Feministteologiens elendighed (surt opstød)

Under dagens lavmesse (kl 17. gudstjenesten i Vor Frue Kirke) var undertegnede nær ved at kvæles ved sin tømmermænds-åndenød, da de første ord fra præsten, feministteologen Lene Sjørup, lød “Gud være med jer” og ikke, som det plejer og bør, “Herren være med jer.” Nu skal der jo her i Grundtvigs eget land principielt herske en vis frihed omkring ritualer og forkyndelse; men de teologiske implikationer der ligger bag en sådan omskrivelse, er for mig at se helt af helvede til, for nu at at sige det som det er.

For det første er den Gud vi bekender os til i Kirken den Gud, som Jesus Kristus omtaler som sin fader og Herre. Det giver altså derfor ingen mening at have et kønsneutralt gudsbegreb, selvom det kan virke tiltrækkende for sarte feminister og andet udskud, der ikke vil lade sig spise af med autoriteter. Hvordan kan Gud være Jesu Kristi Fader, og Jesus dermed være Guds søn, hvis Gud gøres til en ubestemmelig intetkøns-figur?
For det andet, og hvad vigtigere er, så er det hele det kristne frihedsbegreb, der står og falder med at have Gud som Herre. Her kan man hente hjemmel i flere, gode Teologiske traditioner. I denne spalte får Rudolf Bultmann således ordet:

“Sand frihed er ikke subjektiv vilkårlighed, den er frihed i lydighed. Den subjektive vilkårligheds frihed er et bedrag, den udleverer mennesket til sine drifter, så det i hvert øjeblik gør, hvad lyst og lidenskab byder.[..]Sand frihed er frihed fra øjeblikkets indskydelse. Det er frihed, der modstår den øjeblikkelige indskydelses kald og tryk.[..]Frihed er lydighed mod en lov, hvis gyldighed bliver anerkendt og antaget, en lov, som mennesket har erkendt som sin egen værens lov. Det kan kun en lov være, som har sit udspring og sin begrundelse i det hinsidige. Vi kan kalde det åndens lov – eller med et kristent udtryk – Guds lov.”
(Jesus Kristus og mytologien, s. 44)

At lade Guds lov være “sin egen værens lov”, og dermed vinde friheden, er jo naturligvist synonymt med at have Gud som Herre; Alt ande ert kun relativ, ansvarsflygtig pseudo-frihed.
Hvis kærlighedens gerning er, “at sætte næsten fri – ved min hjælp”(Kierkegaard), må Lene Sjørup, sandt at sige, virkelig gøre menigheden en regulær, ukristelig bjørnetjeneste. (Her kunne i fin forlængelse falde alskens ringeagtende ord om karakteren af dagens prædiken, det dårlige salmevalg og præstindens i øvrige totale mangel på pastoral karakter; Men lad det nu ligge.)

Apropros og herlig tragikomisk, fisede der under hele dagens tjeneste en lille purk på en 3-4 år rundt i kirken og pegede, råbte og skabte sig, uden at barnets moder så ud til at tage synderligt notits af det eller gøre noget, hvilket naturligvis resulterede i forfærdelig dårlig stemning og vrede blandt den øvrige menigheden. Ikke de bedste vilkår at gå til nadverbordet under. Fraværet af respekt for, og håndhævelse af, autoritet ser således ud til at sprede sig som en ond ånd udover alle livets facetter. Tænk at man ikke engang i Kirken, hverken i relativ eller absolut forstand, kan besinde sig på fred og frihed.

Hermed ikke flere sure opstød, men blot en formaning om at tidens teologi og børneopdragelse igen får lidt af øjnene op for autoritetens og lovens herligheder.

2 meninger om “Feministteologiens elendighed (surt opstød)

  1. Sjovt. I Kristuskirken prædikedes der få timer for inden over hvad det vil sige at erklære Kristus for Herre, at sætte sine egne behov til side osv. At baptister til gengæld ikke går så meget op i “pastoral karakter” er så en anden sag…

    Iøvrigt er det vel snarere reglen end undtagelsen, at 17.00-prædiken bruges til at frembære alverdens sekulær moralisme, så det er vel blot mere af det sædvanlige?

    Derudover: At kirken skulle være et sted hvor du “kan få lov at være i fred” synes misforstået – hvis du vil indtage nadveren i fred for menigheden kan du jo gøre det hjemme til en TV-gudstjeneste…

    Tak, forresten, for Bultmann-citatet (som vist indeholder nogle trykfejl).

  2. Citat-fumleri rettet.

    Mht fred, så er det (udover at være lidt plattenslager-agtigt) ikke ment som i “i fred fra”, men ala fredelighed eller “eksistentiel” fred. Jeg har ændret formulering til “besinde sig på” i stedet, hvilket måske bedre udtrykker intentionen. Naturligvis går man ikke i Kirke for at være i fred for menigheden.

    Mht. kl 17 gudstjenesten så har du ganske ret. Det er desværre lidt sørgeligt, at der ikke er bedre kirkegangsvilkår for b-mennesker og andre syvsovere (apropros diskussionen om kirken som folkets serviceinstitution)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *