Jørgen Demant: “Mennesket frelses ved form, ikke ved indhold”

Da Jørgen Demant på Studenterkredsens sommermøde (juli 2011) foredrog om ritual og liturgi ud fra en oplevelsesreligiøs (schleiermachersk) tradition stak særligt ét udsagn ud som symptomatisk, nemlig dette, at “mennesket frelses ved form, ikke indhold.” Efter brummen og hovedrysten fra publikum skyndte Demant sig at bedyre, at der naturligvis kun var tale om en provokation. Dog synes der mest af alt at være tale om en øjeblikkets klarhed, hvor konsekvensen af den i foredraget forelagte tankegang viste sig i al sin åbenlyse gru. For argumenterede Demant ikke også for, at vi kun indvies i sandheden hvis vi kender vores plads i et ordnet æstetisk hierarki, hvor præsten i kraft af fremtrædning og stil er en “autoritet”? Og måske ligefrem at “det sande” er sekundært til “det smukke”?

At være publikum til foredraget var som at overvære en fascistisk procession – for var det i øvrigt ikke en lignende æstetiserende, kollektivistisk og autoritær religionsfilosofi der inspirerede Mussolini til sin politiske filosofi? På sin egen ufrivillige, men ganske interessante måde viste Demant altså hvordan liberalteologien ender i fascisme, snarere end kristendom. Og det kan jo i sig selv være fornøjeligt at konstatere. Iøvrigt må man rose Demant for på intet tidspunkt at hævde, at hans religionsfilosofi havde noget med kristendom at skaffe. Sandheden var jo, for Demant, netop uvæsentlig i forhold til det æstetiske. Det kan imidlertid undre, at Demant kan være præst i den danske folkekirke, hvad man jo (i princippet) kun kan når man i præsteløftet har skrevet under på at ville forkynde evangeliet rent og purt (hvad dog synes at kunne betyde hvad som helst i dag).

Demants diktum var måske, eller ihvertfald forhåbentligt, ikke egentlig hans, men netop blot et diktum. Som udtryk for en abstrakt idealtype var det dog interessant: Der er noget grundlæggende antikristeligt over påstanden om, at “mennesket frelses ved form, ikke indhold” – ihvertfald hvis kirkefædrene havde ret i, at Gud er uendelig og ubegrænset frihed. For derved er Gud, med andre ord, rent indhold uden form. Det onde, hvis vi kan tale om dette uafhængigt af et syndsbegreb (hvad vi vel egentlig ikke kan), må omvendt være ren form uden indhold. Med en kierkegaardsk terminologi er synden således i dette ikke at ville være et selv at vælge den rene æstetiske overflade (form), istedet for Gud (indhold). Synd er formalisme: Adam vælger den formelle, distancerede og teoretisk(dvs. anskuende)-æstetiske viden om godt og ondt, frem for et frit liv i og med Guds vilje. Men mennesket er jo skabt i Guds billede, og skal derfor så vidt muligt afspejle Guds væsen. Da dette er ubegrænset er det imidlertid også ubegribeligt, og vi kan derfor ikke sætte menneskets gudbilledlighed på formel.

“Objectification, creating the illusion of an objective spirit subordinating spirit to law, puts an end to infinity. […] The pure truth of the Christian revelation would mean the end of the objectified world”, skrev Nikolai Berdiaev, og argumenterede i forlængelse deraf vel nærmest for en slags æstetisk anarkisme. Men forsvarer man ikke herved antinomisme eller et formløshedens tyranni? Dette er selvfølgelig en evindelig fare. For kun der hvor der ikke er synd er det rene indhold muligt. Formen, dvs. loven, moralen, religionen og de æstetiske former osv., er nødvendig fordi syndens formalisme må begrænses, netop af formen. Døden må dø, for, at livet kan sejre (og gives der en kristelig etik er denne derfor først og fremmest, som formkritik, negativt bestemt, dvs. en afvisning af synden – kærligheden findes derimod kun i frihed). Mennesket er rigtignok i modsætning til Gud endeligt, og derfor altid underlagt formens begrænsninger (at ville være grænseløs som Gud er jo hovmod i højeste potens), men denne er jo os givet på forhånd i kraft af skabelsen, og derfor ikke noget vi selv skal frembringe med vores gode gerninger. Gerningsretfærdighed er altså udelukket uanset om denne er af moralsk eller æstetisk art. Og en æstetisk fromhedsdyrkelse er ligeså farlig som den moralske.

Derfor er kirkens æstetiske, moralske og religiøse rammer netop kun rammer, dvs. de er den tilfældelige form der følger med i vores forsøg på at fastholde blikket på Gud. Kirkemusik, arkitektur, liturgi osv. er til for at evangeliet kan lyde igen og igen, dvs. de skaber kontinuitet i forkyndelsen (og derved er de iøvrigt ikke forskellige fra dogmatik og systematisk teologi som i høj grad har samme formål). Men fx musik og billeder må, ligesom moralen, aldrig tage opmærksomhed fra det de er til for at pege på. De er netop tegn, som viser ud over sig selv, og gudstjenesten, som helhed, må derfor også være et tegn, der peger ud over sig selv. Det er dog stadig afgørende at vi ikke derved forstår de æstetiske former som midler til at nå “det guddommelige”, dvs. som forudsætningen for en “religiøs oplevelse”. De må derimod forstås som menighedens svar på Guds tiltale, men altså et svar, som netop retter sig mod Gud og ikke sig selv. Gudstjenesten må aldrig blive en avanceret form for den menneskets indkrogethed i sig selv, som nåden netop er befrielsen fra. Alternativet er lovreligion og overtro på menneskets egne spirituelle evner.

Hvad angår diskussionen om pænt tøj, så synes den Gyldne Regel (gør mod andre som du vil at andre…) ihvertfald rent abstrakt set at implicere, at man kun kan forvente at andre har pænt tøj på i kirken hvis disse selv forventer samme gestus af andre. Det giver vel derfor ikke mening at moralisere over menneskers fremtoning osv.?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *