Nogle ord om kirke og ritual

I disse tider, hvor debatten går højt om vielser af den ene eller anden slags “afvigere”; og en kommende regering sandsynligvis vil gennemføre indførelsen af en kirkeforfatning, kan det være nyttigt, at minde om hvad der er Kirkens, og dermed gudstjenestens, egentlig formål. – Således Johannes Horstmann i sine forelæsninger om den kirkelige dogmatik:

”Hvad der må være indholdet af den offentlige gudstjeneste, står på forhånd fast. Det er det, at der foregår det, hvorved kirken skabes og opholdes, nemlig at Evangeliet forkyndes ret og Sakramenterne forvaltes rettelig, og der bedes om Helligåndens nærværelse med troens gave. [..]Det er af afgørende betydning, at spørgsmålet om liturgi og ritualer og ceremonier forbliver det sekundære spørgsmål om den gudstjenestelige orden og ikke bliver løftet op til at være det primære spørgsmål om tro eller vantro eller kirkens væren og ikke-væren[..]Hvor Evangeliet virkelig høres, og der er gudstjeneste, der sætter Evangeliet selv skel mellem det, som er Guds, og det, som er Menneskers”
(Horstmann, Dogmatik, s. 260)

Det skulle altså være klart, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle og fraskilte, ikke på nogen måde burde være springpunkt for den danske folkekirkes eksistensberettigelse. Så længe sognepræsten forkynder evangeliet rent og purt og forvalter dåb og nadver ret, skulle der være så rigeligt plads til ham i folke-kirken, hvilket andre ellers har hævdet ikke burde være tilfældet.

Der skal her ikke tages stilling til den efterhånden omfattende diskussion om ægteskabets teologi, men blot konstateres, at undtagelsesparagraffen i forbindelse med vielse af fraskilte har fungerer ganske glimrende; og mon ikke lignende ville være tilfældet hvis et evt. vielses-ritual for homoseksuelle skulle blive gennemført. Det må så være op til den enkelte præsts samvittighed, om han vil udføre sådanne ritualer og meninghedsrådenes opgave at ansætte en præst der “sømmer sig” for menigheden. Det er jo netop det særegne positive ved den danske folke-kirke, at den er folkets kirke og dermed i stand til at rumme divergerende syn på ritual og kirkelig praksis.

Derfor er talen om, at en kirkeforfatning ville kunne løse “folkekirkens problemer” det rene nonsens. At det netop ikke længere så med samme selvfølgelighed ville være folkets kirke, det giver vist sig selv. I stedet ville der pludselig ikke være langt til katolske tilstande og bispevælde, hvor der kan “tales på kirkens vegne” og lignende vederstyggeligheder.

Det ville være på sin plads i diskussionen at erindres Grundtvigs protester omkring 1849; og måske et hverv for Studenterkredsen, som den grundtvigske forening det nu engang er, at tage emnet op til debat?

2 meninger om “Nogle ord om kirke og ritual

  1. Problemet med folkekirken er vel egentlig det, der på mange måder også er fint ved den, nemlig at den er folkets kirke, dvs. at den udover at være kirke slet og ret også er underlagt en “folkelighed”, som betyder, at den er under evindelig risiko for at måtte tjene interesser, som intet har med forkyndelsen at gøre.

    Dette kommer formelt til udtryk ved, at folkekirken er underlagt folketinget som ledende instans, og i praksis ved at folkekirken ofte opfattes som en velfærdssamfundets serviceinstitution på linje med hospitaler, skoler, børnehaver osv.

    Iøvrigt behøver alternativet vel ikke at være katolske (eller svenske) tilstande, men kan ligesågodt være at hver enkelt kirke får selvejerskab etc.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *