Ole Jensen: Fejring af Kredsens 125-års-jubilæum

Skåltale til Kredsens 125-års-jubilæum, holdt af dr.theol. Ole Jensen på Regensen, 6. september 2013.
Det er 57 år siden, at jeg vovede mig op ad trapperne i Vartov til mit første møde i Kredsen. Det var i mit russemester i efteråret 1956, i Ole Wivels formandstid, og aftenens gæst var hans Heretica-ven Tony Vejslev, der sang sine nykomponerede Frank Jæger-viser til eget guitar-akkompagnement. Jeg var bidt af Frank Jæger og nød det i fulde drag. Efter mødet inviterede Wivel hele forsamlingen ned på Café Kronborg, der dengang lå på hjørnet af Farvergade og Gåsegade, hvor nu Lærerforeningens restaurant har til huse. Wivel lyste af gammelkøbenhavnsk dannelse og spenderede generøst øl til alle, mens Vejslev diverterede med flere numre.
Bag bardisken stod en lidt mystisk, diskret lyttende skikkelse, husets vært. Han navn var Erik Johansen, også han en Wivel-bekendt, og, som vi senere skulle erfare, nazisympatisør i de tidlige besættelsesår. Det var fra hans efterladte kuffert, Odense-litteraterne for 10 år siden med udsøgt sadisme spiddede den 80-årige Wivel i små omgange med en ny afsløring, hver gang han benægtede sin egen ungdomsflirt med Storgermanien.
Jeg fortsatte med at komme til møderne. Midt i lokalet sad allerede da Laurids bred og mægtig i den bedste lænestol, hvorfra han fældede sine inappellable domme over foredragene og docerede sin Laurids-dogmatik. Én ting stod mig klart på stedet – her skulle man vare sin mund. Laurids var skræmmende indtil det intimiderende. – Men tyve år senere kunne jeg kalde ham min ven, og nu har jeg med dagens udgivelse skrevet om ham for tredje gang. Første gang var i festskriftnummeret i 1970, da han blev 50, anden gang i minde-nummeret efter hans død i 1985, og så altså i udgivelsen nu.
Og ja, bladet Studenterkredsen, henholdsvis Kredsen, har i tidens løb skiftet udseende adskillige gange. Men konstansen har været, at her kunne man med kort varsel få optaget sine overvejelser uden så mange redaktionsdikkedarer. Det betød rigtig meget, i hvert fald for os i Aarhus i 60´erne i det intense debatmiljø omkring Løgstrup, som er den tid, jeg bedst kan udtale mig om. Og det savnes i dag. Selv har jeg så tilmed dét særlige forhold til bladet, det er gået op for mig her på det seneste, at bortset fra 100-års-markeringen, som var forbeholdt kvinder, så har jeg da vist og som den eneste bidraget til alle jubilæums- og lignende markeringsudgivelser i min tid. Den allerførste artikel, jeg overhovedet har fået trykt, står nemlig i 75-års-jubilæums-nummeret fra 1967, altså for 46 år siden (man gik ud fra 1892 som foreningens stiftelsesår, hvor arrangørerne i dag sætter det til 1888).
Og om den artikel gælder tilmed det ejendommelige, at den af alt, hvad jeg senerehen har skrevet gennem et langt liv, så uden sammenligning er den, der har haft størst betydning! Det var i den artikel, jeg påviste en modsigelse hos Løgstrup omkring det, der senere kom til at hedde de suveræne livsytringer. Jeg hjalp ham så at sige på rette løgstrupske spor – Hauge siger ganske vist: bragte ham på afveje, nemlig bort fra Tidehverv. Men Hauge siger jo så meget, og lige for øjeblikket ser det ud til, at han regredierer til sin ungdoms Tidehvervs-fase. Min artikel nævnes hver eneste gang, en bog eller artikel kommer ind på de suveræne livsytringer, og det er ikke sjældent, skal jeg hilse og sige. Så jeg tænker somme tider, at jeg kunne have sparet mig et helt livs skriverier, som fulgte efter. Det eneste, der ikke ser ud til at være glemt, er denne min første penneprøve i Studenterkredsnummeret.
Jeg er imponeret over den indsats, der ligger bag arrangementet i dag og ikke mindst udgivelsen af bogen. Rasmus Vangshardt og Kristoffer Garne har givet sagen 1½ år af deres studietid (og deres SU, må man tro). De har frejdigt trodset den liberalistiske sovjettisering af universitet og studier, hvor alt andet end natur- og ingeniørvidenskab og økonomi og lynhurtigt gennemførte studier nedgraderes i den hellige, klodenedbrydende vækstøkonomis navn. Vore to udgivere har uden at skele til den umiddelbart kvantificerbare nytteværdi givet sig hen til stoffet rent con amore og akkurat derved inkarneret klassisk Kreds-ånd – radikalitet og kontinuitet.
Det er fornemt! Tak for ordet.

– Ole Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *