Oprejst i dette ord


Valgmenighedspræst Maria Louise Odgaard Møller har sendt os sin prædiken fra sommermødet. Holdt torsdag d. 1. august 2013 i Ullerød Kirke. 

Salmer: 2 – 387 // 321 – 192 v7 – 785
Tekster: 1.Mos. 1,1-5; Johs. 1,1-14
For nogle år siden spurgte et forlag en række forfattere om, hvad deres livord er. Og det kom der en fin essaysamling ud af, der hedder Livord – danske forfatteres yndlingsord. Liv-ord. Et godt ord, synes jeg. Ord, der virker liv. Eller indkredser liv, måske. Eller ord, der betyder noget helt særligt for det menneske, der har valgt det – og gennem ordet kan man så blive lidt klogere på det menneske.
Det er vidt forskelligt, hvad de adspurgte forfattere vælger som deres livord. Lige fra ”fager”, ”lys” og ”blå” til ”kommenskringle”, ”jazz”, ”tillid” og ”miskundhed”.

Klaus Rifbjergs livord er “solsort” – et meget dansk udtryk for den lille drosselfugl. Tænk bare på det engelske blackbird, som slet ikke udtrykker det samme. For der er noget paradoksalt i at sammensætte sol og sort. Rifbjerg har skrevet i et af sine digte om, hvordan fuglen, som han elsker, sanses med både syn og hørelse og lugt på én gang:

“En buet lyd af syn/ af dufte farvet mol imellem skyer.”

Ifølge Rifbjerg behøver man kun at sige ordet solsort, så fløjter det – også selvom nogen påstår, at de aldrig har anet, hvordan en solsort synger eller ser ud. Jeg synes, det er et fantastisk eksempel på, hvad vores sprog og ord kan! Sproget som det på en gang både vide og prægnante. Sproget og ordene, der ikke blot benævner eller beskriver verden, men tilfører verden noget. Udvider den. Giver den liv, dybde, smag og duft. Livord, der folder verden ud.

En af dem, der har haft allerflest ord i sig, er Grundtvig. Han havde en evne og en tendens til at skabe nye ord ved hjælp af bindestreger. Det var som om han ikke med de ord, sproget i forvejen havde stillet til rådighed, kunne få udtrykt alt det, han havde på hjerte. Han måtte ud af sproget danne nye ord for at kunne fortælle om menneskelivet, der er underligt og om det forunderlige væsen, mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd er. Eksempler på hans bindestregsord er: Kærligheds-ætten, Juli-helte, vemods-sang og stråle-arme. Samt naturligvis næsten alt, hvad der kan sættes ”folke-” foran.
Og vi kan spørge os selv, hvad Grundtvigs livord mon var. Jeg tror, at et godt bud er, at han havde selve begrebet ”livord” som sit livord. Han kaldte det bare noget andet – han kaldte det ”det levende ord”.
Nu findes der ikke nogen konkret definition på, hvad der helt præcist skal forstås ved ”det levende ord”, og Grundtvig brugte begrebet i mange sammenhænge.

Men der kan næppe være tvivl om, at Grundtvig med det levende ord forestiller sig, at der i det skabes en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. I fejdebrevet ”Kirkens Gienmæle” bruger han udtrykket synonymt med vendingen ”Ord af Guds Mund”. Hermed menes både Guds skaberord, der lød på skabelsens morgen – og som endnu lyder, når Gud med sin skabermagt skaber gennem tiden; skaber nyt hver dag. Men der menes i særlig grad det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os. Kristus er det levende ord; han er i egentligste forstand Guds livord til os. Det ord skaber liv og lys ud af intet – ja, det skaber tilmed liv der, hvor der før var død. Ord af Guds mund er levende ord, der skaber hvad de nævner.

I bund og grund går vi i kirke for at høre og for at møde Guds levende ord til os. Og i grundtvigsk forstand møder vi det ikke mindst når vi samles om badet og bordet; om dåben og nadveren. For her ikke blot hører vi Guds ord til os, men vi modtager det – vi modtager det ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Og som tillige døde og opstod for vores skyld.
I Kristus og med Kristus får alle vore egne livord en ny betydning, som vi ikke selv kan tilføre dem. Det gælder ord, som troen, håbet og kærligheden – det gælder livet som det, der er stærkere end døden, det gælder ord som velsignelse, fred og frimodighed. Det levende ord fra Gud sørger for, at vi har lov at leve i evigheds-glans, i himmel-klang, i bruset fra kærlighedsvingerne. I Kristus er der sat et himmerigsmærke på os, der gør, at alle vore livord til hinanden bærer en helt bestemt forjættelse i sig: tænk her bare på ord som påskelilje, morgenrøde, glæde, lys og velsignelse.
Det ord fra Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os giver i egentligste forstand nyt liv til vores liv, nyt lys til vores lys, ny glæde til vores glæde.
Det levende ord kræver en modtager; ja, en ganske særlig modtager: det er rettet mod og til det væsen, der er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og som tillige har ører at høre med – nemlig mennesket. Forudsætningen for at kunne modtage Guds liv-ord er altså Ånden. Derfor er det mennesker, ikke dyr eller bamser, der samles om badet og bordet. Og sådan er det i grundtvigsk forstand, fordi et af kriterierne for det levende ord er, at det skal have afkom – dvs. det skal bevæge noget hos modtageren, det skal sætte i svingninger, i bevægelse – det skal have konsekvenser og bære frugt. Guds store liv-ord til os skal sætte frø i form af alle de livord, vi kan give videre til hinanden. Ord, der virker liv. Ord, der folder verden ud, gør den større. Ord, der fortæller om historien og fællesskabet, om troen og drømmene, om kærligheden og håbet.
Et af tidens største popidoler herhjemme, Rasmus Seebach, synger i et af sine hits: ”Glem alt det, jeg sagde til dig, det var bare ord”. I poppens verden, hvor ”hjem” gerne rimer med ”klokken lidt i fem” finder vi altså en slags lemfældig omgang med ordenes magt og evne: ord skal man ikke tage sig for meget af – det var bare noget, jeg kom til at sige. Mine ord betyder i virkeligheden ikke rigtig noget. 
I den modsatte ende af skalaen – hvad opfattelsen af ordenes magt angår – finder vi Søren Krarup. I foråret – efter Martin Krasniks meget omdiskuterede interview med Lars Hedegaard – talte han om, at Hedegaard her blev udsat for et nyt mordforsøg efter det falske postbuds forgæves forsøg på at slå Hedegaard ihjel. For Krarup er ord altså ikke ”bare” ord, men ord har magt til at slå ihjel. Ord rimer her på mord.
Nu kan der være mange meninger om, hvorvidt Krasnik nu vitterligt også begik karaktermord med sit interview af Hedegaard. Men Krarup har under alle omstændigheder gjort opmærksom på noget essentielt – nemlig at det ikke kun er Guds ord, der skaber hvad de nævner – det kan vores ord også gøre. Ikke i nominalistisk eller i konstruktivistisk forstand. Men på den måde, at vi med vores ord kan få den andens verden til at blomstre og udvide sig. Vi kan sige: Jeg elsker dig. Jeg tilgiver dig. Du betyder meget for mig. Eller vi kan gøre det modsatte: gøre den andens verden lille og mørk ved at sige: Du er en idiot – du er ikke noget værd.
Derfor bærer det levende ord også en fordring i sig. En fordring om, at det skal bruges livgørende – ikke dødbringende. Man kan også sige det sådan, at det levende ord os mennesker imellem betyder at sætte sine ord i livets tjeneste. Vi skal sætte verden og livet imellem os i svingninger. Vi skal udforske og udvide verden ved at bruge sproget. 
Til det formål kan vi hente stor inspiration i poesiens verden. Vi inspireres ikke mindst når vi, gerne med Grundtvig, synger sammen, og gennem sangen bliver mindet om, hvilken forunderlig gave det er, at vi er i live nu blandt andre mennesker og at vi har lov at leve vort liv her på Guds grønne jord. Derfor findes der morgensange, hvor vi synger vor Skabers pris og takker ham for, at han endnu engang lader sin sol stå op over os. Der er sange om tvivl og tro, om modgang og håb, om forpligtelsen over for medmennesket, om glæden ved at være et Guds barn, der altid er omsluttet af hans kærlighed og velsignelse, hvad end, der måtte hænde os. Der er sange og salmer om det forunderlige ved at få lov at være en del af Guds skaberværk og om at være en lille, men vigtig del af den store menneskehistorie. Og der er aftensange, hvor vi takker for dagen og beder Gud om at være os nær i mørket og natten, der venter. 
Ikke mindst i sange og salmer – ja, i poesien finder vi livord til indbyrdes opbyggelse, taknemmelighed og frimodighed. Og de livord har nu for altid vundet sig en særlig kærlighedsklang i lyset af Guds ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. Dette Liv-ord over alle liv-ord. Kristus er Guds levende ord, der skaber den forbindelse mellem det himmelske og det jordiske, som vi med vore livord trods alt ikke formår. Med ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os har Gud ikke blot vist os, at han for vores skyld vil skabe liv ud af intet – men tillige liv ud af død. I troen på Kristus slås der bro mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske. Og i Kristus har ord som glæde, lys, morgen, liv og velsignelse fået magt og kraft til at række helt ind i evigheden
Som kun Søren Ulrik Thomsen – som I har haft fornøjelsen af her på sommermødet – kan udtrykke det:
”Dit navn blev sagt mig.
Dit navn som er et alfabet, en ovn,
en regnvåd have så stor,
at mit

kan stå oprejst i dette ord.”

Amen.
 —
 Flere prædikener på bloggen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *