Bo Hakon Jørgensen: Om sjæl og sprut. Anmeldelse af “Hærværk” på Det Kongelige

Studenterkredsens tidsskrift opstod fra de døde over påsken og kan købes i menuen ovenfor. Som smagsprøve bringer vi her dr.phil. Bo Hakon Jørgensens bidrag til første nummer. Det næste udkommer i september, og bidrag er meget velkomne. Deadline er 1. september. God læselyst!
Der er en besynderlig afstand flere steder i Tom Kristensens forfatterskab. Han er en kritiker, en litteraturkyndig, der skriver om kunst, men han skriver også selv kunst som lyrik og prosa. Et digterisk jeg, der véd for meget om litteratur, så der går opløsning i autenticiteten. Eller sagt lidt anderledes: Hærværk er mere stil end ægte søgen efter svar på, hvad sjæl er for noget, eller hvorfor Jastrau drikker? Misforstå det ikke: Bogen er pragtfuld stil, men netop dramatiseringen af romanen afslører dens svaghed, at den ikke griber tilskueren eller læseren. Romanen er en æstetisk præstation, som vi læser interesseret, men heller ikke mere. Vi står udenfor og ser en fuld mand tonse rundt, ligesom Jastrau selv ser på sig selv som en anden, der søger en sjæl.
Allerede modtagelsen i samtiden reagerede meget negativt på romanen. Kun få gode anmeldelser fik den i en mængde af dårlige og skuffede. Samtiden sansede noget ved romanen, som vi siden har glemt i vores klassikerbegejstring over den, men som Tom Kristensen selv ærligt har været inde på i interviews om Hærværk. Her, i ét fra 1930 af Harald Bergstedt, bliver han spurgt, hvorfor han ikke blev katolik?:
”Fordi jeg ikke kan anerkende et Mirakel – saalidt som en Hallucination. Dem har jeg haft et Par Stykker af, men set lige igennem dem – hæftet Blikket paa den Skikkelse, jeg saa, indtil den opløste sig./ En Dag var det en vældig grøn Orm, som krøb af Sted gennem mit Værelse – en stor Ka’l; men jeg rejste mig op i Sengen og stirrede paa den med al min Energi samlet i Øjnene, indtil jeg kunde se mit Klaver igennem den.”
På samme måde har Tom Kristensen samlet al sin energi om ikke at blive som Jastrau, om ikke totalt at søge sjælen, ja, han nedkæmper sine sjælelige oplevelser med realitetssandheder. Oplevelserne er ikke sande i sig selv, får ikke lov at være det, de får ikke lov til at danne sjæl. De kan i stedet blive til billeder og skrift, til æstetisk præstation, til stil, sådan som han næsten selv siger det mange år senere i samtale med Erik Rostbøll (1954): ”[…] den bitre kalk Hærværk skulle have været, hvis den skulle have været sand, blev til et berusende bæger i stedet for. Jeg berusede mig i skidtet. […] Jeg berusede mig i det, jeg hadede som pesten.”
Men kan æsteticeringen i romanen dramatiseres? Næppe, da den er den ofte skjulte fortællers indsats. Men personer og steder kan der laves drama på, og det er der blevet såvel i Ole Roos’ flotte klassikerfilmatisering fra 1977 og nu senest i Rune David Grues opsætning af Hærværk på Det kongelige teater. Med en evigt kørende drejescene kommer vi igennem de forskellige miljøer og steder, men egentligt drama er der ikke tale om, derimod om episoder og situationer fra romanen, støttet af direkte replikker fra den. Der arbejdes flot med projiceringer af by-huse og by-neonreklamer, ligesom den alkoholiserede Jastraus bevidsthed gengives medrivende med et billedshow af grønt boblende akvarievand, kastet ind over alle kulisserne.
Scenografisk er opsætningen ypperligt illustrationsteater, hvor personer interesserer som dukker for romanens navneberømte personer. Instruktøren vil imidlertid ifølge eget udsagn i programmet gerne frem til Jastraus forsøg på at finde en åndelig udvej ud af det fængsel, han har skabt for sig selv, og måske finde frem til Gud? Men er romanens flirt med religionen alvorlig ment, og søger Jastrau virkelig en åndelig udvej for sig selv, er han fx villig til at tro på sin egen sjæl? Er det ikke tværtimod at konfrontere sig selv med en værdi (troen/kristendommen) for selv at få sanseværdi ud af slagsmålet?
Lige inden premieren 24/1-2014 dukkede tre ukendte strofer op af digtet ”Angst”, som med tre andre strofer er optaget i romanen som Steffen Stefensens digt. Det er det om at længes ”mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.” Lad os se på de første fire strofer af dette digt, hvor altså 2, 3 og 4 hidtil har været ukendte, for at iagttage Tom Kristensens indbyggede distance i formuleringerne, som arves bl.a. i Hærværk:
1. Som en Bisse med blodige Hænder
efter Slagsmaal og Spiritusbrand
har jeg rejst mig fra Tilfældets Leje
paa en Divan ved Rædslernes Rand
2. Jeg har set paa de knækkede Stole
som laa spredt i mit hærgede Rum,
og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,
skønt min Læbe var gnaven og stum.
3. Og det skreg, det hysteriske Hjærte,
og det gav al min Afmagt til Pris:
Jeg har elsket de brændende Byer
og Orkaner med Skibes Forlis
4. Jeg har set paa de splintrede Stole
der laa spredte som Stumper af Vrag
og i naadeløs Klarhed blev blottet
af den gyldent forfalskede Dag.  (de resterende 3 strofer står i kap I,5)
Man lægger mærke til den litterære forud-bearbejdning af oplevelserne! Lejet er ophøjet til ”Tilfældets Leje”, og spiritusslagsmål er blevet til selve ”Rædslernes Rand”.  Jeg og hjerte er splittet ad i to jeg-dimensioner, hvor jeget iagttager hjertet, og endelig har det ene jeg, hjerte-jeget, hengivet sig til historier om krig og orkaner frem for selv at kende noget til dem. Det har pumpet sig op på forfalskede sensationer. Hans liv med knækkede stole opskrives i sproget til tilværelsens grundkampe endog til oplevelsen af Angsten i de resterende tre strofer. Tom Kristensen er netop som i strofe 1 kun selv til stede i sammenligningen ”Som en Bisse”.
Han er aldrig bissen selv og har slet ikke bissens sjæl, men nok alle de sproglige billeder, der skulle male den. Han vidste fra litteraturhistorien det hele, der skulle til, for at blive digter, men havde fra starten af undergravet sig selv med realitet, proletariatets realitet, der ikke yder syner eksistensberettigelse, og slet ikke sjælen. Alkoholens syner i Hærværk er provokationens syner og ikke sjælens korrespondance med verden. Alkoholen er billedligt vejen til sprogets selvberuselse og har sådan set intet med sjælen at gøre. Skuffende for dem, der ikke kan nøjes med æstetik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *