Replik til stolesmadringen: Om tilværelsens ubærlige meningsfuldhed

En gang imellem hænder det, at et ellers godtaget indlæg af uforståelige grunde hænder nederst i redaktionens skuffer, hvor vi også gemmer alskens unoder. Et sådant indlæg er følgende skrivelse, som redaktionen tidligere på året modtog fra en Carl Noir Virrested Hansen, der også debuterer med et andet indlæg under uret i det kommende septembernummer af vores blad. Skrivelsen her er foranlediget af Hans Grusdam Vrasts indlæg “Derfor smadrer idioterne en stol”, som står at læse under uret i aprilnummeret af “Studenterkredsen”, april 2014. Septembernummeret udkommer denne uge og rummer foruden Virrested Hansens og andre glade drenges skriblerier under uret artikler af Thomas Reinholdt Rasmussen, Martin Ravn, Martin Hauberg Lund, Henrik Wigh-Poulsen og Hans Nørkjær samt rim på reversen af Pia Tafdrup.

Den bemeldte stolesmadringshændelse skal ganske rigtigt have fundet sted, om end stolen faktisk ikke blev smadret, men gjorde modstand – ja, denne faktiske stol, som nok har givet anledning til en glimrende eksistentialanalyse af Hr. Grusdam Vrast, modsatte sig den intenderede smadring – dette selvfølgelig ikke ud fra en eller anden eventyrlig stolevilje eller sjælelig modstandskraft, men udelukkende i kraft af materiens egen væren og modstandsdygtighed. Det der skulle være en opvisning i maskulin vold og koket arvesynd endte i virkelighedens verden i et nederlag, idet kampen vist nok faldt ud til stolens fordel. Jeg husker blod der løber ned ad hvide overkroppe og krigerstolthed i de slørede øjne, og det er måske ikke så skidt, at ungdommens uro og længsel efter skibskatastrofer og pludselig død kan ordnes med en rask lille sving-om i træerne med en vrangvillig stol. Det er jo trods alt kun en stol, og hævnen er altid på menneskenes side. Den faktiske stol, som overlevede, er i dag glemt, og tilbage er kun den smadrede mytologiske stol, som tjenstvilligt kan indgå i en højere analyse – ja det må overhovedet være forventeligt, at disse kreative medlemmer af Foreningen for Bragesnak og Lækkersynd (FBL) hælder mod mytologiseringen for at glemme fakticiteten – for som Vrast citerer Kierkegaard, så er tænkning jo ikke lig væren, og siden væren dermed er uhåndgribelig og ingentings-agtig, så kan den jo passende få lov til at sejle i sin egen sø.

Fra den abstrakt-mytologiske udkigspost fra oven har stolesmadringshændelsen således ingen jordisk årsag, men er et spontant symptom på menneskets vilkår og hjemløsheden i verden. Det samme gælder ifølge Vrast for de unges containerafbrændinger i Paris’ forstæder: Vi kan snakke om sociale vilkår, om opvækst, elendige forhold, samfundets fiasko, akut mangel på kærlighed, mangel på kunst og fællesskab, eller et reelt opråb, en politisk handling med en konkret adresse, men en sådan snak er i virkeligheden kun åndløs og totalitær socialisme. Nej, sandheden om den meningsløse vold på ligegyldigt materiel har sin oprindelse i splittelsen i den menneskelige eksistens, der som sådan er en ”smertefuld vandrehal”. Derfor kan vi glemme alt om politik og gode intentioner, for den eksistentiale rastløshed kan ikke kureres. Der er tale om et ontologisk vilkår – vi er fortabte (og kun Jesus kan redde os i kraft af det absurde, kunne det lige så vel tilføjes). Således befriede fra etikkens åg kan vi synke ned i druk og filosofiske samtaler og vende ryggen til alle de åndløse hyklere, der tror, at der er noget, der nytter noget.

Teoretisk-filosofisk betragtet talt har Vrast selvfølgelig fuldstændig ret. Men i kraft inkarnationens umage alliance mellem Gud og materie har han til gengæld helt uret. Trods det kierkegaards-kristne perspektiv glemmer Vrast nemlig kristendommens bekræftelse af kødet og materien i inkarnationen og kødets opstandelse. Materiens gudsskabte fakticitet er kristeligt set ikke en forsvindende afgrund, men har egenbeståen og gør opstand mod menneskeforstandens dovne vold. Vrast tænker, at verden er menneskene et uvelkomment sted, og han mener tillige, at det er sådan, og glemmer dermed fuldstændig, at ”tænkning ikke er lig væren”. For en evangelisk betragtning har han således uret i, at verden er en udørk, for her fortælles det, at menneskelivet i kraft af Jesus Kristus er guddommeliggjort. Det er synd ikke at tro på det, ja det er ynkværdigt, for så er vi fanget i vores egen trøstesløse myteverden, i denne skinnende og forenklede verden af reklameagtige papkulisser, som i virkeligheden er en flugt fra den konkrete og ikke-standardiserede materialitet. Ja, således fanget er det – alt andet lige – nemmere at gøre det kristne budskab til en obskur myte, end at tage det på sig som en kosmisk og konkret realitet.

Men for nu at være konkrete, så lad os vende tilbage til den faktiske stol og den konkrete sommerdag i Hillerød i 2013. Vi kan enten subsumere hele opholdet, inklusive den natlige stolesmadringsseance, under kategorien eksistential rastløshed og meningsløst tidsfordriv, eller vi kan prøve at se nærmere på, hvad der skete og i hvilken konkret kontekst. Ud fra den mytologiske betragtning kom stolesmadringen selvfølgelig ud af det blå, men betragtet historisk-konkret var den et led i en filosofisk diskussion, som begyndte under et foredrag om Heidegger, blandet op med Grundtvig. Efter pausen blev der sunget om ”menneskerøsten i ørken” og hvordan alene mennesket som skabt i Guds billede ”med levende ord på tunge (…) mellem træ’r og dyr/ med guderne tale og sjunge” (Højskolesangbogen, nr. 151).
I studenterkredsen og på Grundtvigs Højskole skal man selvfølgelig ikke fornærme Grundtvig – det er klart – men fra en kætter uden situationsfornemmelse blev det efterfølgende bemærket, at Grundtvigs antropocentrisme, fx set i lyset af Heideggers brede definition af ord og tale, vel nok kunne diskuteres? Er træer og dyr virkelig helt uden gudetale, og bare dum og grusom natur?[1]

Denne udmelding lugtede på forvirrende vis af noget forvrøvlet hippie-sludder, og bedre blev det ikke af, at påstanden om træernes tale i diskussionens lune sommerhede blev udvidet med påstanden om, at en stol også var sin egen ting, som har egenværdi, og som gør krav på ikke at blive smadret.
Samtalen forløb behersket, men noget mørkt og oprørsk må alligevel have faret i visse FBL-medlemmer: en uartikulerbar trods, en gnist, som i løbet af aftenen ulmede, indtil den i løbet af sommernattens dunkleste timer slog ud i lys lue og slog ud mod en tilfældig stol.

I den efterfølgende iscenesættelse af hændelsen som en mytologisk forbrydelse med oprindelse i menneskets umulige tilværelsesbetingelser bekræftes imidlertid den præmis, som aktionen var et oprør imod: Stolen bør ikke smadres. Vi ved det, men vi gør det alligevel – om ikke andet, så for at stadfæste den trælbundne vilje. For at handlingen kan fremtræde som særlig meningsløs, så må man forudsætte den præmis, at stolen i første omgang ikke bør smadres. For hvis alt vitterligt og uigenkaldeligt var tomhed, så kunne ligeså vel eftermiddagskaffen i Solen fremhæves som meningsløs og et udslag af eksistentiel rastløshed. Men stolesmadringen låner sin mytologiske kraft i det, at der er tale om en destruktiv adfærd, som vi ved er forkert. Det var helt sikkert sjovt og uden tvivl tilgiveligt, men vi griner selvfølgelig kun af det forbudte og utilstedelige.

Der er for så vidt tale om vold, også selv om det bare er en stol. Ikke fordi stolen har følelser, og heller ikke fordi den har en markedsværdi, men fordi den er en stol. Den er en stol der findes og som har stole-værdi i sig selv. For den alt-for-menneskelige forstand er den blot et eksemplar – der var mindst halvtreds stole på terrassen, som var nøjagtig magen til, og i sidste ende kunne den jo erstattes ved et greb i pengepungen. På den måde kan vi indrette væren efter tænkningen: Vi tænker abstrakt: stol, og alt hvad vi ser, er et eksemplar af en stol, et udskifteligt stykke dødt materiel, og ikke netop denne stol, som har denne materielle oprindelseshistorie – denne stol, som er lavet af metal, som er hentet ud af et bjerg ved maskinel og menneskelig arbejdskraft, og som har haft miljømæssige omkostninger i kraft af transport og garanteret møggiftig hvid maling – denne specifikke stol, som optager denne tid og dette rum i universet, et absolut unikt tidsrum. Og ikke bare et bjerg, men netop dette bjerg på denne dag, og ikke bare hvid maling, men netop denne maling rørt sammen af det og det, der er lavet af det og det og kommer der og der fra. Og ikke bare menneskelig arbejdskraft, men netop disse mennesker, med disse liv, på denne dag.

Men det er klart, at vi må glemme alle disse ting – denne rablende, bundløse verden af fakta og detaljerigdom, i forhold til hvilken vi befinder os i den dybeste uvidenhed. Stolesmadringen får i dette lys karakter af et rituelt forhold til en tabuiseret uvidenhed, som vi ikke magter at forholde os til på anden måde. Det er bare for meget. Så hjælper det lidt at gå lidt rundt og smadre ting, for så holder vi fast i en meget mere overskuelig verden, hvor en stol bare er en stol. Hvor begrebet passer til tingen og der således er harmoni mellem tænkning og væren. Samtidig holder vi dermed gang i og bekræfter hele den meningsløse samfundsmaskine af produktion og konsum, som ved første øjekast ganske vist synes mere meningsfuld end tilværelsen i al sin umiddelbare væren-til. For jo mere vold og ødelæggelse, des mere arbejde er der til de rastløse, når tingene skal bygges og produceres igen. Og sådan kan vi beruse os i en hektisk meningsløshed, der måske alt andet lige føles mere meningsfuld. Reelt set er der selvfølgelig tale en komplet meningsløs rovdrift på ting, natur og mennesker, men nogle gange er det bare nemmere at holde fast i en meningsløs verden.

Dét er synden, og den er ikke svær at få øje på. Den er så åbenlys, at der ikke er nogen grund til at opsøge den eller til at kokettere med den. Ja, det er synd og skam, at det tilsyneladende er nemmere at leve i en meningsløs verden, end i en verden, hvor hvert øjeblik og hvert støvkorns unikhed lader tilværelsen med en påtrængende meningsfuldhed, og hvor tingene har betydning.

Det kunne være en omvendt analyse af stolesmadringen. Ikke: åh, hvor er verden meningsløs, lad os smadre en stol – men åh, hvor er verden dog meningsfuld, sikke uendeligt hårdt det er med al den mening; fri os fra meningen og lad os synke hen i mytologiens sløve ekstase.

Men til Abrahams held, så er tænkning ikke lig væren, og ofringen kan få lov til at blive ved tanken. Ikke fordi han ikke er i stand til at begå den voldelige ofring – det ved han med sin Gud, at han er – men fordi han dermed er fri til ikke at gøre det. Han er ikke længere slave af kærlighedens etiske fordring, nej han er fri til at tilsidesætte den, og derfor også fri til at tage den på sig. Han behøver aldrig igen at smadre en stol bare for at bevise, at han kan, og at loven ikke står skrevet i hans hjerte – nej, han er fri til at lade være, ja, han fri til at gøre det gode i kraft af den guddommeligt ratificerede, konkrete kærligheds byrde af altomfattende meningsfuldhed.
Tænkning er ikke lig væren? – sikke da et held!

[1] Der kunne i denne kontekst henvises til den middelalderkirkens: ”Syng lovsang hele Jorden”, hvilket er en ide om den naturlige lovsang som i øvrigt lever videre i Olivier Messiaens musikalsk/religiøse tydning af fuglenes (engle)sang. Skønt katolik og på mange måder ”umoderne”, så er Messiaen alligevel en moderne komponist, og hans musik dyrker således ikke harmonien mellem tænkning og væren, men fremstiller netop væren som et mysterium og et mirakel, der overstiger forstanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *