Laurids og linjen

I takt med at ”linjevogterteologien” igen har vundet indpas i kredsens rækker, såvel i tale som i handlen, er det vist på sin plads med en lille begrebsgenealogi og et par ledsagende bemærkninger over denne lidt sælsomt klingende teologiske praksis.

At tale om en decideret linjevogterteologi er vist i øvrigt en tilnærmelse. Så vidt jeg ved, har man i tidens løb mestendels talt om linjevogten som gerning eller sågar virksomhed, hvilket siger noget meget centralt om dens teologiske råderum.

Udtrykket har, så vidt undertegnede har kunnet spore det, sin oprindelse hos Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus, der i anden del af Sygdommen til Døden gør sig følgende bemærkning om Sokrates, at han ”som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud – og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud – og Menneske ikke sådan philosophice, poetice o.s.v. løb i Eet.”(samlede værker b. 15, s. 151). Det munder ud i den konklusion, at når nu kristendommen lærer, at Gud kun er til for troen, må en sådan vogten sig på ”den uendelige qvalitative afstand mellem Gud og msk.” i endnu højere grad høre det kristne til for at værge troen mod spekulation og dermedfølgende filosofisk, poetisk sammenløben i systemer.

Den linje, der skal vogtes på, er altså linjen mellem, hvad der er Guds og hvad der er menneskers, eller med andre ord: Mellem det absolutte og det relative. En sådan teologisk praksis hører på ingen måde blot snævert hjemme i en Kierkegaardsk paradoxteologisk sammenhæng, men kan siges at være en afstikker fra den apofatiske(gr: aphophasis, benægtelse) eller negative teologi, der kun vil tale om Gud vha. negative udsagn, ved at sige hvad han ikke er. Hensigten er altså, først og fremmest i polemisk øjemed, at værne om det Guddommelige og anvise den menneskelige tænkning og stræben dens rette plads.

I Studenterkredssammenhæng, hvor begrebet formodes at have sit udspring, har linjevogtergerningen først og fremmest været repræsenteret ved den noget ejendommelige Johannes Lauridsen, eller blot Laurids: En herre af mastodontisk forfatning og en autodidakt teolog, om hvilken der kan fortælles mange og vidtløftige anekdoter (således har alle folk, der har haft deres gang i Kredsens fra midt-40erne til engang i 80’erne noget at berette om denne efterhånden lettere sagnomspundne skikkelse). Uden nogensinde at have været fuldblodigt Studenterkredsmedlem, sad Laurids med ved de fleste foredrag og sommermøder i sin levetid, vistnok altid placeret mageligt på en stol i et af hjørnerne, hvorfra han altid var kampklar til at føre sine utallige ”religionskrige”, hver gang en eller anden, det være sig en garvet foredragsholder eller en ung studerende, vovede at fremsige teologiske udsagn, der var på vej over på den forkerte side af linjen. Det siges, at en af hans yndlingsbeskæftigelser var at invitere unge teologiske studerende med i en af de utallige studiekredse over Regin Prenters dogmatik (”skabelse og genløsning”), hvori der hårdt blev slået ned, hver gang linjevogternæsen fik færten af sammenblanding af det absolutte og det relative. En anden anekdote går på, at der til et sommermøde var blevet fabrikeret en revyvise med en påfaldende satire over Laurids teologi: ”Gud er Gud, Gud er Gud, for ellers så var Gud jo ikke Gud”. Hertil skulle Laurids, lettere fortørnet, have bemærket: ”Det er jo noget vrøvl, men det er rigtig nok alligevel”.

Johannes Lauridsen, der også spillede en vigtig rolle i opgøret omkring Tidehverv i slutningen af 70erne, har altså med sin mangeårige og ihærdige linjevogtervirksomhed øvet en ikke helt lille indflydelse på de mange folk, der gennem årene er vandret ind og ud af Studenterkredsens rækker. De fleste har formodentligt også på et tidspunkt følt sig nødsaget til at tage deres eget ”faderopgør” med Laurids, men hans minimalteologiske maksimer har utvivlsomt sat sine spor alligevel. Således kan man f.eks. hos den mangeårige professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Leif Grane, i et foredrag med titlen ”tro og teologi” finde følgende udsagn efter en kortere gennemgang af bl.a. Luther og Bultmann:
”Med det som hidtil er sagt, mener jeg at have opfyldt min opgave som linievogter. Med de foretagne distinktioner er der gjort, hvad der er nødvendigt for at trække grænsen mellem det, som er Guds, og det som er menneskers og så kan vi kaste os over det, som er menneskers, dvs. det, som kommer os ved”
(Studenterkredsen 34/4, Også trykt i ”Kristendommen i historien”)
Her er linjevogtergerningen blevet til en slags negativ prolegomena (gr: prolegein, at sige noget forud) til det sande teologiske arbejde. På mange måder kan linjevogtergerningen altså siges at være en dansk pendant til Bultmanns omdiskuterede afmytologiseringsprogram, der bl.a. bliver defineret som en ”evangelisk funderet sondring mellem hvad der Guds, og hvad der menneskers”, men det kan vi i denne omgang lade ligge.

Selvom tiden, undertiden beklageligvis, er løbet fra eksistensteologi og andre teologiske trends fra Lauridsæraen, så bør linjevogtervirksomheden stadig drives af kredsfolk og andre teologiske ildsjæle, der ønsker at holde tænkningen på dens rette plads og sikre sig imod teologiske vildfarelser. Blot skal man huske, at ligesom Sokrates ved hans uvidenhed kun var den viseste blandt hedninger, så er denne vogten på linjen kun at betragte som et enkelt, men effektivt, våben blandt det polemiske arsenal og kan altså ikke på nogen måde tjene som en kvalificeret teologi i sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *