Semesterets program i Aarhuskredsen

Det er redaktionen en fornøjelse at præsentere semestrets foredragsprogram i Aarhuskredsen:

22. september: Det vrede hvide Amerika og trumpismen
v. Christian Egander Skov, ph.d. i historie fra Aarhus Universitet
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

Præsidentvalget nærmer sig, og Amerika koger, ikke blot af spænding, men også af vrede. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har vendt op og ned på den amerikanske højrefløj og er et vidnesbyrd om vreden i et land under hastig forandring. Foredraget vil handle en del om fænomenet Donald Trump og også lidt om, hvad det konservative USA er for en størrelse

6. oktober: Ødipus oeconomicus i landet Tralala. Samfundsanalyse for børn hos Carl Barks
v. Hans Jørgen Lundager, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

De bedste af Carl Barks’ historier i Anders And & Co. i 1950’erne og 1960’erne var små kunst- og mesterværker – på niveau med Hergés Tintin fra samme tid – og dermed blandt de store kulturfrembringelser i midten af det 20. århundrede. I foredraget vil jeg give eksempler på Barks’ kombinationer af samfundsanalyse og surrealistisk tragikomik.

13. oktober: Kunsten omkring Aarhus 1814-2014
v. Lars Morell, idehistoriker fra Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Engang erklærede direktøren for ARoS, at de lokale kunstnere ikke var gode nok til at udstille på museet. Hvert år har Aarhus festuge bestået i, at man har fløjet udenlandske kunstnere ind til byen – og det samme vil sikkert gentage sig i det såkaldte ”kulturhovedstadsår.” Som modvægt begyndte Lars Morell i 2008 på egen hånd et projekt, der skulle fremdrage historien om de aarhusianske billedkunstnere fra guldalderen til vor tid. Resultatet – i form af murstensbogen Kunsten omkring Aarhus 1814-2014 – udkommer på Aarhus Universitetsforlag om to uger. Lars Morell fortæller om forløbet af sit arbejde.

3. november: Tillid til mennesket er idioti! Tidehvervsmanden Løgstrup
v. Bjørn Rabjerg, postdoc i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Bølgerne gik højt i kontroversen mellem Aarhus-teologen Løgstrup og de tidehvervsfolk, som han i kampens hede betegnede som Kierkegaard-epigoner. Af denne grund er Løgstrup af mange blevet opfattet som en decideret modposition til tidens eksistentialisme. Denne opfattelse kommer imidlertid til at skygge for et nært slægtskab mellem Løgstrup og Tidehverv. Et slægtskab, der ikke burde overraske, når man husker, at Løgstrup var en del af Tidehverv i henved 20 år. Når Tidehvervsmanden Løgstrup kommer frem i lyset, afdækkes træk i Løgstrups egen kernetænkning, der let overses.

24. november: Giv mig Gud en ny salmebog – Eller: hvad skal vi med nye salmer?
v. Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj sogn
Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Af de 791 salmer, der i 2003 kom med i den nye salmebog, er omkring 100 salmer af nyere dato (dvs. under 100 år gamle). Men både før – og ikke mindst efter – salmebogen udkom, er salmedigtningen i Danmark blomstret voldsomt op. De nye salmer er meget brugte og værdsatte, ikke mindst fordi de imødekommer dem, der ikke er velbevandrede i kirkens og salmedigtningens tradition. For nylig udkom et salmebogstillæg med 100 nyere salmer, og foredragsholderen, der var formand for redaktionsudvalget bag ‘100 salmer’ vil belyse kvalitetsdiskussionen bag udvælgelsen af de 100 salmer og forsøge at besvare spørgsmålet: Hvad er en god salme? Salmesangen vil også blive sat ind i en historisk sammenhæng – og så skal vi nok synge et par vers.

Et semestermedlemskab af Aarhuskredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

Indsættelsesprædiken – Anne Louise Nielsen

Her følger ny-indsat sognepræst Anne Louise Nielsens indsættelsesprædiken fra Flintholm Kirke, 13. s.e. trin.

Matt 20, 20-28:

”Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Forestil dig, at du kommer ind i en bar – en god, gammel bar, hvor lyset knitrer gult og træværket er så mørkt som den ale, der løber i hanen. Ud af transistoren strømmer sprøde jazz-toner, og bag baren smiler værten skævt. Hvor mange øl fra fad er der ikke serveret her gennem årene? Hvor mange aftaler om livet er der ikke blevet truffet på kanten af baren? Foran dig står et bæger. Og du ved ikke, hvad der er i. Tør du drikke det?

I dagens evangelietekst kommer en mor med sine sønner hen til Jesus og spørger, om de ikke må få den bedste plads ved bordet, lige ved siden af Jesus selv. Jesus svarer: ”er I helt klar over hvad I beder om?” Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Som to kække teenagedrenge, der vil ud og køre en tur i sportsvognen svarer Zebedæus-sønnerne i kor: ”Ja, selvfølgelig kan vi det!” ”Så skal I også få lov”, fastslår Jesus, ”men jeg kan ikke love jer, hvordan turen ender.”

Hvis man nu træder et skridt tilbage, kan man spørge, hvad er det egentlig Zebedæus-moren spørger om? Prøver hun blot på, selvforherligende, at fremhæve sig selv og sine?  Eller går hun tværtimod i den kærligste forbøn for sine sønner, fordi hun ønsker dem det allerbedste; nemlig at komme til at sidde på de bedste pladser, der findes?

Uanset motivet gør det i hvert fald de øvrige disciple godt og grundig forargede, for hvorfor i alverden skulle to have forrang over de ti andre? ”Jeg vil også have sædet tæt på mesteren”, tænker de hver især. Læg mærke til at Jesus ikke bliver hverken forundret eller forarget over selve spørgsmålet, men nøgternt peger han tilbage til bægeret, som hører med til at sidde ved bordet.

Hvad er det for et bæger, han taler om?

Ja, det bæger, som Jesus selv drikker, fratager ham livet. Det er dødens bæger. I Getsemane have beder han så inderligt sin far om, at han må slippe for at drikke af dødens bæger, men omvendt ved han godt, at der ikke er nogen vej udenom. Ligesom han også er helt klar over, at mennesker ikke er i stand til at drikke af det samme bæger, at drikke på deres liv. Det ligger i bunden af sætningen, når han spørger: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Men det kan I jo ikke.

Kunne man så ikke bare lukke øjnene og hurtigt tømme bægeret? Der er nogle mennesker, som vælger den udvej. Stik mig giftbægeret, og lad os få det hele overstået! Andre begynder at udregne risikoen og tage stikprøver af bægerets indhold; godt, hvis risikoen nu er under 2%, så vover jeg det, for i så fald er jeg så godt som sikret en eller anden plads, og i bedste fald vinder jeg jo den bedste plads. ”Er det ikke rigtigt?”, spørger de bekræftende barmanden. Han svarer ikke klart. Han siger bare: ”Det er ikke op til mig at bestemme”. Dét svar kan man jo ikke bruge til noget som helst.

Hvad kan de risikobekymrede disciple så stille op, når de nu ikke tør drikke af bægeret? Ja Jesus peger hen på et helt konkret sted, de kan begynde, nemlig midt i menigheden. Her kan der være ævl og kævl og jalousi og ond vilje og den ene kan puste sig op over for den anden, som var han gruppens konge. Dét bliver så komisk, når man betænker, hvem der i virkeligheden har magten. Jesus minder om, hvor uhjælpeligt folket er i hænderne på magthaverne – i lommen på Google og medicinalindustrien, som vi måske ville sige i dag, som lover os vores frelse i form af vores sundhed. Og alligevel afløser den ene frelsende sundshedskur den anden. Jesus minder disciplene om at være varsomme med ikke at indføre præcis den samme undertrykkelse iblandt hinanden i menigheden. Tro nu på hinanden, og tro at det nytter at være noget for hinanden. Det er dér, vi virkelig kan være store over for hinanden. Ingen er større, end den som tjener. ”Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.” Der er jo ikke nogle af disciplene, der er større end de andre, men de tjener hinanden. Jesus selv udgør eksemplet, når han som mester eksempelvis kan finde på at vaske fødderne på sine disciple.

Jesus udøver altså magt på en anden måde. Han vælger at bygge ud fra den uperfekte, stridende menighed, på dem alle sammen – på den som håber på den bedste plads, på den som aldrig kunne få sig selv til at bede om den slags, på den som bliver uendelig arrig over, at den første beder derom, på den jaloux, på den smålige, på den bitre, på den ligeglade, på den selvretfærdige. Jesus tager dem alle sammen og bygger dem op fra sig selv af, som den første og største tjener, som giver alt, hvad han har. ”Tag dette og spis det, det er mit legeme”. ”Tag dette og drik det, det er mit blod”. Herpå stiller han bægeret frem foran os alle.

Ved nadverbordet rækker vi bægeret og frelsen videre til hinanden. Men den evige frelse kan vi ikke give hinanden. Her råder kun én, nemlig Gud. Stoler vi på Gud? Ham som gav sin egen søn dødens bæger og lod ham skælve i frygt på korset for smerten og uvisheden. Tør vi virkelig tage det bæger, som er stillet frem foran på bardisken og hvis indhold vi ikke kender. Er det ikke bedre at gøre sig usynlig; stille sig bagerst i køen og måske helt undgå bægeret?

Men det lader Jesus os ikke gøre. Han er ikke en tilfældig barmand, hvem det er lige meget om vi drikker eller ej. Han insisterer: ”Tag det nu!”, ”Vov nu at blive lille!”

Det er ikke ligegyldigt om vi drikker eller ej. Der sker noget med os, når vi drikker. Troen forvandler os. Og den forvandler os ikke bare i en time om søndagen, men den forvandler os på den helt lange bane. Når jeg drikker, tømmer jeg bægeret i håb om det allerbedste, for jeg stoler på, at Gud har en plan med det hele. Det er LIVETS bæger, som han har stillet frem til mig på bardisken. Og det står og perler og frister. Gud selv drak af dødens bæger, for at jeg drikke af livets bæger. Jesus udviste den størst mulige tillid til Gud, da han drak på sit liv. Og med Jesus i ryggen, vover jeg også skridtet ud i troen. Han har lovet mig en plads i Gudsriget. Jeg glemmer frygten, som hele tiden prøver at fortælle mig det modsatte – at der garanteret er nogle, som har kommet noget farligt i min drink. På en eller anden måde har vi fået en idé om, at vi skal klare os på egen hånd og mistet fornemmelsen for vores symbiose med Gud. Glemt, hvem vi egentlig er. Og naglet os fast til vores umiddelbare omgivelser, som vi er så fysisk afhængige af, at vi knap nok kan lette blikket herfra.

Men Gud har omsorg for selv den mindste lille fugl og dens særlige behov. Jeg fatter tillid og drikker, og så kommer jeg direkte ind i gudsriget.

Set i det lys bliver hele min tøven med at drikke pludseligt vendt på hovedet: nu kan jeg ikke vente med at tage den første tår, for jeg vil have del i alt det, som er lagt ud til mig og til dem, jeg sidder sammen med. Jeg vil være med dér, hvor vi tjener hinanden og oprigtigt ønsker hinanden den allerbedste plads ved bordet – som min sidemand- eller kvinde har fortjent det – dér hvor vi giver vores liv til hinanden og rækker bægeret videre.

Båltale til Sankt Hans ved St Katherine’s, London

Hvert år fejrer Den Danske Kirke i London sankthansaften med snobrød, Pimm’s og sankthansbål. Sankthansaftenen i Den Danske Kirke blev holdt om lørdagen 25. juni 2016, to dage efter at Den Europæiske Union blev sendt til Bloksbjerg i forbindelse med UK’s EU-afstemning. I år blev båltalen holdt af Rasmus Jensen, som er retoriker og stud.theol. ved Københavns Universitet. Kredsens blog bringer her talen.

Lige siden istiden har mennesker mødt hinanden i midsommerbålets skær. Lige siden istiden har man tændt bål for at skræmme dyrene væk og for at skræmme fjenderne væk. Børnene samlede ben fra døde dyr og brændte benene på bålet, så røgen blev tæt og lugtede skarpt. Så tæt blev røgen, at man mente, at den kunne holde drager på afstand og hjælpe til at jage de onde ånder væk: Mod ufredens ånd / over mark, under strand / vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde. Bålet gav varme og tryghed.

Navnet sankthans fik midsommerfesterne, da kristendommen vandt frem. Sankthans blev den dag på året, hvor kristne mindedes den hellige Sankt Johannes. Sankt Hans og Sankt Johannes er den samme person. Sankt Hans er bare det forkortede navn, som vi bruger på dansk. Begge navne henviser til Johannes Døberen, som vi kender fra Det Nye Testamente, og som siges at være født 24. juni; altså præcis seks måneder før Jesus.

Men hvem var Johannes Døberen? Johannes Døberen var først og fremmest the messenger, budbringeren, der som den første gik omkring og forkyndte, at menneskesønnen var blevet født, og at var det tid til at omvende sig og blive døbt. Det var også Johannes Døberen, der døbte Jesus. Og på trods af vendingen don’t kill the messenger endte Johannes Døberen med at blive slået ihjel. Endda på en ret makaber måde, fordi prinsesse Salome beordrede Herodes til at bringe hende Johannes Døbers hoved på et fad.

Det er denne mystiske person fra Biblen, der er Sankt Hans. Og lad os holde fast i, at sankthans er en budbringer: I den kristne tradition er budskabet, at vi skal gøre os klar til en ny tid, fordi Jesus er blevet født. I den hedenske tradition er budskabet, at nu vender solen. Som et fast og tilbagevendende punkt i årets cyklus: Selvom dagene begynder at blive kortere, står blomsterne alligevel i fuldt flor. Om lidt er det højsommer, og så bliver det høst. Ferie. Glæde. Ture til stranden. Og det er alt det, som vi fejrer, når ungdom går til dans / på dit bud, sankte Hans!

I år blev sankthans en helt særlig budbringer her i UK: Efter afstemningen i torsdags står UK over for at skulle forlade Den Europæiske Union. Dermed går UK også politisk en ny tid i møde. Den kommende tid, de næste måneder og de næste år vil byde på mange nye opgaver: Både nye udfordringer og nye løsninger. Afstemningen har delt befolkningen, og mange mennesker har engageret sig både for og imod. Og selvom jeg personligt er bekymret for EU’s fremtid og Englands forhold til Skotland, så er det her en fundamental sag for UK, som alle har en holdning til. Her var hjerterne ikke tvivlende kolde, og det er godt, at både leave og remain har engageret sig. Jeg ønsker, at både remain-tilhængere og leave-tilhængere på sigt kommer til at kunne trives med afstemningens udfald. Jeg ønsker, at det vil blive UK til lykke.

Her i St Katharine’s står vi med et ben i Danmark og et ben i England. Vi mødes i midsommerbålets skær for at være samen, for at synge midsommersange, for at bage snobrød og spise hotdogs og ikke mindst for drikke Pimm’s – min favorit: smagen af engelsk sommer. Og med sankthansfesten træder vi ind i en lang og skøn tradition, hvor vi binder blomster på historiens store blomsterkrans: Den skønneste krans / blir’ dog din, sankte Hans! / den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

I aften fejrer vi sommerens varme og glade hjerter. Glædelig sankthans.

Rasmus Jensen, 25. juni 2016

Salome: en evangeliearabesk

Redaktionens egen stud.theol. Andreas Riis Damgaard skriver om Det Kongelige Teaters opsætning af Richard Strauss’ Salome.

Den stærkt seksualiserede, mavedansende femme fatale, som bestiller Johannes Døbers hoved på et fad, er et produkt af symbolismens absinthbefængte undergangsstemning. Richard Strauss’ opera Salome som netop har spillet på det kongelige, men der er løbet meget sprit igennem glasset fra de første gendigtninger af Salome til Strauss’ opsætning. En idéhistorisk indføring.

Det Kongelige Teater har i de forgangne måneder spillet Stefan Herheims udgave af Richard Strauss’ opera fra 1905 Op. 54 Salome. Operaen havde sin urpremiere på den legendariske scene Semperoper i Dresden. Her havde mange andre store operaer også haft deres premiere, og ikke mindst Wagners Tannhaüser og Rienzi. Salome er på mange måder en god opera af ganske høj kvalitet, og det påpeges da også ofte i forbindelsee med diverse opsætninger. Men den er også et vindue. Igennem det kan man se et åndeligt og kulturelt tidsbillede fra en svunden tid. Det tidsbillede er forankret i en fascination af det orientalske (og derfor det bibelske) og det dekadente. I det følgende vil jeg forsøge at gengive receptionshistorien for den korte fortælling fra de synoptiske evangelier.

Strauss’ Salome er en på samme tid elegant og frygtindgydende fortælling, som indrammes i musikalske ledemotiver og storladen musik, der er komponeret i et ganske særligt tonesprog. Operaens harmoniske progressioner fangede også Arthur Schönbergs opmærksomhed.  Efter at han havde hørt operaen, udtalte han, at man måske om en 20 års tid kunne forklare disse særlige musikalske progressioner. Og man kan skrive spalte op og spalte ned om Strauss’ banebrydende og transformerende ledemotiver, om de usædvanlige akkorder og modulationer og ikke mindst om skønheden i den musikalske fortolkning af De syv slørs dans som med sit forførende, orientalsk tonesprog har indskrevet sig som en vaskeægte klassiker i det 20. århundredes musik.

Men hvad der bør fange vores opmærksomhed, er også hvordan netop den korte fortælling om Johannes Døbers skæbnesvangre død fra Det Nye Testamentes synoptiske evangelier fattede Strauss’ interesse, og dannede grundlaget for operaens fortælling. For Strauss greb ikke blot den bibelske perikope ud af den blå luft. Andre havde allerede plantet Salomefortællingen i samtidens muld, så Strauss blot behøvede at vande. Struass’ oplæg til librettoen blev skrevet på baggrund af Oscar Wildes franske teaterstykke af samme navn fra 1891. Og Wilde var ikke ene i sin fascination af fortællingen. I perioden omkring århundredskiftet havde mange af tidens største kunstnere lyst til at forkynde det sørgmodige budskab om Johannes’ dystre skæbne igennem billedkunst, digtning, teater og musik. Den bibelske perikope passede ligesom til tiden, som ifølge dens dekadente grupperinger fremstillede tilværelsen omkring århundredskiftet lidt for ”pænt”. Modreaktionen fandt sit udtryk i den symbolistiske kunst – imod naturalisme og realisme som kombineret med fremskridtstroen, gengav verden på den sødmefulde måde.

Perioden, som almindeligvis bliver kaldet for La Belle Époque, havde sine velmagtsdage efter den fransk-preussiske krig i 1871 og strakte sig helt indtil udbruddet af første verdenskrig i 1914. Men ikke alle opfattede tiden som udpræget belle. Nej, faktisk var en relativ stor del af det kulturelle personage i tiden enig om at dyrke dekadencen. Et af de mest prægnante eksempler på det var Charles Baudelaire. Udover at have skrevet det dybt pessimistiske værk Les Fleurs du mal, var han også kendt som en dedikeret absintdranker og opiumsmisbruger. Et sådan opbrud aflejrer sig naturligvis i litteraturen og i kunsten – opbruddet var den såkaldte dekadente fraktion, som særligt mønstrede de store symbolister og æsteter. De forsøgte på, at få anskueliggjort dødsdriften fra mange kunstneriske vinkler. Og den orientalske Salome-figurs intrikate kombination af sex og død blev et af den såkaldte fin-de-siecle bevægelses absolutte yndlingsfortællinger.

Den orientalske, litterære femme fatale-figur begynder at tage form i Paris. Det var her i 1869, at Stéphane Mallarmé skrev en digtcyklus kaldet Hérodiade, som havde sit fundament i Salomefortællingen. Med den nærede han et ønske om at skabe en helt ny poetik, hvis formål var at nedbryde grænsen mellem grammatik og metafor – derfor er det naturligvis nærmest ulæseligt for poetiske novicer, men uden tvivl af en høj litterær kvalitet og med enderim som det eneste gennemgående formtræk.

Mallarmés værk inspirerede Gustave Flaubert til at skrive den korte novellesamling Trois contes. Som navnet antyder, er der tale om tre fortællinger, hvor den sidste er skrevet over bibelnarrativet om Salome, Herodiade. Samlingen er fra 1877 og er lettere at læse end Mallarmés fremstilling. De smukke, romantiserede beskrivelser af Herodes’ citadel i Machærus vækker minder til en stil, som nærmest minder en om Johannes V. Jensens grandiose beskrivelser af Himmerland. Den kraftige stereotype og romantiserede karakteristik af det semitiske beskriver i alt sin tydelighed en fascination af Orienten. En fascination som bevæger sig på et knivsæg mellem kærlighed og frastødelse.

Salomefortællingens centrale figur har fra begyndelsen været Salome selv, naturligvis. Hendes navn er ikke nævnt i Det Nye Testamente, men det er det i Josefus’ værker. I den bibelske fortælling er Salome bødlen, men det er et udslag af moderens nye mands begær og synd. Derfor kan man diskutere, hvorledes de forskellige fremstillingerne fremhæver Salome som fristeren, eller om man ser på selve fortællingen om Herodes, som gifter sig med broderens kone – det er decideret blodskyld i datidens jødiske samfund.

Forestillingen om Salome som fristende danserinde understreges i Gustave Moreaus ikoniske malerier af hende, hvor hun danser foran kong Herodes og særligt det verdenskendte maleri L’Apparition, som hænger på det prominente Musée D’Orsay i Paris. Malerierne blev populære, til dels fordi Moreau var en anerkendt maler i tiden, men også fordi billederne danner rammen om det sjette kapitel i Karl-Joris Huysmanns À’Rebours, som blev et sandt hit da den udkom i 1884. Bogen, som igen har fået medvind i sejlene eftersom Michel Houellebeqs hovedperson Francois i Soumission, er Huysmann-forsker, gjorde op med naturalismens forståelse af verden. Det var vand på symbolisternes og æsteternes mølle, og Salomefremstillingen i À’Rebours inspirerede netop Oscar Wilde til at skrive sit kontroversielle teaterstykke, som blev bandlyst i London i 1892, og derfor først blev opført i Paris i 1896. Wildes største ændring i fortællingen er utvivlsomt, at han opfinder den idé, at det er pigebarnet Salome selv, der beder om Døberens hoved. I evangelierne og i tidligere gengivelser, er det moderen Herodias, der ønsker at se Johannes’ hoved på et sølvfad.

Det er dette litteratur- og kunsthistoriske lys, at man skal forstå Richard Strauss’ opera i. Den stærkt seksualiserede, mavedansende femme fatale, som bestiller Johannes Døbers hoved på et fad af sin stedfar efter at have forført ham, er et produkt af symbolismens absinthbefængte undergangsstemning. Den ligger langt fra den bibelske fortælling, eller man kan måske nærmere sige, at der er genskrevet meget i den bibelske fortælling. Operaen indgyder en stemning, som inkarnerer det symbolistiske, dekadente og antinaturalistiske. En stemning som samtidig mødtes med en fascination af det orientalske. Et univers, som man kendte til både i Frankrig og i England, som i samtiden jo var store kolonimagter i både Den Fjerne og Den Nære Orient. I dette møde skabes Wildes fortælling, og denne fortælling er fortolket og viderebygget i Strauss’ tonesprog. Et voilà et stykke med bibelsk dekadence.

Pinseprædiken – Anne Louise Nielsen

Acta 2.22-28 samt Joh. 14.15-21

”Ich bin ein Berliner”. De fleste her vil kunne huske, da den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 udtaler de senere så legendariske ord i det tyske tungemål efter en ti minutter lang engelsk talestrøm. Der skete ligesom et eller andet større her. Tyskerne kunne pludselig genkende deres egne små grænsedragninger og nidkærheder på tværs af øst og vest i den diplomatiske og vidtskuende, store amerikaner. Et modersmål afslører uendeligt mere end blot det at overrække informationer til hinanden; det afslører et folks karakter, historie, tilbøjeligheder, drømme og nederlag. Det kan ikke eftergøres af nogen tolk, og vi lader os kun nøje med den direkte adgang, med talsmanden selv.

Lidt på samme måde er det i dagens tekst, hvor pinseunderet pludselig kommer over disciplene, tunger af ild sætter sig, og de begynder at tale flammende af Åndens kraft, og hvor de omkringstående mennesker, som er af vidt forskellig oprindelse; parthere, medere, elamitter, romere, jøder, proselytter, kretere og arabere; alle bosiddende i Jerusalem, på mirakuløs vis pludselig hører åndens tale på hvert sit modersmål. Det er en vanvittig begivenhed. Disciplene har godt nok ventet Helligånden eller ”Talsmanden”, som Jesus lovede dem, da han for til himmels 10 dage inden pinsedagen. Alligevel er det slet ikke givet, præcis hvordan eller præcis hvornår talsmanden skal komme. Hvordan kan nogen erstatte det nærvær, som Jesus var, da han selv var hos sine disciple? Hvordan kunne han overhovedet lade dem alene – igen?

Det bliver der ikke tid til at spekulere over, for pludselig hviner det i huset, som af et kraftigt vindstød, og ”tunger som af ild” daler ned og sætter sig på hver enkelt af disciplene. De bliver ikke bange, for atter mærker de sandhedens ånd og Jesus tilbage i huset igen, men denne gang som Talsmanden, om hvilken Jesus ifølge Johannesevangeliet siger: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Talsmanden trækker altså disciplenes hukommelse op og minder dem om alle de tegn, som de så, da de var sammen med mesteren selv. Samtidig trækker den deres opmærksomhed frem, fordi den ER i dem og taler ud gennem enhver af dem; Gud har taget bolig i dem. Jesus kommer så tæt på, som sidder han på tungen. Dét kender vi godt. Jesus smyger sig ind i det ord, som jeg taler til min næste, ligesom hans bud om næstekærligheden ligger i min hånd, når jeg rækker den til min næste eller er i mit blik, når jeg ser på min næste. Men vi kender jo også det modsatte! Tungen, som pludselig smæder om naboen, som havde den sit eget liv og havde forført resten af kroppen. ”Vi taler ikke samme sprog”, siger vi, når vi føler en kløft til et andet menneske, om det så er i den offentlige debat, på arbejdspladsen eller af og til bare i den lille familie. Dét kan udarte sig til den situation, hvor der SLET ikke bliver talt sammen mere.

Helligånden eller pinseånden er den dybeste, mest vidende ånd, for den har set og bevidnet det allermest tragiske ved menneskelivet; svigt, tilbagevisning, bespottelse, had og til sidst den totale afmagt som døden selv. Men Helligånden lader sig ikke bespotte. Den bliver ved og ved og ved med at kæmpe for livet, og den har været med hele vejen igennem; i skabelsens første dage; da Jesus bliver undfanget i Maria, da Jesus ånder ud på korset og forinden beder sin far om at tilgive menneskene, og endelig i Ordet, som disciplene ud af huset begynder at sprede. Nu forstår de omsider, hvad Jesus mente, da han sagde, at det kun var gavnligt, at han gik væk, nemlig sådan at han kan være hos alle mennesker på én gang! Han lod dem jo aldrig alene, men forberedte dem omhyggeligt på det hele: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Nu fornemmer de omsider helheden og er åbne for den i stedet for selv at skygge for den på den ene eller anden måde. Sandhedens ånd skrives ind i deres hjerter, og kraften arbejder som en tungemuskel. Den er så overmandende, at selv de, som nægter at erkende livets magt over døden og adskillelsen, må overgive sig og forundret sige: vi, parthere, vi medere, vi elamitter, vi romere, vi jøder, vi proselytter, vi kretere og vi arabere, vi forstår, hvad I apostle taler om Guds underværker: nemlig at Helligånden ikke lader noget menneske gå fortabt, end ikke den, som har lukket sig i bitterhed, har afvist sandheden og for så vidt allerede ligger i graven. Pinseånden er ikke en spøgelses-ånd, som nyder at jage rundt mellem gravene. Men pinseånden åbenbarer sig kun direkte i det kødfulde menneskehjerte – den søger ethvert menneskehjerte, hvor stenhårdt det end er, og den søger ethvert øre, hvor lukket det end er, og den lukker det op. Og straks er der kirke!

Kirken er fælleskabet, som vi har med hinanden, som dér hvor nærværet opstår og vokser sig stærkt – derfor er det også en helt umulig og logisk modstridende tale, som for tiden høres i den hjemlige debat, nemlig: ”Kirken har handlet ilde på det sidste, dérfor melder jeg mig ud.” – for hvem er så kirken, må man spørge? Dét er jo ingen andre end dig selv, og du er kirke sammen med alle os andre, som også handler og modtager i et levende fællesskab. Det gudsbenådede og universelle fælleskab er dér, hvor friheden og freden fornemmes, men i ligeså høj grad ansvaret, pligten og trangen til at handle øjeblikkeligt, og hvor vi ikke er bange for at miste, men tværtimod bange for ikke at tale over os og nå ud til endnu flere mennesker og omvendt lade dem vise os, hvor meget vi tager fejl, hvis vi tror, at vi kan begrænse fejringen af Guds storværker til dette rum og denne forsamling.

Pinseånden er SÅ insisterende, at vi alle hver især godt kender den, fordi den insisterer på at kende os, selv dér hvor vi tror, at intet menneske nogensinde skal se ind; dette ene lille punkt, hvor vi ubevidst har afskrevet os flokken, og som kun Døden skal få lov til at kigge ind i, fortærende os ud af denne verden. Netop dér titter pinseånden ind og blæser liv i. Som en stikkende morgensol, som man ikke kan tage pippet fra; som et plagende barn, der ikke kan rystes af; som et stærkt glas vin, der pludselig løsner mit tungebånd og mit væsen op over for min sidemand og endelig lade mig indse, at sandheden er jeg slet ikke fortrolig med, men kan jeg kun befris til.

Dette store universelle fællesskab får vi jo en smag på i nadveren, hvor vi alle hver især indlemmes i et større legeme, nemlig Guds eget legeme. Det er her, at jeg ikke længere kan gemme mig bag skrevne ord og aftalte symboler, men hvor mit åbne svælg blotter livets egen sårbarhed. Det er præcis ligesom i dåben, hvor Gud for evigt lover at være sammen med os, der bare er små diende børn. På samme måde døbes disciplene på pinsedagen med Helligånd og får den til gave, og dåbsfesten er menighedens og kirkens dåbsfest, med kraftige vindstød i trompeten og jubel i huset ud i hele verden. Pinsedagen markerer fødslen af den første kristne menighed, som organiserer sig ved at holde fast i apostlenes lære og fælleskabet, ved nadveren og ved bønnerne, ligesom det sker helt frem til i dag, hvor vi holder gudstjeneste med hinanden.

Men, kan man indvende, handler Gud nu også derude i verden i dag, pludseligt og synligt, som vi hører det i fortællingen om pinseunderet, med vindstød og ildtunger? Ja. I Berlin i 1962 skete der et sandt mirakel, da Kennedy agerede talsmand for en nedbrudt nation. Det er Gud, som handler og nedbryder grænser, ikke bare på verdensscenen, men i det helt almindelige hus, hvor hans disciple sidder. Gud skænker sin nåde; nogle gange på en så slagkraftig måde, at vi er lige ved at blive blæst ud af huset og gå op i flammer af bare lykke eller på den anden side af bare sorg og længsel over at være skilt fra den, vi elsker. Andre gange sniger Gud en lille talsmand ind i vores dagligdag, hvis kraft vi slet ikke regner med, som det fx skete den decembernat, da et skrøbeligt spædbarn blev født i en stald. Ligesom Gud taler verden frem i Jordens første dage, på samme måde lægger han på pinsedagen Ordet direkte i munden på alle sine disciple, så de kan virke med det og tale i et nyt sprog.

Det vil vi også gøre om lidt, når vi synger sammen, hver med vores tunge og hjerte, men forunderligt sammensmeltende i én ånd. Og hvis vi rigtig lytter efter, vil vi høre, at der hele tiden melder sig et nyt fællessprog. Og hvis vi tør give slip på os selv og i stedet koncentrere os om at lytte til hinanden, vil vi opdage, hvor ubrydeligt, vi hviler i Talsmanden.

Glædelig pinse!