Nu ganger Himmerigs klokker for mig

Stud.mag. Rasmus Vangshardt varmer op til sommermødet med en fortælling om en nyklassiker i Kreds-sammenhæng.

Den ærværdige – om end unge – Anders Sørensen Vedel (1542-1616) blev i sin egenskab af kongelig historiograf halvtidligt i sin halvlange levetid givet den vigtige opgave at skrive 22 bind om fædrelandets historie. En vældig og frygtindgydende opgave, især når man påtænker, at de skulle skrives i reformationens århundrede. Det gik desværre heller ikke så godt. Den danske forfatter Jørgen Bukdahl beskriver den ambitiøse Sørensen Vedel:

”Med al Ungdommens Iver kastede han sig over [opgaven]. Han beruste sig i den paa Forhaand. Det greb ham, vakte en Verden til Live, Syner og Visioner steg på af hans Møde med Stoffet. Og Aarene gik. De blev aldrig skrevet. – Og alle de andre Planer, de visnede. – Aarene gik.”

Ja, årene gik. I 1595 blev den stakkels Anders’ noter konfiskeret og givet videre til hans efterfølger, og mismodet tog ifølge Jørgen Bukdahl over. Anders Sørensen Vedel havde beruset sig i drømmen om sit store værk, men var forblevet netop der: ”Han vilde rejse en Kathedral over en Glød i Sjælen, men Hvælvingerne faldt ned og knuste ham, Taarnene sank i Grus,” for nu at teatralisere gennem Bukdahl.

Muligvis til held for os, for ifølge Bukdahl var det netop dette katastrofale nederlag, der fik Anders Sørensen Vedel til at vende sig mod folkeviserne i sin søgen efter lægedom for sit syge sind. Faktisk samlede han jævnfør Den store danske som den første overhoved i 1591 danske folkeviser i én udgave under den grundige titel: It hundrede vduaalde Danske Viser om allehaande merckelige Krigsbedrifft, oc anden seldsom Euentyr, som sig her vdi Riget ved gamle Kemper, naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer aff arilds tid indtil denne neruærendis Dag.

I denne udgivelse skulle der ifølge Jørgen Bukdahl være én, han holdt særligt af: Dronning Dagmar, der her i 2014, 423 år senere, stort set synges hver eneste gang, Kredsen samles i mere end 24 timer. 22 vers i Højskolesangbogen, men hvilken munter-melankolsk ungersvend skulle dét afskrække? Vel kan man indimellem støde på folk, der sukker over sangvalget, eller ironisk-distancerede flottenheimere, der kun synger med, fordi det giver dem en afstand til situationen, men den stemning skal ikke sejre.

For visen om Dagmar, den blide prinsesse, der sejlede ind fra Böhmen og ifølge Anders Sørensen Vedel kom til Ribe ”uden Tyngde, hun kom med Fred/ hun kom goden Bonde til Lise”, er ikke til at grine af.

Det er fortællingen om en selvopofrende kvinde, der blev Dronning af Danmark ved sit giftermål med Valdemar Sejr, men med fattet sind gik sin tidlige død i møde uden andet for øje end Danmarks sag. Thi ikke så snart var hun opsteget i folkets sind ”som en Himmel-Dronning” (Bukdahl), som hun lagde sig syg udi Ribe jævnfør første linje.

Visen fortæller, hvordan hun fra sit dødsleje forsøgte at få liden Kirsten (vers to) til at gifte sig med sin mand, når hun selv var borte. Fordi Dagmar vidste, at det var til Danmarks bedste.

Da Valdemar Sejr fik at vide, at hans unge brud lå for døden i Ribe, brød han op fra ”Gullandsborg” (vers 13), dvs. Skanderborg, og red mod Ribe med hundrede svende i sit følge med den ene bøn: At Gud i Himmerig forbyde, at Dagmar skulle dø så ung. Afsted gik det, hurtigere end svendene kunne følge med, for Valdemar red jo om kap med døden.

der han kom til Ribe,
da var han mand alene

Ingen kunne følge Valdemar Sejr i hans iver, men lige lidt hjalp det.

Dronnning Dagmar død’ i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.

Det var der nu råd for, thi for anden gang skulle Gud i himmerig påkaldes, og skulle der være et afmagtsskrig under Guds brændende sol, der virker, var det dog dét. Og se:

Dronning Dagmar rejser sig af båren op
Hendes øjne var blodige røde.

Men selvom Valdemar Sejr påkaldte Gud i Himmmerig, var det den ved samme Gud opvågnede Dagmar, der havde ham et par bønner: Vigtigst af alt, at han ikke skulle gifte sig med et kvindfolk ved navn Bengerd, for:

Hun er så besk en blomme.

Det gjorde han jo alligevel, selvom Dagmar altså brugte sit dødsleje til at tale for liden Kirsten, og de blev med tiden alle tre (Dagmar, Valdemar Sejr og Bengerd) bisat fra Ringsted Kirke – deraf omkvædet.

Men hvorfor så den evige melankoli, som jeg vil vove at påstå hjemsøger andre og flere end mig, hver gang vi synger den? Selvfølgelig først og fremmest grundet melodien, der rummer en vis tristesse (musikkyndigere end mig må forklare hvorfor). Men ikke kun derfor. For der er jo en grund til, at Anders Sørensen Vedel vendte sig mod netop denne vise som vin mod vemodet. Den rummer nemlig en forkyndelse mod det, vi ikke vil vide: At det gode ikke vinder ved vores egen kraft.

Liden Kirsten havde været en bedre dronning end Bengerd som afløser for Dagmar. Den gode, fremmede, böhmiske prinsesse, der med Bukdahls ord blev ”Himmel-Dronning” vidste dette, selvom hun lå på sit uretfærdigt tidlige dødsleje. Hun fortjente ikke at dø tidligt, men brugte ikke sin sidste tid på bitterhed, men på selvopofrelse. Og hvordan gik det hende? Spildte kræfter, mere lidelse.

Valdemar Sejr elskede ifølge visen sin unge brud, påkaldte Gud i Himmerig og red som nævnt så stærkt fra Skanderborg til Ribe, at hundrede svende ikke kunne ham følge. Til hvilken nytte?For at finde sin hustru død. Igen påkaldte han Gud i Himmerig, for at han måtte tale med hende en sidste gang.Gud i Himmerig svarede og lod dem tale, så hun kunne ytre sit ønske. Til hvilken nytte? Valdemar lyttede ikke.

Efter at have ytret sine bønner for den ilende konge lagde Dagmar sig igen til at dø i sidste vers. Hun vidste, at der kun er én ting at sige om menneskelivet; at vi skal herfra, og én ting at håbe; at Himmerigs klokker ganger for os. Deraf (også) visens melankoli. Vi kan intet af det gode gøre ved egen hånd. Men håbet levede, når Anders Sørensen Vedel kunne læse, at et menneske, der havde gjort så meget godt og alligevel skulle dø så ung, lagde sig på sit dødsleje af sten, kiggede mod Himlen og sagde:

Nu er det tid, jeg farer herfra,
Jeg må ikke længer lide,
nu ganger Himmerigs klokker for mig
Guds engle efter mig bide.

Dette er vemodet og trøsten på samme tid. At vores tid kommer, at vi allerede farer herfra, men at Himmerigs klokker alligevel ganger for os.

Visen om Dronning Dagmar er i øvrigt placeret som nummer 457 i Højskolesangbogen og indleder dermed afsnittet om folkeviser. Derfor deler den dobbeltside med nummer 456, der afslutter afsnittet ”kærlighed”. En kort, en lang af Hella Joof og Martin Brygmann, der forkynder, at ”hvis vi forsøger, bliver det hele godt. […] Vi får alt, hvad vi peger på.”  Mine kursiveringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *