Om Foreningen af 3. december 1892

I anledning af, at nr. 2, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og gerne skulle være nået ud til abonnenterne efterhånden, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer arkitekt MAA Frederik Engell Holms beretning om Foreningen af 3. december 1892 – et arkitekturens Studenterkredsen fra forne tider. Redaktionen ønsker Dem en behagelig sommer  – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

”… Cyklede ud ad Vejen til Maribo. Tegnede en morsom Hestegangsbygning ved Halsted. Gode Huse på Vejen til Tillitse. Tegnede flere Skitser. Tillitse Kirke, godt Indre. God Gesims. Gloeslunde. Udmærket. Hvid. God Kirkeport og en udmærket Korgavl mod øst. Jeg tegnede Taarnet og maalte Porten. Sad udenfor og nød min Frokost. Jo, det var godt.” – fra formandens dagbog, 1913.

Den 3. december 1892 stiftede en håndfuld arkitektstuderende en forening, der i dag næsten er glemt. Den blev stiftet med det formål ”at udvide det almene Kendskab til Architektur ved Udgivelse af Værker, omhandlende Architektur og dermed beslægtet Kunst”, og den skulle ”virke udviklende paa Medlemmerne i kunstnerisk og faglig Henseende ved Afholdelse af Skitseture, Foredrag, Konkurrencer mm., og samtidig styrke og vedligeholde et godt kammeratligt Forhold, samt at stræbe efter stedse at staa som Talsmand for Medlemmerne udadtil”.

I dag findes foreningens opmålinger og skriverier stadig på bibliotekernes hylder, men tale om foreningen høres kun i de mindste, mest nørdede, restaureringsfaglige kredse. Det sidste halve århundredes byggeri vidner da også om en arkitektstand, der bevidst har valgt at vende ryggen til foreningens arbejde og i stedet har søgt mod byggeri med ikke meget andet end sig selv som inspiration. Ikke desto mindre havde foreningen stor indflydelse på dansk arkitektur i første halvdel af det 20. århundrede, hvor nøje historiske studier satte arkitekterne fri og gav plads til nytænkning.

Af formandens notater fra en af foreningens opmålingsture på Lolland i 1913 får man et godt indtryk af den interesse og respekt for bygningsarven, der lå til grund for foreningens arbejde. I slutningen af det 19. århundrede var der blandt de unge arkitektstuderende opstået et behov for at beskæftige sig med den lokale, historiske arkitektur. På Kunstakademiets Arkitektskole studerede man udelukkende kanoniserede bygningsværker og terpede stilhistorie, og tidens arkitektoniske stil, historicismen, kendetegnedes ved konstante mere eller mindre heldige sammenblandinger af internationale stilarter. Der var ingen plads til dansk arkitektur. Derfor lå der en umiddelbar opdagerglæde i mødet med den beskedne danske bygningskultur, som for mange var uudforsket. Den åbnede øjnene for en anden anvendelse af de arkitektoniske virkemidler og for den nationale tradition. Foreningens arbejde var altså en reaktion på akademiets hårde linje, og i udgivelser som Gamle Bygninger paa Landet fra 1911 blev fokus således lagt på de stilfærdige bondehuse, som ikke havde set en arkitekt, men var blevet bygget af bonden med kendskab til byggeteknik, materialer og en tilegnet proportionssans og fornemmelse for form og funktion.

For foreningens medlemmer var det indlysende, at en arkitekt uden et stort kendskab til opmåling aldrig vil kunne mestre sit eget fag. Gennem opmåling af eksisterende bygninger udvikler arkitekten sin fornemmelse for den reelle virkning af de arkitektoniske former, han frembringer. Opmåling kvalificerer hans egen streg og gør den til mere end ren abstraktion. Nøje gennemtegning af plan, facader og snit i et bestemt målestoksforhold fastholder arkitektens iagttagelser af en eksisterende bygning i samme form, som han anvender ved projektering. Selvom opmåling og projektering er to modsatrettede opgaver, supplerer de hinanden. Ved opmåling overføres det eksisterende til tegning, ved projektering skal det tegnede overføres til virkeligheden.

For de italienske renæssancearkitekter var opmåling altafgørende for deres egne, siden kanoniserede værker. Gennem studier af bygninger fra den romerske oldtid, som omgav dem, tilegnede de sig det klassiske formsprog, og ofte blev der ikke skelnet mellem opmåling og projekt. Opmåling og tegning af de romerske ruiner blev til rekonstruktionsforsøg, og hvor grundlaget for disse manglede til fantasier over samme.

Ligesom de danske guldaldermalere valfartede til Rom efter ny inspiration, rejste også danske arkitekter ud op gennem 1800-tallet. Her fyldte de deres skitsebøger med maleriske skitser og stramme opmålinger som et praktisk grundlag for deres eget arbejde. Iagttagne og tegnede helheder og detaljer kom til at indgå i arkitekternes personlige forråd af kundskaber og erfaringer og brugtes flittigt, enten sammenstillede på en ny måde eller omformet frit. Med udviklingen af trykketeknikken nåede opmålingerne ud til et større publikum, og romerske og græske ruiner kunne nu studeres fra skrivebordet. Store værker blev udgivet, og man genopdagede fortiden.

Det var dog først i 1870’erne, at den danske bygningsarv blev interessant at beskæftige sig med, og først særligt de middelalderlige kirkebygningers tiltrækkende mærkværdighed. Hans J. Holm, der var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, udgav i 1878 opmålingsværket Bornholms Kirker, som blev udført med hjælp fra hans studerende. I sin tid ledte han mange studieture rundt omkring i landet og lod de studerendes opmålinger publicere i en række mindre udgivelser. På turene skulle de lære deres land at kende og registrere det gennem frihåndstegning. Forrest marcherede professor Holm, mens han skiftevis docerede og spillede mundharpe. Han lærte dem at holde af kulturarven og betragtede det som særligt vigtigt for en arkitekt at kunne tegne landskaber. I mødet med landskabet lærte de unge at holde af fortidens jævne bygningskunst med udgangspunkt i herregården, landsbykirken og købstadshuset. Det var Hans J. Holms disciple, der skulle stifte Foreningen af 3. december 1892.

Foreningen af 3. december 1892 blev på mange måder en aktiv, men kortlivet pendant til en anden berømt studenterkreds, som den kvikke læser måske har hørt om. Frem til 1930, hvor en generalforsamling endte med en opløsning af foreningen, var den arnested for unge talenter, der i årenes løb publicerede en lang række opmålinger. Foreningen kom til at udfylde et tomrum i undervisningen på Arkitektskolen, hvor udveksling af ideer og erfaringer mellem de studerende ikke var en mulighed. Da foreningen blev stiftet var Arkitektskolen nemlig en aftenskole, hvor de studerende – som oftest var håndværkeruddannede forinden – mødtes med lærerne om aften på egen hånd og fik råd og vejledning til deres projekter. I foreningen frigjorde medlemmerne sig af Arkitektskolens modeprægede, men forstokkede linje og satte gang i nogle af de mest interessante nybrud i det 20. århundredes danske arkitektur.

På Arkitektskolen fik foreningen med tiden sit eget lokale, endda med eget skilt, som efter konkurrence var udført efter den unge Knud V. Engelhardts udkast. Her opbevaredes arkivet med de publicerede opmålingsblade og punchbowlen – en tung klods i udskåret træ og et omdrejningspunkt ved alle foreningens fester, der var hyppige, fugtige og tungt læsset med smædeviser, kærlighedserklæringer og studentikose udfald mod tidens tendenser i arkitekturens verden.

Ved de mange foredragsaftener blev der debatteret lystigt, og selvom bølgerne kunne gå højt, var forholdet fint mellem de unge, højtråbende arkitekter og deres ældre støtter. Tunge herrer som Martin Nyrop og Hack Kampmann tilhørte en ældre generation, men blev respekteret og kærligt drillet som de gamle, nationalromantiske autoriteter, når de viste sig til foreningens møder. De var begge repræsentanter for den stilforvirrede historicisme, men tilsatte deres bygninger et friskt, underligt særpræg og en national forankring i den tiltagende skønvirke-stil. Den var interessant for de studerende, fordi den præsenterede historien og bygningskulturen på en ny måde, selvom den endnu var baseret på gamle, efterprøvede stilarter og byggetekniske regler.

Vigtigst var dog foreningens målevirksomhed. Flere gange om året cyklede medlemmerne landet rundt for at opmåle og registrere de bygninger, der senere skulle samles i publikationer. De beskrivelser, der findes af foreningens cykelture, vidner om stor glæde og begejstring ved mødet med den lokale arkitektur og natur. Ud over de mange skitser, opmålinger og grundige beskrivelser blev hver bygning anmeldt af medlemmerne med ord som ”gode, røde sten”, ”dejlig granit”, ”rædselsfuldt restaureret”, ”udmærkede gesimser”. Erfaringerne blev diskuteret og omsat til projekter. Der opstod frugtbare samarbejder, bl.a. mellem Kay Fisker og Aage Rafn, som på baggrund af deres ihærdige opmålingsarbejde skulle gå sammen og vinde flere arkitektkonkurrencer. Stationsbygningerne til Gudhjembanen, som de byggede i 1915-16, skulle få stor betydning for samtidens arkitektur, og Fisker og Rafn blev siden funktionalismens førende personligheder.

Det er i det hele taget tydeligt, at valget af emner for opmåling hang sammen med de ambitioner, man havde på vegne af tidens arkitektur. Således blev interessen for de simple bondehuse og undersøgelsen af den oprindelige danske byggeskik, som kommer til udtryk i Gamle Bygninger paa Landet, en forløber for Bedre Byggeskik, og opmålingen af lystslottet Liselund på Møn hænger sammen med den nyklassicistiske strømning i 1910’erne og 20’erne. Fisker og Rafn opmålte i 1911 en række umiddelbart uinteressante huse i Vognmagergade, der stod til nedrivning. Notaterne fra opmålingen kan i dag næsten læses som et manifest for de unge arkitekter, da Gudhjembanens bygninger og siden Bedre Byggeskiks idealer springer frem i beskrivelsen af de ydmyge byhuse:

”… til trods for den, over al beskrivelse forsømte tilstand, viser disse lejligheder tydeligt, hvorledes de enkelte elementer i stuerne er anbragt med en umiddelbar, ofte næsten forfinet sans for gode forhold … i høj grad tømrer-, snedker-, og smedearbejdet, men også murerarbejdet er udført med omtanke for det enkelte rum ved forskydninger og feltinddelinger … rytmisk følelse … beslag … profiler er forskellige, men dog beslægtede. Sjældent tillades noget udover det nødvendige. Den svungne overflødighed er veget til fordel for en formgivning, hvor funktionens virkelighed er umiddelbart opfattet og udtrykt … det enkelte får sin værdi ved sit tekniske udspring og ved at tjene sit formål af yderste evne.”

Beskrivelsen er nærmest en opskrift på det byggeri, der kom til at dominere den danske arkitektur i de følgende årtier. Også arkitekten Carl Petersen fandt store kvaliteter i fortidens arkitektur, som han kunne fortolke og forny med det enestående Faaborg Museum i 1915, der er en af de første repræsentanter for nyklassicisme i Danmark. Ved Rådhusudstillingen i 1901 oplevede han sandhedens øjeblik, da han så C.F. Hansens og M.G. Bindesbølls tegninger hænge side om side med deres samtids billedkunst. Carl Petersen erfarede, at de havde opnået resultater, fordi de havde arbejdet mod et fælles mål. Derfor skulle klassicismen atter være rettesnoren i dansk arkitektur og læremester i forenkling, form og farve.

De mange talenter, som Foreningen af 3. december 1892 fostrede, bl.a. Aage Rafn, Kay Fisker, Poul Stegmann og Axel G. Jørgensen, dannede i 1910 en kreds af selvsikre ligesindede, der var mere orienteret mod fremtiden, end deres studenterforening havde været, og i mere udtalt grad søgte at definere en ny arkitektur. Udefra blev de kaldt både omvæltere og internationalister, men den stil, de søgte ”var hævet over tiden, dens idé lå skjult bag stenøksens form, bag faget i det danske bondehus, bag landsbykirkens grundplan og bag kanonens konstruktive udformning”, som arkitekten Ejnar Dyggve skrev i 1953. Af den stiftedes Landsforeningen Bedre Byggeskik, der i 1915 fik disse ord med på vejen af arkitekten Ivar Bentsen: ”Vor sag er ikke blot dansk, men international, ja mere endnu, den er almenmenneskelig. Skønhedstrangen til orden, ro, renlighed, kort sagt harmoni, hører til menneskets oprindelige drifter.”

Sammenhængen mellem opmåling af historiske bygninger og samtidens arkitektur i Foreningen af 3. december 1892 er yderst interessant og relevant i forbindelse med vor tids forvirrede og famlende arkitektur. For foreningens medlemmer var nytænkning af det danske byggeri umulig uden et stort kendskab til de store mestre og den ydmyge danske byggeskik. De minutiøse gennemtegninger af alt fra små bondehuse til domkirker, som foreningen har efterladt, vidner om en længsel mod at forstå arkitekternes intentioner og byggetekniske spidsfindigheder. De vidste, at den danske bygningsarvs rigdom kunne analyseres, fortolkes og omsættes til ny arkitektur i en ny tid, der havde et andet og mere socialt fokus – den gryende funktionalisme. Dette brud med Arkitektskolens dogmer, der ensrettede de studerende under ledelse af den dominerende rektor Meldahl, var uundgåelig i slutningen af 1800-tallet. På samme tid sås en lignende reaktion hos kunstnerne, hvor eksempelvis Skagens- og fynbomalerne og de tidlige modernister lod sig uddanne på Kristian Zahrtmanns malerskole og søgte mod det nære og indadvendte, vitalismen og naturdyrkelsen til sidenhen den internationale og mere formelbaserede modernisme.

Foreningens opmålingsarbejde blev efter dennes opløsning i 1930 overtaget af Arkitektskolen, hvor de studerende fik uddelt forskellige bygninger til opmåling hvert semester. Denne udvikling skete ikke uden protester fra foreningens gamle medlemmer, da de fandt det problematisk, at valget af emner til opmåling ikke længere skulle komme fra de studerende selv, men bestemmes fra højere sted. Det ville ifølge dem fjerne den umiddelbare glæde ved arbejdet og fratage de studerende muligheden for på egen hånd at finde inspiration i bygningsarven. Ikke desto mindre var opmåling en uløselig del af pensum for den arkitektstuderende langt op i det 20. århundrede, og kulturarven fortsatte med at være en naturlig referenceramme for de moderne arkitekter.

I løbet af 1970’erne, 80’erne og 90’erne gled opmåling langsomt ud af akademiet under indflydelse af den internationale postmodernistiske strømning, der vendte det hele på hovedet, fjernede ethvert spor af kontinuitet og reducerede arkitekturhistoriske referencer til ironiske vittigheder. I 90’erne endte det endda med at opmåling blev helt afskaffet, da metoden ifølge den daværende rektor ville hæmme de studerendes kreativitet. Det udsagn vender fuldstændig Foreningen af 3. december 1892’s intentioner på hovedet og er en komplet misforståelse af, hvad bygningskultur er og altid har været. Arkitektur er en oldgammel kunstart, der løbende har udviklet sig og altid har været bundet af byggetekniske principper og ikke mindst æstetiske og funktionelle krav. En bygning er ikke et frit kunstværk, men en konkret konstruktion, der skal danne ramme om vores liv.

I dag er vi igen vidne til en brydningstid inden for arkitekturen. På Kunstakademiets Arkitektskole blev de studerende sidste år bedt om at tegne en bebyggelse i forbindelse med Annebergparken, et tidligere psykiatrisk hospital i Nykøbing Sj. og et af de fineste eksempler, vi har på Bedre Byggeskik. Opgaven bestod i, at de studerende skulle tegne huse, der på bedst mulig måde skulle hænge sammen med det fredede bygningsanlæg og være en nyfortolkning af Bedre Byggeskiks idealer og principper. De studerendes tegninger blev udstillet under mediebevågenhed, og debatter og artikler om det danske boligbyggeris fremtid fulgte i slipstrømmen. Langsomt er der opstået en ny interesse for bygningsarven, historien og ikke mindst Bedre Byggeskiks historisk bevidste og dog radikale initiativ. På Arkitektskolen er opmåling igen blevet en del af pensum, og arkitektur baseret på æstetiske og byggetekniske principper er igen kommet i fokus. Men al arkitektur kræver i sagens natur handling. Må dette være en opfordring til, at de danske arkitektstuderende forener sig, fester, diskuterer og arbejder hårdt for den gode arkitektur. Det er ved at være akut.

Den folkekirkelige ophøjelse af den moralske middelmådighed


Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Glædelig påskemorgen.

Vi kan ud over Herrens opstandelse melde, at nr. 1, 68. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden omdelt til abonnenterne. Derfor er der opstået endnu en mulighed for at udgive en artikel fra tidsskriftet på Kredsens hjemmeside – måske til stor opstandelse? Til Deres vederkvægelse bringer vi denne gang cand.theol. Ole Lyngvågs karakteristik af den danske folkekirke i det Herrens år 2018. Redaktionen ønsker Dem god fornøjelse med læsningen!

Vi minder i samme åndedrag om, at De skal huske at forny Deres abonnement. Et helt år med mindst fire numre koster vanen tro kun 100 kr. Pengene overføres til reg.nr. 7670, kontonr. 4941 824. Husk at angive Deres navn ved overførslen.

Man kan sige meget dårligt om Herrens Veje, men én god ting vil jeg sige om den: den illustrerer meget tydeligt, hvilken middelmådighed der hersker i folkekirken. Den eneste person i serien, der ikke er komplet middelmådig, er den nepalesiske munk, der har opgivet privilegiet ”kvinder”. Dette skal ikke forstås som en ros af buddhismen, men som en kritik af folkekirken. I den nepalesiske munk er der en åndelig virkelighed, hvad denne så nu end helt præcist er i buddhismen, der bliver til – virkelighed. En uovertruffen tv-serie er: Twin Peaks. I den er der en åndelig virkelighed, nemlig retsind og mod, der bliver til virkelighed i Special Agent Dale Cooper. Jeg kunne også nævne Lt. Columbo, hvor retsind og medmenneskelighed bliver til virkelighed i hovedpersonen.

Folkekirken er middelmådig, fordi den ikke vil fremstille åndelig virkelighed (forskellen på godt og ondt og de dertilhørende idealer) og slet ikke gøre denne åndelige virkelighed til virkelighed i det levede liv.

I.

Der var engang, hvor kristendommen var noget ganske enestående; en perle, for hvilken man var villig til at give afkald på alt andet; det ophøjede i sammenligning med hvilket intet jordisk var værd at samle op af rendestenen. Hvor må man ikke forbavses, når man så tænker på, hvad kristendommens situation er i Danmark i dag (skåret over én kam). Situationen er nemlig den omvendte, at ingen i folkekirken anser kristendommen i sig selv for værd at samle op af rendestenen. Kristendommen har ikke status af noget i og for sig, er ikke det sjældne klenodie som hos Brorson, men er noget, som taler ind i menneskelivet, enten (i bedste fald) som en fordring, der stilles til menneskelivet, eller (typisk) som en ukritisk hjælp til og omfavnelse af det. Troen er i begge tilfælde langt fra at være en kompromisløs lidenskab. Gud er i folkekirken ikke noget i og for sig, som et menneske kan finde uendelig glæde i at elske, nej, slet ikke, det bliver man da alt for hurtigt led og ked af. I folkekirken er Gud, hvis man taler med en eksistensfilosofisk teolog, menneskelivets grænse; det, at der er ansvar; en fastholdelse af den skabte, menneskelige tilværelses alvor og gyldighed, eller også er Han, hvis man fx taler med Hella Joof, en latterlig spejling af de mest infantile karakteregenskaber. Hin har ret i, at Gud er den, der gør tilværelsen til alvor, men denne rigtige tankes egentlige grund og konsekvens glemmes eller forties, hvorved forskellen fra Hella Joofs kætterske kærlighedsevangelium ikke bliver afgrundsdyb, som den burde. Hvad er så denne grund og konsekvens? Grunden er, at Guds evige godhed er trådt ind i det timelige menneskeliv (Jesu fuldkommengørelse af loven), dens konsekvens, at der intet findes i tilværelsen, der er ligeså meget alvor som det at elske Guds evige godhed (denne evige godhed kan man elske, netop fordi den ikke er ens egen). Det er et afgørende karakteristikum ved kristendommen, at evigheden lægger eftertryk på de forskellige timelige livsforhold, der forædles og bliver til samvittighedsforhold (dette hører man en sjælden gang i folkekirken), men evigheden, det er jo netop Guds evige godhed, og begejstringen herfor er rent forsvundet ud af folkekirken, hvor man nok kan være overgearet, men ikke begejstret i ydmyghed. At man i den kristne kirke ellers historisk set har ment, at man godt i Gud kunne finde en genstand for en ikke ringe begejstret kærlighed ses bl.a. på læsningerne af Højsangen som et kærlighedsforhold mellem Gud og den kristne. Fx skriver Johann Arndt i Sex Bøger om den Sande Christendom som overskrift for et afsnit om bønnens kraft og fornødenhed dette citat fra Højsangen (mere poetisk end i den nye Bibeloversættelse): ”Jeg ledte om nætterne på min seng, efter den, som min sjæl elskte.” Den slags grænser til det vanvittige, men hvor ellers end ved grænsen til det vanvittige kan man forvente at finde en så hjertegribende inderlighed.

Selv den mere solide og opbyggelige teologi i folkekirken mangler begejstring og ærbødighed for kristendommen. Denne mangel på begejstring og ærbødighed kunne vi også kalde den selvvigtige, protestantiske klogen-sig på kristendommen, som, hvor opbyggelig den end kan være, sjældent er helt fri for på egen regning at ville fortælle, hvad kristendommen er. Den eksistensfilosofiske teologi har i tilværelsens Enten – Eller valgt det etiske, men synes alligevel at have mere sympati for kætterske kærlighedsevangelier end for de ædle, stærke og ydmyge sjæle, der i strengere forstand har valgt det etiske og frivilligt givet afkald på denne tilværelses glæder for helt at kunne hellige sig Gud. Hele kristendommens historie hviler på disse ædle mennesker, hvis liv viser, at Gud er alt, hvad et menneske behøver. Det er i øvrigt interessant, at man på Det Teologiske Fakultet næsten intet hører om disse menneskers liv og morallære, men til gengæld meget om de dogmatiske stridigheder, som de var involverede i, men som er ørkesløse ud over enhver beskrivelse, når de er løsrevne fra de menneskelivets etiske spørgsmål, som dogmerne udspringer af. Det er vel også derfor, prædikenerne i folkekirken er så famlende: fordi man har arvet dogmerne, men ikke agter på deres etiske betydning, og derfor ikke rigtigt ved, hvad man skal bruge dem til. Så må man ty til sådan lidt livspoesi eller uspecifik, endeløs og ”hjertelig” insisteren på, at Jesus er stærkere end døden.

II.

Dersom man med ét ord skulle beskrive folkekirken i dens helhed, måtte man sige, at den er wack. At noget er wack, vil især sige, at det er halvhjertet. Folkekirken er et halvhjertet foretagende, fordi den mener at kunne tjene Gud og smålige hensyn på samme tid. Det vigtigste smålige hensyn er medlemstallene, som i folkekirken er af så stor vigtighed, at man uden at lægge synderligt skjul på det ønsker, at børn skal døbes, ikke for at deres liv fra begyndelsen, langt førend de selv bliver opmærksomme derpå, kan blive viet til alvor, nej, men for, Gud forbarme sig over os, at folkekirken kan få flere betalende medlemmer. Og disse betalende medlemmer kunne ikke interessere folkekirken mindre – så længe de fortsætter med at være betalende medlemmer og får deres børn døbt, så disse kan blive betalende medlemmer, således at folkekirken fortsat kan brødføde en hoben præster, der har svært ved at tro, at de er blevet præster, fordi de i virkeligheden ikke rigtigt har en sammenhængende forståelse af, hvad kristendommen er, og derfor, også når de ikke bevidst lefler, søndag efter søndag kæmper med at få bibelteksterne til at sige ”et eller andet” til nutidens mennesker. Det er en helt særlig form for tanke- og samvittighedsløshed, nemlig den af økonomiske interesser styrede tanke- og samvittighedsløshed, der kan få folk til på så skamløs måde at anvende dåben, selve det hellige, med det hovedformål at skrabe penge sammen. Bekymringen for medlemstallene har også den konsekvens, at man ikke vil tale om den i Bibelen indeholdte moral, fordi man er bange for at skræmme folk væk. Måske spiller præsternes menneskefrygt også ind her: Man er bange for at blive kaldt selvretfærdig og livløs. Og måske er det misforstået omsorg: Man vil ikke forstyrre folk i deres trummerum, og man vil ikke støde dem væk fra evangeliet. Den sidste grund til ikke at tale om den i Bibelen indeholdte moral er bedre end de to første. Det er en svær kunst at accentuere det etiske uden at være hårdhjertet, men det er kristendommens fallit ikke at forsøge.

III.

I rapmusik-jargonen er noget wack, når det ingen ærbødighed har for det sande og ægte i hiphop-kulturen, for hiphop-kulturens ideal (man kan diskutere, hvorvidt der er noget sandt og ægte i hiphop-kulturen, der gør krav på ærbødighed, men eksemplet skulle være tydeligt).

Mangel på ærbødighed for kristendommen (der jo som sin centrale figur har et ideal) er netop problemet med de mange useriøse tiltag i folkekirken, der skal aflokke folk interesse for den: Man overvejer ikke, om der ved disse tiltag udvises tilstrækkelig ærbødighed for kristendommen. Man mener at handle i kristendommens interesse, når man skaber interesse for kirken, men det er en nævenyttig måde at ville hjælpe på, når man ikke først har overvejet, om éns hjælp har den grad af ærbødighed, der passer til den, man vil hjælpe. Kristendommens ideal: Det er Jesus Kristus. Ifølge Det Nye Testamente er Johannes Døberen, som i hvert fald ikke er mindre fremmelig end mange af os, ikke værdig til at løse Jesu skorem. Meget ville være vundet i folkekirken, hvis enhver inden ethvert skridt mindede sig selv om disse ord og overvejede, om han ved det pågældende skridt opfører sig som én, der i hvert fald ikke er bedre end ham, der ikke er værdig til at løse Jesu skorem. Meningen med, at Jesus er ven med toldere og syndere, er jo ikke, at vi så ikke skal have ærbødighed for ham. Tænk fx på Synderindens (Luk 7) store ærbødighed for Jesus, hvilken ærbødighed Jesus giver navnet kærlighed. Det var måske en anskueliggørende definition på, hvad kristen kærlighed er: Kærlig ærbødighed for Jesus Kristus. Kristen næstekærlighed udspringer jo også af ærbødighed for Jesus Kristus, og derfor opfylder den med glæde i sindet hans bud. Man kan også sige, at ærbødighed for den elskede altid er et element i sandere kærlighed, det element, der adskiller sandere kærlighed fra drift og forfængelighed. Det er jo også netop ærbødigheden, der kendetegner vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en gentleman. Ærbødighed ophøjer den anden og er selv ophøjet. Det vil sige: Den ærbødige hæver sig selv i ærbødigheden, uden at han dog ophører med at være ærbødig.

I folkekirken som i resten af samfundet er enhver forestilling om det ophøjede, det ideale, forsvundet. At interessere sig meget for økonomi, sådan som man gør i folkekirken, er jo en klassisk måde, hvorpå idealer opgives (jf. englænderen, der ikke havde råd til at have en samvittighed). Opgivelsen af idealerne gælder i litteraturen, billedkunsten, politikken – og især gælder den i vores private liv. Man kan have en folkekirke, der hævder idealerne, det er én ting, og man kan have en privat livsførelse, hvor idealerne sættes ind i virkeligheden, det er en anden ting. I Danmark har vi ingen af delene. Der har vel været en tid, hvor det ophøjede stadig var genstand for præsternes prædiken, men deres og deres menigheders indre og ydre vandel havde en så ringe forbindelse til dette ophøjede, at modsætningsforholdet til sidst blev for pinligt. Når vi skubber idealerne ud af vores forestillingsverden, er det, fordi de er besværlige: Hvis vi gør et alvorligt forsøg på at indrette vores liv efter dem, medfører de store komplikationer, og i alle tilfælde lader de os føle vores utilstrækkelighed, de udelukker enhver selvtilfredshed. For længe siden skrev Kierkegaard om det ophøjede (”Ualmindelige”) i litteraturen:

Selv Poesien, Romanen i vor Tid tør ikke mere forudsætte hos Læseverdenen saa megen Tro paa det Ualmindelige, at de endog blot kunne troe paa det – i Romanen. I den Grad er Virkeligheden flad og flau og jammerlig. Fordi Digterne ikke have turdet forudsætte denne Tro, derfor er det blevet saa almindeligt i vor Tid, at Digterne have vendt Forholdet om og søgt at virke som Virkelighed: en virkelig Historie, en Historie af det virkelige Liv osv.

Det kan man så gange med 100 for at få tilstanden i nutidens danske litteratur.

IV.

Man har jo et udtryk, der hedder ”Det bedste er det godes værste fjende”, som rummer en sandhed, og som på overfladen er en indvending imod idealer. Udtrykket vil advare imod, at man ved at sætte sig for høje mål slet intet opnår i stedet for, at man ved at sætte sig et lavere mål dog kunne have nået dette lave mål. Men: Det bedste er kun det godes værste fjende, for så vidt som man lader forestillingen om det bedste stå i vejen for det gode, man kan. Det er muligt at have en forestilling om det bedste, uden at denne skygger for det gode. Og videre endnu: Det er nødvendigt med en forestilling om det bedste for at se det gode. Det gode er altid bestemt i forhold til det bedste, og hvis man fornægter det bedste, forsvinder det gode egentlig også. Prøv at veje noget på en gammeldags vægt, men uden lodder.
Kærlighed er det sande ophøjede, det bedste. Hvilken kærlighed er der tale om? Den, der finder sin genstand helt uden for sig selv, forglemmende sig selv, men ikke den anden. Altså: moderne romantiske forestillinger a la “Let’s get lost together” hører ikke hjemme under denne forglemmelse. Kærlighed er det sande ophøjede: Kærlighed til Gud og herigennem kærlighed til mennesker. Behøver jeg at sige, at en sådan kærlighed har et element af kyskhed i sig?

Sigrid Undset skriver i Et kvinnesynspunkt noget meget godt om det ophøjede og det kyske. Shakespeares Brutus siger i Julius Cæsar efter at have tabt alt: ”My heart doth joy that yet in all my life, I found no man but he was true to me”. Disse ord fremhæver Sigrid Undset som udtryk for den skønneste tanke, et menneske har tænkt:

Det de innebærer, er selve kyskhetens vesen – kyskheten som intet annet er enn lidenskap for intellektuel1 skjønnhet. Legg merke til at i menneskeslektens gamle billedsprog er oftest symbolene på kyskhet og tankens klarhet identiske – månens stråler, det rene rinnende vann, det blanke stål og perlen, i hvis glans alle farver harmonisk smelter sammen. Som alle andre dyder er jo nemlig kyskheten et intellektuelt begrep og ikke en korporlig egenskap. Den er kjærlighet til alt som er uplettet og fast, og den er uvilje mot alt som et menneske føler sig besudlet ved å berøre. I dødens øyeblikk er det Brutus’ triumferende glede at nu, da han vet at intet av livet mer vil møte ham, kan han si at troløsheten, det som for ham er det hesligste, har aldri kommet nær ham. Det er desverre ikke noe som hender i virkeligheten.

Nej, det hænder i hvert fald sjældent i virkeligheden, at troløsheden ikke kommer os nær. Men i dødens øjeblik er det den kristnes triumferende glæde, at Gud, den eneste, der virkelig er uplettet og fast, aldrig vil forlade ham.

Det er det afgørende i kristendommen, at det højeste er alle mennesker ligeligt forundt, ligeligt forundt at elske. I øvrigt, man kan jo også elske alt godt, der ikke blev én forundt, altså fx elske menneskelig troskab, selvom man blev svigtet af alle. Kristus er den i sandhed ophøjede, fordi han, den ophøjede, er tro mod de troløse (også mod Judas: ”Min ven, nu har du gjort dit”).

Det er vel en indvending imod idealer, at vores kedelige tilværelse ikke giver anledning til helhjertet højsind, og at idealer kun kan have interesse som livsflugt. Vi er jo ingen af os Brutus, vores liv er for det meste middelmådige i det ydre. Men: ”Den, der elsker, er aldrig middelmådig” (Ernest Hello), den, der elsker Gud, vel at mærke.

Franskmanden Ernest Hello giver, inden han når frem til dette citat (i bogen Life, Science, and Art), en god beskrivelse af den middelmådighed, der også hersker i folkekirken:

Det middelmådige menneske, i hans mistro til alt, hvad der er stort, fastholder, at han sætter pris på sund fornuft fremfor alt andet. Men han har ikke den fjerneste idé om, hvad sund fornuft er. Han forstår ved det ord ikke andet end modsigelsen af alt, hvad der er ophøjet […] Alt, hvad der er over ham, synes for ham latterligt; det Uendelige fremstår for ham som et tomrum.

Hello skriver også, at det, der karakteriserer store mænd, er, at de handler i kraft af noget, vi ikke forstår. Som eksempel nævner han Columbus. Vi kan ikke forstå Columbus’ drivkraft, den er hans egen, hans daglige brød var skibe, med hvilke han kunne opdage Amerika, altså egentlig et åndeligt dagligt brød (selvom det var materiel, han skulle bruge). Columbus’ familie og venner kunne ikke forstå, hvorfor han dog ville udsætte sig for alt det besvær. Enhver kristen har en drivkraft, som er hans, men som samtidig er den samme for andre kristne, nemlig kærlighed til Gud. Den folkekirkelige middelmådighed kan ikke forstå denne drivkraft.

V.

For at vende tilbage til troskab. I vores egen danske litteratur kender vi også et smukt eksempel herpå: Bjarkes og Hjaltes mod deres herre Rolf Krage, ved hvis hoved og fødder de ligger efter at have ofret deres liv for ham. Hvem er den kristnes herre? Dog vel Jesus Kristus. Hvordan skal den kristne være ham tro? Troskab mod Rolf Krage betød villig opofrelse af livet for Bjarke og Hjalte. Hvad betyder troskab mod Kristus for den kristne? Jeg vil her inddrage et smukt eksempel på nutidig kunst, der udtrykker en ophøjet tanke. Det er fra musikken, vel den kunstart, der bedst har fastholdt det ophøjede, da den jo efter sin natur opløfter sindet og taler til den bedre del af mennesket. Musik er et medium for det ophøjede, den fremkalder i os en følelse for alt, hvad der er skønt og sandt. Men denne følelse er meget let at holde adskilt fra vores eksistens, når musikken er forbi. Hvorom alting er, det er en sangtekst, jeg vil fremdrage, fra sangen Loretta’s Scars af Pavement. Digteren synger til en lidende pige: ”How can I, how can I, how can I make my body shed for you”. Dette kunne nu den kristne synge til sin herre. Ja, Kristus har ofret sit liv og blod for os, og så er hovedsagen sagt, men derfor kunne man jo godt, hvis troskab mod Kristus lå én meget på sinde, i al ydmyghed spørge ham, om der ikke var en eller anden måde, hvorpå man kunne være solidarisk med ham og sætte sin troskab ind i handling. Der vil sikkert vise sig mangfoldige muligheder i det daglige liv. Den kristnes frimodighed lige over for Gud er protestantismens stolteste mærke, hvormed den adler sig selv. Men hvad protestantismen i Danmark mangler er netop frimodighed lige over for Gud. Frimodighed lige over for Gud er: i sit stille sind frimodigt at spørge Gud, ihukommende de af ham i Det Nye Testamente fremstillede idealer, hvad Han mon forventer af én, eller, om man vil: under Guds bevågenhed spørge sig selv, hvad Gud mon forventer. Dette er den ægte, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd. Den falske, protestantiske forholden sig til Gud uden mellemmænd er: på forhånd at have udelukket muligheden af enhver etisk forventning fra Gud, inden man overhovedet forholder sig til ham.

VI.

Den åndelige virkelighed skal omdanne eksistensen, som vi så hos munken i Herrens Veje. Ingen af os er perfekte, men fastholder man en forestilling om en åndelig virkelighed, griber den altid i en eller anden grad ind i ens eksistens. At elske Gud er at hade sig selv, på samme måde som det at elske kyskhed er det samme som at hade sine mindre ædle tilbøjeligheder. Det vigtige er her, at der træder et ”elske” ind. At hade sine mindre ædle tilbøjeligheder uden at elske kyskhed er fortvivlelse. Men at elske sine mindre ædle tilbøjeligheder er at hade kyskhed. Man hører i vores samfund stort set aldrig om kyskhed, og derfor har jeg i denne artikel tilladt mig at udbrede mig lidt om dette forkætrede emne, som nogen vel ligefrem vil kalde livsfjendtligt. Men kyskhed er ikke livsfjendtlig, den ringeagter ikke solopgange eller overstadige svaler på aftenhimlen, men den afviser kærligt at billige eller deltage i alt, hvad der kan lave ridser i lysets rustning.

Man kan gemme sig bagved indskrænkede konsensusforestillinger som: ”Man bliver mærkelig, desperat, overspændt, hvis man ikke får sine seksuelle behov opfyldt” og ”livet mister al farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder”. Til den første forestilling, som sikkert især skyldes de sørgelige eksempler fra den katolske kirke, samt den alle steder herskende, totale naturvidenskabelige opfattelse af mennesket som uhjælpeligt bundet til dets drifter, som man forklæder som dets behov, må man sige, at det er rigtigt, at en kysk livsførelse kun fungerer, hvis man også har et kyskt sindelag. Vi kan også sige, at det afgørende er det kyske sindelag, hvilket er en funktion af, at gerninger uden tro er tomme. Det er derfor, at fx et kyskhedsbælte er noget af det latterligste, man kan tænke sig. Men de fleste tænker så som så: ”Altså er kyskhed det latterligste, man kan tænke sig”, hvorved de viser sig ubekendte med forskellen på ydre handlinger udsprunget af indre sandhed og ydre handlinger blottet for indre sandhed. Man glemmer også ved den første konsensusforestilling, at det biologiske, seksuelle ”behov”, hvis meget begrænsede betydning for sundheden gør, at man altså snarere måtte kalde det en drift eller en luksus end et behov (nice to have, not need), er noget helt andet end det ”behov”, vi kan have for at fylde en indre, åndelig tomhed med sex.

Til den anden konsensusforestilling må man sige: Nej, tingene i livet får netop deres rette farve uden disse mindre ædle tilbøjeligheder, der gør tilværelsen til et pløre.

Vi vil ikke lade sådanne ædlere forestillinger som den om kyskhed få magt over os, fordi vi ikke vil anstrenges, og fordi vi ligger under for vor tids mærkelige omvendte moralisme, som strengt forbyder ethvert strengere moralsk krav, som den enkelte kan lade sig selv stille.

Hvad er indskrænkethed? Det er at slå sig til tåls med en konsensusbaseret automatreaktion, der forhindrer én i at se en sag i dens sande lys. Og det er netop det, vi gør, når det handler om kyskhed og andre besværlige dyder.

Derfor er folkekirken middelmådig: Den forstår ikke kyskhed eller nogen som helst andre dyder, der alle har deres udspring i noget uden for mennesket selv, hvilket jo vil sige: et åndeligt udspring. Og fra dette udspring rinder, som kilder stride, år fra år af jordens bryst, det evige livs lyst, som vi skulle bestræbe os på at holde i hævd. Lad os genkøbe den forspildte tid2, lad os tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, synge og spille af hjertet for Herren, men lad os samtidig forstå, hvad der er Herrens vilje, og ikke være tåbelige (Ef 5,16ff).

1 Her vel nærmest i betydningen ”åndelig”.
2 ἐξαγοραζόμενοι τὸν καιρόν.

Provsten med røven i postkassen

Nr. 4, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer redaktionen som sædvanlig med offentliggørelsen af en artikel fra det trykte tidsskrift til Deres vederkvægelse – kvit og frit på Kredsens hjemmeside. Denne gang er det cand.theol. Julius Jens Hermann Petersen, der har set lige knap første sæson af DR-dramaserien Herrens Veje og anmeldt serien for os.

Resten af tidsskriftet byder denne gang blandt andet på et kunstessay i anledning af Per Arnoldis selvbiografi, en anmeldelse af Kaspar Colling Nielsens roman, Det europæiske forår, en nekrolog over det for nyere Kredshistorie afgørende værtshus Her er Ro og en ny julesalme, som udgives for første gang i dette nummer. Ønsker De at læse de nævnte artikler, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Danmarks Radio sender for tiden en dokumentarserie ved navn Bertelsen på Shikoku 88, som er en slags buddhistisk, spirituel, zen-agtig udgave af Biker Jens i USA. Den er en opfølger til julekalenderen fra 2010, Bertelsen på Caminoen, og den spanske pilgrimsrute Caminoen er udskiftet med den tudsegamle pilgrimsrute Shikoku, der i alt spænder over 1.200 km og indeholder 88 templer, man skal besøge undervejs.

Udover de to fiktionsserier Historien om Danmark og Herrens Veje, der også sendes på DR for tiden, og som begge har Lars Mikkelsen i hovedrollen som henholdsvis Gud og provsten Johannes, er Shikoku et af de iøjnefaldende tv-tiltag, hvis man altså ikke regner reality-/madlavnings-smash-hittet Den store bagedyst med.

Mens jeg sad og så de fire afsnit, der i skrivende stund er udkommet, slog det mig, at Mikael Bertelsen med denne serie næsten kommer tæt på noget af Jørgen Leths fremragende filmarbejde fra 1980’erne, som jeg så forleden. Leths film Notater fra Kina fra 1987 begynder i et tog, hvor Jørgen Leth som fortællerstemme forklarer, at og hvorfor han rejser med tog i Kina – enhver skylder sig selv at se og høre denne indledende monolog! – og resten af filmen har næsten ingen dialog, men masser af langsomme, næsten sløve stemningsoptagelser fra kinesernes land. Leth er i sine film den undersøgende antropolog, der lader den dyre filmstrimmel løbe gennem sit kamera, mens han bare ser, hvad der sker, og møderne med interessante typer er mange. Eller rettere sagt: menneskene er i sig selv umiddelbart ikke så spændende igen, men Leth formår virkelig at gøre stort set alt, han retter sit kamera imod, interessant, hvilket også gælder i hans film Aarhus fra 2005, som jeg så i samme ombæring. I Aarhus formår Leth at gøre sine barndomsminder om Aarhus Cyklebane spændende, idet han fortæller om bl.a. sin madpakke.

Til forskel fra Leths film, hvor Leth er den tilbagetrukne fortællerstemme bag kameraet, er Bertelsen i sine to pilgrimsserier en mere aktiv karakter foran kameraet. I Caminoen er hans rolle “en tv-vært”, som den iscenesatte, mystiske fortællerstemme kalder ham, og i Shikoku er den nogenlunde den samme. De to seriers stemninger er også ret meget den samme, idet de begge to handler om Mikael Bertelsen, der som seriens hovedperson leder efter sig selv eller sådan noget, hvilket sådan set i sig selv er et meget sympatisk foretagende, men som bliver endnu mere sympatisk i kraft af den stil, serierne leveres i; her går alt langsomt, herunder Bertelsen selv, og man følger ham på den langsomme rejse til en “bedre udgave af sig selv” hen ad pilgrimsruten. Få mennesker kan tillade sig at lave langsomt tv nu om stunder, men Bertelsen er altså en af dem – ligesom Jørgen Leth altid har været det (Leth har desværre meldt sig ud af denne ædle disciplin med sine to seneste tv-programmer Mit Spanien og Mit Frankrig, hvor han hverken går eller kører i tog, men derimod har lejet en bil sammen med sin medvært Hans Pilgaard, hvorfor hele serien, der ellers er god nok, emmer af ADHD sammenlignet med hans tidligere film – men nu er det også TV2, der står bag produktionen).

Adam Prices lignelse om det forfærdelige patriarkat

Når jeg trækker disse to Bertelsen-serier frem i lyset nu, er det, fordi de står i skærende kontrast til førnævnte Herrens Veje, der farer derudad som et heksehyl, selvom den egentlig også har et åndeligt/spirituelt/religiøst tema, nemlig folkekirken. Her får den ikke for lidt; provsten Johannes, der står i spidsen som sur patriark for sin åbenbart ædle og traditionsrige præstefamilie, er på dybt vand, fordi han ikke vinder bispevalget, som derimod vindes af den dæmonbesatte DJØF-præst Monica, mens hele hans familie bestående af en hustru og to voksne sønner falder fra hinanden i accelererende fart. For udover Johannes’ problemer, der i øvrigt også involverer en affære med en graver, følger vi også sønnen August, der som udsendt feltpræst kommer til at skyde en arabisk kvinde, og den anden søn Christian, der snyder i sit speciale og ad omveje får banket luften ud af lungerne i et dramatisk fald i Nepal (eller lignende) og finder sig selv på et kloster omgivet af buddhistiske munke. Sidstnævnte lærer ham at trække vejret eller sådan noget, han bliver venner med en af munkene og bliver buddhist på noget, der ligner fjorten dage, hvorefter han vender hjem og sletter sin Facebook-profil, fordi han nu er et nyt menneske (at slette sin Facebook svarer ifølge seriens skaber Adam Price åbenbart til at resignere fra sit ego). Alt imens Christian er på denne Facebook-slettende dannelsesrejse (inspireret af netop dette afsnit slettede jeg min Snapchat-profil, fordi jeg alligevel ikke er helt klar og zen-agtig til det andet endnu) oppe i de tibetanske bjerge (eller lignende), følger vi som seere en psykisk nedsmeltning hos broderen August, der i mellemtiden plages af araberkvindens spøgelse, der hjemsøger ham. Her viser faderen Johannes ved at opfordre August til at holde på sin hemmelighed, at han ingen sans har for mennesker eller kristendom, hvilket pudsigt nok ikke gør situationen bedre på nogen måde. Og så er Augusts kæreste vistnok gravid, og Johannes’ kone indleder en lesbisk romance med en okkult svensker (om hun er af strindbergsk slægt eller bare almindelig biodynamisk hippie, vides ikke – endnu).

Mange lokummer små og den analoge åbenbaring

Det ovenstående resumé er handlingsforløbet for blot fem afsnit, og på samme antal afsnit har Bertelsen bare gået ligeud i fem dage, hvilket er seriens (altså Herrens Veje) hovedproblem: Hastigheden og mængden af urelaterede ulykker! Det utroværdige i denne sammenhæng er ikke, at livet jo kan forandre sig hurtigt og pludseligt, men at der sker 117 ting på én gang, lige efter hinanden, således at Herrens Veje kommer til at fremstå som Buddenbrooks på speed. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok for Adam Price med at få hele den patriarkalske præstefamilie ned med nakken – så hurtigt, at selv den mest hårdkogte betonfeminist får P-pillerne galt i halsen og får lyst til at holde en pause.

Og nu kunne indvendingen selvfølgelig være, at der jo er tale om fiktion, og at man ikke skal tage den slags alt for bogstaveligt, men dertil må jeg sige, at der selv inden for fiktion bør gælde visse regler, f.eks. at hvis alle lokummer skal brænde på én gang, så skal de i det mindste antænde hinanden. Men det gør de ikke; begivenhederne hjemme i provstegården, dvs. utroskaben og det tabte bispevalg, har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, og sønnernes ulykker med henholdsvis krig og mentalt sammenbrud for Augusts vedkommende og eksamenssnyd og åndelig vækkelse i Kina (eller lignende) for Christians har i hvert fald slet ikke noget at gøre med noget af det andet. Vi skal altså som seere købe præmissen om, at familien provst bliver ramt af noget, der måske bedst kan beskrives som Guds vrede, samtidig med at lyset spirer lige så forsigtigt frem i form af en fugl, der kommer op af graven, og Christians anti-Facebook-epifani (som om der ikke i årevis har været Facebook-“fastende” folkekirkepræster, der har forkyndt nogenlunde samme forudsigelige offline-evangelium!).

Deus Price

Man skulle tro, at Adam Prices ærinde er at slagte den ene branche efter den anden, og at det nu endelig er blevet præsternes tur (efter bl.a. Borgen og Taxa). Med en tilføjelse af okkulte elementer (biskoppen Monica, den udøde fugl, araberkvindespøgelset og svenskeren) kunne man ellers fristes til at sammenligne serien med Lars von Triers fremragende serie Riget fra 1990’erne, der er en blanding af Twin Peaks og “en opdateret udgave af Matador”, men problemet er, at Price ikke rigtig kan beslutte sig for, om Herrens Veje skal være en gyserserie eller et alt-som-kan-gå-galt-skal-gå-galt-drama a la Arvingerne, og den ender med at blive en omgang blandede bolsjer, der vel at mærke kan være underholdende, men mest af alt minder om et raserianfald fra Prices side, hvor Price selv som den selvfede og lede hævngud skal lade sin brændende galde regne ned over den intetanende provstefamilie. Price opfører sig med andre ord som en vred teenager, der spiller The Sims.

Hvad serien bringer i fremtiden, ved jeg af gode grunde ikke, men mit uforsigtige gæt er, at provstefamilien falder endnu mere fra hinanden, at Johannes graver sig endnu længere ned i sit egotrip, at August mister troen, potensen og dermed sin kæreste pga. lykkepillerne (medmindre han reddes af kærligheden – hvor smukt..), at Christian bliver endnu mere oplyst og sletter endnu flere profiler på de sociale netværk, og at moderen Elisabeth finder lykken med den okkulte svensker. Moralen til sidst bliver nok det gabende kedelige og yderst forudsigelige, at traditioner og patriarkater er noget pis, mens alt det gode kommer fra Sverige og Indien (eller lignende).

Og dermed har vi jo at gøre med DR-drama i en nøddeskal, og alle er glade, og den mere perverse side af mig skal da også nok følge med i spænding og fryde sig over al ulykken.

Jeg regner med at se resten af serien trods dens forudsigelighed, fordi den netop gør det, DR-drama altid gør så godt. Men først vil jeg lave en kop te, sætte endnu et afsnit af Bertelsen på og nyde, at der dog stadig findes en form for skønhed, langsomhed og kreativitet andetsteds på Danmarks Radio, som jeg i øvrigt holder meget af. Og nå ja: Historien om Danmark er også fed nok.

Epilog

Et par uger senere: jeg har nu set nogle flere afsnit, og serien lever op til kriterierne for at være god, gammeldags dramaporno; den trykker på nogle knapper i hjernen ligesom følelsesporno eller almindelig porno. Og det er jo rart, hvis livet er lidt mondænt.

Nu er der blevet brændt en havetraktor af, der har været en gartner, der vistnok er en slags Satan, og konen er gået fra Johannes, men er i tvivl osv. Det sidste nye er, at August er blevet gadepræst, hvorved han har lært, at ægte næstekærlighed skal rettes mod illegale flygtninge. Tak til Adam Price for denne dybt originale pointe. Adam Price er et stort menneske. Adam Price længe leve!

Foredrag i Aarhuskredsen i foråret 2018

Det er os en fornøjelse på vegne af bestyrelsen for Studenterkredsen i Aarhus hermed at kunne præsentere forårssemestrets foredragsrække:

22. februar: Karl Marx som konservatismens forudsætning – et foredrag om Adorno og kritisk teori
v. Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Kritisk teori er en reception, som baserer sig på en særlig måde at læse Karl Marx på. Den er på samme tid jødisk, marxistisk og præget af tysk idealisme i sit udtryk. Man kan læse kritisk teori ud fra både et konservativt og et socialistisk udgangspunkt. Abonnerer man derimod på en liberal samfundstænkning, vil kritisk teori nok byde én imod.

Marx’ vareækvivalensbegreb danner forudsætningen for civilisationskritikken i kritisk teori. Centralt i denne kritik er postulatet om, at det almene udraderer det særegne, hvilket muliggør dæmonien, antisemitismen og dannelsestabet.

Foredraget vil tage sit udgangspunkt i Adornos hovedværker ‘Dialektik der Aufklärung’, ‘Minima Moralia’ og grundlagstænkningen hos Marx.

8. marts: Før syndfloden – sidste tider og den kristne modernisme hos Bob Dylan
v. Anders Thyrring Andersen, mag.art. i litteraturhistorie og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus
Mogens Zieler-Stuen, Studenterhus Aarhus

Dylan modtog i 2016 Nobelprisen i litteratur. I Danmark er det stadig meget almindeligt at betegne Dylan som en venstreorienteret protestsanger. Det er der ikke belæg for. Derimod står kristendommen helt centralt i hans sangskrivning.

Kristendom kommer på mangfoldige måder til udtryk i Bob Dylans univers – vel at mærke ikke kun i den periode omkring 1980, hvor han trådte frem som erklæret kristen. Det religiøse danner ikke bare grundlag for Dylans produktion lige fra debuten i 1962 til i dag, men udgør kernen i mange af hans sange. Igennem et meget stort antal citater fra og henvisninger til Bibelen går som en af de røde tråde i Dylans sange temaet syndflod og dommedag – hvilket anvendes til en kritik af den sekulære modernitet. Men denne kritik formuleres i et modernistisk billedsprog, således at man kan betegne Dylan som en kristen modernist. I løbet af foredraget vil nogle af Bob Dylans sange blive spillet

22. marts: Islam og fortolkning i en samtidig kontekst
v. Jørgen Bæk Simonsen, dr.phil., lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
Mogens Zieler-Stuen, Studenterhus Aarhus

I foredraget bliver der givet eksempler på, hvorledes muslimske lærde i det 21. årh. inddrager nye metoder til studiet af Koranen og på den måde bidrager til nye fortolkninger af åbenbaringen

5. april: Relativitetsteori og jordkloden
v. Ulrik Ingerslev Uggerhøj, professor ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet
Mogens Zieler-Stuen, Studenterhus Aarhus

Einsteins relativitetsteori har ry for at være utilgængelig, men faktisk kan man indse mange af dens konsekvenser gennem forholdsvist simple betragtninger baseret på, at lysets hastighed er konstant, dvs. uafhængig af kilden og modtagerens indbyrdes bevægelse. Jeg fortæller om nogle af de relevante konsekvenser med vægt på fænomener, der har noget med jordkloden og tidens gang at gøre. F.eks. ser vi på tyngdens påvirkning af tidens gang, der indvirker på bl.a. GPS-systemet og det pudsige faktum, at Jordklodens centrum er et par år yngre end overfladen

26. april: Bogtrykkerkunstens betydning for det danske sprog
v. Marita Akhøj Nielsen, dr.phil., ledende redaktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab samt redaktør for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
Mødelokale 2, Studenterhus Aarhus

Bogtrykkerkunsten gav mulighed for at fremstille mange helt ens eksemplarer af en tekst eller et billede på kort tid og til en billig pris. Den nye teknologi revolutionerede kommunikationen i det senmiddelalderlige Europa og satte afgørende præg på den sociale, økonomiske og kulturelle udvikling. For det danske sprogs historie blev især muligheden for standardisering vigtig. I senmiddelalderen var skriftsproget ligesom talesproget præget af meget stor variation, men i løbet af et par generationer blev der udformet en fælles skriftsprogsnorm, som kom til at præge dansk helt til i dag. Den vigtigste person i den proces var Christiern Pedersen. Han er den, der – lidt flot sagt – har betydet mest for det danske sprog

Om Kredsen
Et semestermedlemskab af Kredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!

To cykelryttere, to verdener, ét symbol

Nr. 3, 67. årgang af Studenterkredsens tidsskrift af samme navn er nylig udkommet. Det fejrer vi som det sig hør og bør med at offentliggøre en artikel fra det trykte tidsskrift her på bloggen til Deres vederkvægelse – helt uden beregning. Denne gang er det cand.theol. Andreas Riis Damgaards anmeldelse af Curzio Malapartes bog Coppi og Bartali, der er udkommet på forlaget Atlas.

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Hvad ville den betyde, cyklen, hvis den var en hieroglyf indgraveret i en egyptisk obelisk? Ville den symbolisere bevægelse eller hvile?
– C. Malaparte

Således skrev Curzio Malaparte i året 1947 i et essay i den franske sportsavis Sport Digest, som skulle fungere som en form for åndelig prolog til årets Tour de France. Essayets titel lyder Les deux visages de l’Italie – Coppi et Bartali. Her 70 år efter publikationen er essayet blevet oversat til dansk og udgivet i en smuk og pjecelignende bog. Forsiden prydes med et af de absolut smukkeste cykelfotografier fra Tour de France i 1949. Her ser vi de to cykelryttere Coppi og Bartali, som ganske alene glider henover en højtbeliggende bjergtinde. I baggrunden knejser bjerge, som omklamres af skyer og tåge. De er helt alene på den grusede cykelsti. Vi ser ingen andre cykelsportsudøvere, ingen andre fløjtende og klappende tilskuere, men blot to rivaler på deres racercykler.

Gud eller Voltaire?

Det er københavnerforlaget Atlas, som står bag genudgivelsen, som går under den mere lakoniske titel Coppi og Bartali. Essayet er ganske enkelt fremragende. Alle fortjener at læse det, både dem, som interesserer sig for cykelsport, men også dem, som zapper videre, så snart de hører lyden af filmhelikopterens propel. Essayet handler om de to italienske cykelrivaler, men det handler mere om, hvad de ifølge Malaparte er et billede på: nemlig to forskellige verdensanskuelser – en gammel, katolsk og en ny, videnskabelig. Den eneste anke herfra er, at bogen desværre er for dyr i forhold til, hvad det er: en genoptrykt avisartikel fra det forrige århundrede. Bogen sniger sig kun akkurat op på 45 sider, og det er sågar med brug af alskens forlængende hjælpemidler såsom rundhåndet brug af afsnitsinddelinger og et par nye, illustrative akvareller. Er essayet så 120 kroner værd? Ja, det er desværre for glimrende til ikke at blive købt og læst – så gør det.

Malaparte beskriver som allerede antydet ikke kun to af cykelsportens absolut største skikkelser, men forklarer ligeledes, hvordan disse skikkelser symboliserer to vidt forskellige verdener, som er blevet splittet af tiden før og efter rædslerne i 2. Verdenskrig. Bartali står for Malaparte som en hellig rest fra den gamle, katolske og rastløst romantiske verden, han: ”… foreviger den heroiske ånd fra det gamle Europa i den moderne verden”. Coppi inkarnerer derimod den nye, rationelle, videnskabelige og skepticistiske verden, hvor ingen fantasi eller romantik længere findes, men kun prosaisk materialisme og mekanisk livsførelse. Malaparte skriver, at: ”Han ved, at måske vil Bartali komme først i paradis. Men hvorfor bekymre sig om det? Fausto Coppi ønsker at komme først på jorden.” Malaparte går herligt langt i sine til tider vidtløftige antagelser. Eksempelvis antager han, at hvis Coppi havde læst Voltaire, ville han helt sikkert holde af ham og med ham. Det minder mig om Torben Stenos imaginære Limfjords-forfatter Jens Haaning Sørensens glimrende ord om at: ”Jeg er ligeglad med, om det er sandt, bare det ikke er upræcist.” Det er ikke upræcist at kæde Coppi sammen med Voltaire. Men det er heller ikke sandt.

Den ideologiske pizzeriatest: Malaparte og Leth

Over en skumringsøl på en sydtysk knejpe gav en italiensk latinstuderende mig engang et tip om pizzeriaer. Han forklarede mig en almindelig regel for eksilerede italienere, som ønsker at finde en landsmand med en stenovn. Hvis man træder ind på et ”italiensk” pizzeria, hvor der hænger et kort over Italien, så er pizzabageren ikke italiener selv. Jeg spurgte naturligvis, hvad han dog byggede denne skråsikre påstand på. Han forklarede mig, at ingen italienere ville finde sig i at blive identificeret med hele nationalstaten Italien. Man kommer ikke fra Italien. Man kommer fra Piemonte, Sicilia, Toscana et cetera. En italiensk pizzabager hænger ikke et Italienskort op i sin biks, men et regionskort over sin hjemstavn – der, hvor mamma stadigvæk bor.

Malaparte elsker blandt andet Bartali af lignende hjemstavnsgrunde. Hans fuldstændig umiddelbare kærlighedserklæring til Bartali udbasuneres med argumentet om, at de jo begge er født i Firenze. Her fødtes også Dante og Michelangelo, og derfor er de regionalt forbundet til en fælles historie og en fælles fortælling. Derudover chokerer det vel næppe, at Malaparte, som var med i Benito Mussolinis fascistiske parti i perioden 1925-1945, elskede den gamle, traditionelle verden, som han anså Bartali at cykle for. Malaparte mener, at Bartali opvoksede i en nietzscheiansk verdensorden. I denne fandtes endnu sandt heltemod. Et heltebillede blev forkyndt af tidens store stemmer. Malaparte peger blandt andet på den sexbesatte forfatter Gabriel D’Annunzio, som betragtes som ophavsmanden til den ideologiske fascisme. I Bartalis cykelløb kan Malaparte se, at Bartali er en sand søn af Chiantis toskanske vinmarker – ligesom han selv er. Deres fælles geografiske ophav definerer derfor også deres skæbner som dekadente helteskikkelser i en nietzscheiansk-dionysisk verden. Malapartes ræsonnement er, at han selv var en heroisk sjæl under 1. Verdenskrig, hvor han kæmpede i stillingskrigenes blodige opgør ved Champagne – Bartali kæmpede også i 1. Verdenskrig, men han kæmpede så at sige videre på anden vis. Bartali er nemlig et symbol på helten, men her på sin jernhest. Mellemkrigstidens sanselighed, renæssancelignende skønhedsdyrkelse og den latente hang til brutalitet var skabende elementer i Bartalis formative år i den tid, hvor han gik fra at være en cykelrytter til cykelhelten par excellence.

Inden Malaparte får tegnet et billede af Bartali til en nærmest fascistisk helteskikkelse, skal der indskydes en bemærkning. Malaparte har måske nok ret i sin tidsdiagnose og sammenhængen til selvforståelsen for cykelryttere, men den lettere fascistiske tendens i hans lovprisning af cykelhelten Bartali klinger på nogen måde hult, når man i dag er klar over, at Bartali udførte partisanarbejde for den antifascistiske og antinazistiske bevægelse Resistenza Italiana. I kælderen gemte han sine cykelstel, men også de jødiske familier, som atter blev jaget bort på grund af deres etnicitet. Malaparte kan have ret i, at Bartali med sine imponerende, fysiske bedrifter ligner en af Zeus’ mægtige sønner, men Sinaj knejsede alligevel højere for ham end Olympen – Bartali var først og fremmest en af Abrahams sønner.

I Jørgen Leths selvbiografiske essay- og digtsamling Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv skrives der en del om sport. Særligt cykelsport og bordtennis. I essayet Ind i Tour de France fortæller Jørgen Leth, at han (måske nok som forventet) er fan af Coppi, og at han har mødt ham to gange. Den første gang var, da han blaffede rundt i Sydeuropa efter sin studentereksamen. Leth opsøger her en cykelarena, hvad han opfatter som et slags tempel. Han skriver: ”Jeg ville se Vigorelli, jeg var en pilgrim, der ville opsøge min religions tempel”. Der var kun én rytter på banens ovale langsider: ”Også her ensom. Alene”, det var Fausto Coppi. Leth elsker Coppi. Han elsker ham ikke på grund af, at de kommer fra det samme geografiske område, men fordi Coppi inkarnerer en ikke-kristen skikkelse, en gudløs mand fra pavens imperium. Leth forstår også Coppi som mere end en cykelrytter, hos Leth er han på samme måde et symbol på en ny verdensorden. Coppi spillede sin rolle i det moderne verdensteater: ”… hans rolle som kætter i det dengang dybt katolske Italien…”. Kættersk er i denne sammenhæng naturligvis et positivt begreb, altså for Leth. Leth er ikke en verdensmand, men en verdensborger. Derfor kan man måske sige, at Leth er Coppi-fan på grund af en form for skuffet hjemstavnssentimentalitet. Malaparte er regionalt orienteret – en traditionalist. Leth er kosmopolit – en moderne mand: ”Vis mig din hjemstavn, og jeg skal fortælle dig, hvem du er”. Eller måske nærmere: ”Vis mig din cykelrytter, og jeg skal fortælle dig, hvem du er” – en lakmusprøve, som jeg vil kalde for den ideologiske pizzeriatest.

De gode, den uperfekte og den onde

Gino Bartali citeres i bogens efterord: ”Bjergene findes, og du er nødt til at konfrontere dem alene”. Det er godt sagt, synes jeg. Bartali rammer nemlig med de ord en anden central tanke i essayet – cykelsport er en brugbar metafor for livet. Således symboliserer Bartali og Coppi to forskellige verdener, men også to forskellige verdensanskuelser, som har cyklen til fælles. Men også som personer, som en slags helteskikkelser, symboliserer de for Malaparte to forskellige liv: ”Når Bartali sidder eller ligger ned, er han en atlet, der hviler. Når Coppi sidder ned, urørlig og i stilhed, er han en slukket maskine.” De er i alt, de gør, og alt det, de ikke gør, gode billeder på livet anskuet fra to forskellige vinkler. De er rivaler ligesom de to verdenssyn, de repræsenterer, men de bruger deres liv på det samme – de kører på cykler, de udviser mod og sejr, og derfor er de forbilledlige.

Jørgen Leth er det uperfekte menneske, derfor kan han også lide en mekanisk kætter. Det er pudsigt, at én, som i så udpræget grad er optaget af at beskrive livets æstetiske og erotiske muligheder, holder af en naturalistisk maskine. Det er også pudsigt, at en tidligere ledende fascist, som blev smidt ud af Mussolinis parti, fordi han kaldte Hitler for en kælling i sin bog Tecnica del colpo di Stato og hadede Mussolinis og Hitlers fælles ideer og politik, holder så meget af katolikken Bartali. Selvom Bartali er fra samme egn, så er hans rige ikke at finde på jorden. Malaparte er det onde menneske. Det mente han i øvrigt også selv. Hans borgerlige navn er nemlig ikke Curzio Malaparte, men det mere germanskklingende Kurt Erich Suckert. Hans far var tysk, men den unge Erich var klar over i en ung alder, at han holdt med ”de onde” – hans kunstnernavn er derfor det omvendte af Bonaparte, den der gør godt. Maleparte er den der gør ondt, den som er på den forkerte side. Både Leth og Malaparte er romantikere, som forsøger at beskrive det smukke i verden og i cykelløbet. Derfor udfører de ligesom deres rivaliserende helte Coppi og Bartali det samme arbejde på trods af deres i den grad forskellige ideologiske ståsteder. Deres indbyrdes liv spejler sig i cykelrytternes liv. Derfor er cykelsport virkelig en metafor for livet. Et symbol, som både kulturradikale, jazzanmeldende 68’ere og frafaldne sortskjorter kan spejle sig i. Cyklen er både stilstand og bevægelse – derfor minder den os om vores liv.