Båltale til Sankt Hans ved St Katherine’s, London

Hvert år fejrer Den Danske Kirke i London sankthansaften med snobrød, Pimm’s og sankthansbål. Sankthansaftenen i Den Danske Kirke blev holdt om lørdagen 25. juni 2016, to dage efter at Den Europæiske Union blev sendt til Bloksbjerg i forbindelse med UK’s EU-afstemning. I år blev båltalen holdt af Rasmus Jensen, som er retoriker og stud.theol. ved Københavns Universitet. Kredsens blog bringer her talen.

Lige siden istiden har mennesker mødt hinanden i midsommerbålets skær. Lige siden istiden har man tændt bål for at skræmme dyrene væk og for at skræmme fjenderne væk. Børnene samlede ben fra døde dyr og brændte benene på bålet, så røgen blev tæt og lugtede skarpt. Så tæt blev røgen, at man mente, at den kunne holde drager på afstand og hjælpe til at jage de onde ånder væk: Mod ufredens ånd / over mark, under strand / vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde. Bålet gav varme og tryghed.

Navnet sankthans fik midsommerfesterne, da kristendommen vandt frem. Sankthans blev den dag på året, hvor kristne mindedes den hellige Sankt Johannes. Sankt Hans og Sankt Johannes er den samme person. Sankt Hans er bare det forkortede navn, som vi bruger på dansk. Begge navne henviser til Johannes Døberen, som vi kender fra Det Nye Testamente, og som siges at være født 24. juni; altså præcis seks måneder før Jesus.

Men hvem var Johannes Døberen? Johannes Døberen var først og fremmest the messenger, budbringeren, der som den første gik omkring og forkyndte, at menneskesønnen var blevet født, og at var det tid til at omvende sig og blive døbt. Det var også Johannes Døberen, der døbte Jesus. Og på trods af vendingen don’t kill the messenger endte Johannes Døberen med at blive slået ihjel. Endda på en ret makaber måde, fordi prinsesse Salome beordrede Herodes til at bringe hende Johannes Døbers hoved på et fad.

Det er denne mystiske person fra Biblen, der er Sankt Hans. Og lad os holde fast i, at sankthans er en budbringer: I den kristne tradition er budskabet, at vi skal gøre os klar til en ny tid, fordi Jesus er blevet født. I den hedenske tradition er budskabet, at nu vender solen. Som et fast og tilbagevendende punkt i årets cyklus: Selvom dagene begynder at blive kortere, står blomsterne alligevel i fuldt flor. Om lidt er det højsommer, og så bliver det høst. Ferie. Glæde. Ture til stranden. Og det er alt det, som vi fejrer, når ungdom går til dans / på dit bud, sankte Hans!

I år blev sankthans en helt særlig budbringer her i UK: Efter afstemningen i torsdags står UK over for at skulle forlade Den Europæiske Union. Dermed går UK også politisk en ny tid i møde. Den kommende tid, de næste måneder og de næste år vil byde på mange nye opgaver: Både nye udfordringer og nye løsninger. Afstemningen har delt befolkningen, og mange mennesker har engageret sig både for og imod. Og selvom jeg personligt er bekymret for EU’s fremtid og Englands forhold til Skotland, så er det her en fundamental sag for UK, som alle har en holdning til. Her var hjerterne ikke tvivlende kolde, og det er godt, at både leave og remain har engageret sig. Jeg ønsker, at både remain-tilhængere og leave-tilhængere på sigt kommer til at kunne trives med afstemningens udfald. Jeg ønsker, at det vil blive UK til lykke.

Her i St Katharine’s står vi med et ben i Danmark og et ben i England. Vi mødes i midsommerbålets skær for at være samen, for at synge midsommersange, for at bage snobrød og spise hotdogs og ikke mindst for drikke Pimm’s – min favorit: smagen af engelsk sommer. Og med sankthansfesten træder vi ind i en lang og skøn tradition, hvor vi binder blomster på historiens store blomsterkrans: Den skønneste krans / blir’ dog din, sankte Hans! / den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

I aften fejrer vi sommerens varme og glade hjerter. Glædelig sankthans.

Rasmus Jensen, 25. juni 2016

Salome: en evangeliearabesk

Redaktionens egen stud.theol. Andreas Riis Damgaard skriver om Det Kongelige Teaters opsætning af Richard Strauss’ Salome.

Den stærkt seksualiserede, mavedansende femme fatale, som bestiller Johannes Døbers hoved på et fad, er et produkt af symbolismens absinthbefængte undergangsstemning. Richard Strauss’ opera Salome som netop har spillet på det kongelige, men der er løbet meget sprit igennem glasset fra de første gendigtninger af Salome til Strauss’ opsætning. En idéhistorisk indføring.

Det Kongelige Teater har i de forgangne måneder spillet Stefan Herheims udgave af Richard Strauss’ opera fra 1905 Op. 54 Salome. Operaen havde sin urpremiere på den legendariske scene Semperoper i Dresden. Her havde mange andre store operaer også haft deres premiere, og ikke mindst Wagners Tannhaüser og Rienzi. Salome er på mange måder en god opera af ganske høj kvalitet, og det påpeges da også ofte i forbindelsee med diverse opsætninger. Men den er også et vindue. Igennem det kan man se et åndeligt og kulturelt tidsbillede fra en svunden tid. Det tidsbillede er forankret i en fascination af det orientalske (og derfor det bibelske) og det dekadente. I det følgende vil jeg forsøge at gengive receptionshistorien for den korte fortælling fra de synoptiske evangelier.

Strauss’ Salome er en på samme tid elegant og frygtindgydende fortælling, som indrammes i musikalske ledemotiver og storladen musik, der er komponeret i et ganske særligt tonesprog. Operaens harmoniske progressioner fangede også Arthur Schönbergs opmærksomhed.  Efter at han havde hørt operaen, udtalte han, at man måske om en 20 års tid kunne forklare disse særlige musikalske progressioner. Og man kan skrive spalte op og spalte ned om Strauss’ banebrydende og transformerende ledemotiver, om de usædvanlige akkorder og modulationer og ikke mindst om skønheden i den musikalske fortolkning af De syv slørs dans som med sit forførende, orientalsk tonesprog har indskrevet sig som en vaskeægte klassiker i det 20. århundredes musik.

Men hvad der bør fange vores opmærksomhed, er også hvordan netop den korte fortælling om Johannes Døbers skæbnesvangre død fra Det Nye Testamentes synoptiske evangelier fattede Strauss’ interesse, og dannede grundlaget for operaens fortælling. For Strauss greb ikke blot den bibelske perikope ud af den blå luft. Andre havde allerede plantet Salomefortællingen i samtidens muld, så Strauss blot behøvede at vande. Struass’ oplæg til librettoen blev skrevet på baggrund af Oscar Wildes franske teaterstykke af samme navn fra 1891. Og Wilde var ikke ene i sin fascination af fortællingen. I perioden omkring århundredskiftet havde mange af tidens største kunstnere lyst til at forkynde det sørgmodige budskab om Johannes’ dystre skæbne igennem billedkunst, digtning, teater og musik. Den bibelske perikope passede ligesom til tiden, som ifølge dens dekadente grupperinger fremstillede tilværelsen omkring århundredskiftet lidt for ”pænt”. Modreaktionen fandt sit udtryk i den symbolistiske kunst – imod naturalisme og realisme som kombineret med fremskridtstroen, gengav verden på den sødmefulde måde.

Perioden, som almindeligvis bliver kaldet for La Belle Époque, havde sine velmagtsdage efter den fransk-preussiske krig i 1871 og strakte sig helt indtil udbruddet af første verdenskrig i 1914. Men ikke alle opfattede tiden som udpræget belle. Nej, faktisk var en relativ stor del af det kulturelle personage i tiden enig om at dyrke dekadencen. Et af de mest prægnante eksempler på det var Charles Baudelaire. Udover at have skrevet det dybt pessimistiske værk Les Fleurs du mal, var han også kendt som en dedikeret absintdranker og opiumsmisbruger. Et sådan opbrud aflejrer sig naturligvis i litteraturen og i kunsten – opbruddet var den såkaldte dekadente fraktion, som særligt mønstrede de store symbolister og æsteter. De forsøgte på, at få anskueliggjort dødsdriften fra mange kunstneriske vinkler. Og den orientalske Salome-figurs intrikate kombination af sex og død blev et af den såkaldte fin-de-siecle bevægelses absolutte yndlingsfortællinger.

Den orientalske, litterære femme fatale-figur begynder at tage form i Paris. Det var her i 1869, at Stéphane Mallarmé skrev en digtcyklus kaldet Hérodiade, som havde sit fundament i Salomefortællingen. Med den nærede han et ønske om at skabe en helt ny poetik, hvis formål var at nedbryde grænsen mellem grammatik og metafor – derfor er det naturligvis nærmest ulæseligt for poetiske novicer, men uden tvivl af en høj litterær kvalitet og med enderim som det eneste gennemgående formtræk.

Mallarmés værk inspirerede Gustave Flaubert til at skrive den korte novellesamling Trois contes. Som navnet antyder, er der tale om tre fortællinger, hvor den sidste er skrevet over bibelnarrativet om Salome, Herodiade. Samlingen er fra 1877 og er lettere at læse end Mallarmés fremstilling. De smukke, romantiserede beskrivelser af Herodes’ citadel i Machærus vækker minder til en stil, som nærmest minder en om Johannes V. Jensens grandiose beskrivelser af Himmerland. Den kraftige stereotype og romantiserede karakteristik af det semitiske beskriver i alt sin tydelighed en fascination af Orienten. En fascination som bevæger sig på et knivsæg mellem kærlighed og frastødelse.

Salomefortællingens centrale figur har fra begyndelsen været Salome selv, naturligvis. Hendes navn er ikke nævnt i Det Nye Testamente, men det er det i Josefus’ værker. I den bibelske fortælling er Salome bødlen, men det er et udslag af moderens nye mands begær og synd. Derfor kan man diskutere, hvorledes de forskellige fremstillingerne fremhæver Salome som fristeren, eller om man ser på selve fortællingen om Herodes, som gifter sig med broderens kone – det er decideret blodskyld i datidens jødiske samfund.

Forestillingen om Salome som fristende danserinde understreges i Gustave Moreaus ikoniske malerier af hende, hvor hun danser foran kong Herodes og særligt det verdenskendte maleri L’Apparition, som hænger på det prominente Musée D’Orsay i Paris. Malerierne blev populære, til dels fordi Moreau var en anerkendt maler i tiden, men også fordi billederne danner rammen om det sjette kapitel i Karl-Joris Huysmanns À’Rebours, som blev et sandt hit da den udkom i 1884. Bogen, som igen har fået medvind i sejlene eftersom Michel Houellebeqs hovedperson Francois i Soumission, er Huysmann-forsker, gjorde op med naturalismens forståelse af verden. Det var vand på symbolisternes og æsteternes mølle, og Salomefremstillingen i À’Rebours inspirerede netop Oscar Wilde til at skrive sit kontroversielle teaterstykke, som blev bandlyst i London i 1892, og derfor først blev opført i Paris i 1896. Wildes største ændring i fortællingen er utvivlsomt, at han opfinder den idé, at det er pigebarnet Salome selv, der beder om Døberens hoved. I evangelierne og i tidligere gengivelser, er det moderen Herodias, der ønsker at se Johannes’ hoved på et sølvfad.

Det er dette litteratur- og kunsthistoriske lys, at man skal forstå Richard Strauss’ opera i. Den stærkt seksualiserede, mavedansende femme fatale, som bestiller Johannes Døbers hoved på et fad af sin stedfar efter at have forført ham, er et produkt af symbolismens absinthbefængte undergangsstemning. Den ligger langt fra den bibelske fortælling, eller man kan måske nærmere sige, at der er genskrevet meget i den bibelske fortælling. Operaen indgyder en stemning, som inkarnerer det symbolistiske, dekadente og antinaturalistiske. En stemning som samtidig mødtes med en fascination af det orientalske. Et univers, som man kendte til både i Frankrig og i England, som i samtiden jo var store kolonimagter i både Den Fjerne og Den Nære Orient. I dette møde skabes Wildes fortælling, og denne fortælling er fortolket og viderebygget i Strauss’ tonesprog. Et voilà et stykke med bibelsk dekadence.

Pinseprædiken – Anne Louise Nielsen

Acta 2.22-28 samt Joh. 14.15-21

”Ich bin ein Berliner”. De fleste her vil kunne huske, da den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 udtaler de senere så legendariske ord i det tyske tungemål efter en ti minutter lang engelsk talestrøm. Der skete ligesom et eller andet større her. Tyskerne kunne pludselig genkende deres egne små grænsedragninger og nidkærheder på tværs af øst og vest i den diplomatiske og vidtskuende, store amerikaner. Et modersmål afslører uendeligt mere end blot det at overrække informationer til hinanden; det afslører et folks karakter, historie, tilbøjeligheder, drømme og nederlag. Det kan ikke eftergøres af nogen tolk, og vi lader os kun nøje med den direkte adgang, med talsmanden selv.

Lidt på samme måde er det i dagens tekst, hvor pinseunderet pludselig kommer over disciplene, tunger af ild sætter sig, og de begynder at tale flammende af Åndens kraft, og hvor de omkringstående mennesker, som er af vidt forskellig oprindelse; parthere, medere, elamitter, romere, jøder, proselytter, kretere og arabere; alle bosiddende i Jerusalem, på mirakuløs vis pludselig hører åndens tale på hvert sit modersmål. Det er en vanvittig begivenhed. Disciplene har godt nok ventet Helligånden eller ”Talsmanden”, som Jesus lovede dem, da han for til himmels 10 dage inden pinsedagen. Alligevel er det slet ikke givet, præcis hvordan eller præcis hvornår talsmanden skal komme. Hvordan kan nogen erstatte det nærvær, som Jesus var, da han selv var hos sine disciple? Hvordan kunne han overhovedet lade dem alene – igen?

Det bliver der ikke tid til at spekulere over, for pludselig hviner det i huset, som af et kraftigt vindstød, og ”tunger som af ild” daler ned og sætter sig på hver enkelt af disciplene. De bliver ikke bange, for atter mærker de sandhedens ånd og Jesus tilbage i huset igen, men denne gang som Talsmanden, om hvilken Jesus ifølge Johannesevangeliet siger: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Talsmanden trækker altså disciplenes hukommelse op og minder dem om alle de tegn, som de så, da de var sammen med mesteren selv. Samtidig trækker den deres opmærksomhed frem, fordi den ER i dem og taler ud gennem enhver af dem; Gud har taget bolig i dem. Jesus kommer så tæt på, som sidder han på tungen. Dét kender vi godt. Jesus smyger sig ind i det ord, som jeg taler til min næste, ligesom hans bud om næstekærligheden ligger i min hånd, når jeg rækker den til min næste eller er i mit blik, når jeg ser på min næste. Men vi kender jo også det modsatte! Tungen, som pludselig smæder om naboen, som havde den sit eget liv og havde forført resten af kroppen. ”Vi taler ikke samme sprog”, siger vi, når vi føler en kløft til et andet menneske, om det så er i den offentlige debat, på arbejdspladsen eller af og til bare i den lille familie. Dét kan udarte sig til den situation, hvor der SLET ikke bliver talt sammen mere.

Helligånden eller pinseånden er den dybeste, mest vidende ånd, for den har set og bevidnet det allermest tragiske ved menneskelivet; svigt, tilbagevisning, bespottelse, had og til sidst den totale afmagt som døden selv. Men Helligånden lader sig ikke bespotte. Den bliver ved og ved og ved med at kæmpe for livet, og den har været med hele vejen igennem; i skabelsens første dage; da Jesus bliver undfanget i Maria, da Jesus ånder ud på korset og forinden beder sin far om at tilgive menneskene, og endelig i Ordet, som disciplene ud af huset begynder at sprede. Nu forstår de omsider, hvad Jesus mente, da han sagde, at det kun var gavnligt, at han gik væk, nemlig sådan at han kan være hos alle mennesker på én gang! Han lod dem jo aldrig alene, men forberedte dem omhyggeligt på det hele: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Nu fornemmer de omsider helheden og er åbne for den i stedet for selv at skygge for den på den ene eller anden måde. Sandhedens ånd skrives ind i deres hjerter, og kraften arbejder som en tungemuskel. Den er så overmandende, at selv de, som nægter at erkende livets magt over døden og adskillelsen, må overgive sig og forundret sige: vi, parthere, vi medere, vi elamitter, vi romere, vi jøder, vi proselytter, vi kretere og vi arabere, vi forstår, hvad I apostle taler om Guds underværker: nemlig at Helligånden ikke lader noget menneske gå fortabt, end ikke den, som har lukket sig i bitterhed, har afvist sandheden og for så vidt allerede ligger i graven. Pinseånden er ikke en spøgelses-ånd, som nyder at jage rundt mellem gravene. Men pinseånden åbenbarer sig kun direkte i det kødfulde menneskehjerte – den søger ethvert menneskehjerte, hvor stenhårdt det end er, og den søger ethvert øre, hvor lukket det end er, og den lukker det op. Og straks er der kirke!

Kirken er fælleskabet, som vi har med hinanden, som dér hvor nærværet opstår og vokser sig stærkt – derfor er det også en helt umulig og logisk modstridende tale, som for tiden høres i den hjemlige debat, nemlig: ”Kirken har handlet ilde på det sidste, dérfor melder jeg mig ud.” – for hvem er så kirken, må man spørge? Dét er jo ingen andre end dig selv, og du er kirke sammen med alle os andre, som også handler og modtager i et levende fællesskab. Det gudsbenådede og universelle fælleskab er dér, hvor friheden og freden fornemmes, men i ligeså høj grad ansvaret, pligten og trangen til at handle øjeblikkeligt, og hvor vi ikke er bange for at miste, men tværtimod bange for ikke at tale over os og nå ud til endnu flere mennesker og omvendt lade dem vise os, hvor meget vi tager fejl, hvis vi tror, at vi kan begrænse fejringen af Guds storværker til dette rum og denne forsamling.

Pinseånden er SÅ insisterende, at vi alle hver især godt kender den, fordi den insisterer på at kende os, selv dér hvor vi tror, at intet menneske nogensinde skal se ind; dette ene lille punkt, hvor vi ubevidst har afskrevet os flokken, og som kun Døden skal få lov til at kigge ind i, fortærende os ud af denne verden. Netop dér titter pinseånden ind og blæser liv i. Som en stikkende morgensol, som man ikke kan tage pippet fra; som et plagende barn, der ikke kan rystes af; som et stærkt glas vin, der pludselig løsner mit tungebånd og mit væsen op over for min sidemand og endelig lade mig indse, at sandheden er jeg slet ikke fortrolig med, men kan jeg kun befris til.

Dette store universelle fællesskab får vi jo en smag på i nadveren, hvor vi alle hver især indlemmes i et større legeme, nemlig Guds eget legeme. Det er her, at jeg ikke længere kan gemme mig bag skrevne ord og aftalte symboler, men hvor mit åbne svælg blotter livets egen sårbarhed. Det er præcis ligesom i dåben, hvor Gud for evigt lover at være sammen med os, der bare er små diende børn. På samme måde døbes disciplene på pinsedagen med Helligånd og får den til gave, og dåbsfesten er menighedens og kirkens dåbsfest, med kraftige vindstød i trompeten og jubel i huset ud i hele verden. Pinsedagen markerer fødslen af den første kristne menighed, som organiserer sig ved at holde fast i apostlenes lære og fælleskabet, ved nadveren og ved bønnerne, ligesom det sker helt frem til i dag, hvor vi holder gudstjeneste med hinanden.

Men, kan man indvende, handler Gud nu også derude i verden i dag, pludseligt og synligt, som vi hører det i fortællingen om pinseunderet, med vindstød og ildtunger? Ja. I Berlin i 1962 skete der et sandt mirakel, da Kennedy agerede talsmand for en nedbrudt nation. Det er Gud, som handler og nedbryder grænser, ikke bare på verdensscenen, men i det helt almindelige hus, hvor hans disciple sidder. Gud skænker sin nåde; nogle gange på en så slagkraftig måde, at vi er lige ved at blive blæst ud af huset og gå op i flammer af bare lykke eller på den anden side af bare sorg og længsel over at være skilt fra den, vi elsker. Andre gange sniger Gud en lille talsmand ind i vores dagligdag, hvis kraft vi slet ikke regner med, som det fx skete den decembernat, da et skrøbeligt spædbarn blev født i en stald. Ligesom Gud taler verden frem i Jordens første dage, på samme måde lægger han på pinsedagen Ordet direkte i munden på alle sine disciple, så de kan virke med det og tale i et nyt sprog.

Det vil vi også gøre om lidt, når vi synger sammen, hver med vores tunge og hjerte, men forunderligt sammensmeltende i én ånd. Og hvis vi rigtig lytter efter, vil vi høre, at der hele tiden melder sig et nyt fællessprog. Og hvis vi tør give slip på os selv og i stedet koncentrere os om at lytte til hinanden, vil vi opdage, hvor ubrydeligt, vi hviler i Talsmanden.

Glædelig pinse!

Indsættelsesprædiken – 6. søndag efter påske

Her følger ph.d.-studerende og valgmenighedspræst Johan Christian Nords indsættelsesprædiken i Kjellerup og Omegns Valgmenighed fra 6. søndag efter påske.

Gud Faders Ånd, kom til os ned,
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
Med livets ord til evig trøst.

Læsninger:
Paulus brev til menigheden i Rom, 8,31b-39:

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? –  som der står skrevet:

»På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår«.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Johannesevangeliet, 17,20-26:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.  Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

____________________________________________________________________________

Dette er en begyndelse. Så lad os begynde ved begyndelsen – eller i hvert fald ved én af de mulige begyndelser. Det første vers, vi sang i dag lød – og lyder – sådan her:

Udrundne er de gamle dage
som floder i det store hav,
og hvor sig hviler nu den svage,
dér fandt den stærke og sin grav;
men lovet være Himlens Gud!
de ædles æt dør aldrig ud.

Ordene stammer fra Grundtvigs morgensalme – eller morgensang – Udrundne er de gamle dage, som både kan findes i Salmebogen og i Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står den opført under samlebetegnelsen Liv, og i Salmebogen finder vi den under De helliges samfund. Det er der vældig god mening i. For sangen og salmen handler om begge dele – både om det almindelige menneskeliv, som det kan erfares af ethvert vågent menneske, og om de særlige erfaringer, som et menneske kan gøre sig her i den levende Guds menighed, hvor kraften fra det høje har sin jordiske bolig, og hvor det håb lever, der rummer både Himmel og Jord.

Oprindelig er sangen skrevet som morgensang for børnene på en københavnsk skole, der hed Mariboes Realskole. Meningen med den er at få de syngende børn til at vågne – både kropsligt og åndeligt. For de skulle vågne op til troen på, at alt er vigtigt, for mennesket er et underligt og vidunderligt væsen, som er skabt i den Højestes billede. At alt er vigtigt i vores liv – og vores liv skal leves med lyst. Livets lyst er at gøre sit bedste i den kamp, der er selve lysets kamp imod mørket og livets kamp imod Døden. Døden viser sig i verden, som livets onde Fjende, hvis længsel er at ødelægge alt levende. Nogle gange stormer fjenden frem i mod os, andre gange sniger han sig frem i mod os. Men han nærmer sig altid. For Døden arbejder altid – og det er vores undergang, han arbejder på. I vores liv viser Døden sig ikke kun ved jordelivets afslutning, nej, Livets onde fjende er allerede til stede, lang tid før vore kroppes død. For Døden viser sig i vores liv som alt det, der trækker os nedad mod dyret og støvet. Alt det, der gør os umenneskelige og får os til at glemme, hvem vi skal være. Denne snigende Død, denne fornedrelse af livet, er det altid menneskers opgave at bekæmpe – både i deres indre og i ydre, håndgribelig forstand, når mørket truer, og ulven er løs. Vi skal altid være vågne. For livet er altid og skal altid være livsfarligt – og det er først, når vi selv får sans for Livskræfternes kamp imod Dødsmagterne, at vi begynder at forstå, hvad det vil sige at være sandt menneske.

Men når alt kommer til alt – og det gør det jo – kan vi ikke sejre over Døden. Det véd enhver. Til sidst er det os, der peges på. Selv den største kæmpe finder sin grav. Til sidst slutter alt det, vi kender til. I graven møder mennesket en mur, som vi ikke kender nogen vej over. Ved muren falder vores kamp til jorden. Men for den, der lever stærkt og med et åbent hjerte er det ikke nok at lade menneskets historie slutte foran muren. Det åbne hjerte kender til dybere længsler, længsler, der rækker videre end graven – længsler efter mere liv. Kirken er sat på jorden for at give klang og stemme til denne længsel efter liv – denne længsel efter det evige liv. I verdens og fornuftens øjne vil kirkens evighedshåb altid være det rene vrøvl og den nøgne tåbelighed. Men vi er her alligevel. Ikke fordi vi har let ved at tro og håbe, men fordi kirken er det sted, hvor mennesker kan lære at tro og håbe. Det sted, hvor mennesker kan sætte sig stille ned og lytte til ordene om, at alt er blevet nyt, fordi selve Døden er død. Det sted, hvor man uden at få proppet munden fuld af meninger kan nærme sig det håb, som børnene sang om på Mariboes skole: Håbet om at det med den levende Guds hjælp vil lykkes os at byde graven trods – at overvinde Dødens angreb på vores liv.

Det håb ville aldrig finde den rigtige vej ind i os, hvis vi bildte os ind, at meningen med kristendommen var selv at have de rette meninger og den rene tro. Så ville det hele handle om mig og alt mit eget. Så ville friheden og mildheden gå tabt – ja, så ville kristendommen gå tabt. Og kristendommen må og skal altid være frihedens og mildhedens sag. For kristendommen handler ikke, om hvad vi kan og vil og tror. Den handler om, hvem Gud er, og hvad Gud vil med os. I dagens anden Bibellæsning hørte vi Paulus beskrive, hvem den levende Gud er, og hvad det er, Han vil med os. Hans vilje er enkel – han vil være vores Gud, og Han vil ikke skilles fra os. Som brevskriveren skrev det:

”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus”.

Det er dét, det hele handler om. Troen og håbet på, at Gud har vist os sit ansigt. At Han i Kristus har vist os, at han er kærligheden selv, og at intet kan skille os – eller nogen andre – fra Ham.Vi kan aldrig eje denne tro, og vi kan aldrig bevise dette håb. Men troen og håbet bor her i menigheden, og når vi lytter, synger og knæler, lever de i os. For Gud er selv til stede her i sin menighed på jorden. I dagens evangelielæsning fra Johannes-evangeliet hører vi om, hvad det vil sige, at Gud er til stede i sin jordiske menighed. Tekststykket er en del af Jesu afsluttende tale og bøn inden han bliver taget til fange og henrettet – inden han dør bort fra sine brødre og søstre, men også for sine brødre og søstre. Her på det yderste – på randen af ingenting og alting – taler Jesus til Gud. Sønnen taler til Faderen og beder om, at Han må være hos de efterladte – selv efter det, der nu skal ske. Sønnen er udsendt af Faderen. Han er Faderens ansigt i verden. Verden kender ikke til Faderen, men Sønnen gør hans navn kendt i verden. Han viser verden, hvem Gud er – at Han er menneskebørnenes far. Det gør han gennem sin menighed på jorden – gennem det, vi kalder de helliges fællesskab. Dette fællesskab – menighedens fællesskab – er ikke helligt, fordi vi, der hører til i det, ejer noget, som andre mennesker ikke ejer. Nej, der er kun én egenskab, der gør fællesskabet helligt – og den kan man ikke eje. Det er kærligheden. Den kærlighed, som Faderen har elsket Sønnen med, som sønnen elsker sine brødre og søstre med – og som brødrene og søstrene skal elske hinanden med. Det er denne kærlighed, der skal være menneskers rettesnor i Guds menighed på jorden – vores rettesnor her i én af Herrens midtjyske menigheder.

For Faderens herlighed bliver kun synlig for verden, når hans menighed bærer hans kærlighed frem i verden. Kun sådan vil alle mennesker til allersidst lære at tro på, at Gud er Livets Gud – og Dødens Overmand. Alt dette er – naturligvis – gådefuldt. For vores liv er gådefuldt, og vi forstår kun ganske langsomt, hvad det er, vi er med til. Men alt vil blive opklaret. For gådens Giver er vores far. Hans Søn har vist sig i verden, og hans Ånd bor i menigheden. Også i denne menighed – også i vores menighed. Og nu skal vi så til at være sammen om alt det vigtige – om sorgen og glæden og om fryden og smerten. Derfor skal friheden og mildheden herske i vores menighed. For det er kun gennem den frihed og mildhed, der kommer fra kærligheden selv, at vi kan lære at forstå, hvad Gud har gjort for os – og hvad vi skal gøre for hinanden.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen – for det er vigtigt: Når vi mødes her i kirken, her i den levende Guds menighed på jorden, skal vi ikke være andre end dem, vi er. Menneskelivet er fuldt af forpligtelser og krav – og det godt sådan. Men kirken er anderledes. Kirken skal være anderledes. Her kræves der kun én ting af os: at vi har lyst til at være her – at vi er her af egen fri vilje. Sådan er det med det kristne liv. Det vokser først frem, når den frie lyst møder menighedens tro. Så kom, som I er, og når I har lyst til det. For Gudshusets dør er åben – og der er ingen adgangsbegrænsning. Resten vil vise sig, som tiden går. Hver ting til sin tid.

 Ære være Faderen og Sønnen og den hellige Ånd, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Fader i Himmelen, vi takker dig for din kærlighed, hvormed du altid følger – og forfølger – os. Nu beder vi dig, at du vil lægge dit levende Ord i vore munde og hjerter, og lade det synge i os med din Helligånds kraft.

Vi beder dig for din menighed, for os, som er en del af din menighed, at vi ikke må samles om, hvad vi kan og vil og tror, men samles med frit mod på din indbydelse og i håb til dig. Vi beder dig for, at du vil bevare dit hellige Ord i din menighed og bevare din menighed i glæden ved dit Ord.

 Vi beder dig for Danmark – og for Danmarks truede frihed. Vi beder for vores kongehus og vores regering og for alle dem, der gør tjeneste for folk og fædreland – både her og ude i det fremmede. Overlad os ikke til os selv, men lær os leve vores liv i ansvar og i tro – og have nok i det. Knyt os sammen, og lær os at forstå, at én er vores Gud, og vi er alle hinandens skyldnere. Væk, os når vi sover, vis os vores fælles skæbne, og lær os at være sammen om det håb, som kommer fra den nåde, du har vist os i din Søn.

Så beder vi dig for vores kære og for alle dem, der står os nær – og fjern. Følg du dem og følg du os på alle vore underlige veje. Drag os altid tilbage til dig, når vi farer vild, og vær du for os sammen med vores døde nu og i al evighed vores fred og vores glæde, du vor Fader, som er i Himlene…

Amen.

Salmer
Udrundne er de gamle dage
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt
Vidunderligst af alt på jord
Kraften fra det høje
Jesus Krist, du gav mig livet
Om alle mine lemmer var fuld af idel sang

Guds begyndelse

66årgnr2I anledning af 100-året for Aarhus-teologen Johannes Sløks fødselsdag udgav Studenterkredsens tidsskrift i aprilnummeret en artikel af valgmenighedspræst Hans Nørkjær, Lemvig og Omegns Valgmenighed, om sit livtag med især Sløks sene, narrative teologi. Den bringer vi hermed til Deres opbyggelse kvit og frit.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com. I dette nummer bringer vi blandt andet artikler om så forskellige personager som Carl Ewald, Anders Sunesøn og Klaus Rifbjerg.

Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk kunne d. 27. april været blevet 100 år gammel. Det opnåede han naturligvis ikke, for han døde i 2001, men alligevel skal mandens 100-års-dag da markeres. Derfor dette lille skriv: Om mig og Sløk.

Jeg mødte Johannes Sløk på en boghylde på det nu nedlagte Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Og den bog, jeg først stiftede bekendtskab med af manden, var samleværket Guds fortælling – Menneskets historie, der blev udgivet i 1999, og som er en samling af fire af Sløks kendteste (og måske også væsentligste) værker, de bøger, der indkredser Sløks såkaldte ”narrative teologi”. Værket stod på en boghylde og blev ved med at kalde på mig, hver gang jeg gik forbi den. For denne titel var ganske dragende på den yngre udgave af mig selv. Og en del af min fortælling om min læsning af Sløks fortælling om Guds fortælling vil jeg forsøge at fortælle her:

Værket Guds fortælling – Menneskets historie (1999) er en samling af følgende fire bøger: Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981), Den kristne forkyndelse (1983) og Da Gud fortalte en historie (1983). Førstnævnte er et frontalangreb på den løgstrupske skabelsesteologi, som, mente Sløk, led af alvorlige teologiske og filosofiske handicaps. Ikke bare smykkede den sig med lånte fjer, den havde simpelthen slet ikke fattet det væsentligste i kristendommen: At Gud frelser mennesket ved at (om)skabe det i sit forandrende billede gennem den fortælling, som han selv i Jesus har åbenbaret os. Teologiens elendighed forsøger at drøne en rambuk igennem den form for sofistisk metafysik, som navnlig Løgstrups eftersnakkere – ingen nævnt, ingen glemt – gjorde sig til talsmænd for. Og det var altså her, min og Sløks fortælling tog sin begyndelse. Sløk mente ikke, at disse skabelsesteologer havde argumentationen i orden, når de ville forsøge at påvise, at verden var skabt af en god og kærlig Gud. Med klassisk sløksk hån kan det blandt andet lyde sådan her – et sted, der for øvrigt fremkaldte en spontan og lutrende latter hos mig, da jeg læste det (vist nok til stor gene for den øvrige læsesal):

Man må med samme grad af evidens kunne sige sådan noget som: ”Fordi katte æder fugleunger, fordi stormfloder med mellemrum bringer ødelæggelser over Bangladesh, fordi 10.000 gnuer hvert år dør af sult – derfor har Gud skabt verden (Sløk 1979, 45).

Især den med gnuerne fremkaldte et billede af de utallige naturprogrammer, jeg som barn har set fra Serengeti-Naturparken i Tanzania, hvor nyfødte gnuunger på endnu vaklende ben overfaldes af glubske løver eller skambides af krokodiller ved et vadested over en flod. Sløk satte ord på en nagende, men uformuleret modstand mod de fromme fantasterier om ’skabtheden’ fra alle Løgstrups eftersnakkere. Jeg må simpelthen blankt indrømme, at selvom jeg har hørt begrebet om ’skabthed’ gentaget om og om igen, har jeg vitterligt aldrig forstået, hvad det betyder i det løgstrupske vokabular. Og hvis det ikke var, fordi en mand som Johannes Sløk tilsyneladende havde en lignende misbilligelse af begrebet, var jeg nok forblevet i forestillingen om, at jeg bare var mindre begavet eller en særligt genstridig natur.

Nuvel, det personlige anliggende er jo aldrig det væsentlige i fremlægningen af teologisk tænkning og har intet tvingende over sig i sin argumentation. Lad mig da bevæge mig dybere ned i præmissen for Sløks tænkning. Grundlæggende må man vel betegne Sløk som en art eksistentialist, idet han tager udgangspunktet i det tilsyneladende usammenhængende og uafsluttelige menneskeliv, som det opleves for den enkelte. Udgangspunktet for al tænkning og alt liv er det enkelte menneskes oplevelse af den umiddelbart foreliggende virkelighed (se f.eks. Sløk 1981, 7), som ikke i udgangspunktet er en ansamling af ting, men er en omverden, der påkalder sig vores opmærksomhed – ja, det kan lyde helt heideggersk, men er nok snarere at forstå i forlængelse af Kierkegaard, Sløks store inspirator – mesteren. Dette udgangspunkt har to væsentlige implikationer: dels at metafysiske systemer per definition er løsrevet fra virkeligheden, dels at det rationelle sprog (f.eks. naturvidenskaben) ikke har primat til at beskrive tilværelsen. De metafysiske systemer er løsrevet fra virkeligheden, fordi de forsøger at hævde en objektivitet, som de ikke har hjemmel til at udsige. De nidkære metafysiske ingeniører har simpelthen ikke byggetilladelse. For grundlæggende gælder det, at mennesket er stillet over for en usammenhængende tilværelse – Sløk kan ofte beskrive den som absurd – som det er på eget eventyr i at forsøge at finde sammenhæng i. Og denne sammenhæng kan vi heller ikke blot lade være op til den rationelle videnskab at udgrunde, for den er slet ikke primær i sin tilgang til verden, sådan som den ellers fra populært hold ønsker at hævde. Denne tematik er særligt genstand for undersøgelse i bogen Det religiøse sprog (1981), der følger efter den metafysikkritiske håndbog Teologiens elendighed.  Dette på mange måder forvirrende værk om virkelighedens sproglighed er et fundamentalteologisk forsøg på ad uortodokse veje at hævde den (ur)grund, som kristendommens tale – såvel som enhver anden tale – er afhængig af for at kunne have fast grund under fødderne. Med så forskellige indgangsvinkler som den franske strukturalisme, Freuds arketyper, Wittgensteins sprogfilosofi og almen religionshistorie kaster Sløk sig i Det religiøse sprog sig ud i den umulige opgave at tale om det, der er selve forudsætningen for at tale, og som vi naturligvis derfor slet ikke i egentlig forstand kan tale om – men dog er dømt til at tale ud fra. Således i hvert fald påstanden.

Det interessante ved Det religiøse sprog er ikke så meget dette tema som bogens åbenlyse foreløbighed. Dens emne medfører simpelthen, at den aldrig rigtig hverken kommer i gang eller bliver færdig. Dette er ikke en anmeldelse, så ordene skal ikke forstås kvalitetsvurderende, men som en konstatering, der afdækker bogens – og Sløks – uhåndterbare tese.

Sløk opererer selv med tre former for ’sprog’: Det rationelle, det religiøse og det mytiske sprog. Men her opstår faren allerede. Man skal nemlig passe på med for håndfast at opdele sprogene og pege dem ud i forhold til hinanden. Som Sløk skriver et sted, er ’det religiøse sprog’ ikke direkte kendeligt; det er det for fundamentalt og grundlæggende til (Sløk 1985, 60). Og ’det mytiske sprog’ lader sig også alt for besværligt udpege. Hvorfor? Fordi det er selve fundamentet for vores måde at udpege virkelighedens forekomster på ved hjælp af sproget. Det kræver vist en forklaring, så jeg lader Sløk komme til orde:

Sagen er, at sproget er til stede i mennesket, før det taler; vi kan kalde det et ursprog, selve den naturgivne mulighed for – og dermed nødvendighed til – at tale sprog. Jeg kalder det ursprog, for hvad skal jeg ellers kalde det? Men man må begribe, at det ikke i konkret – eller lingvistisk – forstand uden videre er et sprog; det er alle faktiske sprogs forudsætning. (Sløk 1981, 87)

Det er omtrent så langt, Sløk kan komme. ”Før” sproget i konkret forstand kan komme til orde, findes der et ursprog, som ikke selv er et konkret sprog, men forudsætningen for, at et ethvert sprog kan opstå. Det svarer nogenlunde – dog ikke ganske til – Ferdinand Saussures begreber langue og parole, som Sløk også tilskriver dem (Sløk 1981, 21). Langue er sprogets system, der ligger bagved ethvert konkret sprog, parole. Det er det urdyb, der findes, før virkeligheden bliver til som virkelighed; hvis man vil beskrive det billedligt og bibelsk, er det det samme sproglighedens urdyb, som Guds Ånd svæver over, inden han giver sig til at tale, og som virkeligheden altså bliver til ud fra. Med Sløks ord: ”Ursproget er ikke selv et sprog; det er derimod nødelsen til et sprog” (Sløk 1981, 87). Det er den forudsætning, der findes, før Gud tager bladet fra munden og skaber verden ved til en begyndelse at sige: ”Der skal være lys!”

Det mytiske sprog tjener altså til at hævde en virkelighed, der ligger før vi menneskers tale om det, men samtidig er så meget et forudsætningens sprog, at vi ikke kan udgrunde det. Denne – for især tænkende hoveder – så nedslående konstatering formulerer Sløk på følgende måde:

Alting begynder i dette ’ur-’ og hvis der ikke er noget ’ur-’ er der heller ikke nogen begyndelse, og uden begyndelse er der ingenting (…) Hvis man imidlertid skal udtale sig i logoi om det, altså tale ganske rationelt, må man uvægerligt hævde, at det hele beror på en illusion. (Sløk 1981, 96)

Man kan sige, at hr. Sløk ikke gør det nemt, hverken for sig selv eller for os ved at ville tænke en tanke, der ikke kan tænkes, fordi den ikke kan formuleres. Nu kan man indvende, at dette er for letkøbt og blot udtryk for en punkteret tænkning, som Sløk ved sproglig finesse og pædagogisk patos sætter donkraften under for at holde oppe; men i hvert fald i en teologisk sammenhæng er det ikke ganske ødelæggende at fastholde en uudsigelighedens og uudgrundelighedens forudsætning. Jeg anslog det just med Guds Ånd, der svævede over urdybet; og lader vi munden løbe en smule mere, er vi tæt på at ankomme til den mytens Gud, som var i begyndelsen sammen med Ordet, der var Gud. Som den storslåede Johannesprolog udbasunerer, er det denne mytens utilgængelige Gud, der ”blev kød og tog bolig iblandt os” i mennesket Jesus. Om denne kristendommens grundsætning kan Sløk i en kronik skrive:

Det er en fortvivlet umulig sætning, et misbrug af sproget, en manøvre med ord, hvis nøjagtige mening forbliver uopklaret. Men det er samtidig den mest enfoldige sætning, der tænkes kan. Den er så enfoldig, at den er umulig at omformulere, og dens enfoldighed ligger i, at ud fra den skal alt andet forstås. (Sløk 1973, 90).

Det, Sløk – i min optik – gør med sin særlige sprogteologi  og hans forsøg på navnlig i bogen Det religiøse sprog at nærme sig forudsætninge sprog, er at søge en fastholdelse af, at kristendommen står plantet på et fundament, som ikke er sat af mennesket, men er sat ”før”, ”bag” eller ”under” os, og som vi af samme årsag ikke kan bemægtige os, men som vi lever ud fra og ovenpå. For mig at se er det denne fordunklede måde, hvorpå Sløk forsøger at hævde første trosartikel, eller den skabende og opretholdende Gud, hvilket han må gøre på en anden måde end skabelsesteologerne, hvis snakkesalighed om skaberguden ifølge Sløk er alt for hovmodig. Som Sløk havde for vane at sige, er Gud allestedsfraværende, idet hans forhold til mennesket er at ligne med forfatterens forhold til sit værk. Sløk kan også med et prægnant billede formulere det sådan, at der kun er én, Macbeth aldrig kan møde, og det er William Shakespeare. Det muligvis problematiske i dette kunstneriske og æstetiserede gudsbillede skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her.
Det afgørende er, at det, hvorom vi ikke kan tale, ikke nødvendigvis er uvirkeligt, men netop forudsætningen for den virkelighed, vi bevæger os rundt i. Med et pænt ord kalder vi dette for det ’transcendentale’. Og det er altså dette transcendentale, som Sløk arbejder sig henimod i sin sprogteologi, og det er tillige herudfra han triumferende i sin næste bog, Den kristne forkyndelse, kan udbasunere kristendommens indhold med ordene: ”Gud lod høre fra sig” (Sløk 1983, 7). Efter det umulige forsøg på at udgrunde det transcendentale ’mytiske sprog’ kan Sløk med nogenlunde sindsro udtale sig om, hvad kristendommens indhold er, nemlig Guds uforbeholdne kærlighedserklæring til mennesket. Og det er da samtidig (om)skabelsen af mennesket med sit kærlige blik, fordi den ellers usammenhængende tilværelse bliver sat ind i Guds perspektiv, i Guds store fortælling, hvorved det usammenhængende menneskeliv bliver ligegyldigt, fordi frelsen ikke er op til menneskets evne til at skabe sammenhæng i tilværelsen, men alene Guds skabende – og dermed frelsende – ord, der lyder til os.

Ganske vist er Sløk en slags eksistentialist, der begynder ved det usammenhængende menneskeliv, men for en dybere betragtning giver hans teologi mere plads til Guds fundamentale begyndelse, end man til en begyndelse har tilbøjelighed til at tro. Gud står – i første ende (sic!) – både for begyndelsen og fuldbringelsen. For han er den store og uudgrundelige og unåelige fortæller, der holder fast i os.

Litteratur
Bjerg, Svend (1981): Den kristne grundfortælling. Aarhus: Forlaget Aros
Sløk, Johannes (1973): Kritiske bemærkninger. København: Berlingske Forlag
Sløk, Johannes (1979): Teologiens elendighed. København: Berlingske Leksikon bibliotek.
Sløk, Johannes (1981): Det religiøse sprog. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1983): Den kristne forkyndelse. Viby J.: Centrum.
Sløk, Johannes (1985): Da Gud fortalte en historie. Viby J.: Centrum
Sløk, Johannes (1999): Guds fortælling – menneskets historie. Viby J.: Centrum.