Dannelse som sandhedskundskab, socialisering eller snobberi?

Hermed en håndfuld kåserier i anledning af det kommende sommermøde.

Skal man give en dannelsesbegrebernes typologi, og skal denne være treleddet, synes følgende overskrifter at være anvendelige:

1) For det første kan vi tale om dannelse som socialisering. I Gyldendals Store Danske defineres socialisering som den “proces, hvorunder børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører.” Ifølge en Wikipedia-artikel definerer pædagogen Grue Sørensen, i overenstemmelse med dette, dannelsesbegrebet således, at “Dannelse betegner den proces gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger antager en bestemt beskaffenhed – desuden resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv.” Som socialisering er dannelsesbegrebet knap så interessant, omend uomgængeligt. Dannelsens locus er her manererne og den har således ikke noget egentligt objekt. Dannelsen er som socialisering, med andre ord, rent formel, og er en forudsætning for, at vi i praksis kan leve sammen og forfølge vores mere substantielle mål uden at træde andre over tæerne. Det er disse formelle rammer, eller genstandsløse manerer, der, når de er tilstrækkeligt entydige, danner basis for samfundets love (med Oakeshotts udtryk har love i et borgerligt demokrati derfor adverbiel karakter).

2) For det andet kan vi ofte karakterisere dannelsesbegrebet ud fra det gode engelske ord “snobberi“, for så vidt dannelsesbegrebet vel ofte bruges til at legitimere spidsborgerlighed (men der er jo ikke noget, som hedder “spidsborgeri”). I Den Store Danske defineres en snob som en “person med kritikløs beundring for el. tilpasning til hvad vedkommende anser for at rangere socialt højere.” Dertil kunne vel tilføjes, at snobben ikke så sjældent selv er med til at skabe de sociale idealer, med det formål at banke sine omgivelser på plads. Snobben er en vigtigper, og dannelsesbegrebet er blevet en retorisk strategi til selvhævdelse. Manererne har således fået en mere substantiel, og måske mindre formel, placering, omend selvhævdelse vel ikke er nogen særlig ærværdig “substans”. Dannelsens locus er her det store anonyme “man”; en diffus, ansigtsløs persona, som tilpasser sig den retoriske situation, og som derfor aldrig kan reduceres hverken til et statistisk eller et moralsk “man”. Snarere må snobbens “man” forstås psykologisk som det snobbede subjekts generaliserede projektion, og som en måde hvorpå snobben anonymiserer sit snobberi. “Sådan gør man jo!”, siger snobben når han mener “du er en idiot fordi du ikke gør som mig og mine”, men ikke ønsker at begrunde. Skulle nogen være i tvivl synes heller ikke dette dannelsesbegreb at være noget særligt, omend det dog ikke er uinteressant.

3) For det tredje kan vi, som Grundtvig gør det nogle steder, tale om dannelse som “sandhedskundskab“, jf nedenstående citat:

”dersom det ogsaa var muligt, at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb i stand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fylde. […] hvad han skal komme til at begribe, maae han have troet; hvad Fornuften skal fatte, maae den forefinde; ligesaalidt som Haanden kan den frembringe, hvad den skal begribe” (N.F.S. Grundtvig, 1816)

Her er det “fornuften” der i sig selv er det formelle, som for at kunne knyttes til sandhed, må gives en genstand, som kun kan gribes i troen. Dannelse er som sådan at have forudgående kendskab til den sandhed som menneskelivet må bygge på. Dannelsens locus er her den objektive sandhed. Til dette genstandsorienterede dannelsesbegreb svarer vel en subjektiv dannelse, der kan beskrives som en åbenhed eller en inter-esse – en mellemtingslighed, eller væren mellem tingene -, ikke overfor hvad som helst, men overfor det, der har med sandhed at gøre. Ifølge nævnte Wikipedia-artikel skriver Meir Goldschmidt et sted, at “Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget…”, og det passer vel meget godt.

Bildung, folkeopdragelse, moralisme
Så meget for den abstrakte typlogi. In concretum synes dannelsesbegrebet at udspille sig i krydsfeltet mellem disse positioner. Ud fra de tre grundpositioner kunne man fx forestille sig følgende kombinationer:

a) (1+3) Dannelse som Bildung? Jo, mon ikke det befinder sig i samspillet mellem dannelse som sandhedskundskab og socialisering, med snobberiet som modpol, omend også som konstant forfaldsmulighed?

b) (1+2) I krydsfeltet mellem dannelse som socialisering og snobberi, kan man spørge om ikke de mere genstandsløse (nihilistiske) former for folkeopdragelse af både kulturradikal som kulturkonservativ art, har deres rod i snobberiet, i hvert fald når dette foregår i en politisk sammenhæng?

c) (3+2) Man skulle mene at kombinationen af dannelse som snobberi og dannelse som sandhedskundskab var et umuligt fabeldyr, uden reel eksistens. Ikke desto mindre må vi løbende vogte os for dette monster, hvor det at besidde sandheden bliver det mest brutale snobberi af alle. Moralisme og alskens absolutismer findes i denne kategori.

Der kan vel sagtens gives flere eksempler, men ovenstående synes på nogenlunde klar vis at kundgøre dannelsesbegrebets indre polariteter og modsigelser. Eller hvad?

Hvilket dannelsesbegreb inkarneres her?

Og her?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *