Studenterkredsen og “det grundtvigske”

Det hedder sig at Studenterkredsen bygger på et “grundtvigsk” grundlag. Som i så mange andre sammenrend, som smykker sig med denne betegnelse, er der imidlertid ikke megen klarhed over hvad dette betyder for det konkrete arbejde. Ikke overraskende. Men hvis ikke Kredsen skal ende som en tilfældig foredragsforening uden nogen klar profil, var det måske derfor på tide at besinde sig på sin “grundtvigske” arv. Det er nemlig afgørende at “folkeoplysning” ikke blot bliver et spørgsmål om at producere endnu mere tom information i tillæg til den vi dagligt bliver fodret med. For det er da stadig folkeoplysning, der er Studenterkredsens formål, eller hvad?

Frit fra leveren vil jeg definere “det grundtvigske” ud fra følgende tre træk (kommentér endelig!):

  1. En insisteren på trosbekendelsen (den apostolske) som basis for det kirkelige liv, dvs. det har noget med teologi og kristendom at gøre.
  2. Folkelighed, forstået som åbenhed overfor “folkets” historiske og kulturelle betingelser.
  3. Frisind, forstået som tvangsfrihed og mulighed for uenighed i åndsanliggender, hvor “den anden” opfattes som (lige)værdig diskussionspart, snarere end noget der blot skal “tolereres”.
Grundtvigsk vandværk?

Skal noget (et foredrag, en salme, et vandværk eller en kat) være relevant for “det grundtvigske” må det altså opfylde (have at gøre med) mindst ét af disse kriterier. Dette synes dog at være et absolut minimumskriterie. Alt for ofte fremhæves ét perspektiv nemlig på bekostning af de andre, og begrebsgrænserne vrides således, at fx folkelighed tolkes som et hvilket som helst kulturelt fænomen, fx X-factor og fantasyromaner.

Glemmer man at de tre perspektiver ikke kan tænkes fuldstændigt uafhængigt af hinanden blotter man sig for den politiserende økonomisme, teknokratisme, osv., som hærger det intellektuelle i almindelighed, og som “det grundtvigske” gerne skulle være et alternativ til. Men skimmer man Kredsens foredragsprogrammer for de senere år lader netop dette til at være sket: Folkelighed og frisind synes at være blevet til spørgsmål om kultur og politisk ideologi i almindelighed, som det er svært at relatere til de grundlæggende teologiske spørgsmål, der immervæk må siges at være en afgørende del af “det grundtvigske”.

Tag fx seneste semesters foredrag i København:

Per Øhrgaard: Tyskland – Europas hjerte
Lisa Villadsen: Offentlige undskyldninger
Tim Knudsen: Embedsværket
Lars Skinnebach: Forfatteraften
Birgitte Kvist Poulsen: Menneskesyn og treenighed hos Hegel
Erik Albæk: Eksperternes rolle i det politiske liv
Debat om folkesundhed

Her synes kun ét foredrag, nemlig Birgitte Kvist Poulsens, at være relevant ift. alle tre punkter (hvad jo ikke kan overraske, da Hegel og Grundtvig jo på mange måder udtrykte samme tidsånd). Det er derimod svært at se hvad de øvrige foredrag har at gøre med ét eneste af punkterne – ihvertfald er det klart, at de ikke har nogen teologisk relevans; men det er heller ikke indlysende, at der skulle være nogen relevans ift. de øvrige. Jovist, debatten om folkesundhed har da at gøre med frihedssyn, men ikke så meget i den åndelige som i den politiske forstand. Foredragene om embedsmænd og eksperter er givetvis relevante ift. spørgsmålet om folkets forhold til eliten. Men i den grad disse emner behandledes ud fra den typiske populærpolitologiske vinkel, var der alligevel begrænset med gods i dem.

Er dette et problem? Måske ikke. Men sikkert er det at vi lever i en tid hvor vi overdynges med ligegyldige informationer, som det kan være svært at hitte rede i. Disse medieres typisk i overensstemmelse med de klassiske journalistiske nyhedskriterier (sensation, aktualitet, identifikation, væsentlighed og konflikt), der, som bekendt, hverken inkluderer trosbekendelse, folkelighed eller frisind. Hvis ikke Studenterkredsen skal være en konkurrent til fx politiken.dk eller Deadline er det derfor afgørende, at det ikke blot er kriterier som væsentlighed og identifikation vi lægger til grund for vores planlægning.

Der skal med andre ord skæres ind til benet. Eller hvad? (igen: kommenter gerne!)

3 meninger om “Studenterkredsen og “det grundtvigske”

  1. Jeg er som sådan enig i indlægets grundlæggende betragtninger (flot og tiltrængt diagnose). Man kunne dog fremføre følgende invending: Hvis det grundtvigske indebærer en åbenhed overfor vores kulturelle betingelser og en imødekommenhed i åndsanliggender, så må det også være en del af en grundtvigsk forenings opgave, at afholde arrangementer der behandler og imødegår de tidstypiske tendenser og måder at tænke på. Det må så naturligvis også påfalde studenterkredsen det ansvar, at sætte betragtninger i en større kontekst og stille de kritiske spørgsmål til tidsånden. Derfor kan det jo altså være god nok ræson i at invitere en gæst med en “populærpolitologisk” vinkel på virkeligheden.

    Det ændrer naturligvis ikke på at vi med forårets program og de efterfølgende debatter er på vej til at gøre knæfald for tidens åndløshed og politiserende teknokratisme. Man kan jo håbe at ovenstående indlæg kan få lov at spøge i kredsbestyrelsesmedlemmernes hoveder og at vi i fremtiden kan fortsætte den “opklarede gang i ædle fædres spor” der har kendetegnet kredsen i lange tider.

  2. Det er rigtigt at vi skal “afholde arrangementer der behandler og imødegår de tidstypiske tendenser og måder at tænke på” – spørgsmålet er blot hvordan disse ting gribes an. Gør man det på tendensernes egne præmisser, så at sige, eller foretager man en egentlig principiel granskning, ved at sætte emnerne i relation til noget for disse fremmed?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *