Boganmeldelse: At sparke åbne døre ind

Som en opfølger på torsdagens debat og den seneste skrivelse om almagt, er det med at glæde, at Redaktionen hermed kan bringe stud.theol. Søren Frank Jensens anmeldelse af Lars Sandbecks seneste bog “Afsked med almagten.”

Det er derfor som at høre stemmer fra fortiden – stemmer der enten taler imod bedre vidende eller ud af en før-kritisk enfoldighed – når teologer og præster i dag erklærer, at man jo umuligt kan være kristen […] hvis man samtidig benægter, at Gud skulle være almægtig.

Sådan skriver Lars Sandbeck i den netop udkomne Afsked med almagten om dem, der ikke vil være med til at skrotte almagtsbegrebet. I bogen argumenterer Sandbeck for, at kristendommen ikke bare kan klare sig uden almagt, men at den faktisk kan klare sig bedre uden almagt. Således er bogens undertitel Et bidrag til det kristne gudsbillede. Spørgsmålet er imidlertid, om den almagt, Sandbeck gerne vil tage afsked med, ikke er en almagt, alle gerne vil tage afsked med eller allerede har taget afsked med.

I bogens første del definerer Sandbeck den almagt, han gerne vil tage afsked med, som en magt, der enten er kausal eller modal – Gud enten kan alt, eller også er han årsagen til alt. Alle andre former for magt, skriver Sandbeck, er ikke almagt. Ifølge Sandbeck har flere store og kloge teologer allerede foretaget radikale omfortolkninger af almagtsbegrebet. Omfortolkninger, der reelt set tager afsked med almagten: Hvis f.eks. Gud er kærlighedens almagt, så er Gud ikke almægtig; hvis Gud er afmagtens almagt, så er han ikke almægtig. Ingen af de to forståelser går med på den modale eller kausale almagtsforståelse, og “benægter man, at Gud kan alt, eller at Gud forårsager alt, benægter man ganske enkelt, at Gud er almægtig,” skriver Sandbeck.

Hoveddelen af bogen er så et opgør med den modale og kausale almagt, der altså allerede er gjort op med. Der sparkes således åbne døre ind, men det gøres med styrke og er velskrevet, klart og meget læseværdigt. Først giver Sandbeck et rids over, hvordan almagten fandt vej ind i kristendommen, først med græsk filosofi og senere med de latinske oversættelser af testamenter og bekendelser. Hvor den hebraiske bibels Gud er en personlig og engageret Gud, og den nytestamentlige Gud er den jordnære, personlige og tillidsvækkende fader, bliver Gud med en kombination af stoisk og platonisk filosofi og latin omnipotent, og omnipotens er “et ord, der beskriver en egenskab ved eller evne i Guds væsen uafhængig af, hvordan han så end forholder sig til os.” Filosofien og latinen rykkede den nærværende, personlige Gud ud af verden, satte ham højt i himlen og gjorde ham upersonlig og ubevægelig.

Herefter beskriver Sandbeck, hvordan en Gud, der er adskilt fra verden bliver paradoksal – en, man ikke kan regne med og endda en, man ikke kan sige er til. Hvis Gud ikke er bundet til verden, er der intet, der begrænser hans vilje, og så findes der, som Sandbeck skriver, “ingen garantier for, at verden i morgen ikke er en helt anden, end den er i dag”. I yderste konsekvens gør almagtstankegangen det umuligt at tale om, at Gud er til. Al virkelighed er begrænset, mens det totalt ubegrænsede blot er mulighed, så hvis Gud er totalt ubegrænset, kan han ikke være virkelig, men kun mulig. Der går lidt logisk flueknepperi i den, men det tjener til at eksemplificere, hvor langt ude den almagtstankegang, Sandbeck gerne vil tage afsked med, er.

For Sandbeck er det helt store problem med almagten – altså udover, at den ikke er der i den tidlige kristendom, og udover, at den er logisk umulig – teodicé. For hvis man tager almagtsforestillingen alvorligt, som man altså kun gør, hvis man går med på, at Gud kan alt eller forårsager alt, må man være villig til “at acceptere Gud som den aktive årsag bag alt, hvad der sker i universet – inklusive alt det, som af os erfares som ondt, meningsløst, livsnedbrydende, tillids- og håbsudslettende, modbydeligt og diabolsk.” Sandbecks løsning er at opløse problemet, give afkald på almagten og redde Guds godhed. For Gud er “entydigt god, og enhver påstand om det modsatte må derfor betragtes som uforenelig med et evangelisk kristent gudsbillede”. Og alle former for teodicé sår tvivl om Guds godhed: “Prisen, der må betales for at få etableret en tro på, at verden er retfærdig, er at gøre Gud uretfærdig”, skriver Sandbeck. I stedet for at forklare det onde, skal det bekæmpes, og den er Gud med på, for han er entydigt på livets side, forklarer Sandbeck.

I bogens sidste kapitel fremlægger Sandbeck et alternativt syn på Guds magt. Her beskriver han Guds magt som frigørende i stedet for almægtig. Guds magt “sætter os fri fra synd og skyld, således at vi opnår friheden til at indgå i fællesskab med ham og hinanden”, skriver han. Og den sætter os fri på en subtil måde – magten er en hvisken i øret, der giver os trøst, håb og tilgivelse, og som samtidig indeholder en radikal fordring om at elske ikke bare næsten, men også fjenden og den, der hader os. Sandbeck skriver meget om kærlighed, men ikke meget om, hvorvidt Guds magt er stærkere end døden. Måske har Sandbeck lige opstandelsen med i et enkelt citat fra Johannes’ Åbenbaring, men ellers handler det mest om, at Gud elsker os, selvom vi ikke elsker ham, og at når Guds vilje sker, så fuldbyrdes kærligheden iblandt os, og at Guds rige er, at denne kærlighed mellem os og ham fuldbyrdes.

Det ender alt sammen i en sød, men også noget ufarlig kristendom. Under debatten i Studenterkredsen mellem Jesper Bacher og Thomas Reinholdt Rasmussen kaldte Bacher Sandbecks teologi for karnationsteologi i stedet for inkarnationsteologi. Gud blev til kød, og så var det ligesom det. Men ifølge både Bacher og Reinholdt Rasmussen bliver Gud ved med at være Gud, selvom han dør på korset. Gud gik ind i verden, men han gik ikke op i verden. Nok er han ikke almægtig på den omnipotente måde, men den kærlighedsmagt, Gud er, er en magt så mægtig, at den har overvundet døden for os, og den gør det derfor muligt at tro på et liv, der er stærkere end døden.

Sandbecks bog er velskrevet, klar og meget læseværdig. Men den fungerer næsten bedre som et klargørende, teologisk argument mod en vulgærateisme, der hellere end gerne gør Gud almægtig på den tåbelig måde, end den gør i en teologisk sammenhæng. Her er der ikke mange, der abonnerer på den almagt, Sandbeck gør op med, men der er mange, der abonnerer på et opstandelseshåb, og spørgsmålet er, om Sandbecks beskrivelse af Guds subtile kærlighedsmagt er forenelig med en magt, der kan rejse de døde fra graven. Som der står i Se nu stiger solen:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn
ud hans hånd mig river af dødens garn

Med Sandbecks bog bliver det lettere at forstå det første, men samtidig sværere at forstå det andet.

En mening om “Boganmeldelse: At sparke åbne døre ind

  1. Der er ikke nogen forskel på de to vers fra Se, nu stiger solen af havets skød. At være Guds barn er at være revet ud af dødens garn og at være revet ud af dødens garn er at være Guds barn. Ifølge sangen kommer vi til at blive i vores grave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *