaghed. Faktisk gør han det så godt, at han, da han forlader sessionen, bliver i tvivl om, hvorvidt han for alvor lider af en begyndende hjertesygdom. Et subtilt billede på det, der går igen og igen: Erfaringen af, at man ikke svindler ustraffet. Den rolle, man spiller, dét, man mimer, smitter. Og så er det måske alligevel ikke den bedste idé at efterligne det tidlige 20. århundredes rodløse fin de ciécle-flâneur, der muligvis har det sjovt, holder bal og paraderer omkring i en mild æstetisk melankoli, midt i storbyens meningsløshed – men hvis selv nok skal blive udslettet i erkendelsen af, at man ikke kan bygge hverken kirker eller sit selv på sandgrund.

Selvom der selvfølgelig er et utal af optrin og svindlerier, der i kraft af den sædvanlige mannske ledemotiviske struktur fortjener opmærksomhed, indskrænker vi os her til den ifølge overtegnede mest muntre og ladede scene.

Felix befinder sig stadig i Paris, hvor han altså begyndte som hotelmedarbejder, men er i kraft af sit store vid – og en bunke stjålne smykker – for længst er avanceret til en slags hovedtjener på hotellet. Samtidig bruger han sine fridage på at iklæde sig flâneurens umiskendelige dragt for at paradere omkring på byens bedste hoteller og i operaen:

Dette førte, som man vil se, til en slags dobbelttilværelse, hvis charme bestod i, at det

forblev uvist, i hvilken skikkelse jeg egentlig var mig selv, og i hvilken jeg kun var forklædt: når jeg som livréklædt tjener servilt opvartede gæsterne på Saint James and Albany, eller når jeg som ubekendt, distingveret herre, […] lod mig betjene ved bordet af tjenere, af hvilken ingen – konstaterede jeg – kom på højde med mig i denne min anden egenskab. Forklædt var jeg altså i hvert fald, og den umaskerede virkelighed mellem de to fremtoningsformer, mit eget jeg, var ikke bestemmeligt, da det faktisk ikke fandtes.

Mit eget jeg – ubestemmeligt. Nemlig. I dette skadelige dobbeltspil udraderes Felix’ jeg, men det forhindrer ham ikke i at fortsætte sit verdslige erobringstogt.

På netop sådan en dag som ”ubekendt, distingveret herre,” siddende på byens bedste restaurant, møder Felix en Marquis de Venosta af Luxembourg, som han ellers til daglig varter op på hotellet. Den godmodige marquis, på hvem tjeneren Felix naturligvis for længst har gjort et fordelagtigt indtryk, skal lige have virkeligheden til at stemme – for hvad laver hans tjener dog som gæst på denne dyre restaurant og dét endda yderst velklædt? – men hurtigt går det op for marquisen, at det virkelig er denne Armand (sådan kalder man Felix på hotellet), som sidder dér. Det resulterer i den ”muntreste forbavselse,” da de Venosta må indse den sære identitet i Felix mellem ”kavaler og tjener”. Dernæst antaster marquisen Felix med det næsten profetiske: ”Mon cher Armand, er det Dem, eller er det ikke Dem?” Kunne Felix mon i al ærlighed selv besvare dette spørgsmål? Man tvivler. Vi kan i hvert fald ikke. I det mere jordnære, uprofetiske betydningslag udtrykker spørgsmålet naturligvis også blot vantro over Felix’ bemestring af det umuliges kunst; at være både tjener og herre, og Felix svarer selvfølgelig veloplagt: ”Jeg er både her og der.”

Senere indvier marquisen Felix i sine hjertesorger under hastigt voksende påvirkning af ”Bachhi gave”. Den unge marquises forældre tvinger ham på et helt års dannelsesrejse, for at han kan glemme sin Zaza, en ung og usømmelig skuespillerinde. Heldigvis har Felix en plan: Han, som er Ingen, uden kerne, kan løse det:

Felix: – Det, de har taget på Dem, kan intet menneske lette Dem for.

Venosta: – Nej, ingen.

Felix: – Ingen.

I sandhed endnu en profeti, idet vores identitetsløse helt – Ingen – dygtigt opelsker en tanke i marquisens hoved: Felix og han kan bytte identitet. Det giver Felix mulighed for at rejse verden rundt som marquise, og den forelskede Venosta kan blive i Paris’ saligt-anonyme forstæder under det fransk-lydende Felix Kroull. Efter løsningen af en række praktiske udfordringer slår samtalen hurtigt over i det mere eksistentielle, og her har den berusede Venosta temmelig svært ved at holde styr på det med jeg’et.

De planlægger den store jordomrejse, og Venosta synes, at det ville være en god idé, hvis rejsen tog ham – altså vores Felix – til London, for det ville være tæt på Paris, hvor man så hurtigt kunne stjæle sig til et par dage med Zaza. Denne dumhed – Venosta er jo allerede sammen med Zaza i Paris, idet det er Felix’ krop, der er på jordomrejse – afspejler Felix’ eget generelle problem: At man sjældent leger ustraffet med sin identitet. Men Felix er blot langt mere rutineret end den uerfarne Venosta og forklarer med rolig og overbærende stemmeføring tingenes logik. Til sidst ser det ud til, at Venosta overskuer rækkevidden af deres geniale idé og derfor gerne vil udbyde en skål for: ”Armand – jeg mener Felix – jeg mener Loulou.” Mon ikke, at det er mere end blot Bacchi gavers skyld, at det begynder at knibe med identiteterne.

Underholdning-undergang

Selvom man selvfølgelig kan sige, at det er marquisen, snarere end Felix, der har identitetsproblemer her, er marquisen et billede på Felix’ fortsatte leg med maskerne. Romanen igennem prøver svindleren Krull at bilde læseren ind, at hans liv er et udtryk for eksistensbeherskelse, men billedet krakelerer konstant. Fra fødslens uvilje mod at forlade moderskødet til bogens sidste sider, hvor Felix – nu i Portugal under navnet Marquis de Venosta – skal skrive hjem til ”sine” forældre, det vil sige marquisens, så disse kan forsikre sig om, at Venosta virkelig er draget ud på den dannelsesrejse, de har beordret, for at han kan slippe sine ungdommelige sværmerier for skuespillerinden i Paris. Brevet udarter sig til en skamløst poserende fortælling om den store kærlighed, ”Venosta” nærer til sine ”kære forældre”, og det insinueres op til flere gange, at de nye luftlag sandelig er ved at få den forelskede marquis på andre tanker. Efter det lange, prætentiøse brev, der også indeholder en stolt beskrivelse af en vellykket audiens hos kongen af Portugal, forklarer Felix os, hvordan han afsender det ”til mine forældre på slottet i Monrefuge ved Luxembourg” (min kursivering). Slående frækhed. Til os, sine betroede, der godt er klar over, hvad der foregår, kalder han dem uden anførselstegn, uden distanceret ironi, for sine forældre. Felix har næppe heller længere styr på det med jeg’et.

Hvad skal en skælmeroman efter middelaldertraditionen så gøre godt for i det 20. århundrede, og hvorfor ikke bare glemme dette romanfragment? Ud over den åbenlyse stilistiske mesterklasse, som den sene Mann her udfolder, skal vi huske på Felix Krull, fordi den lærer os det, både Døden i Venedig og Trolddomsbjerget vil, men ikke gør lige så godt. Den udstiller det almenmenneskelige vilkår, at vi er siv i vinden, ensomme græs på en klippeskrænt, uafhængigt af, hvorvidt vi kan drive det i det udvortes, borgerlige liv. Romanen udstiller, at Felix’ leg med identiteter ligner karneval på en ulmende vulkanskrænt, som en klog mand engang har sagt; en smule desperat underholdning inden den totale undergang. Lidt lige som menneskelivet.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk, der nyder ekstrem udbredelse inden for litteraturvidenskaben i disse år, nævner i det krypto-marxistiske manifest Kritik der zynischen Vernunft Krull-romanen og hævder, at ”svindleren” som litterær figur er det tydeligste symbol på den moderne bevidstheds krise. Det kan da godt være. Felix er på en måde sådan én, som ikke forholder sig kritisk til samfundets indretning og accepterer bestemt status quo for blot at spille med på den kritiske fornufts undertrykkelse i det moderne massemenneske.

Men langt vigtigere er den muntre og charmerende Felix, der lægger den europæiske adel for sine fødder og endda tager sig tid til at indvie os andre i affæren, udtryk for en demaskering af allehånde usandheder, så den ene sandhed står tilbage: at vi er siv, der svajer for vinden, sammen med flotte Felix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *