Åndelig føde til den sjette menighed – indtryk fra Sommermødet

Netop hjemvendt fra Studenterkredsens traditionsrige sommermøde vander jeg nu de grundtvigske høns og bliver af ren og skær tilbagelængsel nødt til at knytte et par afsluttende ord til den nu henfarne uge, mens resterne af rhonêrusen endnu løber i årerne.

Sommermødet foregik i år på den just genåbnede Mellerup Højskole, der har til huse på Mellerup Efterskole lige ved siden af den valgmenighedskirke, hvor Jakob Knudsen var præst i sin tid. Da der endnu ikke eksisterer en konkret manifesteret højskole, bestod køkkenpersonalet i år af driftige drenge og piger fra de to bestyrelser, inklusiv undertegnede, der havde fået den idé at tilrettelægge ugens menu med udgangspunkt i den gamle Grundtvigs forestilling om verdenshistoriens syv menigheder, således at vi spiste os tilbage gennem tiderne med mad fra Indien, Danmark, Tyskland, England, Rom, Grækenland og Israel. I efterrationaliserings lys en idé der først og fremmest gennemførtes for at sikre den vanlige grundtvigsk selvironi og en på ordspil rig køkkenhumor. Stikker man imidlertid eftertænksomhedens spade en kende dybere i mulden, viser der sig dog at være en dybere mening med denne lidt studentikose anretning.

Efter torsdagens gudstjeneste kom jeg for skade at omtale Studenterkredsen som en menighed, hvilket medførte en let fnysen og replicering fra henholdsvis den afgående og den tilkommende københavnerformand. Her vælger jeg dog at fastholde min opfattelse, idet der nu forekommer mig at være tale om et kort øjebliks klarhed.

Trods at årets møde havde fået overskriften “livet selv – en dansk dannelsesrejse”, der sammen med de mange litterære og historiske foredrag ledte tankerne i retning af lebensfilosofi og en mere sekulær tone, blev der i samtlige foredrags kølvand bragt spørgsmål angående Kristus på banen. Vælger man dog en sådan teologisk tale, der henfører alt på Kristus, tvinges man hurtigt, hvis man da vil tale om teologi(og det gør man jo på Kredsens Sommermøde), til at skulle sige mere end hvad godt er om denne vor korsfæstede og opstandne Herre. Og se! Da melder sig straks på banen den evigt kampdygtige teologiske linjevogter, der altid har haft, og skal have, plads i kredsens rækker. Disputshelvede er brudt løs og talen strander på dogmatikken, hvad end dagens emne nu er Løgstrup, globalisme eller H. C. Andersens “klokken”. Det bør og behøver man som Grundtvigianer og sommermødedeltager ikke nøjes med.

“Men hvad vil det egentlig sige at være grundtvigianer? Er det ikke bare noget med frihed for Loke såvel som for Thor og en noget udvandet betegnelse?” hører man forståeligt nok de spørgende røster klage. En sådan indvending bør man nok desværre svare bekræftende på, men ikke stille sig tilfreds med. At være grundtvigsk vil nemlig, for mig at se, sige at man tager Johannesevangeliets ord om det levende ord, der bliver kød og tager bolig iblandt ganske alvorligt(1.14 – “Kend din bibel”, blev der flere gange formanet i løbet af den forgange uge). Guddomsordet, der i tidens fylde spredte sig og nu lever videre i blandt os, i kulturen, i sangene, i fælleskabet, i livet, legen og musikken. Derfor står de vitaliske naturdigte og pietistiske salmer side om side i højskolesangbogen og på denne måde kan Kredsen altså siges at danne menighed, også udenfor gudstjenesten, når vi samles om sang, lystige nætter, bragesnak og fælleskabet omkring måltiderne.

At Studenterkredsen ofte bliver omtalt som en grundtvigsk-tidehvervsk forening, betyder således ikke at vi er enige om dogmatikken og teologien, men at vi i betoningen af evangeliets frisættende kraft altid kæmper mod tidens åndløse vrangforestilinger og dårligdomme for at værne on dét næstekærlighedens og åndens fællesskab, der er os givet i og med Jesu Kristi prædiken. Det betyder dog på den anden side heller ikke at kristologi og andre teologiske distinktioner skal være os ligegyldige; nej tværtimod vedrører de vort hele liv og gerning og skal til, for fortsat at minde os om at vejen ikke går fra livet til Gud, men at det hele liv driver på det ord, som er Kristus. Således er det altså ikke helt tilfældigt at vi i ugens løb har spist os vej fra vor tid tilbage til Jesu egen tid og undertegnede vil fremover anbefale alle, som en bestandig teologisk øvelse, en diæt der lader ugens madplan starte i det fjernøstlige køkken og slutter med nadvermåltidet til søndagens gudstjeneste.

Jeg vil lade de afsluttende ord være fra Grundtvigs store menighedssalme “De levendes land”, der også meget passende havde været ugens sidst afsungne, om ikke det tohornede uhyre fra køkkenet havde stukket sit minimalteologiske kontrafej frem og repliceret under afslutningsmiddagens causeri.

“O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levedens lyst!”

Replikant til KrG’s indlæg her.

2 meninger om “Åndelig føde til den sjette menighed – indtryk fra Sommermødet

  1. Ah, jeg ville passe på her, Garne. For min del synes jeg ikke man skal kalde Kredsen en menighed, men simpelthen holde fast i, at det er en diskussionslysten foredragsforening. Hvis du nemlig lader Kristus, spredt i alle kulturens udtryk, være kredsens grundlag, udelukker du per princip folk, der ikke står på et kristent grundlag. Den særlige ånd, som, når det går bedst for sig, indfinder sig i Kredsens forsamlinger, må være en absolut inkluderende ånd, der opstår som følge af en fælles dyb, vedvarende og kritisk interesse i den kultur – musik, teologi, filosofi, politik, æstetik, litteratur, retorik osv. (fortid-nutid-fremtid), som omgiver os – hvilket afkaster et enestående socialt fællesskab, hvor man interesserer sig for hinanden. Og hvad dogmatikken angår, så må det her være teologernes pligt at få den intellektuelt i spil, frem for at præsentere en dogmatik, der får ting til at strande.

    1. Tak for den fine og berettigede indvending, der kan give anledning til præcisering.

      At kalde Kredsen for en menighed er naturligvis en sandhed med modifikationer og at sætte tingene på spidsen. Til daglig, hvor kredsen driver højskole på universitet, kræves der naturligvis ingen bekendelse eller trosvidnesbyrd for at være med, og Kristus er som sådan ikke udgangspunktet for Kredsen. Snarere er den grundtvigske pointe vel at han, som det levende ords kilde, er udgangspunkt for vort ganske liv og den omgivende tilværelse. Derfor er vi dog naturligvis ikke i vores blotte omgang med kulturen og i højskoleforedragets naturlige interesse for livet og dets væsentlige spørgsmål ikke som sådan en menighed: “Thi religiøst motiveret er kun Jesu Kristi menighed, skabt og og opretholdt af det levende ord, hvis grænser ingen folkekirkelig ordning kan trække” (Prenter). Men alligevel så betyder det grundvigske vel, at det er det levende ords spredning og evangeliets dom og frisættelse, der vender vores blik mod tilværelsen og det menneskelige fælles; og således er Kristus vel vores udgangspunkt, hvad end vi vil det eller ej. Menneske først, Kristen så. Kredsen danner altså ikke menighed i den højkirkelige forstand, men i kraft af det, der i det ovenstående er forsøgt skitseret.

      Hvad angår udtrykket “en absolut inkluderende ånd”, så tillader jeg mig at have mine tvivl om dets gyldighed. Hvis det blot er et andet udtryk for det frisind og den kritiske åbenhed over tidens strømninger, der må høre en forening som Kredsen til, så er det fint nok. Men hvis det betyder, som det klinger i mine ører, at vi i fare for at anstøde og skræmme andre væk ikke må stille os kritiske an mod tidens åndelige forfald og forsvare den arv og tro, der er vores, så mener jeg at vi den “sag” der er Kredsens og hvis formål ifølge de oprindelige vedtægter fra 1892 er “paa grundlag af den grundtvigske anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart samarbejde, dels gennem gode foredrag og diskussioner om kirkelige og folke spørgsmål at virke for en kristelig, frisindet livsanskuelse”
      Og selvom at tider skifter og sæder mildnes, så mener jeg at Kredsen mister sin eksistensberettigelse og ret, hvis man ikke tør stå ved sit eget og anstille sig skeptisk, når andre vil tale det fra én. (jvf. f.eks. Peter Bastian-fadæsen)

      Hvad angår teologernes pligt til at få dogmatikken intellektuelt i spil, så er det naturligvis så sandt, som det er sagt. En måde det lader sig gøre på, er vel et sådant grundtvigsk forsøg på at vise, hvorledes kristologien og gudsbegrebet har konskvenser langt udover teologiens snævre rammer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *