Den foreliggende (u)orden og Guds gode ordning

Ph.d.-stud. Johan Christian Nord med en række overvejelser over ordning og uorden oven på debatten om “Det nye Tidehverv” mellem Christian Langballe og Claus Thomas Nielsen i Studenterkredsen i efteråret. Artiklen er også bragt i Tidehverv, nr. 6., 88. årgang, maj 2014, s. 76-78, og vi takker således Agnete Raahauge for venlig tilladelse til også at publicere den på nærværende blog.


I det følgende skal det dreje sig om et spørgsmål, der på forskellig vis og med skiftende styrke har optaget plads i mine overvejelser over, hvilket forhold kristendommen står i til det, vi – med en tåbeligt godtroende formulering – kunne kalde den empiriske erkendelse af verdens beskaffenhed. Af forskellige grunde har dette spørgsmål nu tiltvunget sig en sådan frontstilling, at jeg har besluttet mig for at påbegynde en famlende skriftlig tilnærmelse til det. 

Den mest umiddelbare grund til, at jeg nu har besluttet mig for at lade overvejelserne få skriftligt udløb kan findes i nogle af de indtryk, jeg fik ved en begivenhed, hvor to af dette blads medudgivere var sat i stævne. En novemberaften i det forgangne år havde Studenterkredsen i København således inviteret til et debatmøde i den største af Vartovs højelofts sale, som skulle vise sig at blive både velbesøgt og værd at gæste. Her havde man indkaldt Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe for at drøfte deres  indbyrdes uenigheder angående kristendommens forhold til metafysik, som jo tidligere har indtaget spalteplads her i bladet og er blevet drøftet på flere sommermøder – der dog ligger så langt tilbage, at jeg vist endnu var barn, da de blev afholdt. Ligeledes ønskede man sig fra Studenterkredsens hold ved denne lejlighed en udveksling mellem de to om det, der i oplægget til foredraget blev kaldt »det nye Tidehverv«, samt dette nyes forhold til Luther og katolicismen.  

Det blev en spændende og vigtig aften, og mit indtryk var, at alle gik både oplyste og endda fornøjede fra et arrangement med en spørge- og tænkelysten sal, hvor der gudskelov ikke endte med at blive talt så meget – og så pænt – om papismen og dennes mulige forbindelse til et nyt Tidehverv, som i hvert fald jeg havde frygtet. 

Jeg skal ikke her tage direkte fat i den teologiske uoverensstemmelse – den være sig stor eller lille(bitte) – der er mellem Nielsen og Langballe, men alene beskæftige mig med et emne, der vist blev berørt af dem begge, men som jeg først og fremmest bed mærke i Langballes behandling af, nemlig forholdet mellem orden og gudstro

Inden jeg går videre, skal jeg lige have nævnt, at jeg efter foredraget havde en lang – og til sidst noget øllet samtale – med Christian Langballe, hvor det vist blev klart, at vore opfattelser ikke lå så langt fra hinanden, i hvert fald hvad angår de spørgsmål, vi nåede at få vendt. Dette er altså ikke så meget et oplæg til blodig strid mellem ungersvend og medudgiver, som det er et udslag af den opfattelse, at vi her har med et principielt spørgsmål at gøre, der har gavn af at blive behandlet skriftligt. 

Konfirmanderne hungrer!
På et tidspunkt under et af sine indlæg ved arrangementet nævnede Christian Langballe, at han i forbindelse med konfirmandundervisning havde gjort den håndfaste iagttagelse, at børnene – eller de unge mennesker, som det hedder i dag – virkede til at tragte efter og glæde sig ved erfaringen af noget, der er blevet krænket i vores verden, nemlig orden. Man kan simpelthen se det på dem; de hungrer efter alt dette, der er blevet dem forment af en lalleglad reformpædagogik og den hele mangfoldighed af tidssvarende dårligdomme. Den gode orden findes, men den kan blive – og er blevet – krænket med de grelle følger, en sådan overtrædelse har. Fra de unge struber lyder nu et uartikuleret skrig på orden, på konservatisme og på Gud, lod til at være argumentet, hvis vi skulle sætte det på kortform. Og tanken er da også både besnærende og har efter min klare opfattelse ikke blot noget, men meget på sig. Konfirmanderne vil have mere kristendom og mere konservatisme, sådan er det, for sådan er mennesket. Og alt dette i forlængelse af en sådan sund, jordbundet engelsk fornuft, som Christian Langballe gjorde sig til talsmand for.

Men fremstillingen af forholdet mellem en vanrøgtet ungdoms længsel efter den sønderbrudte orden og den gode Gud rejser nu alligevel et gammelkendt principielt teologisk spørgsmål, man ikke bør krybe udenom, men derimod gå lige på. For hvilken rækkefølge er det, der opstilles her, eller som man i hvert fald meget let kan se for sig som følge af en sådan iagttagelsesbaseret overvejelse? Jo, det er netop en rækkefølge, der går fra den empiriske konstatering af menneskets trang til orden – midt i et herskende ordensbrud – til en tro på den Gud, der giver og opretholder en sådan orden. Vi står med andre ord over for en tankerække, der meget let kan ende i dét, vi ellers har for vane at forsage som naturlig teologi – eller måske endda i ren og skær naturalisme, hvor menneskets behovstilfredsstillelse bliver ensbetydende med dets salighed. 

En naturalistisk slutning
For sagen er, som jeg skal prøve at anskueliggøre, at der, hvis argumentet om at mennesket trives ved orden, og at orden derfor er godt og gudgivet, skal stå til troende, meget let kan blive tale om en naturalistisk slutning. Hermed mener jeg ikke kun den niche af dogmatiske vildveje, vi kalder naturlig teologi, og som blandt andre Johannes Horstmann i vor hjemlige sammenhæng har gjort sit for at uddrive, men sigter også til den tankegang, der i det hele taget er drivende for en normativt naturorienteret betragtningsmåde, altså også den erklæret ugudelige naturalisme. 

For denne tankegang – at det afgørende blot er ad den (snus)fornuftige sansnings vej at udgrunde menneskets anlæg og behov, dets natur, for derved at komme til klarhed over, hvilke betingelser der må tilvejebringes for at sikre trivsel – er nemlig også velkendt uden for den teologiske tænkning. Det er netop en meget udbredt tankestruktur, der vel nok har eksisteret siden den faldne verdens første morgenrøde, men som i moderne tid har fået ét af sine væsentligste og mest udbredte udtryk inden for en materialistisk og zoologisk tænkning. Nemlig i den normanvisende udformning af darwinismen og i hele den moderne indskrivning af mennesket i den skala af organiske livsformer, der strækker sig mellem alt fra vandmænd til højerestående abekatte, som alle ubændigt vil dette enkle: overlevelse og udbredelse.   

Hvis man hævder, at mennesket er så let at få greb om, at man ad den empiriske iagttagelses vej kan konstatere behovet for et ordnet habitat til understøttelse af trivsel og overlevelse, og derfor bør opfatte et sådant som hjemlet i guddommelig orden og (selv!) sørge for at sikre det, har man ikke sagt stort mere end det, alverdens hedenske og ikke-kristne tankesystemer altid kommer frem til. Mennesket i centrum, menneskelivets sikring – og selv guderne er enige med os, hvis vi altså tilfredsstiller dem retmæssigt. Et sådant menneskesyn er ikke kristeligt, men derimod af en rendyrket naturalistisk, eller vitalistisk, art, for her har man sat tilværelsen på letfatteligt begreb, og er krøbet uden om den gåde, der hedder menneske, og som vi kun kan tage livtag med i tro. 

Nok er det temmelig indlysende, at vi mennesker holder af at overleve og trives, og der kunne snildt være ikke så lidt sandhed i den betragtning, at disse to går fløjten, hvor anarki og selvdyrkelse hyldes som junglens sidste og højeste skrig, men spørgsmålet er og bliver, om en sådan konstatering virkelig kan indgå i noget begrundende led i en fornuftsmæssig syntese med det, vi plejer at kalde gudstro? Således den overordnede principielle og strukturelle indvending, som skal udfoldes i det følgende. Men før vi kommer frem til mit højst foreløbige bud på, hvordan man kan tale anderledes om orden og gudstro, må vi omkring en lille udredning og eksemplificering af muligheder for empirisk funderede bestemmelser af det, man kunne kalde den foreliggende (u)orden.


Den foreliggende orden
Som sagt kan jeg for en umiddelbar betragtning – altså hvad angår det briterne ville kalde common sense – være med på Langballes treledede opfattelse af, at der faktisk findes en orden i tilværelsen, at overskridelser af denne har tunge følger, og at mennesket derfor har behov for at agte denne orden. I billedernes form kunne vi måske udtrykke det sådan her: 
Omkring ethvert menneske er der en mur, ja faktisk en pigtrådsbefæstet forskansning, som hælder således nedad, at den snildt kan forceres af den, der måtte have lyst, men som ikke efterlader den overløbne uberørt. Han kan sagtens komme over den – ja, vi er jo hver eneste dag, hvert eneste øjeblik, øjenvidner til forceringen af dette lovens voldsanlæg. Men den, der kommer over, vil uvægerligt miste noget i det sammenslyngede virvar af pigtråd. Han vil i strømme af sit eget blod miste noget af sig selv. 

Eller måske med Paulus som leverandør af almene mundheld til dagligdagen: »Alt er tilladt, men ikke alt gavner«. 

For Man kan sagtens vælge at give sig humanismens menneskedyrkelse i vold og tro på en verden, hvis endelige blomstring alene afhænger af, om menneskeheden evner at se sin egen stolthed og adel i øjnene og kaste lovens hæmmende åg af sig for derved at virkeliggøre den godhed, der bor i brystet, men indtil nu menes blot at have været hæmmet. Sådan kan man sagtens tænke og sagtens handle. Det har vi jo gjort. Men der er følger af et sådant brud med den jordnære fornemmelse for forskansningernes rolle i sikringen af menneske- og folkelivet. Der er følger, når opdragere og øvrighed kaster vrag på deres embede. Og disse følger rammer med jernhård konsekvens, og mon ikke der sidder en læser derude, som mener at have skuet disse følger i forbindelse med sin, ja netop, konfirmandundervisning?

Vi kunne også udtrykke det mere plumpt med henvisning til en historie fra den fysiske og aldeles virkelige verden: Hvis man – som en vis digter gjorde det – er af den opfattelse, at man er i stand til at flyve og derfor tager turen ud over vindueskarmen fra en Københavnerlejlighed, så splatter man ud. Og sådan er det bare. 

Sådan kunne en overvejelse over den foreliggende orden som en observerbar, men ofte krænket, kendsgerning se ud.

Den foreliggende uorden
Men vi kunne også vende sagen på hovedet og overveje følgende lige så empiriske betragtning: mennesket er bestandigt optaget af at tilvejebringe orden i den verden, vi kalder vores, men vi skuffes gang på gang. For de rådfyldte sprækker i vore kalkede murer har beklageligvis og konstaterbart den lede vane evigt og altid at kaste deres lange blikke efter os, hvor vi netop troede at have tildækket dem. Råddet trænger altid ind og frem, og mennesket er og bliver menneskets ulv – og til sidst kommer så den store slagter og røver dét fra os, vi troede var vor ejendom, vort liv. Ud fra denne betragtning er vor indbildning således netop den, at der faktisk skulle gives en orden midt i den faktisk uorden, og at vi blot skal finde den rigtige kalkningsmetode for endeligt at sikre den. Også denne indbildning er et udslag af humanismen – blot i en anderledes konserveringsorienteret afart. 

