Juleaftens evangelium

Midt i al den vamle fornemmelse af for meget julemad i maverne, overflødighedshornet af gaver, der alligevel skal byttes, og fornemmelsen af det endeligt overståede juleræs, er det naturligvis på sin plads med et par teologiske ord om julens egentlige betydning. Oplagt er det her at citere det 20. århundredes protestantiske kirkefader, Karl Barth, der altid er god for et par ramsaltede og klare ord. Her fra hans lille bog om julen, Weinacht, fra 1934 (m.o):

”Julen kan kun forstås som et vidunder. At denne kærlighed er til, om hvilken Paulus kan sige, at den aldrig hører op, er ikke et kendt faktum; heller ikke er det nogen almen sandhed, symbolsk repræsenteret i det kristne budskab, men stadig genkendeligt andre steder. Kan det virkelig være sandt: Gud i vores verden, Gud i vores verden? Kendsgerningerne skriger op imod det, for de taler om Guds afsondrethed fra verden og verdens afsondrethed fra Gud. Den har behov for en troens bekendelse for at anerkende forsoningen som sandhed; en bekendelse hvis styrke og svaghed ligger i det faktum, at den kun appellerer til åbenbaring, og at den kun kan skabes og modtages af tro. Den kristne kirkes trosbekendelse er denne bekendelse. Den appellerer kun til åbenbaring, den skabes kun af tro, den forlanger og forventer intet andet end tro, når den kalder kærligheden, der aldrig hører op, en begivenhed der siger Et incarnatus est

Det kan virke som nogle lidt vel hårde dogmatiske ord i denne søde juletid, hvor vi jo i kirken hører om stjernen over Betlehem – placeret øverst på det grønne juletræ ved siden af prædikestolen – og hyrderne på markens englesang i form de mange af glade børnestemmer afsungne halleluja’er, de vise mænd fra østerland og al deres guld, røgelse og myrraskær, og ikke mindst det lille kære og lysende jesusbarn liggende i sin vugge på bedste krybbespilsfacon. Særligt hyggeligt og eventyrligt har det formentlig været i år, da fundet af H. C. Andersens eventyr om det lille tælleys, der efter spot og sod finder sin rette plads i verden, har inspireret ikke så få præster til at holde juleprædiken om det lille lys i mørket og det største i det mest uanselige.

Alt dette er fint nok og sikkert også på sin plads, men evangeliets fortælling om, at der kun var plads til Josef, Maria og det lille Jesusbarn i den usleste stald blandt dyrene og deres ekskrementer, da alle andre døre var lukkede, har også en anden og klar pointe om den kristne tros væsen: Ligesom der ikke var plads til dem i herberget, levnes der heller ikke plads til Jesus Kristus i vores hjerter i juletiden, hvor stress og jag, bekymringer for julemiddagens og fremtidens forløb, eller vor alt for ivrige optagethed af egen given-gave-godhed og hygge-nygge lukker af for julens egentlige budskab: Inkarnationen; at Gud blev menneske og tog bolig i blandt os.

Men at dette barn skulle være Guds søn, det kan vi – beretningen om hyrderne på marken og de tre vise mænds erkendelse heraf til trods – ikke tro; kendsgerningerne skriger op imod det, som Karl Barth formulerer det. Derfor er det da heller ikke julen, men påskens beretning om Kristi død og opstandelse til forladelse af vores synder (i julens tilfælde mangel på tro på inkarnationen), der er kirkeårets største og teologiske vigtigste højtid. Forsoningen kræver en troens bekendelse, der ikke findes andre steder end i troen på Jesus som den korsfæstede og opstandne Kristus.

Selvom det også skal siges her, er det jo ikke denne Kristus vi møder i Lukasevangeliets kapitel 2. Nej, her handler det som i Grundtvigs to mest afsungne julesamler om denne stjerne lys og blid og barnet født i Betlehem. Som Jørgen I. Jensen skriver er det jo heller ikke

”den fokyndende kirke, knap nok den lovsyngende menighed, der konstituerer julen – men enten en drøm om en kirke i eventyrland oppe over stjernerne – eller om den kirke, der engang kom til landet og stadig findes”
(Den fjerne kirke, s. 77)

At kirken er propfyldt juleaften er således ikke et symptom på troens sejrsgang her til lands, men måske på, at Grundtvigsk vision om at et historisk-poetisk vakt folk kunne finde sammen her til lands til en vis grad er gået i opfyldelse. At de fleste af os kommer i kirke juleaften, er ikke noget der sker, fordi vi føler os som et kristent folk, der kimes til julefest, men fordi det nu en gang er en tradition i den historie og det åndsfælleskab, vi er sammen i. At det netop sker nu til jul, er ikke så mærkeligt, idet inkarnationen jo – som ofte pointeret på dette sted – betyder, at kristendommen er en historisk størrelse, der sætter spor og spreder sin ånd langt udover den bekendende menigheds grænser.

Omend vi ikke bliver kristne af den grund, så har vort fælles liv jo alligevel i kraft heraf rod i evangeliets udspring, Jesu Kristi fødsel, og gudstjenestefælleskabet juleaften kan således måske lægge spiren til det korn, der kan blomstre og blive til den sande kirke, hvor vi ikke blot er sammen i historisk-poetisk forstand, men også i tro, håb og kærlighed. Måske kan juleaftens evangelium være dette, at fundamentet er lagt for det håb, at de må blive sande, de ord, at

”På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, Halleluja”

Glædelig jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *