Demokratisme som pseudo-religion?

Under gårsdagens valgfest på Regensen blev det antydet, at der i Studenterkredsen skulle findes særligt afvigende holdninger til demokratiet, hvilket vist nok hang sammen med, at alle dele af det politiske spektrum, også de ikke-stuerene, er repræsenteret i kredsen, hvad jo i sig selv er suspekt.

Men okay. Politik er jo i sin grundsubstans moralisme effektueret ved trusler om vold. Demokratiet er en pseudo-religion med valghandlingen som erstatning for nadveren, der jo akkurat, som stemmeafgivningen, binder menigheden hhv. “samfundet” sammen på tværs af sociale, politiske og kulturelle forskelle. Stemmer man ikke anses man for at have meldt sig ud af kommunionen og sofavælgeren opfattes derfor i dag for at være suspekt og amoralsk på samme måde som tidligere tiders ugudelige.

I stedet for at fejre demokratiet med platte valgfester med dum musik og floskuløse fraser om et imaginært samfunds iboende godhed, burde man måske holde en dødemesse (Studenterkredsens valgarrangement var naturligvis ikke plat, og musikken ikke dum – “I kvæld blev der banket på helvedes port” er en sikker vinder, og burde vel i øvrigt være obligatorisk soundtrack til enhver grundtvigsk dødemesse, hvis noget sådant gives).

Hermed en reminder om, at også det borgerlige demokrati, som ethvert andet politisk system, bygger på vold. Og nej, man bliver ikke et bedre menneske af at stemme på et anstændigt parti.

Fra Poulencs opera “Karmelitterindernes Samtaler” om en flok nonner, der brutalt henrettedes under den franske revolutions terror.

En mening om “Demokratisme som pseudo-religion?

  1. jeg har selv gået med en del af de samme tanker og er positivt overrasket over at finde andre der også deler synspunktet. Begrebet Pseudo-artsdannelse kommer mig i tankerne dvs. gruperinger af mennesker i højere grad er baseret på ideen om stammer – og og dem – tankegang end f.eks. holdninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *