Idealer på en altertavle

Stud.theol. Laura Cæcilie Jessen har været i Nørrejylland og set Fladstrand Kirkes nye altertavle. Hun er ikke begejstret.
”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” 1. Kor 13,12
Den gamle Fladstrand Kirke i Frederikshavn fik i 2008 en ny altertavle. Kunstneren er den kendte finske billedkunstner Seppo Mattinen, og udsmykningen er bakket op af Carlsbergfondet og diverse kunstkendere. Altertavlen er en klassisk trefløjet tavle med ét sammenhængende billede på tværs af de tre lærreder: Til venstre ses Fladstrand Kirke afbildet, og foran den et begravelsestog, en kiste der bæres ud af seks personer. Til højre ses en moder ved sit barn i vuggen. Og i midten ses, større end alt andet på altertavlen, en mand og en kvinde med hinanden i hånden, glade og klædt i bryllupstøj. I nederste venstre hjørne af det midterste billede ses et ret lille lam med korsfanen over skulderen.
Jeg forestiller mig, at kunstneren og dennes teologiske sparringspartnere har tænkt, at en moderne altertavle skal knytte an til det moderne menneskeliv. Men det er, som om altertavlen mere end knytter an til menneskelivet – den afbilder det. Kunstneren kunne have sat et trefløjet spejl op, og effekten ville have været den samme.
Og så alligevel. For var det et sandfærdigt spejl, ville altertavlen vise skilsmisser, sygdom og en ensom begravelse – brudthed. Det, der spejles på altertavlen i Fladstrand Kirke, er menneskets idealer. Vi drømmer om en smertefri fødsel, om kærlige forældre, om lykkeligt samliv og en smuk død. Men hvad sker der, når disse idealer males op på altertavlen i det hus, hvor troen på Kristus burde stå i højsædet?
Aalborg Stift skriver selv på sin hjemmeside, at ”det dristige i Seppo Mattinens komposition er, at det er livets frodighed, ægteskabet, der udgør centrum i et tilbageblik over menneskelivet. Livets højdepunkt låner lys til de to andre livsafsnit, livets begyndelse og afslutning.”
Der er så mange problemer i fremstillingen, at det er vanskeligt at vide, hvor man skal tage fat. Jeg vil for at begrænse mig nøjes med at forholde mig til det midterste billede af brudeparret:
1)      Ved i midten af altertavlen at fremstille et brudepar i overstørrelse gives det indtryk, at ægteskabet står i midten af den kristne tro. Ægteskabet er en fin konstruktion, men med både Paulus og Luther må man se ægteskabet som netop kun det – en fin konstruktion for at holde styr på begæret og en vis orden i samfundet, men altså ikke som noget særligt kristent. Ved ægteskabets indgåelse bedes om Guds velsignelse over beslutningen om at leve sammen. At forveksle praktiske borgerlige ordninger (såsom ægteskab) med kristentroen er en voldsom nedvurdering af den totale værdiomvending, som Kristus med sin sejr over døden har givet.
2)      At fremstille et ideal af en art på en altertavle er ingen ny ting – en rundrejse rundt til Europas kirker vil give mange eksempler på afbildninger af fromme mennesker og hvorledes de gebærder sig (både katolske, lutherske og reformerte). Men at afbilde det lykkelige ægteskab som et kristent ideal skaber nogle problemer ud over det grundlæggende problematiske beskrevet ovenfor. På kirkebænkene foran alteret vil sidde mange forskellige mennesker, og de vil sidde der som brudte i en eller anden grad – statistisk set vil mange af dem enten være skilt eller blive det en dag, og derudover vil de have oplevet forskellige grader af ulykkelighed i forbindelse med ægteskab, hvadenten det gælder deres eget, deres forældres eller andres. Det positive udfald af et sådant møde mellem rigtige menneskers brudthed og et afbildet ideal vil være, at de indgydes en form for håb om, at det kan blive bedre. Men håbet er i så fald særdeles menneskeligt og dennesidigt. Det andet udfald er, at de brudte mennesker møder idealet og indser, at de ikke kan leve op til det – og at der derfor ikke er plads til dem i kirken. Idealet bliver ekskluderende.
Men hvad nu, hvis altertavlen rent faktisk var et sandfærdigt spejl og ikke et idealbillede? Hvad nu, hvis det var sygdom, skænderier, ensomhed, løgn og forfald, der afbildedes? Hvad nu, hvis alterbilledet var en projiceret gennemsnitlig dansk middelklassefilm i loop?
Fejlen ville være lige stor både ved idealafbildningen og ved den realistiske. For i kirken forkyndes, at Gud blev menneske for at redde os fra døden gennem sin egen død og opstandelse. Den kristne forkyndelse er aldrig et løfte om dennesidig lykke eller et nemt liv på jord – tværtimod – men den er heller ikke blot Guds med-liden med os i vore brudte liv. Den kristne forkyndelse er en forkyndelse af opstandelseshåbet, som gennemtrænger både menneskers uperfekte liv og menneskers drøm om det perfekte. I troen på Kristus er mennesket aldrig overladt til sit eget liv og er aldrig fanget i den evige gentagelse.
Det menneskelige vilkår er, at vi ser som i et spejl, i en gåde – vi er fanget i reproduktionen af vore egne liv og idealer. Men det kristne løfte er, at vi en dag skal se ansigt til ansigt – og det er det, kirken skal forsøge at forkynde og gennem sit billedsprog (herunder altertavlen) give en forsmag på for at indgyde håb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *