Hørt på Kredsens sommermøde 2019

Tilfældige udsagn, hørt på Kredsens sommermøde 2019, Jyderup Højskole. Indlægget følger den væsentlige tradition for gengivelse, sådan som vi altid har gjort det. Det vil sige: En enkelt gang før.

“Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.”

“Skal vi ikke synge Jens Vejmand? Så kan vi jo blive mindet om, hvilken lykke det var for bonden at blive proletar.”

“Jeg troede, at stilheden skyldtes, at vi skulle føle Gud. Gudskelov var der tale om en misforståelse.”

“Jeg tror, at han tror, at han talte et flot dansk.”

“Det eneste, der afholder Forsvaret fra virkeligt at udvikle sig, er de civile.”

“Dit pis løber ind forbi mig.”

“Videnstilegnelse er penetration af sindet.”

“De unge soldater i Afghanistan har betalt for Grønland med deres blod.”

“Her kommer cava-baronerne [fra Kjellerup]. Vi fandt den sidste flaske allernederst i kælderen i en tom fryser i dunkelt rum fyldt med rod.”

“Vi sidder bare her stille og roligt for os selv og fortæller anekdoter og deler en flaske vodka.”

“Jeg blev tilsyneladende lagt i seng. Jeg måtte lige ned og spørge dem, der var vågne, om jeg havde blameret mig selv.”

“Heldigvis skilter de ikke med, at det er økologisk.”

“C’est la fucking vie.”

“I er det første kursus her på skolen, hvor ikke én eneste deltager har særlige madkrav eller allergier. Sidste uge havde vi et kursus i ‘grøn aktivisme.’ Dét var en anden snak.”

“Jeg var alene og syg og lå og læste hele aftnen og natten med. Det var den mest vidunderlige jul nogensinde.”

Yderligere bidrag modtages i kommentarfeltet til eventuel optagelse i det trykte blad.

Martyriet slår igen

I anledning af, at nr. 2, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet og efterhånden burde være abonnenterne i hænde, udsender vi som sædvanlig en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer forfatter og filosof Peter Tudvads replik til den anmeldelse af samme Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri, vi bragte i sidste nummer. Redaktionen ønsker Dem en varm og lys skærsommer– og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Professor Anders Klostergaard Petersen har i det forrige nummer af Studenterkredsen begået en ram kritik af min seneste bog, Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Meget godt har han ikke at sige om bogen og slet ikke om forfatteren, da anmeldelsen i flæng diverterer med diskrediterende domme som “patosfuld”, “overdrevet”, “megalomant”, “overdramatiseret”, “patosfuld selviscenesættelse”, “nedladenhed”, “selvpositionering” og “patetisk” – for slet ikke at tale om beskyldningen om at være en litterær martyr i egen indbildning. Corpus delicti i Klostergaards sag mod mig er min forklaring i forordet på det forhold, at den tjekkiske reformator Jan Hus har fået så stedmoderlig en behandling i kirkehistorien, som tilfældet er:

Årsagen kan man kun gisne om, men oplagt er det, at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret i Østeuropa. Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi nødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe.

To gange citerer Klostergaard fra den inkriminerede passage – og begge gange lemfældigt, da han skriver “hører vi unødigt” og “dikteret af Østeuropa” (mine kursiveringer). Som led i sin indvending mod passagen spørger han retorisk, hvem det “vi” er, som jeg taler om. Generaliseringer kan naturligvis være misvisende, men det samme kan anken over deres brug, hvis de kræves konkretiseret ad absurdum, altså hvis jeg in casu forventes at opliste navnene på dem, der har ytret noget lignende over for mig. Det forventer Klostergaard nok heller ikke, men nægter ganske enkelt, at min påstand har noget på sig, nemlig ved henvisning til at “[r]ussiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som i Østeuropa.”

Jeg formoder, at den dannede professor gerne går i Musikhuset i Aarhus, så han på denne måde kan undtage sig selv fra det “vi”, jeg appellerer til – uden i øvrigt at ekskludere mig selv, da også jeg har en rem af huden. Det har man ifølge Klostergaard åbenbart ikke, hvis man hører Peter Tjajkovskij, ser Alfons Mucha eller læser Imre Kertész. Som om man ved at gøre dette havde immuniseret sig over for fordomme om russere, tjekker og ungarere eller demonstreret en fordomsfri vilje til at lytte til dem! Mange vesteuropæere hører, ser og læser rigtignok komponister, malere og forfattere som de nævnte, men ikke desto mindre er deres dagsorden i bred almindelighed, at østeuropæerne skal overtage vores værdier, som var disse per se universelle og altovertrumfende, mens deres egne er reaktionære og nationalistiske.

Mindre kunstigt bliver det ikke, når Klostergaard forsøger at undvige problemet ved at kategorisere Tjekkiet og Ungarn som central- og ikke østeuropæiske lande. En tjekke ville ganske vist også frabede sig, at hans land omtales som østeuropæisk (og i stedet insistere på det som centraleuropæisk), men netop fordi Østeuropa har så lav en status. Hverken Tjekkiet, Polen, Slovakiet eller Ungarn får dog højere status af at blive omtalt som centraleuropæiske, hvis vesteuropæere fremdeles ser på dem med lige dele ringeagt og ligegyldighed. Landene hørte før Jerntæppets fald i 1989 notorisk til Østeuropa, og det gør de for så vidt også i dag, fordi vi igen oplever en konflikt i Europa mellem Øst og Vest. Spørg bare i Bruxelles!

Det følgende punkt i Klostergaards anklageskrift sigter forunderligt nok til det, at jeg kalder teologien for den røde tråd ikke blot i min fortælling om den husittiske reformation og revolution, men også “i virkeligheden”. At den er det i kirkehistorien, burde vel ikke være nogen kontroversiel påstand, så meget desto mere som jeg naturligvis ikke påstår, at alt er sagt, når blot man har redegjort for teologien. Og netop derfor gør jeg rede for så mange andre relevante forhold i denne historie, hvad Klostergaard må bide sig i tungen over at medgive mig, da alle de forhold, han selv nævner, minsandten – som han skriver – “så udmærket fremgår af bogen.” Men hvad er så problemet? Et andet, må man forstå, når man læser, hvad han skriver i anledning af den skæbne, jeg forjætter Jan Hus – kirke, korstog og kætteri i forordet:

Mit håb er naturligvis, at jeg med denne bog kan vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn. Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke. Tværtimod er der så mange dramatiske højdepunkter i den, at det kan være fristende at springe de teologiske mellemregninger over for blot at divertere med krudt og kugler, kætterdød og korstog. Den fristelse er jeg dog ikke faldet for, men har ladet teologien være den røde tråd i fortællingen – sådan som den også var det i virkeligheden. Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere.

Igen ved Klostergaard ikke, hvem “de fleste” er, men derimod uden slinger i valsen at kategorisere ovenstående som “nedladenhed og selvpositionering” såvel som “patosfuld selviscenesættelse”. At jeg med mit udtalte ønske om at vække interesse for den teologi, der vel også optager en professor i religionsvidenskab, afslører så slet en karakter, går over min forstand. Lige så lidt forstår jeg, at det skulle være nedladende at antage, at de fleste (som naturligvis hverken indbefatter professoren eller hans kolleger og studerende) umiddelbart finder kirkehistorie kedelig, når dette faktisk kunne være tilfældet – hvad jeg tror, det er.

Men dermed er det ikke gjort: At jeg vil vække menigmands interesse for teologien, er nemlig “for patetisk”, skriver Klostergaard. “Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?” Alvorligt talt: Hvordan kan en professor med respekt for sig selv og sit fag stille så plat et spørgsmål? Har jeg da på nogen måde bedt om at blive hyldet med et højtideligt vivat eller et jævnt hurra? Nej, jeg udtrykker blot et håb om med bogen at kunne vække menigmands interesse for kirkehistorie i almindelighed og den husittiske i særdeleshed, naturligvis ikke blandt teologer eller religionshistorikere, der må formodes allerede at have den, men blandt andre, dem uden for elfenbenstårnet, uden for den lærde republik. Nu hævder Klostergaard med ét, at jeg som konsekvens af min ambition om at vække en sådan interesse åbenbart “ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning.” Hvorledes skulle dette fremgå? Det forstår jeg ganske enkelt ikke; og at jeg ikke abonnerer på et så besynderligt enten-eller, burde Klostergaard vide, hvis han fulgte med i den ophedede diskussion, der i 2004 og 2005 rejste sig i medierne i kølvandet på min kritik af en populær Kierkegaard-biografi, som en forskningslektor havde skrevet uden skyldig hensyntagen til vedtagne forskningsprincipper. Min pointe var da netop, at forskning og formidling ikke stod i et disjunktivt forhold til hinanden. Nuvel, jeg tør ikke uden videre antage, at Klostergaard fulgte debatten, da jeg så risikerer igen at blive sigtet for “megalomani”, men tør på den anden side heller ikke antage, at han ikke gjorde det, da jeg så kan blive beskyldt for at være “nedladende”.

Mindre barok bliver Klostergaards anmeldelse ikke af, at han ganske symptomatisk for den nu gør et krav gældende som en anke mod bogen, hvorpå han erkender, at den lever op til det, men kun for straks efter at diske op med endnu en anke mod den:

I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman.

Hvis man – som gængs er – forstår den historiske roman som en fiktiv fortælling, hvis handling foregår i historisk tid, mens den i skønlitterær form behandler historiske personer og forløb uden fordring på nogen videnskabelig sandhed, så er Klostergaards påstand uden fjerneste hold i virkeligheden, id est i Jan Hus – kirke, korstog og kætteri. Denne er ikke en roman, ej heller en historisk roman; men at man eventuelt kan læse den som en roman, gør mig bestemt intet, tværtimod. At man kan det, er ikke udtryk for, at jeg ikke har gjort mig min genre klar, men for, at jeg har bestræbt mig på at fortælle dramaet i en dramatisk form, hvilket dårligt kan betragtes som en litterær forbrydelse. Et så afgørende træk ved den historiske roman som replikken finder man naturligvis ikke i min bog. Symptomet på en historisk roman finder Klostergaard i stedet i “meget indlevende beskrivelser” eller sågar “psykologiseringer”. Mærkeligt nok skulle et indicium på denne tendens være, at jeg to gange på knap fire sider anvender det bibelske udtryk “snild som en slange og enfoldig som en due”. Denne gentagelse er der i øvrigt en pointe med, al den stund Jan Hus selv i sin afhandling om kirken bruger udtrykket, når han opfordrer den underordnede til ikke bare enfoldig som en due at underkaste sig sin overordnede, men snild som en slange at undersøge hans på- eller forbud for kun at lyde dette, hvis det er i overensstemmelse med den hellige skrift. Klostergaard giver dog også et andet og mere oplagt eksempel fra bogen på, hvorledes jeg angiveligt psykologiserer:

Midt i den ædruelige besindelse på det menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.

At jeg argumenterer for, at Hus faktisk kunne have næret et ønske om at dø som martyr for sin tro, forbigår Klostergaard i tavshed. Nogen opmærksomhed skænker han heller ikke det forhold, at den sene middelalders radikale vækkelsesprædikanter – inspireret som de var af de populære hagiografier i Legenda aurea, som også Hus igen og igen refererer til – gerne sværmede for martyrdøden. Lige så lidt beskæftiger det Klostergaard, at endog Martin Luther så sent som i 1523 kunne græde over, at han ikke var fundet værdig af Gud til som den første blandt de evangeliske kristne at lide døden på kætterbålet – hvad to af hans ordensbrødre netop havde gjort i Bruxelles.

Mere overbevisende er Klostergaard ikke med sine øvrige eksempler på det, han opfatter som psykologiseringer: Jeg må ikke hævde, at det ikke var let for Jan Hus at sige farvel til Prag, da han drog i eksil i 1412, selvom han da havde boet i byen i et kvart århundrede, ej heller formode, at han som fange i Konstanz forud for sin død på kætterbålet blev martret af natlige flammesyn, selvom han selv fortæller om noget lignende i sine breve fra fængslet. Den slags virker nemlig på professoren “altmodisch og grænsende til kliché”, sådan som så meget andet også gør. Og derfor vækker det “mindelser om Hjalmar Homquists [!] og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie.” Jeg tilstår, at jeg hverken har læst Holmquists eller Nørregaards kirkehistorier, men også at det undrer mig, at Klostergaard, der netop har tugtet mig for min generaliserende brug af “vi”, nu selv gør sig skyldig i den samme forbrydelse:

Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Klostergaard vil altså forpligte mig på et paradigmeskifte, der er sket inden for formidlingen af kirkehistorien. Men dette kan jeg dårligt tage mig af, når jeg ikke skal retfærdiggøre mig over for en professor, men under dydig hensyntagen til forskningslitteraturen forsøge at formidle mit stof så fængende og vedkommende, at andre end han gider beskæftige sig med det. At dette faktisk lykkes, synes Klostergaard tilbøjelig til at indrømme. “Bogen er generelt velskrevet; men …” Én linjes ros følges prompte op af ni linjers ris, ris for at bruge udtryk som “fup og fidus” eller lignende, som af uransagelige grunde falder professoren for brystet. Proportionalitet kan man kigge i vejviseren efter.

Derudover skulle jeg anvende en farlig masse latinske udtryk uden at oversætte dem. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad Klostergaard sigter til, da jeg som altid har bestræbt mig på, når jeg anvender den slags, at forklare dem eller lade betydningen fremgå af sammenhængen. Bogen skulle også skæmmes af “fremmedord og bedagede danske udtryk”, selvom jeg konsekvent anvender Nudansk Ordbog som rettesnor for, hvad der i dag er gangbar mønt. Derimod medgiver jeg gerne, at jeg burde have suppleret bogen med et kort over Tjekkiet og de nærmeste lande, da ingen kan forventes at være fortrolig med områdets geografi (hvor meget de end holder af tjekkisk litteratur, musik og kunst). Et tungere argument imod bogen end dens sproglige formidling er Klostergaards påstand om, at den “ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling”. Det mener jeg nok, at den gør – og det gjorde Klostergaard forunderligt nok også selv to sider før, hvor han konstaterede, at teologi er “del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen.” Tak!

Endelig efter syv spalter med ris og sjælden ros tilstår Klostergaard, at bogen på sin vis er “vellykket”, og at dens forfatter har “indlagt sig fortjeneste med værket” – men kun for i den sidste spalte og allersidste sætning at runde af med denne tirade:

Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Grundlaget for dette lidet fordelagtige skudsmål er to passager i forordet, hvis pointer delvist gentages hen mod bogens slutning. Og det gives altså af professoren, som netop har tugtet forfatteren for at psykologisere – professoren, som bruger halvdelen af sin anmeldelse af bogens tre hundrede sider på den sammenlagt ene side, hvor forfatteren afslører sine motiver til at skrive den. Blandt disse er ikke et pirrende ønske om at lide et litterært martyrium (hvad dette end er), men nok foruden de angivne også et såre profant ønske om at kunne sælge tilstrækkeligt mange eksemplarer af bogen til at kunne ernære mig og således fortsætte mit forfatterskab.

Hvad professorens motiv er til at skrive så tendentiøs en anmeldelse, kan man kun gisne om; men med fare for at fremture ad psykologiseringernes alfarvej kan jeg dårligt se, at det skulle være interesse for bogen selv, når forfatteren optager ham så levende. Dette kan jeg selvfølgelig opfatte som en slags ære, ligesom ostrakismen jo i det gamle Athen også blev anset for en udmærkelse. Men når jeg nu skriver sådan, er professoren vel straks til tjeneste med en mistanke om, at jeg flirter med tanken om et martyrium i form af en sådan landsforvisning. Til alt held er det dog ikke muligt for professoren at forvise mig fra sine riger og lande, da jeg allerede har forladt dem og nu nyder mit »martyrium« i Meißen, hvor jeg mellem vandringer og vinsmagninger skriver på min næste bog, Elben – en flods fortælling. Den, Elben, flyder som bekendt over grænsen fra Tjekkiet til Tyskland, og således kan jeg også med denne bog – med lån af Klostergaards ord – gøre mig utilbørligt til af “rollen som forsoner mellem Øst og Vest”.

Anmeldelse af Tudvads seneste bog

I anledning af, at nr. 1, 69. årg. af Studenterkredsens tidsskrift er udkommet, udsender vi vanen tro en artikel fra tidsskriftet kvit og frit her på bloggen. Til Deres vederkvægelse bringer vi fra dette nummer professor MSO Anders Klostergaard Petersens anmeldelse af Peter Tudvads Jan Hus – Kirke, korstog og kætteri. Bogen, der er den første af sin slags på dansk siden 1965, ønsker at introducere historien om den tjekkiske reformator for et dansk publikum. Redaktionen ønsker Dem et velsignet nytår – og god fornøjelse med læsningen!

Ønsker De at læse resten af tidsskriftet, kan De tegne et års abonnement for kun kr. 100,- ved henvendelse til studenterkredsen@gmail.com.

Peter Tudvad, Jan Hus, kirke, korstog og kætteri, København, People’s Press 2018. Pp. 336. 300 d.kr. ISBN 978-87-7200-324-5.

Peter Tudvads bog om den tjekkiske reformator Jan Hus er kommet i kølvandet af ‛reformationsårets’ enorme interesse for Martin Luther og den evangelisk-lutherske reformation. Foruden et forord består bogen af 27 kortere kapitler. De skildrer Hus’ liv og tanker, de etniske og teologiske konflikter omkring Karlsuniversitetet, de forskellige böhmiske reformationsbevægelser, deres indbyrdes teologiske stridigheder og konflikterne med den daværende katolske kirke, den samtidige nært forbundne politiske historie blandt kongemagter i såvel Böhmen som Det tysk-romerske rige og de relaterede fyrstedømmer. Endelig beskriver bogen i korte træk den efterfølgende udvikling til det, der ad kringlede veje – godt hjulpet på vej af Zinzendorf og pietismen – blev til brødremenigheden. Bogen har fotos af centrale manuskripter, stik, malerier og film knyttet til Hus.

Med bogen ønsker Tudvad at råde bod på det ikke mindst i 2017 noget ensidige fokus på Luther som reformatoren par excellence. Det oplysningsmål kan man kun billige; men Tudvad har også andet og mere på spil, som undertiden antager en patosfuld karakter: “Ikke desto mindre bliver den husittiske (sic) reformation i almindelighed sat i skyggen af den lutherske reformation i almindelighed, som var denne alle tænkelige reformationers mål og mening” (278). Bedre bliver det ikke af, ifølge Tudvad – i direkte forlængelse af det forudgående citat -, at: “Tilsvarende rangeres Hus som en mat afglans af Luther” (ibid.).

Jeg nærer stor sympati for Tudvads ønske om at give Hus, hvad der historisk og teologisk tilkommer ham; men det virker overdrevet, for ikke at sige megalomant, når han drager bastante åndshistoriske og kulturpolitiske konklusioner af reformationsjubilæets ringe kreditering af Hus som udtryk for, “at man i Vesteuropa har svært ved at forestille sig, at historiens gang skulle være dikteret af Østeuropa” (8). Ja, det antager overdramatiseret karakter, som placerer forfatteren i rollen som forsoner mellem Øst og Vest: “Bevares, vi forstår nok at mindes Attila og Kublai Khan, Lenin og Stalin som det slaviske Østeuropas barbariske trussel mod det oplyste Vesteuropa. Men at en tjekke som Jan Hus skulle have udfordret vores eget barbari, hører vi unødigt. Og deri ligger måske også en del af forklaringen på den uforsonlighed mellem Øst- og Vesteuropa, der i skrivende stund synes at sænke sig over kontinentet som et mentalt Jerntæppe” (8).

Hvem er det vi, Tudvad taler om? Russiske, tjekkiske og ungarske komponister spilles overalt i vesteuropæiske koncertsale og på operascener, ligesom østeuropæisk litteratur og kunst nyder samme anerkendelse i Vesteuropa som den østeuropæiske. Og ret beset kan man diskutere begrebet Østeuropa, når det gælder f.eks. Tjekkiet og Ungarn. Centraleuropa er vel en mere præcis betegnelse, både geografisk og kulturelt. I stedet for at gribe til konspiratoriske åndshistoriske og storpolitiske spekulationer om baggrunden for den mindre interesse for Hus i 2017 kunne Tudvad mere nærliggende overveje en virkningshistorisk forklaring. Jeg kunne også have ønsket mig, at Bucer, Bugenhagen, Melanchton og Erasmus havde fået større opmærksomhed i 2017, end de fik; men i et virkningshistorisk perspektiv, som ikke er dikteret af faghistoriske hensyn, var den primære Luther-interesse forståelig.

Tudvads bog giver en fin skildring af Hus’ liv og de begivenheder, der førte til hans kætterdom og efterfølgende henrettelse i Konstanz i 1415, ligesom den udmærket beskriver udviklingen frem til den aktuelle brødremenighed. Som sådan efterlever bogen Tudvads ønske om at “vække danske læseres interesse for Jan Hus og for hele den historie, der er knyttet til hans navn” (9). Så vidt, så godt; men på ny forfalder Tudvad til patosfuld selviscenesættelse: “Umiddelbart vil de fleste måske være af den opfattelse, at kirkehistorie er kedelig, men i dette tilfælde er den det i hvert fald ikke” (ibid.). Jeg ved ikke, hvem de fleste er; men jeg synes, udsagnet reflekterer unødig nedladenhed og selvpositionering over for bogens læsere. Det springer også i øjnene, når Tudvad beskriver, hvordan han ikke har ladet sig friste af at springe teologiske mellemregninger over for blot at underholde med krudt, kugler, kætterdød og korstog. I stedet udgør teologien den røde tråd i fortællingen, skønt man måske nok kan anfægte Tudvads påstand om, “sådan som den også var det i virkeligheden” (9).

Hvilken virkelighed henviser han til? Teologi er snarere end at udgøre en begivenhedshistorisk helhed del af en langt mere omfattende kulturel og social verden, der også indbefatter almenreligion, magtpolitik, rivaliserende følelser, økonomiske kampe om forskellige goder, sådan som det så udmærket fremgår af bogen. Men Tudvad vil mere: “Skulle det på denne måde også lykkes mig at skabe forståelse for teologien som andet og mere end en støvet universitetsdisciplin, da tør jeg ikke ønske mig mere” (9). Det er for patetisk. Skal teologien ydmygt bøje sig i støvet og takke Tudvad for hans selvopofrende hjælp?

Tudvad har efter eget udsagn ikke ønsket at skrive en monografi, som kunne meritere ham blandt akademikere, men derimod vække interesse blandt alle optaget af historie og teologi. Fint nok; skønt jeg i modsætning til Tudvad ikke ser forskning og formidling som en nødvendig modsætning. I min optik er den gode forskning også den fornemme formidling og omvendt. Men selv hvis selv man ser en modstilling, skal bogen vel også stå sin prøve på historisk og teologisk kunnen? Det kan den bestemt; men der er også et problem, fordi den genremæssigt bevæger sig mellem historieskrivning og noget, der i dag i højere grad ligner den historiske roman. Tudvad gør ikke selv genren klar; men forvirrer sin læser. Det skyldes ikke mindst meget indlevende beskrivelser, der ellers primært skildres med historikerens distance. Det er da udmærket, at Tudvad ved at bruge bibelsk sprog i beskrivelsen af Hus “som snild som en slange og enfoldig som en due” (Matt 10, 16), men når han anvender udtrykket to gange på bare tre og en halv side er det overdrevet (54.57), ligesom formuleringen langt fra er klar. Sådanne psykologiseringer optræder gennem hele bogen: “Midt i den ædruelige besindelse på menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet” (68). Ser Tudvad problemet og modificerer derfor udsagnet gennem modalverbet? Jeg ved det ikke; men formuleringer som denne giver en umiskendelig reminiscens af forne tiders kirkehistoriske fremstillinger, hvor forfatteren også mente sig i stand til at trænge ind i de fortalte figurers sind og tanker: “Let har det ikke været for Hus at sige farvel til Prag, hvor han immervæk havde levet et næsten kvart århundrede. Den gyldne by ved Moldau havde formet ham, så han med rette kunne betragte sig som dens søn, selvom han ikke havde glemt sine rødder i det sydbøhmiske bondeland” (91). Det virker altmodisch og grænsende til kliché, når Tudvad f.eks. skriver: “I nattens mulm og mørke mellem d. 20. og 21. marts, mens Hus sikkert lå i sit møg og martredes af søvnens ukontrollable flammesyn, og Sigismund lå i sine bløde klæder og pirrede sig selv med søde drømme om kejserlig værdighed, forlod et par ryttere Konstanz” (122). Comenius “var inderligt troende og umådelig lærd, en lidenskabelig prædikant og en flittig skribent, hårdt ramt af skæbnen og berejst i det halve Europa” (287f.). Formuleringer som disse (og dem er der mange af) gør mig usikker på, om jeg læser en historisk roman eller en historisk skildring, der i inderlighed og psykologisk malerisk beskrivelse giver uafladelige mindelser om Hjalmar Homquists og Jens Nørregaards gamle kirkehistorie. Der er faktisk en grund til, at vi har forladt den type historieskrivning, som man i dag alene finder i den historiske fiktionslitteratur.

Brug af tyske transskriptioner og tjekkisk original skrevet i parentes ved navne er en god ting; men jeg undrer mig over at en lang række latinske begreber og formuleringer ikke er oversat. Det virker inkonsekvent, ligesom det for den almindelige læser, Tudvad henvender sig til, også havde været en hjælp, hvis der var luget ud i fremmedord og bedagede danske udtryk. Et ledsagende kort ville antagelig også have gavnet den, som ikke umiddelbart har Centraleuropas geografi præsent.

Bogen er generelt velskrevet; men der er også en række sproglige udfald, som ikke vidner om litterær stil, endsige forfatteren som litterat. Udtryk som f.eks. “for lutheranere at se,” “for Hus at se,” “fup og fidus,” “på sigt,” “hvorom al ting var,” “hip som hap,” “var et fedt” hører ikke hjemme i en bog, der tydeligvis – og godt for det – også efterstræber et elegant litterært leje. Fejl er der prisværdigt få af. Jeg har kun fundet enkelte som f.eks. “Marsilius von Padua” (Marsilius eller Marsilio fra Padova) (124), “adammitiske” for adamitiske (162) og “Sienna” for Siena (204).

Bogens genremæssige uklarhed er også dens store svaghed, fordi den som historiefremstilling forfalder til ikke alene historievidenskabeligt problematiske psykologiseringer, men også en meget traditionel begivenhedshistorie, der ikke går i dybden med at fremstille årsagssammenhænge mellem kulturel, politisk, religiøs og social udvikling, jf. formuleringen om teologi som den ‛virkelige virkelighed’.         Når det så er sagt, må man også give forfatteren, at det lykkes ham at dokumentere Hus’ betydning for den lutherske reformation, ligesom han får pointeret vigtigheden af selve reformator- og reformationskategorien, som noget der ikke lader sig begrænse til det 16ende århundredes reformationer alene. Det sidste opfatter jeg som en væsentlig pointe, som lader sig yderligere præcisere. For det gælder ikke religionshistorien generelt, men alene kosmos- eller aksetidsreligionerne, som netop har løbende reformationer. Reformator og reformation som fænomen er tæt forbundet med fremkomsten af kosmosreligion i Kina, Indien, Grækenland og Israel fra sjette århundrede f.v.t. og frem. Kosmosreligion var resultat af de tidligste reformationer, vi har kendskab til. Buddha, Heraklit, Xenophanes, Platon, Lao-tse, Konfutse og kredsen bag 5 Mos. var alle reformatorer, som også Hus, Luther og Grundtvig senere skulle blive det.

Min kritik af bogen til trods har Tudvad indlagt sig fortjeneste med værket. Enhver, der vil vide noget om de senere reformationsbevægelser i det 16ende århundrede, må selvsagt sætte sig ind i Hus, ligesom de naturligvis også må tage den mystiske tradition og devotio moderna-bevægelsen til efterretning. De er alle væsentlige forudsætninger for at forstå de senere reformationer, som netop bygger på ældre reformforsøg af religiøsiteten i en verden, der i stadig stigende fart undergik store forandringer. Det er en grundlæggende evolutionær pointe, at intet kommer ud af intet, men bygger på eksisterende træk. Eller som Robert Bellah ordsprogsagtigt formulerede det: “Nothing is ever lost.” Det gælder både biologisk og biokulturel evolution.

Hvorfor lykkes nogle reformbevægelser, medens andre mislykkes? Tudvad har en væsentlig del af svaret på de senere reformbevægelsers succes. De blev godt hjulpet på vej af et nyt medium, trykpressen; men dertil kom også en ændret politisk situation, som favoriserede spencerske, durkheimske og marxske selektionsmekanismer i den videre udvikling. Det kræver imidlertid et anderledes faghistorisk arbejde at forstå. Tudvads bog er god til at vække interesse for Hus og de tidlige 1400-tals reformbevægelser i navnlig Böhmen, ligesom den er fin til at skabe et overblik. Som sådan er bogen vellykket. Dens lejlighedsvise iscenesættelse af forfatteren som en enlig røst og, kanske, litterær martyr, der trodser verden og almenkultur, ville bogen have vundet ved at være foruden.

Forårets foredrag i Københavnerkredsen

Det er os en fornøjelse hermed at kunne præsentere semesterprogrammet for foråret 2019 i Københavnerkredsen:

21. februar
Valgmenighedspræst Niels Grønkjær:
Åndløshedens tyranni

7. marts
Sognepræst Henrik Bach:
Konfrontationskurs – Tidehvervs historie

14. marts
Professor, dr.phil. Steen Bo Frandsen:
Opdagelsen af Jylland

4. april
Ph.d. i filosofi Thomas Brudholm:
Om vrede og had

11. april
Studenterkollokvium ved stud.mag. Clara Westergaard og
stud.mag. Benjamin Brandt Christiansen:
Islamisk Aristoteles-reception og
Den Katolsk-Apostolske Kirke (irvingianerne)

2. maj
Dr. phil. i filosofi Martin Pasgaard-Westerman:
Arthur Schopenhauers ”Aforismer om livsvisdom”

16. maj
Dr.phil., litteraturhistoriker Henrik Yde:
Grundtvigs højskoleskrifter

Foredragene finder som altid sted kl. 20 i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K. Entré: 25,- / Semestermedlemskab: 75,-

Foredrag i Aarhuskredsen forår 2019

Det er en fornøjelse hermed at kunne præsentere forårssemestrets program i Aarhuskredsen.

  1. februar: Europas undergang? Om kultur og civilisation
    Christian Benne, professor MSO ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. marts: Begyndt er fuldbragt – om frelse, tid og evighed hos Johannes Sløk
    Hans Nørkjær, valgmenighedspræst i Lemvig og Omegns Valgmenighed
    Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. marts: Prædikenen mellem æstetik og retorik
    Kjeld Slot Nielsen, lektor i homiletik ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Aarhus
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. april: Det onde og den onde i bibelsk belysning
    Kirsten Nielsen, professor emeritus i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet
    Mogens Zieler-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. maj: Statsradiofoniens musikalske stedbarn: Emil Holm og grammofonmusikken
    Steen Kaargaard Nielsen, lektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus
  1. maj: ”Gensyn med en 90-årig” – Mit liv med Tintin genoplevet i erindringen
    Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift
    Richard Mortensen-stuen, Studenterhus Aarhus

Et semestermedlemskab af Kredsen koster 50 kr. og giver adgang til alle semestrets foredrag. Uden medlemskab koster et foredrag 25 kr. Foredragene begynder kl. 19.30. En aften i Kredsen byder foruden selve foredraget altid på højskolesang, frisindet diskussion og kolde øl. Vel mødt!