Også denne overvejelse kan – hvis vi ligesom ovenfor skal springe til Skriften – bringes i forbindelse med et par ord af Paulus, der nok ikke indeholder begrebet orden, men derimod begrebet lov, og vel med nogen ret kunne bringes i forbindelse med de overvejelser, det her drejer sig om:

Jeg finder altså den lov, at jeg skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med den loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig af dette dødens legeme?

Menneskets forhold til det Paulus her kalder lov, men som vi vel med en vis rimelighed kunne jævnføre med forestillingen om en tilværelsens orden, er altså splittet. Vi kender – således Paulus’ påstand – ganske vel Guds gode lov, men vort hele liv, vort kød, træller under en anden lov og henligger altså i det, der for en umiddelbar trivselsorienteret betragtning må kaldes uorden, fordi mennesket netop plages af og slutteligt går til grunde ved den. 


Ligesom ovenfor kan denne betragtning videre iklædes kød ved henførelse til det daglige livs menneskelige alt for menneskelige hurlumhej. For også denne betragtning, at livet udfoldes i en tilstand af uorden, kender vi jo fra vor egen virkelighed, nemlig fra alle vore bestræbelser på genoprettelse – på fast og myndig konfirmandundervisning midt i tidens amokløb for ikke at nævne vore bestræbelser på egen genoprettelse –  der sluttelig viser sig ikke at have afkastet den rimelige og naturlige ordenssans, vi gjorde os forhåbninger om at kunne lirke frem. Vi kalker og kalker, men bæstet regerer – og netop derfor bærer øvrigheden sværd.  

Men hvor er det egentlig, jeg vil hen med dette fletværk af selvmodsigelsesmuligheder? Jo, jeg vil ganske enkelt derhen, hvor spørgsmålet om orden viser sig som det, dét virkelig er: en gåde, der fordrer tro. 

Guds gode ordning
Det kan altså ikke være den sansende fornuft, der når frem til, at der i verden gives en orden, og at denne både er af og til det gode. For just denne fornuft kunne jo – i en ærlig stund – også få øje på al den uorden, vi bestandigt ser omkring os og selv kaster både os og de andre ud i. Verden taler ikke entydigt om orden, for naturens bog er holdt i en cifferskrift. Vi ejer ikke den nøgterne empiriske erkendelses røntgenblik, vi skuer ikke tingenes inderste – vi griber ikke om det, en vis stræbsom ånd kaldte was die Welt im Innersten zusammehält for så sidenhen at slå sig noget så slemt på sin egen iver.  

Vi står derimod i den afgørelse, som netop den her skildrede vekselspændte erfaring af den foreliggende (u)orden sætter os i. Den anfægtelse, som vi ved loven igen og igen tugtes frem til: At bøje knæ som menneske og både bede om og modtage sine synders nådige forladelse eller at knejse i egensindig stolthedsindbildning – og gå derfra som abe. 

Dette er Guds gode ordning, dette er den kristne tro på Guds gode ordning – at vi alle bringes til denne  afgørelsens stund, hvor vore gerninger og egen verdensforbedrende foretagsomhed bliver til støv mellem de selvretfærdige fedtfingre. Og videre: at det er her, midt i vort eget ruinøse landskab, det viser sig, at Han, der kom i fornedrelsens skikkelse og oprejstes i herlighed, allerede har afgjort sig for os og nu vil indstifte den kærlighedens orden, som alle vantro hjerter bekæmper, men som ingen sluttelig vil kunne holde stand imod. For det er kun i gudstroen, at denne verden oplyses som gudsforordnet skaberværk opretholdt ved Hans lov, og det er kun i denne tro, det Ord slår rod, som lyder om oprejsningen af alt det tabte i Kristus. 


At verden er i orden – eller til sidst vil komme det – viser sig ikke ved den blotte anskuelse, men først i den tro, der gør alting nyt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *