Moderne skønhedsmetafysik – med en spørgen til forholdet mellem erfaring og værk?

Af stud.theol. og bestyrelsesmedlem Anne Christine Benner

Kan togforsinkelser være poetiske? Kan akademiske foredrag være det? Efter torsdagens foredrag betitlet VERDENSPOESI: om æstetik og transcendens af Dorthe Jørgensen, prof. på Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet, kan det være fristende at svare bejaende til i hvert fald sidste spørgsmål. Under alle omstændigheder syntes torsdagens forløb på Vartov på flere måder at falde under det atypiskes kategori. Det var ikke kun den usædvanligt megen sang fra højskolesangbogen, de uroligt skramlende stoleben under rastløse legemer eller den udstrakte summen af kaffeduftende stemmer men ligeså vel indholdet i det sagte, da foredraget endeligt, halvanden time efter annoncerede begyndelsestidspunkt grundet trafikale DSB-problemer, kunne tage sin begyndelse, der tilføjede arrangementet sit særlige skær. De ydre omstændigheder var på proleptisk facon med til at pege frem mod det, der skulle blive aftenens filosofiske omdrejningspunkt: Diskussionen af det uventede fænomens transformative kraft.

Mange tanker blev gennemgået; emnet var ambitiøst anlagt og intensiteten i lytterskaren høj. Etableringen af en ny erfaringsmetafysik og legitimeringen af en ny art sensitiv erkendelse var hovedanliggendet. Foredraget havde på flere måder idéprogrammatisk anstrøg; det var en indføring – et grundrids med appel til videretænkning – i den grundforskning, som Dorthe Jørgensen siden begyndelsen af sin karriere inden for de æstetiske idéers historier har arbejdet på: En udforskning af den æstetiske erfarings væsen som tilblivelsessted for nytænkning, perspektivskifte og eftertanke; et projekt som giver resonans i moderne vesterlandsk vanetænkning, hvor begrebslighed, logisk stringens og kærlighed til kategorier normaltvist sætter sine markante strøg på det store billede. Det betyder ikke, at ærindet er ufilosofisk, men at der i stedet er tale om en anden stringens, end den vi er vant til, hvor fænomenerne – i samtiden såvel som i historien – tildeles større manifestationsrum og alvorligere opmærksomhed. Æstetik i denne optik forstås nemlig ikke som det irrationelle, psykologiske eller subjektivt private. Tværtimod er æstetikken den disciplin, som kan udvide virkelighedsforståelsen, og hvor vi kan mødes dialogisk om vores verdensoplevelse, inden vi fastfryser den i en for stram tydning, eller tilbagelægger den ved hovedkulds aktion. I den æstetiske erfaring er der m.a.o. kim til en universalisme og intersubjektivitet, som attakerer tendensen mod tilsnævret solipsime, idet den rækker tilbage i en antropologi, der transcenderer spaltende dikotomier, hvorved den formår at demonstrere værdien i en rum(me)lig, refleksiv dømmekraft.

Det er den filosofiske æstetiks tradition, Dorthe Jørgensen tager afsæt i og vil bygge videre på. Hun griber derved tilbage til 1700-tallet og Baumgartens sensitive erkendelse, som både er sanselig og refleksiv, og følgelig udgør et alternativ til den rene rationelle modpol, som har det – i visse sammenhænge uheldige – metodiske kendetegn, at den henfører det partikulære under det almene, hvorved dens konstruerede enhed let kommer til at dominere på mangfoldighedens vegne. Herimod dvæler den sensitive erkendelse i højere grad ved det enestående i verden, og udtrykker på den måde en søgende og refleksiv bevægelse, hvor menneskets omverdensforhold ikke er den ovenfra-og-nedad-skuendes men den respektfulde iagttagers, og hvor kompleksiteten tilkendes ret, idet den ses og agtes på, uden at den dermed fremstår som disparat formløshed. Anskuelighed og meningsfylde er prædikater, Baumgarten benytter til at angive dette anderledes skæve eller fluktative virkelighedsbliks indhold, op af hvilket Dorthe Jørgensen læner sig ved at tale om erfaringer af sammenhæng og mer-betydning.

Der anknyttedes i foredraget også til den moderne fænomenologiske tradition, bl.a. til Hermann Schmitz, der med sit skel ml. krop og legeme er med til at nuancere og opbløde forståelsen af inderlighedens forankring i indre-ligheden. Ifølge denne nulevende tænker findes der en mellemverden, hvor det egentlige sker; en relationernes dimension, som trods sin fysikalitet er mere end det sted, hvor tingslige kroppe ufølsomt enten støder sammen eller bortskydes fra hinanden. Legemet er modsat kroppen ikke rumligt afgrænset, af hvilken grund Schmitz kan omtale følelser som rumligt udgydte sfærer, hvis ustoflighed imidlertid ikke er mere æterisk, end at de indvirker på legemet, der da bliver affektivt ramt. I den forbindelse blev også nævnt en nyttig sondring ml. subjekt og subjektivitet, som Dorthe Jørgensen mener at se iboende i den fænomologiske tænkning, uden endnu at være blevet ekspliciteret tilstrækkeligt af denne traditions repræsentanter. Denne sondring rækker, kort sagt, tilbage til spørgsmålet om subjektets genese og fødselstidspunkt: er det over for eller i og med det ukendte fænomen/den anden, at individualiteten bliver til?

Som det fremgår af dette sporadiske resumé præsenteredes denne aften flere idéer og tanker, der med rette kan siges at være en dynamisk videretænkning af en gammel visdomstradition. En stærk livsnerve og gennemgående motivation for udfoldelsen af denne nye erfaringsmetafysik synes således at være tiltroen til en anderledes inklusiv, verdensnær tænknings dannende potentiale, hvilket er både vigtigt i sig selv og dertil et kærkomment nuancerende og gedigent indlæg i debatten om, hvad videnskab er og hvilket sted, vi forestiller os og ønsker, at universitetet skal være.

Når det er sagt, er der alligevel visse spørgsmål, der viser sig. I Dorthe Jørgensens erfaringsmetafysik står et stærkt besindelsesimperativ, som udgår fra fænomenernes spontane ytringskraft, og fordi det er grundforskning – fundamentalfilosofi kan man vel kalde det – får eftertanken ikke – inden for rammerne af denne tænkning – plads og lov til udfoldelse; der standses op, dvæles, funderes. Og så kan det måske være svært ikke at føle en vis urolig gibben i sig. For hvad med handlingens plads? Hvor sætter den ind og hvad er dens ret? Er det ikke handlingen, som må følge i øjeblikserkendelsens kølvand, der i højere grad bør accentueres – netop som stedet hvor transformationen indøves og stræber mod varighed? Dorthe Jørgensen henviste selv til Pauli Damaskusoplevelse i foredragets indledning. Det gjorde hun for at understrege nogle af den æstetiske erfarings kvaliteter: Dens radikalitet og transfomative potentiale. Men der er i denne fortælling også noget andet på færde, som meget fint indrammer og sætter fingeren på den indvending, der hele tiden ligger mig på læben i denne sammenhæng. Paulus er jo ikke kun tilskuer eller iagttager. Han participerer i det, der sker, for så vidt han i sin overrumplede tilstand spørger: »Hvem er du, herre?«. Han kunne have formuleret det anderledes – »Hvad er det, der sker?« – eller han kunne have suppleret øjets forblindelse med ørets døvhed og valgt tavshedens flugt. Men han konfronterer ham, den person, hvis tilstedeværelse han i sin blindhed fornemmer, hvis stemmes myndighed han lyder gennem sin respons. Han indtræder i dialogens rum, og hermed forpligter han sig allerede. For taleakten selv er bygget på en kontraktlig præmis om at anerkende det talte ord, og når jeg svarer an på dette ord, tager jeg et ansvar for min rolle i dette spil, som nu indledt mellem dig og mig. Som teologistuderende er det derfor svært at forstå, at man kan holde se-akten isoleret fra livs-akten. Helt intuitivt kunne en frygt opstå for, at æstetikken bliver uetisk, hvis den insisterer på at blive i det neutrale. Samtidig anerkendes, at fornuften må have plads til at strække sig frit, hvis man forventer, at den handling, den siden forpligter sig på, skal ske gennem et valg af kærlighed til det ideal, den ser den sande menneskelighed i. Dorthe Jørgensen understregede, at materialet i den æstetiske erfaring er neutralt, mens den følgende tydning er stedet, hvor diversiteten træder ind. Dette er vel på en måde rigtigt. Men måske man i den spæde erfaring allerede kan se en teleologi, som ganske vist ikke med nødvendighed, men kun i frihed og kærlighed, vil bryde frem som den form, erfaringen siden vil blive erindret i og videregivet under, og som dermed allerede i sit nærværs fravær ligger som et håbefuldt skær over det endnu uformede. Og er dette ikke også det allersmukkeste – at mennesket opbyder al sin kraft for at rekonstruere det flygtigt perciperede, erfaringen af meningsfylde og sammenhæng, til et værk, der bestræber sig på at virke efter og gennem denne erfarings kilde?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *